Tag-arkiv: husar

Fra samlingerne: Feltgrå Atilla, Husar-Regiment Nr. 15

Feltgrå husarjakke (såkaldt Atilla) M1909 for gefreiter ved 2. eskadron ved Husar-Regiment Nr. 15. Ligesom den øvrige tyske hær aflagde husarene også deres ofte meget farverige uniformsjakke for en feltgrå, der bortset fra farven i stort set alle enkeltheder svarede til fredsuniformen. Husar-Regiment Nr. 15 var hjemhørende i Altona og tilhørte IX. Armekorps område, som også Nordslesvig var en del af.

Jakken har feltgrå, stående krave med afrundede hjørner og lysegrå kantning af kraftigt snoreværk, samt på hver side en gefreiterknap. Ærmeenderne er pyntet med kraftigt lysegråt snoreværk, som også bryst, skøder og ryg. Jakken knappes fortil med 5 knebler af træ og 3 metalhægter. På bagsiden to messingknapper i taljen, og i hver side en taljekrog til at støtte bæltet. Taljekrogene kan afmonteres. Kraven fæstnes med 2 hægter. De blå og hvidstribede skuldersnorer med gulbroderet nummer “W” m. krone over holdes ved kraven fast af hver en kunststofknap m. 2-tal. Jakken er i overkroppen foret med hvidt stof, skøderne med brunt. I bagskøderne findes to inderlommer og i venstre forskøde en kortlomme m. hornknap, samt i højre forskøde en lomme til forbindingspakke og på venstre bryst en inderlomme. På hvert forskøde en lomme med flap, som fæstnes med en kronet bronzeknap.

Stempler
I nakken med blæk et ulæseligt overstreget navn, derunder “Götje”. På venstre revers i rektangel “40 96/86 43/42[?]”, derunder i rektangel “B.A.IX 1913”, derunder “H E [—]”.

Jakken til hører Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot

Husar Regiment Nr. 15´s mørkeblå Atilla (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

9. april 1917. Vimy: “Englænderne stormede frem!”

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Så kom den 9. april 1917. Et mægtigt infanteriangreb på 3-4 divisioners frontbredde dækket af fortløbende forstærket artilleriild: Et kolossalt angreb af englænderne.

Vor udkigspost blev totalt ødelagt af ilden, og på et hængende hår var vi nær alle blevet taget til fange. Englænderne stormede frem. Artilleriilden blev forlagt; det hele gik i opløsning i de tyske rækker.

En vicevagtmester fra 3. kavalleri-regiment og jeg måtte efter ordre igennem artilleriilden til fods for at kunne finde ud af, hvor frontlinjen egentlig var i dette virvar. Englænderne var efterhånden ved at besætte Vimyhøjene.

Vi to enlige kavallerister kom godt igennem frontilden, både frem og tilbage, og fik oversigt over den tyske retræte.

Efter at vi var styrtet hen til vore heste, der mærkværdigvis endnu stod ubeskadigede i stalden, kunne vi til hest i vild karriere afgive vor melding til generalkommandoen, som også var ved at pakke deres sager for at kunne trække sig tilbage. Det hele var i vild retirade. Alt vort efter-retningsmateriale var skudt sønder og sammen.

I regiments-historien skriver man om »Die Grosskampftage vom 9.-12. April«, hvor man også nævner mig med mine patruljer, selvom jeg var en »Knakker«, som de kaldte os danskere, der var »force a la guerre«

(…)

En interessant oplevelse havde jeg for nogle år siden, da jeg som formand for Aabenraa slagteri traf en direktør for slagteriets forretningsforbindelse i England »Herbert« på færgen fra Korsør. Vi kom til at tale om 14-18 tiden, hvor direktøren havde været med som engelsk løjtnant, og vi blev da klar over, at vi to havde stået over for hinanden den 9. april ved Vimy samme dag og i samme stund. Når vi siden årligt mødtes i England eller København, sagde hr. Herbert altid: »You remember the 9th april!«

Da alle de tyske divisioner var i opløsning, kom der nye forstærkninger, det var bl. a. enten den 18. eller 18.de reservedivision.

Denne holdt stillingen, mens vi gik tilbage. Selve vor  eskadron var efter alt dette blevet fordelt til infanteri- og artilleri-regimenterne og gjorde tjeneste der som forbindelses- og melderyttere. Efterhånden samledes officererne og de øvrige husarer igen ved eskadronen, også vi, der var afkommanderet til spejderafdelingen, fandt tilbage, enten til fods eller til hest. Men vi havde mistet mange heste ved »Spähtruptjenesten«.

DSK-årbøger 1971

4. december 1916. 110 timer i tog fra Østfront til Vestfront

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. Vinteren 1915 og det meste af 1916 tilbragte han på Øsfronten, men i efteråret 1916 gik det mod vest.

Vi holdt stillingen her til hen i oktober 1916; da blev hele vort aktive husarregiment opløst, hvorefter hver af de fire eskadroner blev kommanderet til at afløse en reserve-kavalleriafdeling ved infanteriet.

Min 3. eskadron blev tildelt den 79. reserve-division.

– Pludselig blev eskadronens mandskab, heste og bagage indladet i jernbanewaggoner, og rejsen gik til en lille by ved navn Soli. Her fandt vi vor fremtidige division og var altså udset til at fortsætte ved infanteridivisionen.

Den 4. december 1916 forlod vi atter Soli pr. jernbane for at blive forflyttet til den vestlige krigsskueplads – til Belgien og Frankrig. – jernbanerejsen varede i det hele 110 timer med seks mand og seks heste i en waggon, dog til trods for vinterkulden kunne mandskabet og hestene så nogenlunde holde varmen i vognene.

Turen gik over Wilna, Warschau og Kalisch, hvor aflusningen fandt sted, og derefter videre over Leipzig, Nordhausen og Düsseldorf, mens vi passerede grænsen ved Herbesthal og gled ind i Belgien, hvor vi strejfede Lüttich og Tournai for at lande ved Lens.

Her ved Lens så vi de første skyttegrave på fransk jord. Vort første kommando gik ud på at skanse, og det blev under opsyn af en smilende D.S.K.-kammerat – sergent Jørgen Kork, Elholm ved Sønderborg.

Udover at skanse ved nattetide under ledelse af min landsmand, altså sergent Kork, måtte vi også bære miner frem til frontlinjen. Han forstod at ordne disse nattjenester til alles tilfredshed, selvom vi ryttere ikke var stolte af selve bedriften, og i nattens mulm og mørke kom heller ikke alle miner til deres bestemmelsessted.

DSK-årbøger 1971.

12. februar 1915. Østfronten: På vagt i 34 graders frost

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Samtidig begyndte så strabadserne hele natten gik vi. I en by vi kom igennem fik vi lov til at stå og hvile på gaden, bøssen blev sat ind under tornysteret for at tage vægten fra skuldrene og så stod vi faktisk på tre ben. Vi måtte ikke lægge randslen, for vi skulle være i fuld alarmberedskab, enkelte kogte kaffe i husene også til os andre, men en times tid efter gik den vilde jagt igen i kulde og sne.

Da vi havde stampet hele dagen i den dybe sne fik vi om natten lov til at gå ind i husene, satte tornystrene op mod væggen, satte os på den med geværet mellem benene og hvilte i to timer, vi faldt straks i søvn, vi var så trætte, slugte lige et par kiks af vor jernportion og så afsted igen.

Vi nærmede os nu et søområde ved Raigrot. Den 12. om morgenen gik vi frem mod en skovkant, som russerne skulle have besat, men da vi endelig ved middagstid gik ind i skoven, var de igen løbet deres vej. Hele vor batallion (ca. 1.000 mand) gik nu med få meters afstand (udsværmet) gennem skoven, men så blev der blæst til samling, højre om og på en skovvej kunne vi igen marchere i kompagnikolonne.

Pludselig kom vore egne husarer bagfra ridende forbi os for at opdage hvor fjenden nu havde sat sig fast, de fik også kort efter føling med ham, idet de blev beskudt fra en Jagthytte der stod på en korsvej, der faldt ingen husarer, men vi infanterister måtte atter frem for at rense omegnen.

Vi fik nu stilling ved en række små søer, hvor fjender sad på den anden side. Her lå vi så og skød på hinanden et par timer, men da så artilleriet var kommet og havde skudt et par salver, stormede vi frem over isen og tog en del fanger og fortsatte ind i skoven igen.

Nu var det russiske artilleri imidlertid vågnet og ville til at standse os, vi dækkede os bag træerne og skydningen hørte snart op.

Den nat lå vi ude i skoven i beredskab i 34° frost, sneen blev først fjernet, isen hugget op, grøngrene lagt på den frosne Jord, to mand tæt sammen tildækket med vores teltdug og så sov vi.

Kl. 2 blev vi vækket, der skulle bruges 10 mand fra hvert kompagni ialt 40 mand til en officerspatrouille. Vi skulle udforske om et teglværk der lå forude var besat. De 40 sorte skikkelser på den hvide sne, blev hurtigt opdaget af russerne og de blå bier fløjtede os igen om ørerne, men om natten skydes der altid for højt, så der blev ingen ramt, da vi løb tilbage, hvor vi kom fra.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

13. august 1914. Slaget ved Haelen

Af Erik Ingemann Sørensen

Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.

Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.

Den 22-årige husar, Lorenz Jessen Elberg, falder ved Boneffe i Belgien.