Lydklip: Christian Andresen fortæller om kampene i Flandern

Senest ændret den 15. april 2019 22:11

Christian Andresen (1898-1989) fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.

Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:

Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.

Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:

Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud fra byen Moorslede.
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vi måtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vi nået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvil nogle timer.
Ih, hvor vi sov!
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englænderne pressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørn gav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i en fælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andre let skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
For resten meget træffende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *