Senest ændret den 14. marts 2016 20:58
Brev fra Kresten Andresen til sine forældre
Lassigny, 4-12-14
Kære forældre!
Nu har jeg ligget et døgn i skyttegraven; tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os. Jeg kom hertil i går morges tidligt, inden det endnu var lyst. Det havde regnet, og der var et lerælte, som trodser enhver beskrivelse. Hver mand fik sit skydehul; bajonetten opplantet, sådan stod vi den først time.
I kan tro, jeg dukkede hovedet for hvert fløjt, der gik lige hen over, men værre ting stod for. Da det blev lyst, blev der kun stillet enkelte poster, resten skulde rense op i al det pløre. Da lød der med ét et huj og et skarpt knald over os; det var den første shrapnel; og den var tiltænkt os.
I de følgende timer blev der musik. Jeg var netop kommanderet hen med en trillebør til den nærmeste ruin for at hente sten til at lægge i bunden af graven; da kom der et forfærdeligt knald og et tryk; jeg vendte mig om og så en snes meter fra mig en sort kvalm af jord og sten sprøjte til vejrs. Feltwebelen stod og råbte, at vi skulde tilbage i dækning. Vi krøb ind i vore jordhuler. Det var også på høje tid. Granaterne sprang rundt om vor stilling. Men ingen blev såret. Ved middagstid tav de, og jeg åndede lettere. Men kort efter begyndte vort artilleri at give svar på tiltale, og det æggede franskmændene til at give os en omgang til.
Som jeg skriver dette, begynder bombardementet igen, og denne gang med en voldsomhed, som vist ikke i lange tider. Vi kom meget hurtigt i dækning, hvor da i det mindste shrapnellerne ikke kan gøre os noget.
Det var ikke morsomt; jeg lå på maven med ansigtet boret ned mellem to tornystre og lyttede efter, hvor de slog ned. Tit rystede vor hele hule ved lufttrykket. Vi hørte det jamre udenfor. To mand kom løbende og bad om husly; de turde ikke være længere, en granat have nær revet hele taget af.
Vi fik en lige ind i dæmningen; men det var en blindgænger. Da bombardementet havde varet i tre timer, hørte det endelig op – å, hvor det gav en lettelse; vi listede ud, for at se, om verden vel stod endnu. Der var kun en eneste såret af en granatsplint; han hed Petersen og var fra Nordslesvig.
Nu har de begyndt igen; men foreløbig gælder det byen bagved os. Den dejlige by er næsten helt skudt ned. Kirken ligger i ruiner, og de fleste folk er flygtet.
I må tro, vi længes alle sammen efter fred, og nu er det snart jul. Men glad er jeg, at jeg kom herned og ikke blev oppe ved Yserkanalen, for da er her vist et himmerige mod det helvede.
Vil I ikke sende mig en lille pakke med smør? Det er vist for sent at sende julepakker; men så kan jeg da altid få den til nytår. Jørgen Brag var lige henne at besøge mig efter uvejret; jeg skal hilse fra ham.
En kærlig hilsen til jer alle
fra jeres Kresten
Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)
Om Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.
Jeg er i færd med at læse bogen. Genlæse den, for jeg har læst den i forbindelse med et foredrag jeg skulle holde om de slesvigske regimenter på Højskolen Østersøen for nogle år siden. Den gang på tysk. “Bücherei” i Aabenraa var så venlig at skaffe den til mig.
Det er en fantastisk bog, som Dr. Wilhelm Jürgensen har skrevet. Den er fuldt på højde med Ernst Jüngers “In Stahlgewittern” som også udkom på dansk for nylig. Jeg er taknemlig for den brutale ærlighed, der kan læses om. Livet i skyttegravene. Og døden. Sammenholdet mellem soldaterne, men også sammenholdet mellem officerer, befalingsmænd og menige. For min far var der også, i I.R.92. men han ville aldrig tale om det. Jeg tror, at det var første gang jeg forstod ordet “dødsforagt”. Der var ingen, der regnede med at overleve “die Materialschlacht”. Når man ser tabstallene – de døde, de sårede og – især de savnede, som ingen kunne gøre rede for. De forsvandt bare i vandfyldte granathuller. Blev levende begravet i deres beskyttelsesrum. Rædselsfuldt. Afskyeligt. Sårede, der lå i timevis. I dagevis og led og skreg på hjælp. Nogle overlevede mirakuløst. Men ikke mange. Der kom ikke en helikopter og samlede dem op og fløj dem til et hospital.
Jeg vil også gerne skamrose oversætteren Jørgen Lorenzen for en fremragende oversættelse. På et meget højt sprogligt niveau, men især for at ramme den militære terminologi så præcist og så kompetent. Det er en fornøjelse. Man ser tydeligt en løjtnant, der ved hvad han taler om. Også billedredaktørerne har gjort en fabelagtig indsats. Det gør en stor forskel. Den oprindelige tyske udgave havde ingen eller få billeder. Sådan var det dengang. Men billeder fremmer forståelsen og erstatter mange ord.
Tusind tak til alle medvirkende for en fremragende beretning.
Hans Jürgen Jürgensen (ikke i familie med forfatteren, men det ville jeg have været stolt af)
Oberstløjtnant i infanteriet, pensioneret i 2001.