Tag-arkiv: strejke

9. marts 1918 – Enkefru Røgind: Pengebelønning for at forhindre strejker

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Marts.
Følgende lærerige Aufruf i de lokale Blade taler mere end mange Ord:

Weitere 3000 Mark Belohnung. Wiederum ist mir 3000 Rmk. zum Zwecke der Auslobung zur Verfügung gestellt. Sie sind für diejenigen bestimmt, durch deren Hilfe es gelingt, jemand der Aufhetzung der Arbeiterschaft zum Streik oder zur Resolution im Korpsbezirk zu überführen. Indem ich diesen Betrag auslohe, bestimme ich folgendes: Die Höhe der Belohnung richtet sich nach der Schwere des Falles und wird von mir bestimmt. Sind mehrere an der Überführung beteiligt, so entscheide ich über die Verteilung des Betrages. Personen, denen kraft Amtes die Verfolgung des oben bezeichneten Hetzes [obliegt] sind von dieser Belohnung nicht ausgeschlossen. Diese Auslobung wird unwirksam, wenn nach meinem Urtheil bis zum Friedensschluss mit Amerika und England niemand ein Anrecht auf die Belohnung erworben hat. Eine Anfechtung der von mir vollzogenen Zuteilung dieser oder der der früher ausgelobten 3000 Rmk. im Wege des Prozesses ist ausgeschlossen. Der kommandierende General v. Falk. Altona 4. März 1918.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

4. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om strejker på hjemmefronten og mytterier blandt soldaterne på begge sider. Llloyd George forsøger at omgå Douglas Haig. I Rusland går revolutionen sin gang og bolsjevikkerne øger deres magtområde. Østrigske marinere gør oprør. Også græske soldater gør mytteri. I luften gennemfører begge sider bombeangreb langt bag fjendens linjer med bombefly. Også London og Paris angribes fra luften.

2. februar 1918 – Hans Paulsen: “… skudt flere Politibetjente, vælted Sporvogne”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i februar.

Brevet er fortsat fra den 30. januar

Berlin-Schöneberg, den 2.II.18.
I Middag sendte jeg Eder et kort Brev, som har orientred over mine sidste Dage. – ”Lidelserne” har endnu ingen Ende. Atter i Nat, den 3die – maa jeg ligge i Kasernen fuldpaaklædt, 2 Mand paa een smal Seng. Og Morgen, Søndag, skal jeg paa Vagt i Tempelhof (den er forstærked paa Grund af Strejken) og kommer defor ogsaa til at blive i Tøj og vaage den 4. Nat. Det er altsaa en temmelig stram Tid.

Iforgaars Aftes var et pure Alvor med Strejken, vi mente bestemt, at vi skulde med ud. Vi blev inddelt til Gadepatrouille og Feldweblen og Hauptmanden formanede os indtrængende til at gøre vor Pligt, naar det gik løs. Samme Nat forsamledes Lastbile[r] paa Kasernegaarden, for at køre Mandskab, Vaaben og Levnedsmidler til Spandau. I disse Nætter har vi ikke haft megen Ro, Kasernen var fuld af Mennesker. Sidste Nat har jeg vaaget 4½ Timer som Ordonnants, Resten af Natten sov jeg kuns daarlig. Nu er den forstærkede Belagringstilstand over Berlin ansat. Aviserne ventes altid med Længsel, men de meddeler intet. Vi er jo fuldstændig afskaaren af Omverdenen.

– Man har skudt flere Politibetjente, vælted Sporvogne og gennemskaaret Ledningstraadene. Af denne Grund indstillede nogle Linjer af ”Grosse Berliner” og hele ”Städt Strassenbahn” en Tid lang sin Betrieb. – Soldaterne er vrede paa Strejken paa Grund af de Ubehageligheder, som Strejken bringer dem. Men af denne Grund vil de ikke skye at gaa løs paa Oprørerne. – Alle Begivenheder løber rundt i mit Hoved, jeg kan ikke huske alt og hitte Rede derpaa. Men er jo lidt Tummelumsk.

– Naa nu vil jeg slutte! Kan jeg snart faa noget at spise?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

P.S.
Det lykkedes mig for et Øjeblik at gaa hjem og hente dette Brev og fuldende dette i Kasernen.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. januar 1918 – Hans Paulsen: “… spændende Situation for Soldaterne!”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Brevet er fortsat fra den 29. januar

Onsdag Aften, den 30. Jan. 1918.
Idag har jeg haft en temmelig begivenhedsrig Dag. Da jeg imorges kom til Køreskolen, fik vi Medddelsen, at vi atter ikke maatte køre for Strejkens Skyld. Strejken, især i Spandau ved Munitionsfabrikerne, vokser stadig. Igaar Aftes Kl. 8 har man givet alle Folk, som endnu var i Kasernen en Karabiner og skarpe Patroner. De rykkede alle af til Spandau, og er ikke kommet tilbage endnu. Alle andre, som senere indfandt sig i Kasernen, skulde blive der, og maatte side hele Natten igennem vaagen.

– Idag har vi altsaa Kasernespærre, alle kommer ind, meningen maa gaa ud. Alt, ogsaa dem, som bor udenfor, maa blive Natten over paaklædte i Kasernen. Tilfældigvis blev jeg imorges med 4 andre kommandered til at skovle og slæbe – Kul paa ”Beyrischer Platz”. Der har jeg altsaa arbejdet hele Dagen uhyre svær. Jeg er endnu helt træt og mine Hænder gør ondt, derfor den daarlige Skrift. Som Belønning fik vi hver 7.-M, surtjente Penge!!!

Da vi Klokken 4 var færdig med vort Arbejde, gik vi naturligvis direkte hjem i vore Privatboliger, for vi vilde da ikke sidde vaagen hele Natten i Kasernen og evtl. ogsaa med ladte Karabiner blive sendt til Spandau. Derfor er jeg altsaa en af de faa, som kan sove hjemme hele Natten. Forhaabentlig slaar de mig ingen Streg gennem Regningen.

”Vorwärts” er forbudt. Overalt forkynder den paa Plakater, at den er forbudt for 3 Dage, da den har optaget et Opraab til Generalstrejke i sine Annoncespalter. – Den tætte Taage ligger endnu bestandig over Byen. –
Det er spændende Situation for Soldaterne! Jeg fik Meddelelse om, at Eders Indskrivningsbrev er ankommet, men kan ikke hente det, da man vilde holde mig tilbage i Kasernen. Muddis Brev har jeg faaet. Mange Tak!

– Mit Brev vil jeg ikke sende afsted endnu, da man taler om Censur. God Nat!

Brevet fortsættes 2. februar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

29. januar 1918 – Hans Paulsen: “… man frygter Uro i Berlin”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 29.I.18.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
En tæt Taage ligger siden igaar Morges over Berlin, saa man paa den lyse Dag kun kan see nogel Skridt foran sig. Det hindrer Færdslen meget, Sporvognene kører kun helt langsom. I Formiddag gjorde vi en lang Biltur til Gr. Ziethen, Selchow, Rotzis og Lichenrade. Trods det vi kuns kunde see nogle Skridt foran os, suste vi i stærk Fart langs Chausseen. For at see bedere, maatte vi klappe Glasskiven foran Vognen, som altid bedæggedes, ned, saa Vinden rigtig kunde komme an. Da vi kom hjem, var Næsen, Øjenbrynene og vort Tøj overtrukket af Dis. Det var en kold Partie!

Igaar maatte vi hele Dagen blive hjemme og holde os ”fahrbereit” ved vore Vogne, da man frygter Uro i Berlin. Over 100000 Arbejdere strejker nemlich. Gaderne er fulde af Gendarmer og Politibetjente. I alle Sporvogne og ved alle Gadehjørner hænger der Plakater med Overskriften: ”Was Hindenburg über den Streik sagt.” Største Delen deraf er nedreven og reven i lutter Stykker.

– Søndag Eftermiddag ofrede jeg til et Besøg ved Dr. Miang. Han var desværre – Gud ske Lov – ikke hjemme! – Maden bliver nu lidt daarligere. Det er jo heller igen Under numidt i Vinteren. Eders Tilskud er altsaa vented med Længsel.

– Her passerer saa lidt Nyt. I maa spørge mere, saa veed jeg ogsaa mere at fortælle. Jeg haaber snart engang at faa Svar paa mit sidste Brev. (Jensen etc.)

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Brevet fortsættes 30. januar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”

Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .

Flensborg den 13.7.1917.

Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.

Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.

Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.

– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.

Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige

Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.

(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

4. juni 1916. En bayrer kommer til kort.

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En bayrer kommer til kort”

De første otte dage blev Thomas og jeg sat til dette arbejde [at hente mad]. Hvis det nu havde været det eneste, vi skulle udføre, havde det jo ikke været så galt, men selve vagttjenesten på østfronten var de fleste steder meget krævende, fordi russerne havde for vane at angribe uden artilleriforberedelse.

For ikke at komme ud for overrumpling måtte forpostkæden om natten være meget stærk, og dette gjaldt særligt i morgendæmringen. Fra mørkets frembrud til daggry hed parolen: To timers vagt, to timers søvn skiftevis – og det gjaldt for alle. 

Ved daggry blev forpostkæden inddraget, og de, der så ikke havde skyttegravsvagt, kunne sove til kl. ti.  Fra kl. ti til mørkets frembrud var alle, bortset fra vagterne, beskæftiget med udbygning af skyttegraven og løbegrave bagud. 

Da den nævnte rutinetjeneste skulle udføres mellem daggry og kl. 10, var den hvile, Thomas og jeg fik i de første otte dage, meget begrænset og langtfra tilstrækkelig. 

Jeg var efterhånden blevet rigtig godt gal i hovedet over denne forskelsbehandling og meddelte Thomas, at jeg ikke ville finde mig heri længere. Thomas var meget betænkelig ved at gå i strejke, men jeg holdt på mit og fik ham overtalt til at gå med. 

Den næste morgen, da maden skulle hentes, havde Thomas og jeg lagt os til at sove; det vil sige, vi sov ikke, men lå og lurede på, hvordan det hele ville spænde af. 

Det varede heller ikke længe, inden vor plageånd var der med sit »Essenhohler raus!« (Forplejnings-afhenterne af sted!). Vi blev liggende, men da fyren tillod sig at »vække« os med et spark, var bægeret fuldt. Jeg rejste mig og meddelte ham kort og godt, at vi nu havde hentet mad m. v. i otte dage og ikke agtede at gøre dette mere, før alle ved korporalskabet – ham selv indbefattet – havde været turen igennem.

Mandens reaktion var nærmest eksplosiv, han skældte og smældte, som kun en bayrer kan gøre: »Die jungen Dachse« (De unge lømler) skulle han nok lære noget andet. Jeg var belavet på, at der var lussinger i luften; så vidt kom det nu ikke.

Ved spektaklet kom nemlig korporalskabsføreren til stede, og da han fik sagens sammenhæng forklaret, tog han parti for de to »nye«. Resten af mandskabet havde under hele episoden holdt sig i ro, men det var tydeligt at mærke, at de undte den storkæftede bayrer sit nederlag, og at de to »nyes« aktier viste stigende tendens. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)