Tag-arkiv: ingenmandsland

30. januar 1918 – Mathias Damm: “I Aftes var jeg til Stævnemøde …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 30.1.18

Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra d 24. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aften skal jeg atter slæbe Forplejning. I Aftes var jeg til Stævnemøde og laa to Timer foran Franskens Traadforhugninger og ventede, men han kom ikke. Det var vist ogsaa bedre, ellers var vi kanske bleven hinanden for nærgaaende.

Vi har atter havt mægtig Frost i Nat. Saa Jorden var haard i Morges. Jeg har atter en hel Del Gigt idag, men det er heller ikke saa sært, naar man ligger paa den frosne Jord et par Timer.

Læste i Aftes at P. Høegs Kone har faaet 9 Maaneder. Paa en Maade ikke for meget, men hvad hjælper det, deraf bliver det Skete dog ikke usket, og skamme sig maa hun dog. De har dog en hel Flok Bøm? Og det kan være sørgeligt nok for ham at tænke paa Hjemmet. Nu nok derom. Haaber i alle har det godt.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. december 1917. Løjtnant Schultz spadserer over ingenmandsland – og bliver skudt!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 21. november [må være en fejlskrivning for december, RR] kom løjtnant Schultz i engelsk fangenskab. Han var gået vild om natten.

Han skulle ud til iagttagelsesstanden, derved kom han for langt; han kom ubemærket over den tyske linje, gennem forpostlinjen, det regnede og blæste stærkt, og inden han så sig om, var han ovre hos englænderne.

Det blev gennem “Røde Kors” oplyst, at englænderne havde skudt på ham og ramt ham i maven. Han døde af sine sår i et engelsk feltlazaret den 28. november 1917.

Her i Flandern kunne man ikke rigtig komme i jorden for grundvand om vinteren, og derfor var der ingen rigtige skyttegrave, men soldaterne lå og boede rundt omkring i granathuller, ved diger og hegn, ved gårde og byer osv., derfor måtte man være meget godt kendt, hvis man skulle færdes i første linje.

Når et kompagni gik i stilling, blev de altid ført ud af en ”Führer”. Soldaterne lå mest under bølgeblik, der så igen var dækket til med græstørv. De lå på den bare jord eller på brædder, en dør eller lignende.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. september 1917. Verdun: Ud i natten for at bjærge Løjtnant Knutz’ lig

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Den 19. september 1917 faldt den afholdt løjtnant Knutz på vej ud til forreste linje. Hans lig kunne ikke bjærges – i første omgang.

I løbet af dagen fik vi sovet lidt, og nerverne kom atter i ro. Vi var alle enige om, at løjtnant Knutz skulle bjerges, koste hvad det ville. Den ”Lange” skulle ikke som så mange andre, ligge og rådne op i et granathul, det stod fast. Alle var klar over, at det kunne komme til at koste dyrt, men risikoen blev slet ikke omtalt.

Da det blev aften, meldte hele delingen sig frivilligt til eftersøgningen, undtagen ordonnansen. Fire mand – to hold – blev udtaget og begav sig ud på den farlige færd.

Men der var én ting mere, der nødvendigvis skulle gøres. Kompagnichefen var faldet, og melding herom skulle tilgå løjtnanten ved første deling, så han kunne overtage ledelsen af kompagniet ind til videre. Ordonnansen, som var den nærmeste til at gå med meldingen sammen med en anden, nægtede pure at gå. Han undskyldte sig med, at han havde kone og børn derhjemme i Hamborg, og Feldweblen ved anden deling, der var en godmodig mand, trængte ikke yderligere ind på ham. Det var synligt for alle, at manden var fuldstændig slået ud efter den sidste nats hændelser.

Men meldingen skulle jo frem, så Feldweblen henvendte sig til mig, om jeg ikke havde et par mand, der ville og kunne påtage sig hvervet. Nu var det ikke så lige til at udpege nogen til en sådan ”Himmelfahrtskommando”, – det blev en opgave kaldt, hvor chancerne for at komme helskindet fra det, var meget, meget små. – Vi vidste, at opholdsrummet med første deling skulle findes en 5-600 meter til højre for os, så man skulle synes, at det ikke var så svært. Man skal dog huske på, at terrænet var ganske ukendt og udelukkende bestod af granathuller, og i et af disse fandtes indgangen til opholdsrummet. Dertil kom, at vi højst var 150 meter fra fjenden, at granaterne til tider faldt tæt, og at der med korte mellemrum blev opsendt lysraketter, der gjorde nat til dag.

Det var ikke en gå-tur, men en kravle-tur på 5-6 hundrede meter med ophold hver gang en raket gik til vejrs, og når granaterne faldt alt for tæt. Man skulle passe på at holde retningen, nok lå der med mellemrum to og to mand fra infanteriet i granathullerne; men var uheldet ude, og man kravlede igennem denne kæde, kunne man risikere at få en kugle bagfra af ens egne. Man kunne ikke tale almindeligt, kun hviske; den mindste bevægelse, der blev observeret, affødte straks en maskingeværsalve, hvis ikke andet og værre. Kort sagt, der var mange ting, der skulle tages i betragtning, hvis en sådan tur skulle gennemføres med held.

Det var ikke en tur for nybegyndere, så jeg valgte at gå selv. De, der kunne komme i betragtning, var gået ud for at søge efter løjtnant Knutz. Resten var helt nye folk og aldeles uden erfaring. At sende dem var omtrent det samme som at udtale en dødsdom over dem, og dertil havde jeg ikke mod.

Som ledsager var det noget andet, og der meldte sig da også straks én, der ville gå med. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det ikke var en skovtur, vi skulle ud på, men han svarede, som ret var: ”Wenn Du deinen Kopf hinhalten kannst, dann kann ich es wohl auch” (Hvis du vil vove pelsen, kan jeg vel også). Han sagde dette roligt og stille, så jeg var temmelig sikker på, at manden kunne bruges. Jeg instruerede ham om, at det eneste han havde at iagttage, var at gøre det samme, som jeg gjorde, og at det skulle være omgående uden et sekunds betænkning. Hvis fjenden eller vore egne tændte en ”lampe”, gjaldt det om at ligge aldeles roligt uden at røre et lem og med ansigtet ned i jorden. Den mindste bevægelse kunne nemt komme til at koste os livet. Det eneste, der skulle tages med, var gasmaske og pistol, og denne skulle bæres i brystlommen, hvor man nemmest kunne få fat på den i liggende stilling uden at bevæge sig alt for meget.

De nødvendige instrukser var nu givet og et heldigt udfald måtte så overlades til heldet og skæbnen. Med et ”Hals und Beinbruch” fra kammeraterne, startede vi.

Så snart vi var kommet ud i det fri, krøb vi ned i det første det bedste granathul for at foretage enforeløbig orientering. Frontens forløb skulle fastslås så nogenlunde, og det kunne kun gøres ved at iagttage lysraketterne et lille stykke tid. Forpostkæden gik jo ikke efter en streg, men var i høj grad betinget af terrænforholdene. Jeg forklarede min ledsager, hvad han skulle bide mærke i, så vi atter kunne finde tilbage til vort udgangspunkt.

Vi valgte at kravle skråt fremefter i den retning, hvor første deling formodedes at være. Hvis vi var heldige, skulle vi så efter at have tilbagelagt små hundrede meter støde på forpostkæden. Det farlige var, at hvis vi kravlede igennem denne kæde, så var vore chancer for et heldigt resultat ikke ret store, tværtimod.

Jeg var klar over den risiko, vi løb, men havde med fuldt overlæg valgt at komme i forbindelse med forposterne. Ved at følge kæden ud til højre var der stor chance for, at vi før eller senere ville træffe en mand, der omtrent vidste, hvor MG-delingen lå. Men jeg vidste også, at havde vi først forbindelse med forposterne, var vi kun ca. 50 meter fra fjendens forpostkæde, og den yderste forsigtighed var påkrævet.

Natten var stjerneklar, men uden måne. Det blæste lidt, men over imod fjenden, så der var ingen fare for gasgranater.

Vi var sådan set heldige, idet vi, efter at den beregnede afstand var tilbagelagt, ”ramlede” på den første forpost. Der var kun én mand i granathullet – men han var død, og hans makker var væk.

Det var en streg i regningen. Det svageste – eller vi må hellere sige det farligste – punkt i hele min plan var at træffe den første forpost. Det lykkedes, men som sagt, han var desværre død.

Hvad var der sket? En granat fra artilleriet var usandsynlig, dertil var vi for tæt inde på fjenden. Det kunne være riffelskud, men at de begge to skulle være sat ud af spillet herved, passede heller ikke rigtigt ind i billedet. Makkeren til den døde var sikkert blevet lettere såret, så han havde kunnet klare sig selv tilbage. Det eneste jeg kunne tænke mig var, at en håndgranat var blevet kastet ned til dem. Da manden endnu ikke var kold, kunne dette ikke være sket for ret længe siden.

Vi måtte regne med, at naboposten var på tæerne efter denne affære, og at nærme sig den fra en forkert vinkel ville være yderst farligt. Vi foretrak at blive liggende i hullet for at se, om vi ikke kunne lokalisere posten på en eller anden måde. Jeg regnede med, at folkene dér med mellemrum ville affyre en lysraket for at se, om der var flere fjender ude i ingenmandsland, der havde ondt i sinde, og det slog til.

Det var godt, at vi ikke var kravlet videre. Da ”lampen” gik op, viste det sig, at den næste post lå et par meter længere tilbage. Havde vi fortsat, ville vi temmelig sikkert være kommet foran denne post, og det havde jo ikke været så godt. Nu gik det hele let; vi kravlede lidt tilbage og nåede posten bagfra.

De var, som jeg havde tænkt mig, klar over, at deres nabopost var sat ud af spillet. Den ene hviskede lakonisk: ”Handgranate, der Werfer wirft nicht mehr, er liegt 20 Meter von hier” (Håndgranat, ham der kastede er færdig. Han ligger 20 meter herfra). Derimod kunne de ikke oplyse os om, hvor delingen lå. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet, for vi var ikke nået langt nok til højre endnu; men vi f ik forpostkædens forløb forklaret, og det var en god hjælp.

Med uendelig forsigtighed og med kortere og længere ophold, afpasset efter lysraketternes tæthed, arbejdede vi os fra post til post, og endelig traf vi én, der vidste, at MG-delingen lå ca. 50 meter borte, men lidt længere tilbage.

Atter forandrede vi retning og undersøgte nu ethvert større granathul. Endelig fandt vi frem til det rigtige, hvor indgangen til opholdsrummet var. Det viste sig, at kravleturen havde taget os ca. to timer. Den sørgelige melding blev afleveret, og vi begav os på hjemvejen. Denne gang foretrak vi at gå en anden vej, nemlig 100 meter ned ad skråningen, hvor vi kunne tillade os at gå nogenlunde oprejst, og i løbet af en lille halv time var vi tilbage i vor ”hule”. H v o r mange gange vi i disse 2V2 time havde stået på hovedet i granathullerne, ved jeg ikke, men jeg antager, at én gang for hvert minut, vi var undervejs, ikke slår til .

Feldweblen var glad for, at meldingen var nået frem. Han havde ikke ventet os tilbage så hurtigt

og ville vide, hvordan vi havde fundet vej. Jeg forklarede ham vor forud lagte plan, som han kommenterede med tre ord: ”Gefährlig, aber effektiv” (Farlig, men effektiv).

Min ledsager havde klaret turen til ug, og det blev ikke sidste gang, han frivilligt gik ”tur” med mig.

Et stykke t i d efter vor hjemkomst kom også de fire mand, der havde søgt efter løjtnant Knutz, til bage, men de havde ikke fundet ham. De var også sluppet uskadt, men den ene havde fået sin spiseske ødelagt. Han havde haft den i frakkelommen, og en granatsplint havde krøllet den sammen. Bortset fra en iturevet jakke og en blå plet på låret var der ikke sket noget.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

21. august 1917. Ved Ypres: “Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Den næste Dag skød Fjenden saa desperat ned til os, at man skulde tro, det ikke gik rigtig til; det gjorde det heller ikke, for de, der laa ved Siden af os, havde  Telefonforbindelse med deres egen Grav.

Da Mørket brød frem, forberedte vi os til al smide Fjenden tilbage. Vi krøb ud af Graven og langsomt hen mod Fjenden, da vi var en 10-15 Meter fra, sprang vi op, og i fuld Løb gik det mod Fjenden. Haandgranaterne begyndte at suse i Luften fra begge Sidder. Vi vilde flygte, men vor Kompagnifører raabte »Fremad«.

Og som han havde sagt dette, fik han en Haandgranat lige i Synet og faldt stendød, om.

Vi stormede fremad, men Fjenden var tapper. Ud maatte han dog.

Vi fik ingen Fanger. Fjenden forlod tre Døde paa Pladsen, medens vi havde 13 Døde og 25 Saarede.

En Mand fik skudt begge Ben af; han levede en god Time med store Smerter, men vi kunde ikke hjælpe ham, for de var skudt af helt oppe.

Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.

Fjenden havde altsaa ogsaa Saarede.

Jeg og en Mand til vilde hente dem, men Underofficererne sagde: »Bliv I her. Fjenden er ikke længere borte end vi.«

Og de fik Lov at ligge og havde sikkert en kvalfuld Død.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

19. august 1917. Såret i ingenmandsland: Endelig kommer redningen

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Med den tredje dag blev vor situation stadig mere bekymende. Frem for alt plagede tørsten os. Kammeraterne fantaserede stadig værre og ville helst tage livet af  sig.

Igen og igen forsøgte jeg at berolige og trøste dem og love dem at skaffe hjælp om aftenen. Hvordan jeg skulle virkeliggøre det, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg havde besluttet mig til at foretage mig et eller andet for at skaffe kammeraterne hjælp, om jeg så selv skulle omkomme ved det. Jeg kunne ikke udholde at se på deres kvaler og lidelser mere.

Da det nu begyndte at blive mørkt, samlede jeg alle mine kræfter sammen for først at slæbe mig hen til døren. Derfra ville jeg så videre, liggende på ryggen, idet jeg stødte fra med det raske ben og det sårede ben slæbende bagefter; sådan ville jeg arbejde mig hen til vor første linje for at bede om hjælp.

Jeg var da også kommet op ad den korte trappe, men så må jeg nok på grund af de rasende smerter være besvimet.

Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg foran udgangen. Jeg så nu det formålsløse i mit forehavende og begyndte for mine lungers fulde kraft at skrige.

Endelig, jeg havde i en halv time af og til skreget, kom der en Vizefeldwebel og to mand for at se, hvad der var i vejen. Jeg gjorde ham vor situation klar, og han lovede at sende hjælp så hurtigt som muligt. Jeg bad ham også sende et par mand, der kunne afhente de tre maskingeværer.

Så gik han igen, og efter en time var sygebærerne der og også de folk, der skulle  hente maskingeværerne.

For de sidstnævnte forklarede jeg nøjagtigt, hvor maskingeværerne var at finde. Så blev vi båret til sanitets-dækningsrummet. Herfra blev vi den næste dag af sanitetskompagniet transporteret til hovedforbindingspladsen, og derfra til feltlazarettet.

Af Regiment 84’s historie

17. august 1917. Såret i ingenmandsland ved Ypres

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Kammeraterne var blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Folkene var allerede før angrebet gået bort for at hente mad og vendte ikke tilbage. Vi afventede først aftenen. men da aftenen og heller ikke  natten bragte os nogen hjælp, besluttede jeg mig til at sende to kammerater, der nogenlunde kunne gå, afsted for at nå vor første linje og derfra hente hjælp.

Men der kom ingen hjælp.

Sådan gik også hele dagen. Hos de fleste sårede viste sig nu sårfeberen, og også tørsten plagede os.

I den følgende nat begyndte nogle allerede at fantasere og at ville rive forbindingen af. Jeg havde mit hyr med at forhindre dette og med at berolige dem.

Af Regiment 84’s historie

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

27. juli 1916. “Her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham …” Nikolaj Kræmer ved Somme.

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

I de sidste Julidage i 1916 fik Bataillonen tildelt For­stærkningsmandskab, saa Kompagnierne kom op paa 285 Mand hvert.

Vi marcherede mod Somme-stillingen, hvor vi skulde indsættes i de haarde Kampe, som da fandt Sted her. Vi afløste Res. Regt. 86 [RIR86], som praktisk talt var udslettet; de modtog os med Ordene: „Her er ikke godt at være,” og det viste sig at være sørgeligt sandt.

Jeg kom med en Kammerat til at ligge i et Granathul, som vi prøvede paa at gøre lidt dybere; men vi fik kun gjort nogle faa Spadestik, før vi stødte paa en død Soldat. Det fik os til at flytte over i et Hul ved Siden af. Her var Resultatet dog det samme. Vi var klare over, at det ikke nyttede at flytte igen.

Før Dagen gryede, var vort Hul fyldt med Jord; men foran os saa vi, at der var opstaaet et nyt Granathul, og da det var stort, tog vi det i Besiddelse. Heri laa tre døde Soldater. Vi havde altsaa Selskab.

6a44-099 døde englændere

I Stillingen her var der ustandselig Kamp. Om Natten holdt Halvdelen af Mandskabet Vagt. Vi to stod Vagt en Time ad Gangen, saa kunde den anden sove lidt.

Engang vækkede min Kammerat mig og sagde, at det nu var min Tur. Da jeg var kommet paa Benene, saa jeg paa mit Ur og opdagede da, at han havde vækket mig for tidligt. „ Ja,“ sagde Kammeraten, „men her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham, nu kan du gøre, hvad du vil.“

Med et „Hvorfor skulde han skydes?” overtog jeg Vagten.

Jeg lagde nøje Mærke til ham; han kravlede i en Fordybning, som før Beskydningen havde været en Grøft. Den var kun at se fra det Sted, hvor jeg stod. Nu kravlede han fra den ene døde til den anden og betragtede dem i Ansigtet. Han var fuldstændig ubevæbnet.

Efter en Stund kravlede han igen paa Maven over til den engelske Stilling og blev ganske roligt liggende foran den.

I et Øje­bliks nogenlunde Stilhed raabte jeg paa Dansk: „Gaa nu hellere hjem!”

Han rullede op over den opkastede Jord­vold og var borte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1952