Tag-arkiv: lyttepost

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Senest ændret den 27. februar 2016 14:50

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047

16. oktober 1914. “Koldblodige nordboere”

Senest ændret den 21. februar 2016 12:45

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 16. Oktober 1914. Lige efter Mørkets Frembrud fik vi voldsom Artilleriild, og lidt efter satte Infanteriet ind med Hurtigild. Vi blev alle stillet op paa vore Pladser til Forsvar. Vi troede, at Fjenden vilde foretage et Angreb. Skyde kunde vi ikke endnu, da Nis Abrahamsen og Thomas Petersen stod foran Kompagniet som Lytteposter.

Det var underligt, at de ikke kom tilbage. Saa de ingen Fjender, eller var de allerede dræbt af de fjendtlige Kugler? Kompagniføreren sendte Ordre ud, at de skulde trække sig tilbage. Men det troede de to rolige Nordboere slet ikke. De stod rolige i Hegnet med Geværet under Armen og spejdede over imod Franskmændene, og endnu havde de ikke set en eneste. “Hvorfor skal vi saa gaa tilbage?” sagde de. Men det var en Befaling, og den fulgte de.

Da de var kommen tilbage, afgav vi Hurtigild. I Løbet af et Par Minutter afgav vort Kompagni 10.000 Skud. Franskmændene havde aabenbart trukket deres Følehorn ind; thi vi hørte ikke mere til dem.

Saa gik Lytteposterne atter frem til deres Hul i Hegnet. Vi andre tændte os med  Velbehag en Cigar derhjemmefra, talte lidt sammen om det skete og lagde os saa til Ro.

Niels Hansen fra Felsted, som stod Vagt i Graven, digtede en hel Vise, mens han røg sin Cigar.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin