Tag-arkiv: HMS Carnavon

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.

8. december 1914. SMS Dresden på flugt: Der er propfyldt med englænder i Port Stanley!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.

Kurs mod Falklandsøerne

Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.

Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Ha­vet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde for­talt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.

Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med tem­melig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kom­met paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syn­tes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Ky­sten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.

Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyg­gede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kam­meraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde be­tro til nogen.

Saa gik jeg paa Dæk igen.

Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.

Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marine­soldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.

Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uaf­hængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.

Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.

En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, ud­over at vi skulde lystre.

Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.

Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:

– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?

– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!