Tag-arkiv: Had

15. november 1918. ” Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret” Eskildsen og de tyske tropper er ikke populære.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet var på vej igennem Belgien, der til sammenligning var meget pænere end Frankrig ifølge Eskildsen i hvert fald.

15. November.

Der fortsættes ad Slangevejen langs med den vildt brusende Semoy. Vi kommer over Grænsen og er nu i Belgien. Nu er Landsbyerne klædt i sort-gult-rødt. Farverne har skiftet, men Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret. I Vresse spytter en Kone foragteligt ad os.

De belgiske Landsbyer er meget pænere end de franske. Renlighed synes ikke at være den franske Kvindes Hoveddyd. Her i Belgien glæder vi os ved at se rene og pæne og kønne Kvinder og Børn.

Belgien er et lille Smykkeskrin! Det er en lang Vej i Dag. Der er 26 Kilometer til Naomé. Vi forlader Semoydalen og kravler op ad de vilde Ardenner.

I Naomé kommer Læreren løbende og fører bitter Klage. Indkvarteringen har fyret op i Kakkelovnen med hans gode Bøger. Tankerne glider tilbage til Skolen i Kurwien. Skal vi da gøre os forhadt til det allersidste!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250