Tag-arkiv: SMS Gneisenau

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.

8. december 1914. “Ran an den Feind!” Scharnhorst og Gneisenau går til angreb!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på den lette krydser SMS Dresden. Den 8. december 1914 mødte den en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne.

Matroser, Underofficerer og Officerer styrtede fra alle Sider af Skibet hen til den styrbords Ræling. Jeg løb og­saa derhen og fik mig en Plads yderst ved Rælingen med en hel Bunke bagved mig, som masede paa for at komme til at se.

Det forekom mig, at Dresden brat havde ændret Kursen mod Styrbord, men det var ikke det. Det var Gneisenau. Den store Krydser laa omtrent paa Højde med os, snarere en Smule agten. Fra alle dens Master vajede nu store Krigsflag, og Vimpler fo’r til Vejrs paa dens Signalmast. Det svære Skib drejede langsomt sin Stævn til Bagbord og krængede stærkt over i Drejningen. Mere og mere drejedes Stævnen, den pegede nu lige mod os. Der maatte ske et Sammenstød, nej, den løb agten om os.

– De gaar mod Fjenden, raabte en Mand, se Signalet: Ran an den Feind – se Scharnhorst!

Agterude saa jeg Scharnhorst med Krigsflagene højt til Tops svinge til Bagbord som Gneisenau. Jeg knugede Hænderne i Rælingen, mit Hjerte bankede, som det skulde sprænges, og mine Øjne løb fulde af Vand. Nu sejlede de to store Skibe, som havde beskyttet os og kastet Glans over vort fortumlede Liv, Fjenden i Møde for at beskytte os for sidste Gang.

Den gamle Admiral paa Scharnhorst, hans Søn paa Gneisenau, hele Staben af guldprydede Stabsofficerer, som vi havde set en ene­ste Gang ved Paraden i St. Quintin Bugten, hele Myldret af Officerer, Underofficerer og de Hundreder af Menige, som vi havde set færdes paa de store Skibes Dæk, naar vi laa i Havnen og kullede, kastede sig mod Fjenden for at skaffe os den stakkede Frist, der var nødvendig for, at vi kunde undslippe og leve videre.

Ombølget af sorte Røgskyer, hvorover de store Krigsflag lyste med deres klare Farver i det straalende Sol­skin, brasede Gneisenau lige ned mod os.

Jeg havde al­drig set den paa saa nært Hold og sugede hver Enkelthed til mig med mine fugtige Øjne, for jeg følte mig over­bevist om, at jeg saa den for sidste Gang. Fra dens Dæk lød Hornsignaler, det var nok Mandskabet, der blev kaldt til Kanonerne. Jeg kunde se et Mylder af Folk paa Dækket, Matrosernes Huebaand flagrede i Vinden, og Officerernes Kasketter lynede i Solen.

– Ret! blev der raabt bagved mig, og alle rettede sig. Musiken, som jeg slet ikke havde set, faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”, og i et Brus af larmende Maskiner og skummende Vand strøg Gneisenau tæt forbi Dresdens Agterstavn.

Vi vendte os efter den, og blev staaende, saa længe Musiken spillede. Saa styrtede vi hen til den bagbords Ræling for at følge de store Skibe paa deres Vej mod Fjenden og mod Døden.

Scharnhorst laa nu i Spidsen, og tæt efter den sejlede Gneisenau. Begge gik for fuld Fart og sendte mægtige Røgskyer til Vejrs fra deres fire svære Skorstene. De laa næsten agten for os, og Afstanden øgedes hurtigt, da vi fjernede os fra hinanden i fuld Fart. Hvor længe vi stod og saa efter dem, véd jeg ikke, men vi stod der i dybeste Tavshed.   Nogle havde taget Huen af og stod og kram­mede den i Haanden. Alle Ansigter var dybt alvorlige. – Nu!

Hvid Røg jog ud fra Scharnhorsts styrbords Side, og det svære Skib krængede over. Nu skød ogsaa Gneisenau og nejede sig til Bagbord for Kanonernes svære Tryk. To bragende Tordenskrald rullede over Vandet. Nu skød de igen, og igen. Luften dirrede af de mægtige Brag. Jeg saa Vandet fyge op i mægtige Fontæner langt bagved de to store Skibe. Englænderne skød for langt, og jeg kunde stadigvæk ikke se dem. Jo, dér – dér var Master og store Røgskyer. Det var nok de to svære Skibe, som Ma­trosen havde talt om. (…)

En mærkelig Ro kom over mig. Nu gik jeg ned til min Maskine og døde sammen med den. Jeg efterlod ingen tom Plads i Verden, for de derhjemme havde ikke set mig i næsten et Aar, og jeg kendte ingen andre. Naar jeg nu døde, vilde de faa Lov til at leve. Mor vilde faa Lov til at leve, og min Broder vilde ikke komme med i Krigen. Jeg døde som et Offer for dem allesammen. Det skulde saadan være, og jeg maatte ikke beklage mig der­over. Jeg havde kun set saa lidt af Livet, var lige fyldt 20 Aar og kunde sagtens undværes.

Mine Tanker arbejdede vildt, og jeg saa Syner rejse sig foran mig. Dér stod Far og Mor den sidste Aften der­hjemme, hver med sit Vinglas i Haanden, og sagde Farvel til mig med taareblændede Øjne. Jeg nikkede til dem og smilede til Farvel:

– Farvel, Mor! Farvel, Far! Nu gaar jeg paa den sid­ste Vagt, og hav det nu godt, til vi ses igen.

Saa rev jeg Døren op til Maskinrummet. Ventilations-maskinens Brølen slog mig i Møde. Jeg havde aldrig hørt den give en saa frygtelig Lyd fra sig før. En svedig, olie­stænket Mand brølede omkap med Maskinen lige ind i Øret paa mig:

– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!

Han tumlede ud, og jeg var ene ved Maskinen og det vante Arbejde. Nu var der ikke Tid til andet end til at passe den, saa der intet Uheld skete.

Endnu var der ikke skudt fra Dækket, og vi kunde maaske løbe fra Eng­lænderne. Livsmodet begyndte at blusse op i mig paa ny, da jeg stod overfor denne hylende Maskine, der ikke kunde tænke, men bare arbejde paa vor Frelse. Den gjorde sin Pligt, og jeg vilde gøre min. Smøre, smøre, skrue, dreje og regulere, over føle Lejerne og engang imel­lem ned paa Fyrpladsen for at smøre et Leje dér.

Der var varmt som i Helvede, og Larmen var frygtelig. Fyrbø­derne arbejdede som vilde Dyr, hældte Kul paa og rev Slaggerne ud i en Temperatur, som jeg næsten ikke kunde aande i, men jeg saa intet og hørte intet udover min Ma­skine. Det var endnu tidligt paa Dagen, og jeg havde Kræfterne i Behold, alt blev naaet og passet som det skulde, og Tiden gik, uden at jeg lagde Mærke til det.

Scharnhorst
Scharnhorst synker

8. december 1914. “En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dres­den.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på SMS Dresden. Den 8. december 1914 løb hun for livet, på flugt fra en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne. De første skud blev affyret fra de engelske skibe fra lang afstand. Nu var det et spørgsmål om, hvem der kunne sejle hurtigst.

Ventilationsmaskinen brølede mig i Møde. Den gik med den højeste Fart, jeg endnu havde været ude for. og én Mand havde rigeligt at gøre med at smøre den. Maskinen slugte Olie i Pottevis, men den gik godt. Jeg kendte den, og en mærkelig Ro kom over mig, da jeg stod med Oliekanden i Haanden, overfølte Lejerne og sør­gede for, at de alle blev smurt. Det var godt at have noget at bestille, og navnlig ved en Maskine af denne Slags. Dens Hylen fortalte mig, at alting gik, som det skulde, og at Dresden anspændte alle sine Kræfter for at redde sit Liv.

Olien drev fra Maskinen og stænkede mig i Ansigtet, saa det sved, men det frydede mig blot. Bare Maskinen gik uden at svigte, saa var alting godt. Den rasende Fart gik i Blodet paa mig. Jeg smurte, regulerede og drejede, som jeg aldrig havde gjort det før. Gik alt andet paa dette Skib i Stykker, saa skulde denne Ma­skine gaa, til Vandet lukkede sig over den.

En dump Rystelse, et Stød eller en Lyd, jeg vidste ikke hvad, gik igennem Skibet. Jeg saa paa min Maskine, lyt­tede efter, om der kom mere, men der var intet at høre. Maskinernes Larm lød, som den havde gjort det i de sid­ste Par Timer, saa det var formodentlig ikke dem, der var noget i Vejen med. Maaske var vi sejlet mod noget, som drev i Vandet. Det var overmaade farligt med den Fart, vi havde paa, men foreløbig saa det da ud, som om der ikke var sket noget. Rystelsen gentog sig et Øjeblik efter, og denne Gang var det, som om den blev fulgt af en hul, rungende Lyd. Det kunde sikkert ikke stamme fra Skibet, men maaske var det Skydning fra et af de an­dre Skibe. Maaske var Englænderne lige i Hælene paa os og Kampen allerede begyndt. Jeg anede jo intet, vidste ikke, om vi havde ændret Kurs og maaske løb Side om Side med de engelske Skibe som ved Santa Maria. Jeg vidste kun, at Farten blev holdt uforandret, og at der var givet Ordre til at holde Maskinen paa det højeste Om­drejningstal.

(…)

Paa Vejen kom jeg ved en Fejltagelse ned paa Fyr­plads Nr. 1. Jeg var der kun et Øjeblik, men det var nok til at give mig et Indtryk af, hvilket forfærdeligt Arbejde det var for Fyrbøderne at holde denne Fart — maaske en 23-24 Knob. Varmen i rummet var uudholdelig, og skønt Folkene havde smidt det meste af Tøjet, løb Sve­den ned over deres nøgne Kroppe som Vand. Under­officererne raabte og sprang omkring for ikke at staa i Vejen for Fyrbøderne, der ikke tog nogen Notits af, hvem der kom i Vejen for deres tunge Redskaber. Lige foran mig stod den store Fyrbøder Kotschak fra Danzig eller fra Schlesien, en Kæmpekarl med brede Skuldre og mæg­tige Armkræfter. Som en Automat bukkede han sig, hug­gede Skovlen ind i Kuldyngerne og hev den tunge Lad­ning ind i Fyret. Han knugede Næverne saa haardt om Skovlskaftet, at Knoerne lyste hvide. Han saa intet omkring sig og snakkede lavmælt med sig selv, afbrudt af Stønnen og hivende Aandedrag: – Jeg giver ikke op – jeg giver ikke op – før Van­det slukker under mine Kedler.

Han var grebet af rent Arbejdsvanvid. De, der kom i Vejen for hans Arbejde, vilde blive slaaet til Jorden.

(…)

Jeg fortsatte op paa Dækket. Jeg gik til Rælingen. Du gode Gud, hvor vi sejlede! Det var stille Vejr, og Havet laa spejlblankt foran os, men Dresdens Fart var saa vold­som, at Blusen og Huebaandene flagrede som i Storm­vejr. Skibet rystede og dirrede under den vældige Fart, og Stævnen væltede Vandet til Side i store, gennemsig­tige Flager, der splintredes mod Vandoverfladen og fort­sattes som svære Dønninger ud til Siderne. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, drevet op af det umaadelige Lufttryk fra Ventilationsmaskinerne, og Sod og Kulstyk­ker haglede ned over Agterdækket.

Om Styrbord laa et af de store Skibe, saa vidt jeg kunde se Gneisenau, og bag den, lidt agten for os laa Scharnhorst. Nürnberg kunde jeg ikke se — den laa sandsynligvis paa Gneisenaus styrbords Side, skjult af de vældige Røgmasser, der væltede ud af den store Krydsers Skorstene, og langt agterude saa jeg Leipzig sejle helt alene. Det hele var overset paa et Øjeblik. Flaaden løb for sin højeste Fart. Men hvor var Englænderne?

Jeg var paa Vej til Agterskibet, da jeg med ét stand­sede op. Ikke langt fra Scharnhorst jog en svær, maste­høj Vandsøjle op, pyntet med hæslige Brandfarver og kronet af en sort Røgsky, der sendte skarpe Tunger ud til Siderne. Et dumpt Rrag hørtes. Søjlen splittedes for­oven og styrtede skummende sammen. Jeg behøvede ikke at spørge nogen, hvad det var. Det var tydeligt nok en svær Granat, der var slaaet ned i Vandet.

Jeg fortsatte min Vej mod Agterskibet, der drev med Sod og Kulstykker. Det forekom mig, at Dresden havde sat sin Fart op, og det saa ogsaa ud, som om vi hurtigt var ved at rykke forbi Gneisenau.

– Hvor er Englænderne? spurgte jeg en Matros, der stod ved Rælingen.

– Langt agterude, lød Svaret. De er ikke til at se for Røg.

Jeg stirrede i den angivne Retning, men kunde ingen­ting se. Røgen fra Dresden og de andre Skibe drev gan­ske vist til Styrbord, men et Taageslør blev liggende over Vandet og spærrede Udsigten paa lange Afstande. Jeg kunde kun se Leipzig stampe af Sted i sin Ensomhed, langt agten for alle os andre.

– Hvor mange Englændere er der? spurgte jeg videre.

– De siger, der er 8, lød Svaret.   Udkiggen saa dem komme ud af Havnen som Rotter af et Hul. Der ligger to svære Tampe i Spidsen, og det er nok dem, der sky­der. Det var Fanden til Rede, vi fik stukket Næsen i dér. Vi kom da tidsnok til Falkland.

En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dres­den. Der var ingen Eksplosionsfarver i Vandet denne Gang, det rejste sig klart og gennemsigtigt, næsten lodret, i en utrolig Højde og sank saa langsomt skummende sammen.

– Den havde Retningen, sagde Matrosen, det er Fan­den til Kaliber, de har taget med — det er nok disse her 30,5 cm. Hvis de kunde se os for Røgen, havde de ramt for længe siden.

Kaphoorn01_
Foto taget fra SMS Dresdens dæk i slutningen af november 1914. Slaglinjen er: Forrest “Scharnhorst”, “Gneisenau”, “Nürnberg”, “Leipzig” og bagest “Dresden”.

8. december 1914. “Løb, Dresden, løb! Det gælder livet!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.

Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.

Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.

Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.

Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spæn­dingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!

Jeg stampede med Foden i Dæk­ket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.

En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.

Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrsteder­nes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kom­mandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.

Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passe­rede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.

Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?

Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røg­søjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvid­skummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.

Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.

SMS_Leipzig
Den gamle krydser SMS Leipzig kunne ikke følge med

8. december 1914. SMS Dresden på flugt: Der er propfyldt med englænder i Port Stanley!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.

Kurs mod Falklandsøerne

Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.

Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Ha­vet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde for­talt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.

Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med tem­melig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kom­met paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syn­tes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Ky­sten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.

Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyg­gede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kam­meraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde be­tro til nogen.

Saa gik jeg paa Dæk igen.

Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.

Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marine­soldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.

Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uaf­hængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.

Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.

En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, ud­over at vi skulde lystre.

Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.

Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:

– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?

– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!

1. november 1914. Kl. 21:00: “Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.

Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev til­bage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.

Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Foran­dring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.

Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matro­serne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.

– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene.   Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var frem­me. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.

– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kam­meraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.

– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.

Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nær­mere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig ro­ligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Be­vægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:

– Daglig Orden ved Torpedoerne!

Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lys­kasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.

– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.

Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.

Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbej­dede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:

— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …

Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Ma­troserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.

Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.

Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der og­saa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det fryg­telige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.

– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!

Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.

Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Under­gang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.

— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven!   Han smækkede Døren i og for­svandt uden nærmere Forklaring.

Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Bille­det af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.

1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks be­svaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?

En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Mun­den og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde al­drig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signal­piberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:

– Alle Mand paa Fægtningsplads!

Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:

– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig væ­ret der.

– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.

Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.

– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.

Alle stod stille og lyttede.   En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret.   Den gentog sig, og endnu en Gang.

Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styr­bords Bredside.

– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rul­len af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os.   Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, run­gende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:

– Første Salve mod Otranto – for kort!

Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snæ­vert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæ­bende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.

Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!

– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.

Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sam­men for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.

Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Am­munition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der be­gyndte at indfinde sig.

– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.

– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.

Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Sal­verne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!

– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Be­gejstring.

– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.

– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fort­satte Talerøret – det brænder paa Good Hope.

Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.

– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bun­kerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvi­nede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næ­verne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styr­tende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Sti­vere.   Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.

– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Tale­røret.   Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.

– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.

Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.

Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Sal­verne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.

– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Ta­lerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt.   Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme An­sigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.

– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum ry­stede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mæg­tig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas   mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.

Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!

Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glas­gow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.

Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var over­hovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.

Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betje­ningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.

1. november 1914. På SMS Dresden kl. 17:00: Fjenden i sigte!

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?