8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.

Dives, d. 8-12-14

Kære forældre!

Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.

Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.

Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.

I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.

Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.

Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt

Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.

I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.

I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.

I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.

Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.

En kærlig hilsen til jer alle fra

jeres søn Kresten

Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *