Tag-arkiv: Balkanfronten

Krigens forløb

24. juli 1917. I en fjern bjerglandsby i Serbien

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan.

Vi blev sendt til Serbien (Jugoslavien) i et rekrutteringsdepot i Aleksinak.

Herfra skulle vi så sendes til fronten. Da jeg havde været der en kort tid, blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kom så på lazaret i Nis. De mente, at det var malaria i lettere grad.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg var på lazarettet, men det var ikke ret længe. Jeg har dog ikke mærket noget til denne sygdom senere.

Et stykke tid efter, jeg var kommet tilbage, blev jeg udset til at deltage i en ekspedition ind i de høje bjerge. Det blev sagt, at flyverne havde observeret skov, som lå sådan, at træer, der blev fældet og kastet i en flod, af sig selv ville ende et bestemt sted, så de kunne udnyttes. Der var stor mangel på træ og brændsel dernede.

Da vi sjældent fik den rigtige grund at vide, ved jeg heller ikke, hvad betydning denne ekspedition skulle have. En kendsgerning var dog, at der blev sendt en ekspedition af sted bestående af 1 officer, 1 læge, nogle underofficerer, 2 bulgarske tolke og resten menige soldater. Hele ekspeditionen var på.omkring 40 mand og så de mest nødvendige lastdyr.

Vi var fuldt udrustet med gevær og ammunition. Det blev en  oplevelse uden sidestykke. Såvidt jeg husker, var det fra Skopje, vi begyndte marchen. Det blev en spændende vandretur ind i bjerge, hvor der aldrig kom fremmede mennesker. Vi havde fået instrukser om, at vi på ingen måde måtte genere folk eller stjæle høns o.s.v. fra de beboere, vi mødte.

Efter nogle dages march kom vi til et lille bysamfund. Folkene der blev meget overraskede og så ikke ud til at være os venligsindede. Da vi havde været her nogle timer og gennem de bulgarske tolke var blevet lidt fortrolige med dem, gik det bedre.

Der var iblandt beboerne der en stor dreng, som havde en stor knude eller en svulst over det ene øje. Jeg stod lige ved siden af vores læge, og han så på drengen og sagde: “Jeg ville jo gerne hjælpe ham”.

Det endte med, at han opererede drengen. Jeg tror nok, han hjalp
flere der, så vi kunne næste morgen forlade byen som venner.

Da vi så efter en dagsmarch op og ned over høje bjerge kom til det næste bysamfund, kunne vi mærke, at vi var velkomne. Det kunne vi ikke forstå. Der kunne kun være sket det, at en eller flere var løbet ad de stier, som fandtes der, således at de var kommet før os, og havde fortalt, at der var en heksedoktor undervejs. For da vi ankom, stod der en del mennesker, og iblandt dem nogle, som var syge. De bad om hjælp.

Vores læge gjorde, hvad han kunne. Blandt de syge, var der en gammel, blind kone. Lægen sagde: “Hvad skal jeg gøre, hjælpe hende kan jeg ikke”. Han gav hende så noget salve, og de så ud til at være
taknemmelige.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

17. juli 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Skriv en kommentar

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

3. juli 1917. K. Tastesen i Mellemøsten: Malaria!

Skriv en kommentar

K. Tastesen  var i foråret 1917 i Mellemøsten, men kom i juli 1917 retur tul Balkan.

Nu meldte sig en Sygdom, som kaldtes Malaria, mellem Soldaterne, hvoraf der døde mange. Sygdommen opstod vistnok paa Grund af Varmen og Tørheden.

Da det blev for alvorligt, skulde vi tilbage til Makedonien, hvortil vi ankom den 3. Juli og var der i tre Dage. Derfra kørte vi saa igennem Sofia til Semendria og var der den 14. Juli. Semendria er en gammel Fæstning, hvor der er meget smukt, saa der kunde vi sagtens faa Tiden til at gaa saa længe, vi skulde være der.

Tre Dage efter kom vi i Toget i Semendria. Saa kørte de to à tre Vogne ud paa FIaader, som var lavet til det samme, og bugserede saaledes Toget over Donau, som løber langs med Byen.

Derfra kørte vi saa videre og naaede Bukarest den 21. Juli. Der laa 59. Infanteriregiment, som vi blev overflyttet til og fordelt mellem, da det i Forvejen havde mistet meget af sit Mandskab.

I Bukarest blev vi liggende i fem Uger, saa vi fik rigtig Lejlighed til at se Byen igennem. Den var meget smuk, og vi befandt os udmærket der. I Bukarest fik jeg ved en Parade tildelt Jernkorset, som de mente, jeg havde gjort mig fortjent til under Kampene i Rusland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

28. maj 1917. K. Tastesen overfaldet af banditter i Serbien

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesens enhed blev i efteråret 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten, hvor han igen bliver såret. I april 1917 kom han på orlov og blev gift. Herefter gik det i maj til Palæstina gennem Serbien, der var præget af guerillakrig.

Den 7. Maj kom jeg til Garnisonen igen, og den 10. kom vi af Sted til Palæstina. Vi kørte fra Elbing igennem Østrig til Serbien, hvor vi gjorde Holdt i 2 Dage i Belgrad for at vente paa flere Tropper, der skulde komme til. Derpaa kørte vi til Nisch. Der blev vi i 14 Dage for at holde Orden. Serbien var jo helt ødelagt, kun nogle Tropper og Civile, som stod under en General, overfaldt de tyske Lejre og Byerne om Natten. Ellers holdt de til i Bjergene.

Den 28. Maj om Natten blev vi overfaldet af Banden, der var kommen ind i nogle Huse i Udkanten af Byen, hvorfra de skød med Maskingeværer og almindelige Geværer samt kastede med Mursten samt alt, hvad der var ved Haanden.

Da vi ikke kunde faa dem ud paa anden Maade, stak vi Ild i Husene, og de, der ikke blev skudt, flygtede

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

12. januar 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Herfra gik Rejsen videre, tilbage over Passet og til Miletkovo, men denne Gang kørte vi i Lastbil. Her blev min gode Ven Laust Dollerup og jeg tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, der hørte til 9. Fodartilleri Regiment.

Nu fik vi Forklaring paa, hvorfor vi i ca. to Maaneder ikke havde faaet vore Postsager. Her laa nemlig Breve og Pakker til os i Massevis, de sidste i mere eller mindre god Forfatning.

Da vi ankom til Kolonnen, kom jeg til at bo sammen med tre ældre Soldater i en Hytte. Den første Aften, inden jeg helt var faldet i Søvn, hørte jeg en af dem sige til sig selv, idet han vistnok saa paa mig: „Armes Deutschland, ist es nun so weit, dass man uns Kinder rausschicken muss“. Med vore 18-19 Aar var vi jo heller ikke andet end store Drenge.

Vort Arbejde bestod i at passe Heste og køre med som Bremser, naar vi om Natten kørte ud til Batteristillingerne med Ammunitionen. Det var ikke altid lige hyggeligt at køre rundt paa de smalle Bjergveje og ikke kunne se en Haand for sig. Hvis hele Køretøjet skulde rasle i Dybet, kunde man næppe naa at bringe sig selv i Sikkerhed forinden.

Engang, da vi havde en Natøvelse, kørte vi rundt i otte Timer med en læsset Ammunitionsvogn. Ved en Forglemmelse var Granaterne ikke blevet fjernet. Der blev en værre Ballade, da det blev opdaget, men hvem havde Skylden? Der blev foretaget Forhør og Undersøgelse, men Sagen blev saa skrinlagt.

Mandskabet bestod mest af Rhinlændere, og vi kom meget godt ud af det med hinanden. Engang havde jeg dog lavet noget, som ikke passede en af dem, og det lød helt sjovt, da han med sin læspende Stemme raabte til mig: „Du Klotzkopf, du dummer Däne, ich hau dich mit dem Spaten in die Fresse“. Han gjorde dog ikke Alvor af sin Trusel. De „gamle“ vilde jo gerne herse lidt med os Rekrutter.

Baade i Garnisonen og i Felten talte vi Nordslesvigere altid Dansk, naar vi var sammen, og der er aldrig lagt os Hindringer i Vejen.

Selv om vi her var inden for de langtrækkende Kanoners Skudvidde, mærkede vi ikke ret meget til dem. Vi laa ogsaa godt skjult i det lave Krat, kaldet „Maki“, der overalt dækkede Bjergene.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

 

Krigens forløb

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. november 2016 17:57

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. november 2016 18:04

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

5. november 1916. Hans Hostrup i Serbien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. november 2016 17:42

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Ved Belgrad kørte vi ind i Serbien og lige til Nish, Landets gamle Hovedstad.

Det første, vi lagde Mærke til, var, at Stationerne hele Vejen ned lignede smaa Fæstninger med Pigtraad og Løbegrave og hvad dertil hører. Det var lavet, for at man kunde værge sig mod Overfald fra den serbiske Modstandsbevægelse.

En saadan fandtes nemlig i det dengang af Tyskerne besatte Serbien. Dog derom senere.

Opholdet paa Banegaardene blev brugt til smaa Udflugter i Omegnen, saa vidt det lod sig gøre. Ret langt kunde vi jo ikke fjerne os fra Toget, da vi aldrig vidste, naar der blev givet Afgangssignal. Det skete da ogsaa, at nogle ikke naaede at komme med. Der kunde godt gaa en halv Dag, inden vi kørte igen; men hvad gjorde det, det gik jo „alles vom Krieg ab!“

Under et Ophold var der engang Appel med vor „Jernportion”. Mange havde spist det hele, nogle det halve, og der blev lovet dem al Landsens Ulykker. Saa blev der uddelt nye Portioner, og der skete ikke mere i den Sag. Vi, der havde noget af Portionen i Behold, ærgrede os over, at vi ikke ogsaa havde spist det hele. Forplejningen var jo ikke saa rigelig.

Ankommet til Nish efter 7-8 Døgns Kørsel med Afbrydelser, blev vi indkvartéret i en stor Kaserne. Paa denne boede der ogsaa bulgarske Soldater, som jo var Tyskernes allierede, og som vi senere ved Fronten kom en hel Del i Berøring med- Vi var naturligvis nysgerrige efter at se, hvad det var for Fyre, men da vi ikke kunde snakke med dem, blev det et meget overfladisk Bekendtskab.

Vi tilhørte nu „Heeresgruppe v. Belows” Rekrutdepot og var i Nish i tre Uger. Herfra blev vi sendt ud til de forskellige Frontafsnit, efterhaanden som der blev Brug for os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

1. november 1916. Tastesen på march i Rumænien

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, Havde været på både Vest- og Østfront. Men i oktober 1916 blev hans enhed blev overført til Balkanfronten.

Ellers passerede der ikke noget videre paa Rejsen, indtil vi naaede Petrosini i Rumænien tolv Dage efter vor Afrejse fra Gailet. Ankommen til Petrosini marscherede vi derfra med det samme. Efter tre Timers Marsch naaede vi en lille Landsby, hvor alle Husene var skudt sammen.

Det var Meningen, vi skulde være bleven der nogle Dage, men hvad der kom i Vejen, ved jeg ikke, for vi blev kaldt op om Morgenen Kl. 5.

Om Eftermiddagen ved 3-Tiden naaede vi efter 50 kms Marsch et Kloster, hvor vi blev indkvarteret. Klostret var ikke beskadiget, men var fuldstændig tomt. Der blev vi til Kl. 9, og Kl. 12 skulde vi afløse et Regiment i Skyttegravene.

Vejen gik stadig i Zig-Zag ind imellem Bjergene. Huse var der ingen af, men hist og her var der en Kilde, hvor Vandet flød ud over Klipperne, som nogle Steder ragede helt ud over Vejen, saa det næsten var som en Hule, vi gik i.

Soldater marscherede hele Vejen, baade Bulgarer, Østrigere og Tyskere. Hen paa Aftenen naaede vi Serat-Floden, som snor sig ind mellem Bjergene. Vore Ingeniører havde bygget en Træbro, da Rumænerne havde sprængt den gamle i Stykker. Her skulde vi til at gaa op i Bjergene, men da vi ikke kunde se at komme længere frem, overnattede vi i nogle Hulninger ved Floden. Om Natten fik vi Fødevarer udleveret til to Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Krigens forløb

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. november 2016 18:02

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.