Andreas Jensen, Frifelt. gjorde krigstjeneste på Østfronten, hvor han i 1915 blev såret. Efter endt ophold på lazarettet blev han erklæret “G.V.” – det vil sige anvendelig til garnisonstjeneste. Han blev vagtmand ved Krigs-Arb.-Batl. 82 i Prekullen i en stor Krigsfangelejr i Kurland. Ved juletid 1916 blev han overflyttet til en fangelejr ved Sedan på Vestfronten.
NB: Kan bringes hele sensommer og tidlig efterår
Det var i 1917. En Dag hen paa Sommeren fik jeg den Besked, at jeg den følgende Morgen skulde melde mig paa vort Kontor, for der at faa nærmere Besked.
Naa, tænkte jeg, hvad kan der nu være i Vejen. Jeg var mig ikke bevidst at have forset mig i nogen Retning. — Ganske vist — stjal vi! — Men hvem gjorde ikke det i disse Tider, hvor Forplejningen var knap og mindre god.
Det skete engang, at vi paa Banegaarden i Sedan opbrød to Jernbanevogne. Det viste sig, at Vognene var fyldte med de dejligste friskrøgede Skinker! Naa, vi gjorde kort Proces og kørte hele Indholdet hjem i vore Kvarterer, hvor vi længe levede højt paa dem. Jo, Skinkerne gik den Gang vistnok i de gale Maver. — Aa, ja-ja, det var den Gang.
Naa, den næste Dag stillede jeg altsaa omme paa Kontoret. Jeg meldte mig, og der var straks en Løjtnant, der tog imod mig. Han spurgte straks: Hør, Jensen, hvordan kommer De ud af det med Fangerne? — Kan Fangerne li’ Dem? Jeg svarede som sandt var: — Det tror jeg nok, Hr. Løjtnant, og Vrøvl har jeg endnu aldrig haft med at faa dem til at udføre det Arbejde, de er blevet sat til at udføre. Naa, ja, det er godt Jensen, men ser De, Sagen er den, sagde Løjtnanten, at vi skal have en Telefonledning lagt ud til Fronten langs den nybyggede Feltbane. Tror De, at De med det fornødne Mandskab fra Lejren kan paatage Dem at rejse de nødvendige Master?
Jo, Hr. Løjtnant, det tør jeg nok paatage mig, svarede jeg. Storartet — det er godt Jensen. Løjtnanten syntes at være svært fornøjet og fortsatte: Nu kan De — skal vi sige, faa syv Fanger og med dem udføre Arbejdet, men hvor mange Master mener De at kunne rejse om Dagen — Tyve? … Løjtnanten saa derved spørgende paa mig?
— Nej-nej; Hr. Løjtnant- — Hvor vil De hen? — „Ti da“, prøvede Løjtnanten. — Jeg rystede afværgende paa Hovedet.
Otte da. — Men jeg rystede kun igen.
Ja, saa ved jeg intet andet Raad, end at De selv bestemmer Antallet, sagde Løjtnanten opgivende.
Jeg kun vilde paatage mig at sætte tre Pæle om Dagen. — Tre! — Løjtnanten var næsten gaaet fra Snøvsen. Det var rigtignok ikke meget, men lad gaa. Saa siger vi det, Jensen. I Eftermiddag kan De udtage Folkene, og i Morgen er De klar til Arbejdet. — Farvel Jensen!
Jeg vidste nok, hvem jeg vilde have med til det fore- staaende Arbejde. Den næste Morgen stillede de saa alle, dem, jeg havde udvalgt, det var Nicolaj, Pjotr — eller Peter, Januschka, Wladimir, Vladislau og de andre, hvis Navne jeg nu ikke husker længere.
Før vi tog fat, forklarede jeg Fangerne, hvad der skulde laves. — Langsomt skulde det gaa, og dette sidste var de svært med paa. — „Immer, immer langsam voran“, var det ikke saadan, vi sang og raabte under Fremmarchen den Gang. Saa gik vi da der og drev Tiden hen, saa godt vi kunde.
To Gange om Dagen, Morgen og Aften, kom der et Tog forbi fra og til Fronten med Forstærkninger eller Tropper, der blev afløste, og ved Middagstid kom der et Materialtog, der gjorde Holdt og aflæssede Middagsmad til mig og mine Fanger. I den Tid, da Togene passerede, var alle Mand i fuldt Sving, den øvrige Tid tilbragte vi, som vi bedst kunde. Nogle tog sig en Lur, og ellers aflagde vi Besøg hos de flinke franske Bønder, der bød os Vin og andet godt.
Det skete ogsaa, at vi hjalp til med Høsten, eller hvad der nu kunde falde for. Dog havde jeg altid en af mine Fanger udstillet for at alarmere os, hvis dette skulde være nødvendigt. Men det skete dog aldrig, at vi blev overraskede. Russerne sagde, at — „Kammerat Panje ischt gut!“ og de viste mig det ret ofte. — Aldrig var der en, der fandt paa at stikke af, skønt her var Lejlighed nok til det. Da vi efterhaanden naaede ret langt ud, benyttede vi Toget til vor Hen- og Hjemfart.
Ja, saadan gik der to Maaneder i Herlighed og Glæde. Men en skønne Dag var vi naaet til Vejs Ende. Vi havde alle haft godt af det frie Liv. Mine kære Russere var næsten ukendelige fra før. De havde faaet Huld paa Kroppen og følte sig næsten helt frie. Jeg havde næsten helt ondt om dem, da jeg den sidste Dag tog Afsked med dem, og saa dem forsvinde ind i Lejrens myldrende, men just ikke hyggelige Liv. Jeg er tit og ofte senere kommet til at tænke paa disse saa rare og flinke Mennesker og hvordan deres Skæbne er blevet.
DSK-årbøger 1945.