Det tyske angreb i Østpreussen fortsætter, men russerne giver sig ikke uden kamp, selvom de trækker sig langsomt tilbage. Det sanitetskompagni, Iver Henningsen tilhører, følger stadig i hælene på de kæmpende tropper.
Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
“Videre gik det den 8. Atter en følgesvend på den foregående. I en stor skov blev gjort holdt. Vi havde ikke langt til vort kvarter, og dog måtte vi opholde os tolv timer i skoven. For os hørte vi en stor sprængning. Russerne havde gjort angreb på vore pionierer, som vare i begreb med at slå bro over en flod for korpset. [Sanitetssoldaterne blev kaldt] vor og gennem denne mylder af vogne, heste, kanoner, infanteri måtte vi se at nå broen for at forbinde de sårede. Det var allerede mørkt kl. 6 aften, endnu lå vi her med kun 15 minutter til Königstal […]. Endelig kl. 7 kunne broen befærdes, da havde vi været i skoven i sne og bidende kulde fra kl. 8 om morgenen. Efter at være kommen ind i den brændende by og blev opvarmet, fandt vi en købmandsbutik. Alt var demoleret, men om os brændte husene og sendte en venlig varme gennem de ituslåede vinduer, og vi havde tag over hovedet. Så mange som mulig pakkede vi os tæt sammen for varmens skyld, og faldt snart i søvn.”
Den tyske offensiv i Østpreussen tager sin begyndelse. Nord og syd for De masuriske Søer støder tyskerne frem i et forsøg på at omringe og tilintetgøre de russiske enheder, så Østpreussen igen kan komme fuldstændigt på tyske hænder. For Iver Henningsens sanitetkompagni, der befinder sig på den sydlige fløj, betyder det stadig kun fremmarch uden kontakt med fjenden, men de ser de første spor af krigen og russerne kan høres.
Feltkøkken, populært kaldet “Gulaschkanon” under fremmarchen i Østpreussen 1915.
“Det er søndag den 7. februar. Det er en af de dage, enhver af sanitetskorpset har i erindring som noget næsten overmenneskeligt. Hele dagen gennem skove – seks store skove. Undervejs kom vi forbi de første afbrændte huse. I skoven måtte vi gøre holdt. Der hørtes en for os endnu ukendt fløjten gennem luften, det var skydning fra russerne. Overalt hvor vi kom, vare brønde og vandsteder ødelagt af russerne. Bække og åben vand bundfrossen, så der blev ikke andet tilovers for os som at fylde gullaschkanonen med sne for at få vand til kaffe. Vi tog kvarter i Hinterpogobien.”
Forberedelserne til det store slag i Østpreussen fortsætter. De friske tropper, der få dage for inden er ankommet fra Tyskland rykker frem til deres udgangstillinger. 80. Reserve-Division, som Iver Henningsens sanitetskompagni tilhører, er blevet placeret på den sydlige fløj. Sanitetskompagniet skal dog ikke umiddelbart indsættes i første linje, og rykker derfor ikke frem i front. Fremmarchen i den dybe sne, var dog ikke nemmere af den grund.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
“For sidste gang før vores endelige overgang fra skæmt til alvor havde vi nu mønstring, om alt var i orden, og vi vare i alt 300 mand, 80 heste, 20 vogne. Sneen lå højt, og det frøs dygtig, da vi om morgenen den femte satte os i bevægelse efter Popen til. Hver vogn fik 6 mand begleitschaft [dvs. ledsagelse]. Vognene vare satte på slædeküffer [dvs. slædemeder]. Det var en lang og besværlig march, først om aftenen kl. 6½ fik vi middag. Kvartererne var dårlige og smudsige.”
Da kampene på østfronten ved udgangen af 1914 stilnede af og stivnede i skyttegravskrig stod russerne ca. 50 km inde i det dengang tyske Østpreussen. Det var en uacceptabel situation for tyskerne, der derfor i løbet af januar forberedte en offensiv, der ikke kun skulle trænge russerne bort fra tysk territorium, men ved en omringelsesmanøvre helst tilintetgøre de russiske enheder i området. I begyndelsen af februar ankom friske tropper til fronten, blandt andet 80. Reserve-Division med en del tropper fra Sønderjylland. En af dem var malermester Iver Henningsen fra Haderslev. Han tilhørte divisionens sanitetskompagni, Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60, hvis opgave det var at tage sig af de sårede. Han ankom med tog til Østpreussen om aftenen den 3. februar og blev indkvarteret i en lille landsby og herfra sendte han dagen efter sit første feltpostbrev hjem.
Officerskasino i den østpreussiske landsby Pruschinowen tegnet af Iver Henningsen
“Pruschinowen, 4. februar 1915
Til I kære hjemme!
Kanske også dette brev først bliver afsendt herfra den 7. Posten er nemlig lukket, siges der. Dog vil jeg prøve at frankere brevene, så kan det kanske det går. De første skud, de første døde har vi haft! Det er koldt for de stakler, men det bliver værre. Vi ligger her fra i går nat. Vi kunne ikke komme videre med toget, for russen var trængt frem og havde ødelagt banen, så måtte vi tilfods videre til et udsultet russisk smuglerhul, men vi har en god gullaschkanon med. Om hvad vi ser og oplever, må vi ikke skrive, behøves heller ikke, så længe vi er sunde og har noget at tage os for.
Kære Basse og alle, alle der hører til mit hjem, giv os Gud et gensyn, da kan jeg fortælle eder mine oplevelser! I må gerne sende lidt fødevarer, men kun noget, der kan holde sig og ikke for meget af gangen. Hvad vi skal i dag, ved vi ikke. Jeg skal kl. 2 ned til feltlazarettet, hvad jeg skal, ved jeg ikke. Kanske skal jeg bringe sårede bort. Jeg skal have to mand med. Nu med Gud og fremad til hjælp for vore sårede.
Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.
Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.
Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.
I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.
Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.
Faldne.
Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.
Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.
Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.
Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.
Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.
Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.
Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.
Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.
Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.
Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.
Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst 1915-16. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
Etableringen af en luftskibsbase nord for Tønder er nu nået så vidt, at basen om nødvendigt kan benyttes som nødhavn for nødstedte luftskibe. Arbejdet på basen har været i gang siden slutningen september, og en mindre barakby er blevet opført for at huse arbejdere og personale til de store luftskibshaller, der lidt efter lidt rejser sig op over det flade landskab. Endnu vil det dog vare et stykket tid før hallerne er færdigmonteret og basen kan erklæres for operativ.
Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.
Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er flere gange sluppet for at komme af sted til fronten. Men den 12. december 1914 slap heldet op.
12—12—14, kl. 10 form.
Nu er vi nået ind over den franske grænse. Om kort tid når vi Maubeuge. Vi så ikke meget af Belgien, da det var nat hele tiden. Det, vi så, var smukt. Hvor det nu går hen, ved jeg ikke.
Grænseovergangen mellem Tyskland og Belgien ved Herbesthal
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”
Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Maskingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”
Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.
En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.
Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benyttede disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dækning og ikke skød.
Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.
Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbejdes der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvorledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projektiler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hurtigt som muligt.
Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side. Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller tilbage.
Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slipper ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —
Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russiske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.
Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vejret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.
Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbagevejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Beskydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spærret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa meget mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørelsen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Parter at faa en Ende paa dette her. —
Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.
Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.
Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bagefter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Lysten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.
Kampen var stilnet af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.
Kammeraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kammerater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Fra nu af mærkede vi ikke mere til større Byer, det gik bare fra den ene Skyttegrav til den næste.
Den 9. Decbr. blev vi indbudt til Feltgudstjeneste, for Natten derpaa at blive purret ud, og vi laa fra Midnat til Morgen paa den bare Jord og frøs anstændigt. Vi var altsaa igen ved at faa Føling med Fjenden.
Derefter opnaaede vi sammen med 3. Kompagni at komme i Kvarter, mens foreløbig kun 1. og 2. Kompagni skulde arbejde sig ind paa Russerne, der laa forskanset.
Bag Huset, hvor vi laa i Kvarter, stod et Batteri, som buldrede kraftigt hele Dagen, og da det russiske Artilleri heller ikke lod os i Fred, fik vi ingen Ro til at sove. Henimod Aften blev vi beordret frem; der skulde markeres et Angreb. Vi naaede efter flere Spring et Stendige, bag hvilket vi laa udmærket. Under slige Forhold skulde man nok vide at stikke Næsen i Jorden, om man ogsaa blev godt tilsølet.
Men mange var allerede saaret, og snart lød det „Saniteter til højre” eller „Saniteter til venstre”. Det var en fortløbende Kommando, som skulde gives til Sidemanden. Paa Hænder og Fødder krøb de saarede tilbage, og imellem disse var atter en af éns bedste Kammerater.
Det var altid smerteligt, naar en Kammerat forlod os, og man ønskede hemmeligt at have kunnet følge ham til et eller andet Feltlazaret. — Vi stoppede op ved nævnte Stendige for igen at komme i Kvarter, hvor vi forblev Dagen efter.
Om Aftenen skulde vi afløse de to Kompagnier i den Skyttegrav, som de under et farligt Skyderi havde faaet dannet; men da Russerne skød ustandseligt, var det farligt at naa frem. Der blev fyret Natten igennem, især fra russisk Side.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Vi var blevet Paradesoldater, der trampede efter Regimentsmusikken paa Gaderne i Lodz. Selv om det parademæssige ellers næsten var gaaet fløjten i Skyttegravenes Helvede, saa var vi i Lodz for en kort Stund Paradesoldater — dog kun for straks efter at fortsætte i den nu tilvante Elendighed.
Før vi forlod Lodz, saa jeg dog Generaloberst (senere Generalfeltm.) von Mackensen. Under en Tale, han højt til Hest holdt til Tropperne, og som vi maatte paahøre i Retstilling, stod jeg tæt ved og kunde se den graanende Skikkelse, der var i sort Husaruniform med Dødningehovedet øverst oppe.
Efter denne Opstrammer fra Hærføreren forlod vi Lodz, og det gik atter ud i det uvisse, hvor Lemlæstelse og Død truer. Da vi naar uden for Byen, maa vi marchere ved Siden af Vejen, da denne er oversaaet af en evindelig Mængde Telefontraade, sammenmaset af Artilleriet. Efter at have ligget rolig i 3 Uger foran Lodz faar vi nu atter Brug for „Apostlenes Heste”.
Vi marcherer i 3 Dage, før vi i Egnen Syd for Lowic opnaar at være sat ind i et Kamphjørne, og hvorfra vi nu for anden Gang skal i Gang med Warszawa. Fra nu af antager Kampene som Helhed Skyttegravskrigens Former, og det kaldes for det 2. Slag ved Warszawa. Kampene forud, den 11.—19. Okt, det 1. Slag ved Warszawa.
Vi kommer igennem en større By, hvor vi til vor Overraskelse kan købe Brød. Men man skulde være hurtig i Vendingen, naar man i Polen vilde købe noget; de smaa Jødebutikker var hurtigt tømt, naar en Trop Soldater kom ind i en By. Da det for det meste var knapt med Brød, var vi glade for, at vi havde faaet skaffet lidt. Men vor Glæde varede kun kort, for Officererne tog Brødet fra os og kastede det hen ad Gaden. Om de troede, vi skulde forgives eller foræde os, ved jeg ikke.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.
Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.
Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Havet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde fortalt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.
Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med temmelig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kommet paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syntes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Kysten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.
Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyggede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kammeraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde betro til nogen.
Saa gik jeg paa Dæk igen.
Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.
Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marinesoldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.
Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uafhængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.
Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.
En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, udover at vi skulde lystre.
Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.
Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:
– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?
– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!
Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.
Dives, d. 8-12-14
Kære forældre!
Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.
Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.
Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.
I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.
Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.
Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt
Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.
I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.
I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.
I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.
Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.
Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. I december 1914 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent
Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave. Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt omkring laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed.
Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergaarde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod paa Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet; hvor godt, at ikke Krigen rasede derhjemme.
Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hos Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. — Ja, bare der snart maatte blive Fred!
Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der Krig! Vi stod hver Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.
I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.
Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig:
– »Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?« – »Jo, Hr. Feldwebel. – »Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi nu besluttet, at De skal være Korporal til Jul.«
– »Jeg — jeg — nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn.«
Jensen blev meget vred: »Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort,« snerrede han med bidende Ironi, »og det skal jeg huske Dem.« Saa vendte han omkring og gik.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i infanteriregiment 176
Om Morgenen den 6. Decbr. sendtes der Patrouiller mod Russernes Stilling, og snart jubledes der fra Mand til Mand, at Russerne var borte.
Med en underlig Følelse gik man over det Ingenmandsland, hvor vore og Fjendens Kugler i saa lang Tid havde krydset hinanden. I den russiske Gravpark var nogle Civile i Færd med at søge efter Ejendele. Her havde Russerne naaet at faa begravet deres døde. Ved Middagstid havde vi Afmarch til Lodz, og for Natten fik vi Kvarter inde i Byen.
Lodz var faldet, oven i Købet paa Hærføreren, General Mackensens Fødselsdag. Den indre By havde ingen Overlast lidt, kun i Yderdistrikterne havde Artilleriet øvet Hærværk.
Lodz er en Fabriksby og kaldes ,,Polens Manchester”. Af Byens 350,000 Indbyggere er de 40 Procent Tyskere, og de 25 Procent er Jøder. —
Efter at vi forgæves ved Hjælp af nogle Civile forsøgte at købe Levnedsmidler, fandt mit Korporalskab sig et Kvarter. Højt oppe i et stort Hus tog vi et Køkken og en flot møbleret Stue i Besiddelse, og de toges foreløbig i Brug hver efter sin Bestemmelse. Og sluttelig slæbte vi noget Hø, som vi fandt, op ad Trappen og bredte vort Natteleje.
Brev fra Kresten Andresen, Reserve-Infanteriregiment (RIR) 86.
Lørdag 6-12-14
Kære forældre! Jeg har det fremdeles godt. I går havde vi det ualmindeligt roligt. Vi graver bombefri rum; så når vi først har dem færdige, kan granaterne ikke længere gøre os noget.
Peter Jensen fra Stenderupgård bringer mig hver dag Hejmdal; den er jo rigtignok lidt gammel, når den kommer, men vi er uhyre glade for den.
Når jeg står vagt i disse måneklare nætter, så går tankerne tit hjem, og jeg synes, jeg er så uendeligt langt borte. Her går rygtet, at fredsforhandlingerne er begyndt; men det passer sagtens ikke. Gid julen, som den fredens fest den er, må bringe fred til alle de hjem, der længes efter den.
Skriv til mig, hvordan det går Jens og send mig hans adresse. Han er vist hårdere med end mig. Hvis I vil sende mig noget, så send det i små pakker, de store kan jeg ikke så godt slæbe med mig, jeg har læs nok i forvejen.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i regiment 176
De rolige Dage var snart forbi. Den 5. Dec. var vort Komp. i Kvarter; paa een Gang hed det: Vi skal besætte Løbegraven. Man stivner næsten, og enhver spørger sig selv: Hvad skal dette betyde — Stormangreb? Nej, de rolige Dage ved Lodz bragte altid vor Division Held; vi skulde kun lave et Skinangreb for at støtte de rigtige Angribere, som var vor Nabo-Division til højre for os.
Vore Kanoner begyndte deres Virksomhed i stor Stil, Minekastere udspyede deres 107 Punds Piller, vore Geværer begyndte at knitre, og Maskingeværerne deres hurtige og langvarige Tik-Tik-Tik. Over den russiske Skyttegrav stod der en Røgsky af tyske Granater.
Da dette Overfald havde varet et Par Timer, blev der atter Ro. Om Eftermiddagen blev der igen lavet et Angreb af samme Slags. Flyvere kredsede over os, og Kanonerne begyndte atter at udspy deres dødbringende Indhold. Russerne svarede naturligvis paa disse Angreb. Om Aftenen løste vi af i Skyttegraven, og denne Nat gik Russerne i al Stilhed og Hemmelighed tilbage og overlod os Lodz.
Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.
Kære Forældre
Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.
Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.
Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.
Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.
I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.
Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.
Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.
Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.
Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.
Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.
Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.
Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.
Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.
Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.
Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”
Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.
Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.
Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.
Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.
Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.
Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”
Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.
Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.
Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”. Kærlig Hilsen
Eders Jens
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.
Nu har jeg ligget et døgn i skyttegraven; tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os. Jeg kom hertil i går morges tidligt, inden det endnu var lyst. Det havde regnet, og der var et lerælte, som trodser enhver beskrivelse. Hver mand fik sit skydehul; bajonetten opplantet, sådan stod vi den først time.
I kan tro, jeg dukkede hovedet for hvert fløjt, der gik lige hen over, men værre ting stod for. Da det blev lyst, blev der kun stillet enkelte poster, resten skulde rense op i al det pløre. Da lød der med ét et huj og et skarpt knald over os; det var den første shrapnel; og den var tiltænkt os.
I de følgende timer blev der musik. Jeg var netop kommanderet hen med en trillebør til den nærmeste ruin for at hente sten til at lægge i bunden af graven; da kom der et forfærdeligt knald og et tryk; jeg vendte mig om og så en snes meter fra mig en sort kvalm af jord og sten sprøjte til vejrs. Feltwebelen stod og råbte, at vi skulde tilbage i dækning. Vi krøb ind i vore jordhuler. Det var også på høje tid. Granaterne sprang rundt om vor stilling. Men ingen blev såret. Ved middagstid tav de, og jeg åndede lettere. Men kort efter begyndte vort artilleri at give svar på tiltale, og det æggede franskmændene til at give os en omgang til.
Som jeg skriver dette, begynder bombardementet igen, og denne gang med en voldsomhed, som vist ikke i lange tider. Vi kom meget hurtigt i dækning, hvor da i det mindste shrapnellerne ikke kan gøre os noget.
Det var ikke morsomt; jeg lå på maven med ansigtet boret ned mellem to tornystre og lyttede efter, hvor de slog ned. Tit rystede vor hele hule ved lufttrykket. Vi hørte det jamre udenfor. To mand kom løbende og bad om husly; de turde ikke være længere, en granat have nær revet hele taget af.
Vi fik en lige ind i dæmningen; men det var en blindgænger. Da bombardementet havde varet i tre timer, hørte det endelig op – å, hvor det gav en lettelse; vi listede ud, for at se, om verden vel stod endnu. Der var kun en eneste såret af en granatsplint; han hed Petersen og var fra Nordslesvig.
Nu har de begyndt igen; men foreløbig gælder det byen bagved os. Den dejlige by er næsten helt skudt ned. Kirken ligger i ruiner, og de fleste folk er flygtet.
I må tro, vi længes alle sammen efter fred, og nu er det snart jul. Men glad er jeg, at jeg kom herned og ikke blev oppe ved Yserkanalen, for da er her vist et himmerige mod det helvede.
Vil I ikke sende mig en lille pakke med smør? Det er vist for sent at sende julepakker; men så kan jeg da altid få den til nytår. Jørgen Brag var lige henne at besøge mig efter uvejret; jeg skal hilse fra ham.
En kærlig hilsen til jer alle
fra jeres Kresten
Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)
Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Han er i mellemtiden blevet overflyttet til Regiment 86, 2. kompagni.
Nu lige blev der udtaget 300 mand af mit kompagni, som skal bort i morgen. Jeg slap endnu denne gang, men længe varer det sikkert ikke.
Skulde jeg blive her Søndag over, vil jeg se, om jeg kan komme hjem til jer, endda blot om eftermiddagen. Kan jeg ikke komme bort, så har en af jer måske tid til at komme herop.
Der siges, at vi skal til Rusland, men noget bestemt vides ikke. Har I hørt noget fra Michael Steffensen? Her får jeg jo intet, da mine postsager går til Slesvig, og dem vil jeg vanskelig få.
86’ere i en skyttegrav ved Dreslincourt efterår 1914. Peter Østergaard venter foreløbig i Slesvig på at gøre dem selskab.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten
Alt gik her sin rolige og jævne Gang med 12 Timer i Skyttegraven og 24 Timer som Beredskab og Reserve. Jævnlig modtog vi den kærkomne Post fra vore kære derhjemme. For 30. Nov. melder Dagbogen saaledes, at jeg har modtaget Breve og 10 Pakker med mange dejlige Ting som varmt Undertøj, Strømper, Haandklæde (det blev desværre ikke brugt hver Dag) og Tobak og Cigarer, og som en Kuriositet nævner jeg, at den slutter med Chokolade, Chokolade, Chokolade, men om de tre Gentagelser skal forstaas som 3 Pakker eller en ovenud stor Glæde, husker jeg ikke mere.
En anden Dag meldes om 3 Breve fra Mor, dateret den 4., 10. og 13. Nov. Og i Brevene meldes Datoer for de sidste Breve fra mig, ligesom der gives Udtryk for Angst for den nærmeste Fremtid. Ja, vi forstod saa godt, at med den pinende Uvished, der kunde nage dem derhjemme, var det dem, der havde det værst.
Det ny Testamente, der blev sendt mig fra Frimenigheden hjemme i Vodder, var fra nu af min daglige Ledsager. — En anden Dag meldes som en Variation, at man var med til at begrave døde Heste og Kreaturer, en anden igen, at man har vasket Undertøj.
Feltpost fra Jens Christensen, dateret “i Løbegravene foran D. den 29.11. 1914.”
Om Natten falder der med faa minutters Mellemrum enkelte Skud, nogle høres fra det fjerne, andre fra ganske nært Hold. Det er Patrouiller, som ser, eller maaske mener at se noget mistænkeligt og saa forsøger, om Geværet endnu kan skyde. Det er næsten, som om man fra en Landsby hører en Klapjagt i en nærliggende Skov.
Der hersker nu mere Orden i alt, Geværerne bliver daglig renset og Uniformen holdt ved lige. I den nærmeste Landsby er der indrettet en Haandværksstue, hvor vore Skomagere, Skræddere og andre Haandværkere forretter, deres Arbejde, reparerer, forsyner Støvlerne, med Saaler og deslige. Ogsaa Kompagnibarberen træder igen i Funktion, barberer og klipper Haar.
Naar Vejret om Dagen er klart, og det ikke blæser alt for meget, kredser der altid en hel Del Flyvmaskiner i Luften, baade fjendtlige og af vore. Artilleriet ofrer da en Del Shrapnellskud paa dem, men opnaar kun sjældent et Resultat. Jeg har kun en Gang set en Flyver blive nedskudt, det var en fransk.
Vore Løbegrave faar nu mere og mere Udseende af en By, i Førstningen maatte der næppe tales, højt i denne, nu hænder det ofte, at en Del Kammerater, slutter, sig sammen og synger en Sang. Hvorfor ogsaa tage det saa tragisk, derved forværres Situationen kun. Forleden blev der raabt Hurra, da Budskabet om vor Flaades Sejr ved Chile naaede hertil. Franskmændene, har saa rimeligvis troet, at vi vilde storme, thi næppe var Hurraraabene hendøde, før der peb en Mængde Kugler hen over Løbegravene.
Vore “Villaer”,’ som vi ynder at kalde vore Hvilesteder, som er indgravet i Jorden, faar stadig et mere stueagtig Udseende. Paa Væggene opslaar vi Hylder, hvor de Ting ligger, som jævnligt bruges. I Døren ind til min Hule har en Glarmester indsat en Vindues-rude, hvilket har den Fordel, at Indgangen godt kan være lukket naar man læser eller skriver derinde.
Mange har deres Visitkort paa Døren, hvorpaa der ogsaa er skrevet Villaens Navn for at Kammeraterne lettere kan finde den paagældendes Opholdssted. Nogle har ogsaa opslaaet Plakater med allehaande humoristiske Stykker, saasom: “Folk med røde Bukser har ingen Adgang”, eller: “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”
Mange har en Kakkelovn inde i „Stuen”, det vil sige Kakkelovn kan man næsten ikke, kalde Tingesten. Det er en lille firkantet Kasse af Blik, saadant tilrettelavet, saa der kan fyres paa den. Det gaar nu ogsaa kun godt, saa længe der er Forraad af Kul i de omliggende Byer, thi med Træ kan der ikke fyres for Røgens Skyld.
Vi kan i det hele taget ikke klage, vi som ligger her i Midten af Kamplinjen. I Førstningen blev vi haardt medtaget og led store Tab, medens vor Virksomhed nu kun strækker sig til at holde Vagt. Det kan dog-hurtigt forandre sig, maaske allerede i Dag, i Nat eller i Morgen, hvem ved.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten
Det eneste, der ikke var tilfredsstillende i den Tid, var vor Gullaschkanon; her foran Lodz var det Smalhans med Maden, og Brød saa vi ikke hver Dag. Høns og den Slags Lækkerier slog kun til et Par Dage. Vi havde til sidst kun Kartofler, og af dem kogte vi af og til en Portion. Naar Røgen somme Tider blev for slem, kom sædvanligvis en Officer og forbød os at koge. Vi skulde jo ikke røbe os selv til det russiske Artilleri. Men med lidt svag ild tæt op imod et Hus gik det jo an. I en lille Smedie blev mange af disse Kartoffel-Maaltider lavet.
Men en Nat fik den lille Smedie en Fuldtræffer og var næsten skudt sønder og sammen. Alligevel kogtes der den følgende Dag, endda til Trods for, at der laa en død Soldat ved Siden af Ildstedet, og vi af og til blev jaget ud af en Officer.
Vi var øjensynligt ogsaa værre Slughalse end Russerne; en Dag hørte jeg en Hane gale ovre i Byen bag Russernes Stilling, og da havde vi forlængst drejet Halsen om paa Hønsene. En af de sidste Dage slagtede vi en gammel Ko, som løb rundt og ikke vidste, hvor den havde hjemme. Enhver snappede et Stykke Kød, som straks blev kogt. Fra Feltkøkkenet, der allerede om Aftenen den 20. Nov. kørte nogle km tilbage, blev Maden hentet om Morgenen, før det blev lyst, og om Aftenen, naar det var mørkt.
Paa Grund af Frosten fik vi smaa Sække udleveret, som skulde fyldes med Sand og bruges til Dækning i Tilfælde af Angreb. Vi syntes, at det var et tragikomisk Arrangement.
En Dag, mens vi sov allerbedst i vort Kvarter, blev der pludselig slaaet Alarm. I en Fart kom vi ud af Halmen. Der var meldt, at Fjenden var brudt igennem, men andre fik Opgaven ,,at gøre det godt igen”, for vi kunde lægge os igen, efter at vi i et Par Timer havde staaet og frosset.
Kresten Andresen fra Ullerup ved Sønderborg deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Den 24. november blev han sendt sydpå.
Aachen onsdag aften den 25. november
Kære forældre.
Nu varer det ikke længe, før vi overskrider grænsen. Turen herned har gået rask. Jeg vil sende jer en hilsen fra den sidste indenlandske station. Noget særligt er der ikke hændt. Jeg skal nok skrive til jer jævnligt. Muligvis går vi til etapperne, så det hele er ikke så slemt, som det ser ud til. Min adresse har jeg endnu ikke fået, så den må vente til næste gang. Jeg er ved godt mod, og det er foreløbig det vigtigste. (…)
Kresten Andresen fra Ullerup blev indkaldt til Reserve-Infanteriregiment 86. I november 1914 befandt han sig endnu i Lyksborg.
Dagbogen 23.11.
Er i Flensborg hver anden dag til indsprøjtning. Nu er jeg indsprøjtet fem gange, med tyfus, kolera, difteritis, pest og “platfodethed”, og så siges der, at vi skal endnu en gang mod kanonfeber. Vi får jaget en spids sprøjte et par centimeter ind i brystet, altid på samme sted, så det er uhyre ømt.
Ellers er alt ved det gamle. Vi har fået splinternye geværer fra 1914. Til Flensborg med fuld oppakning. Jeg havde endda et ekstra pund smør og en halv skinke med, for jeg troede, at vi blev der. Så fik jeg endnu et gevær i Flensborg, og på hjemvejen stormede vi frem over en frossen pløjemark til fægtning. Jeg var segnefærdig, da vi nåede Lyksborg.
Fra Claus Bundgård Christensen (red.): Krestens breve og dabøger. (København, 2012).
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.
Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.
Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.
En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.
Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.
Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.
Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Vor Opgave var, saa vidt vi fik at vide, at møde og standse et evt. Gennembrudsforsøg fra Fjenden. Vor eneste Fredsforstyrrer var Artilleriet, som for Resten ogsaa ofte nok jog os paa Benene.
I Skyttegaven, hvor 3 Kompagnier afløste hinanden i al Ro, var vi ikke i saa stor Fare, som naar vi laa bagved i Kvarter som Beredskab eller Reserve. Det varede nemlig ikke længe, før det russiske Artilleri fandt vort Kvarter.
Periodevis sendte de os ,,Jernportioner”, hovedsagelig om Natten. De havde dog ikke rigtig Held med sig; da vi den 21. om Aftenen skulde afløse i Skyttegraven og lige havde forladt vort Kvarter, fik Huset en Fuldtræffer, der delte det i to Dele.
Godt, at vi var saa præcise med at afløse Kammeraterne i Skyttegraven.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.
Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.
Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.
Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.
De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved blev indkaldt til Reserve Infanteriregiment 86 i august 1914. Hen gennemgik en kort militæruddannelse ved kasernen i Flensborg og skulle så sendes til fronten. Flere gang blev afsendelsen udsat, men i november 1914 blev det alvor.
Dagbogen, Torsdag den 19. november 1914 Indklædt og fuldt færdige til afrejse. Vi venter på ordre hvert øjeblik til at dampe af. Der blev sagt ved parolen i går, at vi skulde i retning af Gent. Den vej skal vi til Yserkanalen. Der må jo skulde druknes nogle flere regimenter dernede i det forfærdelige hjørne.
I dag er vi igen bleven indsprøjtede mod difteritis; og vi skal to gange til. Så må vi da næsten være usårlige.
Udrustningen:
1. Grå uniform med røde kanter og bronceknapper. 2. Sort kommismantel. 3. Pikkelhue med grønt betræk, R. 86. 4. Grå felthue. 5. Egne støvler, købt i Vejle. 6. Gule kommis snørestøvler. 7. Kalveskindstornyster. 8. Gult belgisk koppel. 9. do. patrontaske. 10. do. lædertøj – remme. 11. Telt og teltstokke, 12. Aluminiums-kogetøj med ske og gaffel. 13. do. bæger. 14. do. feltflaske. 15. Spade. 16. Grå handsker. 17. Brødposer. 18. To dåser Hl kaffe. 19. En dåse til bøssefedt. 20. Jernportion, bestående af to poser med kiks, en dåse kødkonserves samt en pakke ærter. 21. To forbindingspakker. 22. Gevær „97″. 23. Rengøringssnor. 24. To uldtrøjer. 25. To skjorter. 26. To par underbukser, det ene blåt. 27. Tyk blåsort sweater. 28. Gråt halsbind. 29. Muffediser. 30. To mavebælter. 31. Et par knævarmere. 32. Et par fingerhandsker. 33. Et dødsmærke: ANDRESEN, KRESTEN K.E.R.R. 86 34. Fire par strømper, hvoraf det ene et par tynde, gennembrudte, Liebesgabe.20 35. Kabuds. 36. Hvidt armbind til natlig kamp. 37. En saltpose med silkebånd. 38. Et pund skinke. 39. Et do. smør. 40. Et glas frugtsmør. 41. Nyt testamente. 42. Hjortens flugt. 43. Feltpostkort, 30 stk. 44. Skrivepapir. 45. Was für die „feldgrauen” annisnolie. 46. Hæfteplaster. 47. Sytøj. 48. Landkort. 49. Tre notitsbøger. 50. Et dannebrog. Mangler endnu: 51. Bajonet. 52. 150 skarpe patroner. 53. l pund flæsk. 54. En spegepølse. 55. Et kommisbrød.
Hele oppakningen vejer 60 til 70 kg, hvilket må siges at være tilstrækkeligt.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).
Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.
Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.
Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.
Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.
Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.
Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.
Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.
Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —
Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.
