Frederik Hansen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste i Frankrig.
En Misforstaaelse
Det var i Frankrig i Efteraaret 1918. En Del af vort Kompagni havde været haardt med paa Verdun-Fronten og skulde nu en Tid i Ro i en lille By bag ude, hvor der endnu var en Del Civilfolk. Det glædede vi os naturligvis til. Naar man i Maaneder kun har set Soldater, ensrettede Led i det store Krigsmaskineri, saa gør det altid et stærkt Indtryk paa een, naar man pludselig staar overfor rigtige Mennesker, ganske særligt, naar det er Kvinder og Børn. De fleste af os havde jo selv Kone og Børn derhjemme, som stadig var i vore Tanker.
Sammen med en Kammerat, en Berliner, blev jeg sendt til Byen for at sørge for Kvarter til vor Feldwebel og hans Skriverhans. Der blev anvist os et Hus, hvor der boede en yngre Kone med sin lille Pige. Vi forklarede hende, hvad vi skulde, og hun viste os et Værelse, hvor der før havde været Indkvartering.
Konen kunde omtrent lige saa meget Tysk, som vi kunde Fransk, dvs. ikke ret meget, men hun fik os dog fortalt, at hendes Mand var i Fangenskab i Magdeburg. Vi trøstede hende med, at i Magdeburg havde Fangerne det godt. Om hun troede os, er jeg dog ikke helt sikker paa.
De franske Kvinder, der levede her bag Fronten, havde vel nok en trist Lod. Fra deres Kære, der var med i Krigen, fik de aldrig Efterretning, vidste ikke, om han var levende eller død, syg eller saaret. Kun i det Tilfælde, at han var i tysk Fangenskab, fik de med visse Mellemrum den Efterretning fra ham, at det gik ham godt. Det var dog altid et Livstegn. Konen var venlig, og vi fik snart den lille Piges Fortrolighed.
Vi gav os saa til at ordne Værelset. Der skulde laves et Par Køjer, der skulde slaas Hylder op, og der skulde slaas Brædder for, hvor der manglede en Rude, og Taget skulde tættes, saa det ikke kunde regne ned i Feldwebe lens Seng. Vi tog os det med Ro, Dagen skulde gerne gaa, for, som han udtrykte det, Berlineren: „wer Arbeit kennt und sich nicht drückt, der ist verrückt!”
Men omsider blev vi færdige, vi manglede bare at faa fejet ud, saa var Værelset saamænd meget komfortabelt. Vi bankede paa hos Konen og bad om at maatte laane en Kost (Besen). Men næppe havde jeg udtalt Ordet, før Konen fo’r op med Skrig og løftede afværgende Hænderne op for Ansigtet, og den lille Pige begyndte at græde.
Vi saa uforstaaende paa hinanden. Saa gentog Berlineren lidt brysk: „ein Besen“ .
Men det blev for meget for den gode Kone. Med en Tungefærdighed, som vi ikke havde tiltroet hende, slyngede hun os en Talestrøm i Møde, hvoraf vi ikke forstod andet, end at hun var en fransk Kvinde, og at vi var tyske Barbarer, og om vi ikke vilde være saa venlige at forsvinde, jo før, jo hellere. Lidt slukørede listede vi ud, bandt nogle Kviste sammen til en Kost og fik fejet ud, og tankefulde drog vi tilbage til Kompagniet.
Næste Dag fortalte jeg vor Reservelæge, hvordan det var gaaet os. Han slog en hjertelig Latter op. „Ved I Dosmere da ikke, at det franske Ord for Kys er „Besen“?
Konen har troet, I har villet kysse hende!” Nej, hvor skulde vi vide det fra. Vi var virkelig kede af, at vi, meget mod vor Vilje havde fornærmet Konen. Det er dog mit Haab, at den gode Kone senere har opdaget Fejltagelsen, at det er gaaet op for hende, at det var en Kost og ikke et Kys, vi bad om.