Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.
Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev tilbage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.
Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Forandring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.
Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matroserne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.
– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene. Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var fremme. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.
– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kammeraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.
– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.
Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nærmere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig roligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Bevægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:
– Daglig Orden ved Torpedoerne!
Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lyskasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.
– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.
Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.
Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbejdede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:
— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …
Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Matroserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.
Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.
Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der ogsaa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det frygtelige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.
– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!
Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.
Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Undergang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.
— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven! Han smækkede Døren i og forsvandt uden nærmere Forklaring.
Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Billedet af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.
