Tag-arkiv: fæstninger

18. august 1915. Storm på fæstningen Kowno

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

28. september 1914. LIR84: Artilleriangrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 26. september startede beskydningen af fæstningen Ossowjez og den 27. september fortsatte fremrykningen af tropper. Et russisk angreb på venstre flanke mod Grajwo – Augustow vejen blev afvist, men viste tegn på svaghed i geledderne. Op til den 29. september kom 70. Ldw. Brigade som forstærkning. Men situationen var ændret og man afbrød beskydningen af Ossowjez.

Russisk forstærkning fra Lomsha nærmede sig Ldw.Div. Goltz’ højre flanke og General v. Schubert befalede derfor tilbagetræning af belejringsartilleriet. Den 29. om morgenen rykkede flere russiske kolonner op fra Narew mod Schtschutschin. General v. Goltz måtte så dække den højre flanke sydvestlig for Grajewo.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 26-29. september skrevet med IKKE markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) stod nordvest for byen Ossowejz.

1914-09-27 LIR84 Vorstoss gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18
Angrebet ved Njemen

 

25. august 1914. 86’erne passerer grænsen til Frankrig

Af Regiment 86’s historie:

Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.

Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.

På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.

Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.

Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.

Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.

De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.

[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1
86’ere passerer efterladt fransk materiel ved Chateau Thierry

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen.

16. august 1914. Fæstningen Liége falder

Af Erik Ingemann Sørensen/MBN

Efter de intense og voldsomme bombardementer må de sidste fæstninger ved Liège til sidst overgive sig. Mange af de granater, der regnede ned over forsvarsanlæggene, vejede omkring 1.000 kg.

Generalløjtnant Gérard Leman, chef for forsvaret af fæstningen, der havde fået knust sine ben, skrev i sin dagbog:

”Da jeg så ud af et kighul, opdagede jeg til min rædsel, at fortet var faldet. Alt var et kaos af ruiner, mens kæmpetunger af ild skød op fra mit fort…” Læse mere fra Lemans dagbog her (eksternt link – engelsk)

1914-08-16 Lieges fald
Tyske officerer ved indgangen til et fort

Efter elimineringen af det sidste fort i befæstningsringen omkring Liége, kan den tyske hær nu påbegynde næste fase i Schlieffenplanen, der gå ud på ved en omgående manøvre gennem Belgien at falde den franske hær i ryggen.

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.