Tag-arkiv: våbenhvile

8. oktober 1918. Begravelserne foregår ikke sådan som hjemme. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 8.10.1918

I de sidste to dage har jeg slet ingen breve fået fra dig, og heller ingen aviser. I dag er der slet ingen post kommen hertil. Det er nok på høje tid, at der sluttes fred, for de kører nok fast med det hele.

Hvad mener du, det skal blive til med det, at tyskerne nu ønsker våbenstilstand. Mon de allierede vil gå ind på det. De ser vist nok, at det nu kniber for tyskerne, og så kan det være, at de bliver ved at klemme dem, indtil de er fuldstændig knækkede, for så at kunne diktere dem freden sådan, som de allierede ønsker den.

Ja, når det da bare snart kunne blive fred! Lad det bare koste, hvad det vil. Fred heller i dag end i morgen. Det skal jo snart vise sig, hvad det bliver til. Det lader til, at den nye tyske regering er villig til at bøde for, hvad den gamle har forbrudt. Det har været ualmindelig roligt ude ved fronten i dag, men nu i aften går det igen løs med skydningen.

Her lige i nærheden af vor lejr er der en soldaterkirkegård. Jeg var derhenne i formiddag efter, at der lige havde været begravelse. Da stod der 8 eller 9 åbne grave med en kiste i hver. Dem, der blev begravet i form. var katolikker. Protestanterne blev begravet i efterm.

Det går jo ikke sådan til som hjemme, hvor liget sænkes i jorden, når hele forsamlingen er nærværende. Her bliver det gjort forinden af San.komp. Og bagefter kommer præsten så og holder en tale samt kaster jord på.

Musikken er også gerne med, det er helt højtideligt. På kirkegården fandt jeg en grav, hvori der ligger en ung mand, som kunne se ud til at være en dansker efter navnet at dømme. Han hedder Carsten Tobisen. Han var 20 år, men hvor han var fra, stod ikke nævnt. Han havde stået ved 6. komp. af 85.

Ellers har jeg aldrig truffet på grave, som kunne se ud til at være over landsmænd, men der står aldrig, hvorfra den faldne er. Jeg sender en pakke hjem, men den indeholder kun nogle aviser deriblandt Hejmdal og Flensborg avis, som jeg har fået efter nogle danskere, som er såret eller savnet fornylig. Nogle af dem har jeg kendt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

30. december 1917. Ugens kampe fra The great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om våbenhvilen på Østfronten og om situationen hos Centralmagterne. Efter Ruslands udtræden af krigen ser situationen lysere ud, og Ludendorff får i gang med at planlægge en forårsoffensiv, så krigen kunne vindes, inden den amerikanske tilførsel af tropper kunne få afgørende indflydelse på krigens forløb. Det handler også om den østrigske offensiv på den italienske front og om osmannernes angreb på Jerusalem, der for nyligt var blevet erobret af briterne. I det nyetablerede Sovjetunionen gennemføres de første reformer – og etablerer den hemmelige tjeneste tjeka’en.

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

17. april 1916. Påskefred på Østfronten

Chr. Ohrt, Bredebro, fortæller:

Jeg blev indkaldt den 8. 12. 1915, var dengang 42 år og havde ikke tidligere været soldat.

Jeg gik dog først med indkaldelsessedlen om til amtsforstanderen for om muligt at få ham til at ansøge for mig, så jeg kunne blive hjemme som »uundværlig«. Jeg var eneste sadelmager mellem Tønder og Skærbæk og havde tillige kone og fem børn at forsørge.

Men amtsforstanderen var afvisende. Han »trøstede« mig med, at man nok ville sende mig hjem igen fra garnisonen. Der er vist ingen tvivl om, at mine kendte danske sympatier var medvirkende til amtsforstanderens stejle holdning.

Så måtte jeg da af sted, først til Flensborg, derfra til Lybæk, hvor jeg fik en kortvarig uddannelse. Allerede den 23. marts 1916 ankom jeg til skyttegraven på den anden side af Wilna. Vi skulle udfylde en landstormsbataillon.

Der havde været kampe i afsnittet kort tid forinden, og tre tyske døde lå på den anden side af floden, som løb mellem stillingerne. Råde vi og russerne lå i en skov. Der blev skudt en del. Vi havde også sårede. Men ellers var stillingen for tiden rolig.

Lige før påske kom ved højlys dag nogle russere frem af skyttegraven med et hvidt flag og vinkede over mod os. En fra vort kompagni, en thyringer, fulgte straks opfordringen og gik ned til floden for at mødes med russerne. Sproget hindrede dog en samtale. Thyringeren fik da sendt bud efter en anden tysker i  nabokompagniet, som han vidste kunne tale russisk. Der gik så flere tyskere med ned til floden, en halv snes stykker, deriblandt også jeg.

De to parter blev her enige om først at få de tre døde tyskere bragt over floden. Russerne gik hen til ligene, korsede sig efter deres skik og bar dem så én efter én i en teltdug ad en lille bro lidt længere oppe ad flodløbet over til os, uden dog at komme ned i vore skyttegrave. Vi sørgede for viderebefordring til kirkegården bag fronten.

Officererne var i første omgang ikke vidende om vort forehavende. Det var det ene. Men dernæst blev vi enige om at holde påskefred, først i den tyske og dernæst i den russiske påske en uges tid senere.

Hver dag mødtes tyskere og russere ved floden og udvekslede gaver. Russerne kom med brød, vi gav cigaretter. Intet skud faldt.

Officererne var ikke tilfredse, men kunne intet stille op og greb heller ikke ind. Underofficererne var indforståede.

Fredsslutningen blev respekteret fra begge sider. Freden holdt 4 til 5 uger.

Der skete da det, at en tysker i et naboregiment skød en russer. Og så var det slut med freden. Vi blev snart udskiftede og forflyttedes en 20 km længere nordpå.

DSK-årbøger, 1958.