Tag-arkiv: friskytter

31. juli 1916. Hundehvalpe og krigskontrabande

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi  tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.

En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.

Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.

Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette  Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.

I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«

— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.

— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en  Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.

Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo  klare alt.

En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i  Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en  overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle  Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon,  Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi  bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have  flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.

Hundehvalpe 6a44-077

— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.

Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.

Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.

Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —

Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa  Vilkaar«, sagde jeg.

Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.

Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende  Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.

Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.

 De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —

Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt  Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik  min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.

De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —

Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —

Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —

Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.

Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.

Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.

Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.

DSK-årbøger 1960

16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.

Senest ændret den 21. februar 2016 12:49

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:

……….. d. 28. Septbr. 1914.

– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.

Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.

Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.

Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.

Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.

Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid  gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.

Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..

Faldne og Saarede.

Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.

Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.

Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.

Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.

Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.

Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.

Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.

For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.

Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.

I Fangenskab.

Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde  Meddelelse om, at han Søn enten  var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).

Gode Efterretninger.

Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.

Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.

Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

23. august 1914. Regiment 86 i slaget ved Mons

Senest ændret den 31. januar 2016 21:10

Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:

Slaget ved Mons 23. august 1914

En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.

Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.

Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.

Mons kort 2

De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.

Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.

Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.

Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.

Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.

Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.

Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.

Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.

Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.

Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.

Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.

Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.

I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.

Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.

Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment.  Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

 

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Senest ændret den 30. januar 2016 12:06

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Senest ændret den 30. januar 2016 11:50

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.