Tag-arkiv: Hans Petersen

Krigens forløb

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 16:57

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.

Krigens forløb

15. november 1914. “Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 16:50

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Søndag, den 15. November 1914.

I vor nye Stilling havde vi det godt, bedre end vi havde ventet. Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.

Gaarden, som var bygget af store, graa Kalksten, gjorde et skummelt Indtryk. Man kunde ogsaa overalt lægge Mærke til en vis Ligegyldighed og Uorden, som man ikke var vant til hjemme. Og med de mange smaa og daarligt samlede Rum var Bygningen upraktisk.

Men disse smaa Rum frembød hvert et udmærket Opholdssted for 34 Mand, der saa godt som muligt havde indrettet sig husligt der. Ud fra alle disse smaa Boliger kunde man om Aftenen i Forbigaaende høre sagte, hjemlige Toner som:

Jeg elsker de grønne Lunde
med Tonernes vuggende Fald.
Jeg elsker de blanke Sunde
med Sejlernes Tusindtal.

eller:

Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg;
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under Synskredsens Rand

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Krigens forløb

31. oktober 1914. 86’erne flytter – men ikke så langt.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 10:54

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 31. Oktober 1914.

Vi holdt saa Flyttedag, ja, i Ordets fulde Forstand blev det en rigtig Flyttedag. Det var med en vis Sorg, vi pakkede Tornysteren og maatte skille os af med mange af de Sager, vi havde samlet i den Tid, vi havde ligget der. Nogle kunde alligevel ikke skille sig af med en Stegepande eller en Kasserolle, men havde dem spændt ovenpaa Tornysteren, da vi lidt stille og beklemte om Hjertet marcherede ud af Porten — hvorhen — ingen vidste det.

Vi marcherede op ad Gaden til den modsatte Ende af Byen. “Du skal se, vi bliver her i Byen,” sagde lille Frits Wolf til mig. Det var, ligesom jeg blev større ved at høre det Par Ord. Kunde det tænkes?

Vi bøjede virkelig af fra Vejen og ned ad en Havesti til en Gaard. Paa Gaardpladsen talte jeg med en Mand fra Regimentet Nr. 162. Jo, ganske rigtigt! De skulde afløses, og det var han meget glad for; det var jeg naturligvis ogsaa; thi jeg havde mere Lyst til at blive her end til at komme op til Yser.

Næppe havde vi faaet at vide, at vi skulde blive her, saa for vi af Sted hen til den gamle Stilling for at hente de Sager, vi ikke kunde have med første Gang.

Det var et Skue at se hver enkelt drage forbi med sine Ejendele under Armen eller paa Ryggen. Der fandtes nemlig ikke den mindste Ting, som vi vilde lade i Stikken. Alt brugeligt og ubrugeligt blev taget med, og det kostede os mange Draaber Sved, før vi naaede Maalet. Naar en eller flere forpustede gjorde Holdt paa Vejen, kunde vi ikke lade være med at smile lidt ad hinanden. Det var ogsaa komisk at se, hvordan man ilede af Sted med Porcellæn, Borde, Stole, Billeder, Spejle, Spande, Sengetøj, Gryder, Papæsker, Baljer, Kaffemøller og mm.   Nogle slæbte endogsaa paa en Kakkelovn. Det kunde alt sammen bruges.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

Krigens forløb

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 10:19

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026

 

 

Krigens forløb

23. oktober 1914. På æbleskud på skudhold af “Frands”.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:45

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 23. Oktober 1914.

Om Morgenen, mens Taagen laa tæt over Dalen, var jeg ude ved Roemarken for at hente mig en lille Sæk fuld af de dejlige Æbler. Jeg turde ikke ryste Træet, for at det ikke skulde høres ovre hos »Frands« — det var Yndlingsbenævnelsen for Franskmændene.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

Krigens forløb

19. oktober 1914. På patrulje: “Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:29

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 19. Oktober 1914. Om Aftenen fik jeg Ordre til at gaa Patrouille imod Fjenden. Hertil fik jeg fire haandfaste Karle. Ordren lød paa, at vi skulde se, om Byen, som laa foran os, var besat med Fjender, og hvad de foretog sig, og saa skulde vi om muligt tage en rød fransk Kasket med til Kompagniføreren.

Da Mørket faldt paa, listede vi af Sted. Foran os var der først en Dal, saa var der en 400 Meter bred Stubmark, beplantet med Frugttræer, derefter en lige saa stor Roemark, og ovre bag den laa Byen.

I Nærheden af Byen stod to Halmhæs. Her lagde vi os ned for at lytte. Vi hørte tydeligt, at der var mange Soldater i Byen, og vi listede os forsigtigt nærmere. Ved det første Hus saa vi en dobbelt Vagt staa ligegyldig og tale sammen. Dem kunde vi nok tage; men sæt nu, at det ikke gik glat, og de slog Alarm. Saa fik vi hele Banden paa Halsen. — Saa gik vi uden om dem og hen for Midten af Byen, hvor vi stod og lyttede.

Inde i Byen hørte vi dæmpet Tale og Vogne, der kørte frem og tilbage, samt Klirren med Kogekar. Nogle fældede Træer, og andre byggede Skanser. Vi havde hørt tilstrækkeligt og gik tilbage igen. Men da vi kom til Roemarken, kom der en Trop hen imod os. Det maatte være Fjender; thi fra os var der ikke flere ude den Aften.

Omhyggelige for at undgaa Støj kastede vi os ned paa Maven. De var 10 Mand og en Officer, altsaa en fransk Officerspatrouille. Langsomt og listende gik de forbi os i en uhyggelig Nærhed.

I det Øjeblik, de var lige ud for os, holdt jeg Aandedrættet tilbage, som om jeg var bange for, at det skulde forraade os. Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt. Jeg var kommen til at ligge med Maven paa en haard Genstand; men jeg turde ikke flytte den for ikke at komme til at lave Støj.

Da Faren var ved at trække over, fjernede jeg Genstanden. Nej se, det var et prægtigt Æble. Det kom mig lige tilpas, og jeg spiste det straks. Ved at søge fandt jeg et Par til og tog dem med i Lommen. Da vi kom tilbage, overbragte jeg Meldingen til Kompagnichefen, som sad nede i Kælderen ved et lille Bord og skrev ved det flakkende Skin af et Tællelys. Meldingen, jeg overbragte, var tilfredsstillende.

Kasketter fik vi ingen af; men en Forkølelse fik vi da; thi vi var kun meget let paaklædt, uden Kappe og Patrontasker, kun med Geværet i Haanden og 20 Patroner i Lommen, for at vi kunde pille af, naar vi kom i Knibe.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser og røde huer
Krigens forløb

22. september 1914. Lazarettet: “Hvilken jammer og elendighed!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. februar 2016 15:44

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.

Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”

“Jeg er syg, Deres Eksellence.”

“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”

Ja vel, Deres Eksellence!

(fortsætter under billedet)

Regiment 86 001 generalløjtnant von Blottnitz
Generalløjtnant von Blottnitz

Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.

I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.

Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.

Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.

Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.

I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halm laa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Audignicourt. Kirken.

 

Sønderjyder

17. september 1914. Tobak!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. februar 2016 10:42

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 17. Sept. 1914. Andreas Andresen syede Trøjen for Kompagniføreren og fik herfor en lille Haandfuld Tobak, som blev delt imellem os Kammerater, saa vi fik hver en halv Pibe fuld.

Og det kan nok være, at den blev røget med Glæde, da det var længe, siden vi havde haft Tobak.

1914-09-17 Tobak

Krigens forløb

14. september 1914. Hans Petersen indbydes til at spise sin egen kødkonserves …

Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. februar 2016 10:16

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.

Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.

Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”

Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.

Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.

Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.

Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin.
Nyheder

21. august 1914. Brev fra hjemmet – og rekvirering af et stykke kvæg med våbenmagt

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. januar 2016 19:56

Hans Petersen fra Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. I august 1914 var han i Belgien

Den 21. August 1914.

Jeg fik det første Postkort med Efterretning om, at de alle havde det godt derhjemme. Det var for mig en hel lille Begivenhed. Kortet blev omhyggeligt gemt i Lommen, og naar vi havde et Øjebliks Hvil, blev det taget frem og læst paany. De kendte Bogstaver blev stadig læst og studeret igen, og altid havde de noget nyt at fortælle mig. Det var, ligesom jeg var bleven Ejer af en hel Skat.

Nærheden af Waterloo fik vi Kvarter paa en stor Gaard. Tre Mand gik ud paa Marken for at hente et Stykke Ungkvæg til Feltkøkkenet. Men det vilde Manden, som passede Kvæget, ikke uden videre give Lov til. Han blev meget vred og protesterede paa det heftigste. Saa tog den ene Soldat og sigtede paa ham med Geværet, og straks blev Manden uhyre flink og hjalp endda med at søge det bedste ud.

— Om eftermiddagen havde vi Hvil. Vi sad nede i Engen paa Kanten af Dammen med Fødderne hængende ned i Vandet. Vi sad og fortalte om vore Oplevelser, om de kære derhjemme og pudsede Geværerne, alt imens vi fik et koldt, forfriskende Fodbad. Underofficer Knutz kom, dampende paa en Cigar, og fortalte os, at nu var Belfort falden.

Da der ikke var Soveplads nok i Laden, sov jeg om Natten sammen med Nis Abrahamsen oppe paa et Læs Hvede, som stod udenfor. Først nærede jeg lidt Betænkeligheder; men snart følte jeg det tiltrækkende ved Tanken; det var jo noget nyt.

Reg 86 i Belgien ko
En 86’er malker en belgisk ko

 

Krigens forløb

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. januar 2016 17:52

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)
Hjemmefronten, Nyheder

1. august 1914. Krigstilstand og mobilisering oplevet i Broager

Skriv en kommentar

Senest ændret den 6. december 2023 11:42

Hans Petersen fra Skodsbøl oplevede proklameringen af den truende krigsfare, mens han gik i marken bag selvbinderen:

”Fulde af Spænding var de sidste Julidage. Hvor end man mødtes, blev der talt om Krig. Jeg tjente den Gang som Forkarl hos Peter Andersen i Mølmark. Den 29. Juli 1914, da jeg var oppe ved Smeden for at faa en Hest skoet, sagde han til mig:

– ”Nu skal du se, en af Dagene gaar Krigen løs, og du og jeg er jo iblandt de første, som skal møde.”

– ”Aa, det bliver vel ikke til noget,” siger jeg; ”det har før været nær ved; men Uvejret er alligevel trukket over.”

Den 30. Juli 1914 var jeg ude for at høste Hvede med Selvbinderen. Hveden var god, og Maskinen gik udmærket, saa det var en Lyst at sidde paa Maskinen og se, at Arbejdet skred godt fremad. Det var da ogsaa en Skam, sad jeg og tænkte, hvis vi nu skulde faa Krig midt i denne travle Tid, og hvorledes faar de Høsten bjerget, naar vi alle skal af Sted? — Holdt! T-r-r-r. Garnet var sprunget for nogle Minutter siden; det havde jeg under mine Betragtninger slet ikke mærket. Jeg fik Bindegarnet i Orden, et Spring op paa Maskinen, et Opmuntringsraab til Hestene, et Knald med Pisken og fremad gik det igen.  

Hen paa Eftermiddagen kørte Jens Byllemos forbi mig paa Vejen hjem fra Broager. Han raabte noget til mig, som jeg dog ikke kunde forstaa for Maskinens Arbejden. Men da han var kommen hjem og havde spændt fra, stod han op paa Diget og blev ved at raabe. ”Der maa dog være noget særligt,” tænkte jeg og holdt Hestene. —”Mobil,” lød det over til mig.  

Aldrig har et Ord gjort en saadan Virkning paa mig og i et Nu fremkaldt saa mange Tanker, som i dette Øjeblik løb rundt i min Hjerne. Det var mig, som om jeg havde set noget stygt. Ordet havde for mig en frastødende, uhyggelig Klang som af skarpt, gennemtrængende Staal og Jern. ”Ja, saa maa du nok være fri for i Dag,” sagde Andersen; ”du har jo vist noget at ordne, inden du skal af Sted.” Saa gav jeg ham Tømmen og gik hjem for at ordne mine Sager.

Om Aftenen var jeg i Broager. Der var et stort Røre paa Gaderne. I Klynger paa 4 eller 5 spadserede man med hinanden under Armen op og ned ad Gaden. Ogsaa i Gadedørene og paa Fortovene stod man sammen i Klynger og talte dæmpet. Der hvilede et Tryk over os alle ligesom under Forudanelsen af en Ulykke. 

De følgende Dage gik med at sige Farvel og paa Gensyn til Venner og Familie. Jeg var netop inde at sige Farvel til Lorens Madsen i Broager, da Gendarmen kom og arresterede ham som statsfarlig. Madsen tog det med Bo og trøstede Børnene og sin fortvivlede Hustru.

Tung var Afskeden for mig i Hjemmet, det Hjem, jeg elskede saa højt, og som gemte saa mange kære Minder. Jeg gik endnu en Gang rundt i Stuerne og kastede et sidste Blik paa de gamle, kendte Billeder og Væguret, som vi Børn havde foræret Far til Fødselsdag. Og saa ”Farvel Far,” ”Farvel Mor,” ”Farvel, mit kære, lille Hjem; vi ses maaske aldrig — aldrig mer igen.”

1914-08-01 Mobiliseringsordre avis

(Hans Petersen, ”Et Aar i Krig”)