Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.
Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.
Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.
Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.
Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.
J. Hansen gjorde krigstjeneste på vestfronten i Batl. 33.
Det var i Foraaret 1915 Tildragelsen foregaar. Batl. 33 laa i Hvilestilling i længere Tid i Gravelotte og paa Fæstningen „Kaiserin“.
Mange af Læserne har vel nok passeret Vejen Metz-Gravelotte-Conflans og vil huske at nord for St. Hubart, ca. 300 Meter, laa en Herregaard, kaldet „Moskov“. Her var Ejeren eller rettere Forpagteren flygtet til Frankrig og Driften lededes af en tysk Landbrugskommando, og deriblandt var ogsaa 2 Danskere, Gdr. Chr. Knudsen, Vonsbæk, og Avlsbruger Peter Gram, Ribe. Det var disse 2 Mænd, Batl. 33 havde en vittig Fortælling om.
Chr. Knudsen og Peter Gram havde alt pløjet og tilsaaet mange Hektar, et haardt og vanskeligt Arbejde paa denne Jordbund. Saa en Dag, op paa Formiddagen, kommer hele Bataillonsstaben ridende paa Vejen efter „Moskov” til. Knudsen havde hørt nogen Dundren paa Afstand. „Nej, do Peter, die Gejster kommen” (Officerer i Militærsproget). „Aa, skidt med dem, men jav lidt aa den skimle Hest, ejsen la mæ faa æ Pisk”.
—„Halten Sie” — brølede Major Mûller — „Also, das sind die Landwirte in Arbeit”.
— „Jawohl”, svarede P. Gram
— „Nah! aber gute feine Arbeit, muss man sagen”. Henvendt til Hauptman Kohler — „Ja wohl! das muss man einräumen”. Kohler var Godsejersøn og meget interesseret i Landbruget.
– „Jah! sagen Sie mir”, spurgte Major Müller, „was seid Ihr für Landsleute?”
— en lille Pause — „wir sind Musspreussen, Hr. Major”, svarede P. Gram [“musspreussen” – eller “pligtpreussere” var en betegnelse, som bl.a. sønderjyder og andre, der var blevet indlemmet i Preussen i 1867, benyttede].
„Musspreussere — muss — Musspreusere — Nu var den gamle Major vel nok en klog Mand, og i Stedet for at gøre Vrøvl sagde han rolig — „vel oppe fra Haderslevegnen” — spurgte om deres Navne — bød Godmorgen — og henvendt til Officererne „Wir wollen das ganze Feld beschauen”.
Endnu før d ’Hrr. Officerer kom hjem til Kasernen, var „Musspreusser-Historien” almindelig bekendt. Kasino-Ordonnanserne, som havde serveret ved Middagsbordet, fortalte senere, at hele Underholdningen havde været præget af deres Oplevelser paa Inspektionsturen til „Moskov“. Gram og Knudsen vil vi mindes for deres danske Sindelag i Ærbødighed.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.
Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.
Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.
De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.
Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.
Nis Kock fortæller:
Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.
Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?
Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?
Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.
Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.
Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.
Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.
Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.
Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.
Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.
Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.
I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.
En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?
Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.
Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.
Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.
Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.
— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.
Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.
Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.
Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
I disse Dage forstummede Harmonikaen, som havde været lidt i Gang ved Altapraøen. Der var igen langt flere Udkigsmænd end nødvendigt og vi hørte igen Raab om Røg, hvor der ingen Røg var. Styrmændene og Mestrene passede deres Arbejde med Ro og Rutine og var et godt Eksempel for os andre, der dog ogsaa gjorde alt, hvad vi kunde, for ikke at røbe vor stigende Spænding.
Men det var to lange Dage. Der er ikke meget fra Samtalerne dengang, der huskes, udover at Tømmermanden en Dag brød sin Ro og sagde uden at henvende sig til nogen bestemt: — I Tanga den 13. April — ja, det er let nok sagt. Det er ligesom at skrive til en Pige, at hun skal være paa Banegaarden ved 4-Toget. Det kan de sagtens sige, de guldgallonerede Hundestejler paa „Königsberg“ , men det er sgu’ os, som skal gøre det. Selv kommer de ikke ud — og hvorfor? Selvfølgelig fordi de ikke kan. Men vi skal med vore 10 Knob.
Telegrafisten fortalte os jævnligt, at Englænderne stadig var tossede. Luften svirrede af Telegrafi. Derimod var „Königsberg“ blevet tavs, hvad vi var meget glade for. Vi havde imidlertid en tydelig Fornemmelse af, at den havde telegraferet tilstrækkeligt til at ødelægge alle vore Chancer.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Anker Nissen fortæller:
Om bord på skibet havde vi en hemmelig radiostation, anbragt i et rum under kaptajnens kahyt og hvortil adgangen var skjult af kaptajnens servante, der havde dobbeltbund.
Vi fik en nat over radioen ordre til at anløbe en af koloniens havnebyer Tanga den 14. april ved daggry. Vi var uvidende om at den telegrafkode, som blev anvendt, var kendt af englænderne og at vi derved var blevet opdaget.
Nu kom der en spændende nat. For fuld kraft, med slukkede lanterner, ingen måtte ryge, gik det mod den østafrikanske kyst. Alle var på vagt, og enhver skulle melde så snart eventuelle blokadeskibe var i sigte.
Nis Kock fortæller:
Der er to Dages og én Nats Sejlads fra Fredens Ø, Altapraøen, hvor Skildpadderne gaar nede paa Havbunden, til den sumpede og sandede afrikanske Østkyst. I disse to Dage og én Nat blev der bandet mere om Bord end paa hele den øvrige Rejse sammenlagt, og det var lige fra øverst til nederst. Der er heller ikke nogen Tvivl om, at der blev svedt mere. Der blev sejlet for fuld Fart hele Tiden, og det var ingen Spas for os nede i Fyrrummet. Men det, der navnlig bragte Sveden frem, var den tavse Spænding, som steg fra Time til Time og gjorde en Ende paa det fredelige, dagligdags Liv om Bord. Den var meget højere — og her hjalp den stegende Varme vel ogsaa til — end da vi gik gennem Blokaden i Skagerak, for dengang havde vi kun lige begyndt, men nu havde vi næsten fuldført vort Arbejde, og nu kunde et eneste Uheld ødelægge det hele.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.
Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.
Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.
Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.
Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.
— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.
— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.
— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.
— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?
— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.
— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.
— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.
— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.
— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.
— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.
— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.
— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!
— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.
Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …
— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!
— Hvad gik den Ordre ud paa?
— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.
— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg. — Langt til Søs, svarede Telegrafisten. — Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.
Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.
Hans Matthiesen, Gejlaa, gjorde krigstjeneste på Østfronten
I Februar 1915 blev jeg indkaldt for anden Gang og kom med en Transport fra Flensborg til Altona. Blandt Kammeraterne var vi otte Danske, som hurtigt fandt hverandre og dannede en Familie for sig. Snart hed det, at vi skulde til Østfronten, og det vilde vi ogsaa hellere, for det kaldtes for at gaa paa Aftægt. Paa Vestfronten havde vi været, og det var alt for „ruppig“.
Sidst i Marts Maaned, paa en Langfredag, afgik Transporten, først til Königsberg og efter et Par Dages Hvil videre til Narevfronten, hvor vi gik i Stilling lige over for Lomza. Her blev vi tildelt Landeværnsregiment 31, 7. Komp.
Jeg gik hen til vor Hauptmann og bad om, at vi 8 Landsmænd og gamle Kammerater maatte faa Lov at blive sammen i en Gruppe. — Hvad er I da for Landsmænd? — Vi er Nordslesvigere. — Se, her skal I høre, henvendte Hauptmann sig til de øvrige Kammerater, det er vel nok Kammeratskab. Selvfølgelig skal I blive sammen, og I skal endda nyde den store Ære at blive mit Kompagnis 1. Gruppe. Vi tales ved i Morgen.
Den næste Dag blev vi kaldt ind paa Skrivestuen og maatte her oplyse, hvor vi var fra.
Jeg var altsaa fra Aabenraa Amt. — Nej se, sagde Hauptmann, der er jeg ogsaa godt kendt. Kender De Landraaden der? — Javel, Hr. Hauptmann. — Hvad hedder han? — Landraad Simon.
Nu først gik der et Lys op for mig. Af andre havde jeg hørt, at vor Kompagnichef ogsaa hed Simon. — Det er maaske en Slægtning til Hr. Hauptmann? — Ja, Kammerat, det er min Broder, og det glæder mig at have Folk fra min Broders Amt i mit Kompagni. Naar I har noget paa Hjertet, saa kom kun til mig, jeg ordner her alt paa bedste Maade.
Se, det var vel nok en Hauptmann, den bedste, jeg har kendt i de 6 ½ Aar, jeg har spillet tysk Soldat.
Stillingen her var rolig, der faldt ikke et Skud hver Dag, og vi stod kun om Natten i Skyttegraven. Om Formiddagen sov vi, og om Eftermiddagen spillede vi Kort.
Alt gik selvfølgelig paa Dansk os imellem, og det passede ikke Løjtnant Thies, der laa i en Bunker lige ved Siden af os.
En Dag kom han hen til os og spurgte, om nogen af os var Medlemmer af den tyske Forening for Nordslesvig. — Nej, det var ingen af os. — Det var dog mærkeligt, det skulde I da alle være! — Hr. Løjtnant, sagde jeg, af hele den nordslesvigske Befolkning er ikke 10 pCt. Medlem af den tyske Forening, den er alt for politisk.
Vi fortalte ham saa mange af de Hændelser, der var sket, særlig om de Hjemløse, og han fik ogsaa Mads Egholms Lidelseshistorie. Men det vilde han ikke tro.
Da vilde han rigtignok komme herop efter Krigen og forhøre sig, om det var sandt, thi han var Formand for den tyske Forening i Hamborg. Vi indbød ham saa til at besøge os og gav ham vore Adresser.
Men saa kom det, han egentlig havde paa Hjerte. — Jeg synes, I som tyske Soldater skulde tale Tysk,, det vilde sømme sig bedre for jer. — Kender Hr. Løjtnant ikke den skønne Sang „Lied der Muttersprache”. — Jo, den kender jeg godt, jeg er Lærer ved en Skole i Hamborg. — Men saa maatte det, der staar i denne Sang, ogsaa gælde for andre Folks Modersmaal.
Han blev imidlertid ved sit og ønskede, at vi i Fremtiden talte Tysk, for det sømmede sig bedst for en tysk Soldat.
Og saa gik han.
Vi holdt saa Krigsraad og enedes om at blive ved med at tale Dansk.
Nogle Dage efter kom han igen, og nu lød det i Kommandosproget: „Jeg forbyder Dem at bruge „das dånische Geplauderei” Yderligere meldte han os til vor Hauptmann.
Atter holdt vi Krigsraad og besluttede at afvente, hvad vor Hauptmann vilde gøre. Vi talte stadig Dansk.
Nogle Dage senere, da vi igen sad og spillede Kort, kom Løjtnant Bakkeberg fra 3. Afdeling af vort Kompagni hen til os. Vi stod op og hilste, men han bad os sætte os og spille Spillet til Ende først. Det gjorde vi saa. Og saa fortalte han om Løjtnant Thies’ Krav til vor Hauptmann, at denne skulde forbyde os at tale Dansk og evt. fordele os med en Mand i hver Gruppe, saa holdt det nok op af sig selv. — Men ved I saa, hvad Hr. Hauptmann sagde: Han sagde følgende: Det er den bedste Gruppe i mit Kompagni, og saa længe de gør deres Pligt, som de har gjort indtil nu, kan de for mig tale, hvad de vil. Se, Løjtnant Thies, vi skal ikke ærgre Folk til ingen Nytte.
Og dertil føjede Løjtnant Bakkeberg: Men nu skal I ikke drille Løjtnant Thies for det.
— Tak for det, sagde jeg saa. Men med Forlov, er Hr. Løjtnant ogsaa Nordslesviger? — Nej, Kammerat, jeg er Hannoveraner, men jeg interesserer mig meget for det danske Folk. Jeg har læst meget om mine og Eders Forfædre, hvordan de hjalp hinanden med at besejre Venderne, og det er dem, Europa kan takke for, at de slap for Vendernes Herredømme. Hvis Bismarck ikke havde røvet vort Land, ligesom han røvede Eders, saa havde vi nu haft en dansk Prinsesse til Dronning. — Ja, Hr. Løjtnant, saa havde vor smukke Prinsesse Thyra været Dronning i Hannover. — Naa, ved I ogsaa Besked med det? — Ja, det gør vi da rigtignok.
Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere udgav 1941-1972 en årbog. I DSK’s røde årbøger står mange små, udaterede anekdoter fra krigens tid. Denne er fra DSK-årbogen 1944.
I Krigens første Tid blev Blindgængere, som blev fundne bag Stillingen, omgivet af et solidt Pigtraadshegn, og saa blev der sat et Advarselsskilt op.
To gæve Landstormsmænd, som nu ikke just havde opfundet Krudtet, fik en Dag Ordre til at indhegne en saadan Blindgænger. Ankommet til Stedet, opdagede de imidlertid, at de havde glemt en Hammer til at ramme Pælene i med. De var imidlertid ikke raadvilde. De blev enige om, at Blindgængeren godt kunde bruges til det Stykke Arbejde. Efter at Pælene var rammet ned og Pigtraaden draget, blev Blindgængeren meget forsigtig lagt indenfor Indhegningen, og saa blev der opsat et Skilt: »Vorsicht! Blindgänger!«.
Niels Lustrup fra Aabølling ved Frifeldt gjorde krigstjeneste ved Bataljon 36, en reservebataljon, på Vestfronten.
Foraar et 1915 var kommet med mildt, ja, næsten sommerligt Vejr. Bataillon 36 ligger stadig i Stillingen ved Diksmuiden. For Tiden ligger Bataillonen dog i Ro i de gamle Kvarterer i Vladsloo. Mandskabet nyder rigtig Friheden efter den sidste seks Dages Tur ude i Stillingen. Solen skinner atter, Humøret er hos de fleste steget et Par Grader, akkurat ligesom Varmen. Overalt høres Kammeraternes muntre Latter.
Der er sket noget nyt hos Staben, siden vi sidst var i Ro. Vor gode Gamle har lagt sig et Par Hundehvalpe til. Gud maa vide, hvor han har faaet fat i dem; men Fakta er altsaa, at han har dem. Kaptajnen har sammen med Mertens, Oppasseren travlt med at faa de uartige Hvalpe dresseret; endnu har de to Dressører ikke naaet at faa Dyrene gjort „stuerene”, som de mere fine vist kalder det. Dét skal kort bemærkes, at Kaptajnen allerede har givet de uartige Køtere Navne. Han har døbt dem „Vlads“ og „Loo“, efter Byen her. Under vilde Hyl og Bjæffen farer de rundt i Haven, medens Kaptajnen højlydt giver sig hen i Legen med dem. At det gaar ud over Willi Franks Løg og Bede, skænker han ikke en Tanke. Han morer sig.
Ved Bataillonen er der ingen, der kunde finde paa at fortrædige de to Hvalpe. — Ak nej! — Men en lille Spøg kan man godt være med til.
Er det ikke ham Heine, der siger noget lignende som: „En god Spøg paa Tid og Sted er ikke til at forkaste”, bemærker Hein Witfoot, en af de gamle, som de gerne ser, at vi andre benævner dem. Det er en Dag over Middag. Maden er sat til Livs, og de sidste af Kammeraterne er ved at gøre Kogekarrene xene. De fleste er dog allerede krøbne i Køjen for at faa en lille Lur til at modstaa Nattens Anstrengelser med. Arbejdstjenesten i Nattens Mulm og Mørke kan være ret anstrengende. Ude: fra Gaden lyder der pludseligt stærk Hundeglam.
Hannes Tidemann, der har kastet et Øje ud af Døren for at se, hvad Grunden kan være, udbryder nu: „He-hej, Kammerater, nu ska’ vi ha’ Sjov for! Det er Hundene, og han farer hen til sine Sager, og lidt efter staar han parat med sin Kogekedel, hvori han har en Rest af Middagens Bønnesuppe. Nu kommer Hundehvalpene nærmere, og da de naar hen til vort Kvarter, begynder Hannes at friste dem med Maden. Hvalpene standser virkelig op i deres Leg, og lidt efter har han narret Hundene ind i Stuen, og snart er de i Gang med Bønnemaden.
Ikke et Øjeblik for tidligt. Snart høres en Raaben og Kalden oppe fra Bataillonskvarteret. — „Vlads og Loo. — Hvor er I!“ Vi linder Døren lidt og ser til vor store Forbavselse, at det er Gamle selv, der i ikke forskriftsmæssig Paaklædning er paa Vej ned ad Gaden for at finde sine to Kæledægger, der jo saa let kunde komme noget til. Igen og igen kalder han og stikker af og til Hovedet ind ad de aabentstaaende Døre, naturligvis uden at faa noget positivt ud af det. Oppe, hos os morer vi os kosteligen.
Kaptajnen farer forbi vor lukkede Dør, og da han er godt forbi, lindes hos os atter Døren. Saa — nu kommer Mertens, Kaptajnens Oppasser, ogsaa til Syne. Mertens er gnaven. — Saadan at skulle forstyrres af et Par Køtere i sin søde Middagssøvn. Sindig kommer han luntende bagefter sin Herre og Mester, der nu er naaet ned til Byens anden Ende, hvorfor han vender og kommer bekymret raabende tilbage. — „Aah, mine søde Dyr. Hvor kan de dog være”.
Mertens er nu kommet nærmere. Frantz Mäger viser den ene af Hvalpene frem. — Naa, saadan, — I Lømler! lyder det fra Mertens, da han faar Øje paa Hvalpen; Mertens sætter yderligere Farten ned. — Ikke et Ord, Mertens, udbryder Hannes med et lunt Blink i Øjet. Mertens, Mertens! — Mine Hunde, raaber Kaptajnen længere nede. „Die Hunde …“, længere naar Oppasseren ikke, før han afbrydes af Kaptajnen, der nu næsten brøler: „Hold Kæft — Mand! Se at faa fat i de arme Dyr; Hvis ikke du finder dem snarest, faar du din Afsked, Fertig!“.
Hannes Tidemann finder nu, at Spøgen havde varet længe nok, derfor gaar han bærende paa den ene Hvalp ud paa Gaden og kalder: „Hr. Kaptajn! Hr. Kaptajn!” Her er Hundehvalpene. Vi har lige fundet dem ude i vor Have, hvor de løb rundt og legede.
At det kunde falde Kaptajnen ind at tvivle paa Hannes’s ikke helt sandfærdige Historie, skulde vise sig at slaa til. Kaptajnen kommer leende og ser saa glad og lykkelig ud. Næsten havde han omfavnet os alle. Kære, kære Venner! Mine søde Unger. Han staar og klapper Hvalpene og er saa glad, som om han havde vundet det store Lod i Lotteriet.
— „Hør, sagde endelig den Gamle. Kære Venner, hvad skal jeg nu byde eder? — Øl! var der en eller anden der foreslog. — Øl! siger Kaptajnen; ja, det har I ærligt fortjent. I kan gaa om i Kantinen og drikke et Glas Øl paa min Regning. Har I forstaaet!
Javel, Hr. Kaptajn, sagde Frantz Mäger paa alles Vegne.
Saa listede Kaptajnen og Mertens af med de to Hundehvalpe. Lidt efter sidder vi bænkede i Korporal Harms „Bude”. Hver af os er forsynet med et dejligt koldt Glas Øl, — Belønningen for vor lille Spøg med Kaptajnens to søde Dyr.
Parsefal-luftskibet PL25, Tønder. Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum.
Det første luftskib ankommer til luftbasen i Tønder. Der er tale om et Parsefal-luftskib med navnet PL25, som får til huse i luftskibshallen “Marine”. Luftskibet er produceret af Luftfahrtzeug Gesellschaft i Bitterfeld og fløj sin første tur 25. februar 1915. PL25 har en længde på 112,5 m og en gasvolumen på 14.000 kubikmeter, men trods sin størrelse og modsat Zeppelinerne har PL25 ikke noget indre skellet af aluminium.
Læs mere om luftskibet på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum her
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
Den anden af Luftskibsbase Tønders to haller med kaldenavnet “Joachim” er nu færdigmonteret og klar til at modtage et luftskib. Hallen er 180 m lang, 40 m bred og 32 m høj, og består af et træbeklædt jernskelet. I begge ende af hallen er store skydeporte og et dobbelt skinneanlæg, der rækker 200 meter ud i terrænet og skal bruges ved bugseringen af luftskibene. Ad et sidespor fra jernbanelinjen Tønder Skærbæk kan luftskibene forsynes med brændstof, brint og ammunition.
Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.
M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa
(… fortsat)
Med mellemrum tog Hauptmann Knudsgaard ned til sin gård for at se til bedriften, og han rejste altid med den daværende småbane (æ Kleinbahn) fra Aabenraa. Engang havde der været en orkanagtig storm, som havde revet slemt i taget på hans gård. Da Hauptmann Knudsgaard ankom til Barsmark station, holdt sønnen der for at køre sin far hjem, og da Knudsgaard steg ud af toget, fik han til stor morskab for de omkringstående at vide: »Vater, wir haben gestern den Flyvtækker gehabt«.
Min soldatertid i Aabenraa var ellers den bedste, jeg har haft under hele krigen. Jeg havde fået min cykel ind til byen. Den stod nede i gården hos Holger Fink. Så var det så nemt, når tjenesten var slut, at tage en tur hjem til far og mor. Det var ellers ikke tilladt, da man ikke måtte fjerne sig uden for byens grænser. Men den risiko tog jeg.
Men ak, — hvor længe var Adam i paradis? Efter tre ugers forløb fik vi meddelelse om, at der skulle en transport af sted. I Flensborg blev der altid spurgt, om der meldte sig nogle frivilligt, og ved den tid var der endnu flere end nok, som var krigsbegejstrede.
Men til dem hørte jeg nu ikke, og jeg holdt mig altid beskedent i baggrunden. I Aabenraa var vi — som før nævnt — kun to kompagnier, og da der skulle en større transport af sted, slog de frivillige ikke til. De tog derfor omtrent alle, der var K.V. [“krigsanvendelige” /RR] — endda nogle, som allerede en gang havde været ved fronten.
Vi blev derfor nyindklædt nede i Fiskergade, der, hvor nu Ansgar-klinikken ligger. — Aabenraa-damerne havde lavet muffediser, mavebælter, knævarmere og mange andre rare sager til os; og da militæret også forsynede os med varmt tøj, regnede vi med, at nu gik det af sted til Rusland.
Den 20. marts var vi færdige til at tage af sted. Vi var opstillet på Storetorv, og efter at kompagniføreren havde holdt en tale til os om at gøre vor »pligt og skyldighed for kejser og rige«, gik det gennem de snefyldte gader til banegården.
Det var den første transport, der udgik fra Aabenraa, og Aabenraa-damerne overøste os med gaver i form af chokolade, cigarer og mange andre gode sager. Mange var taget ind til byen for at tage afsked med deres mand, søn, bror eller kæreste. — Og for mange blev det det sidste farvel …
På Rødekro banegård skulle vi ledes ind på hovedsporet. Her var far og min morbror mødt op for at tage afsked med mig. For far må det have været særlig hårdt, da han et halvt år tidligere på samme sted havde taget afsked med min ældste og eneste bror, som straks i krigens begyndelse faldt i Frankrig.
Transporten gik ikke til Rusland, men til vestfronten. To dage senere lå vi i skyttegravene ved Verdun.
M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa
(… fortsat)
Kompagniets køkken var indrettet nede på Maden, der, hvor nu anlægget ved amtshuset ligger. Med vor madskål under armen blev vi så ført delings- eller gruppevis ned til køkkenet. Efter at vi havde fået udleveret vor mad, kunne vi spise den i et tilstødende lokale — gymnastiksalen.
Nu var maden, vi fik i Aabenraa, ikke så god, som den, vi fik i Flensborg. Og når vi en dag fik noget, som jeg ikke »gist haej«, gik jeg ind i hotellets restauration og fik min middagsmad der. Krauses var nogle rare værtsfolk, og i køkkenet hjalp Grete Børk fra Rødekro til. — Det traf sig mangen gang, når jeg sad og spiste, at Grete stak hovedet gennem køkkenlugen og spurgte: »Nå, Mathis, — har I haej en stram tue edaw?«
Vor kompagnifører var Hauptmann Knudsgaard fra Barsmark, som samtidig var garnisonskommandant. — Senere blev han major. Han var en ældre herre, — som på den tid vel har været omkring de 65. Han havde gjort krigen 70-71 med som ung løjtnant og havde ved verdenskrigens udbrud meldt sig som frivillig. Han havde sit kvarter på Hotel Danmark, og ret meget mærkede vi ikke til ham, udover at han hver morgen hilste på sit kompagni med »Guten Morgen, Leute«, hvorefter han overlod sin hest og sit kompagni til løjtnant Fuchs.
Hver formiddag havde vi marchture i Aabenraas skønne omegn — Aarup, Løjt og Brunde o. s. v. Når vi kom op over Skedebjerg bakke ved Skovgård, kunne jeg se mors skorsten ryge på gården derhjemme i Dybvad, og jeg sendte sikkert mange venlige tanker til den hjemlige atmosfære og kødgryderne på mors komfur.
Når vejret var meget dårligt, blev vi ført ned i karantænestaldene ved havnen, som på den tid stod tomme. Her blev vi fordelt korporalsvis i de forskellige stalde, hvor vi øvede geværgreb, bajonetfægtning m. m. Ude i de lange sidegange øvede vi strækmarch, så det slog gnister fra de sømbeslåede støvler, mens feldwebelen stod og skældte ud og førte et sprog, som ikke egner sig til at gå i trykken. Men nu havde vi vænnet os til den prøjsiske militærtone. Det bed ikke mere på os.
En dag fik hele belægningen på »Stadttheater« eftereksercits. Årsagen var, at en rekrut var røget uklar med sin foresat. Og efterspillet blev, at vi alle måtte træde an til en stroppetur. Denne foregik nede på markedspladsen. Og dengang var markedspladsen hverken belagt med skumgummi eller pænt asfalteret. Den var brolagt med store, toppede brosten, så det var nu slet ikke den rene spøg. Det foregik efter kommando. Løb, fald ned, løb, fald ned, o. s. v.
Nu var pladsen jo ikke omgivet af en mur som på kasernen i Flensborg, og det varede da heller ikke længe, inden der havde samlet sig mange tilskuere rundt om pladsen. De begyndte at råbe og huje og kom med skrappe bemærkninger. — Til sidst har delingsføreren nok syntes, det var bedst at holde op for ikke at komme i alt for stor miskredit hos befolkningen. Måske har han også syntes, at det var meningsløst at straffe 100 mand, fordi en enkelt havde forset sig.
Fra Hauptmann Knudsgaards tid går der mange små anekdoter, hvis rigtighed jeg dog ikke tør indestå for. En dag, mens kompagniet var ude på øvelse og var ved at forlade en mark, skal han have sagt: »Der letzte Mann macht das Lejgaf zu!«.
Som allerede sagt, havde han sit kvarter på Hotel Danmark, hvor de løj tinger og barsmarker bønder spændte fra, når de kom til »Stajs«. Nu skete det, at Hauptmann Knudsgaard stod omringet af en gruppe officerer, da en gårdmand hjemme fra Løjtland kom forbi og nok så frejdigt hilste »Godaw, Jep«. Men da »Jep« just befandt sig i så fint et selskab, kom dette ham ikke rigtig tilpas, og han skal have snerret: »Ich will das Jeppen nicht haben!«
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle fragte våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod skibet Wilhelmshafen.
Efterhaanden som vi nærmede os Ækvator, blev Opholdet under Dækket en uudholdelig Plage, som desværre skulde udholdes alligevel. Frivagterne mødtes nu forude, hvor de sov, hældte Vand paa hinanden, og om Aftenen, naar der kom en Smule Kølighed, dannede vi et Sangkor, der havde til Opgave at holde Humøret oppe hos den varmelidende Besætning.
En af Matroserne havde en Harmonika, som han behandlede med megen Fingerfærdighed, baade naar det drejede sig om danske og om tyske Melodier, og vi andre sang til. Det var navnlig de danske Sange, der maatte holde for, og medens Delfinerne dansede for Næsen af Skibet og Dækket glødede af Varme og Sangerne svedte, saa det løb ned ad dem, lød de fleste af Tonerne i „Danmarks Melodibog“ ud over den blikstille Havflade. Sandsynligvis hørte nogle af Sangene til de forbudte, men „Kronborg“ var et frit Skib, og de lod sig meget vel synge.
Paa den Tid var „Skamlingsbanken“ paa sin Sejrsgang naaet til Grænsen og var gaaet over den. Heller ikke Nordslesvig var blevet skaanet, ja, saa langt som til Kiel var den naaet, og nu blev den baaret videre over Atlanterhavet for senere hen at krydse det indiske Ocean og engang at blive nynnet ind i Ørene paa Beskyttelsestropperne i Østafrika, der ikke havde nogen Mistanke om, hvor den paagældende Banke laa.
„Skamlingsbanken“ blev denne Hejses Melodi. Naar jeg nu en sjælden Gang hører den, saa vandrer Tankerne tilbage til „Kronborg“ s Fordæk, hvor vi sad i en Klynge omkring Harmonikaen og sang, saa vi svedte derved, de sødladne Ord til den smægtende Melodi.
Jeg har tumlet mig i Leg paa Skamlingsbanken, Skamlingsbanken, Barndomshjemmet langt herfra.
Det var Rejsens Favoritmelodi. For mig og for mange af de andre havde Skamlingsbanken en bestemt Betydning, men de andre interesserede sig blot for Melodien og de sentimentale Ord.
Vi passerede Ækvator ganske formløst. Den eneste Liniedaab, der fandt Sted, formede sig paa den tvangfri Maade, at Telegrafisten hældte en Spand rød Maling ned i Hovedet paa en af Fyrbøderne, da han kom op fra Vagten. Den Farve, som han anvendte, viste sig at være ganske overordentlig holdbar og forfulgte sit Offer langt ind i det mørke Afrika, hvor man oprigtigt troede, at han var født rødhaaret.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod de Wilhelmshafen og gennem den britiske blokade via Nordatlanten blev kursen sat mod syd.
Vejret blev lunere. Det skete nu saa pludseligt, at man næsten kunde mærke Forskel paa det fra Vagt til Vagt. En Dag fik jeg at vide af Styrmanden, at vi nu befandt os i den sydlige Del af Biscaya-Bugten. Vand er Vand, og Hav er Hav — Bugten saå ikke anderledes ud end det øvrige Hav, vi havde sejlet igennem, kun syntes jeg, at Vandet var lidt mere blaat, og Himlen var næsten altid klar.
Jeg havde hørt om den spanske Sø, at den skulde være meget urolig, men den gjorde et overordentlig fredeligt Indtryk, da vi sejlede igennem den med en støt Fart paa 8-10 Sømil. Det var her, at der en Dag ved Middagstid blev raabt ind til os: — Det vrimler med franske Jagere forude — lad være med at tørne alt for hurtigt ud. De har os i Kikkerten.
Det sidste Paabud var jo ikke saa let at overholde, men blev det dog saa nogenlunde. Een for én drev vi op paa Dækket og saå en Eskadre paa 6-7 hurtige Jagere stryge lige imod os. Jeg saå paa de smukke, slanke Baade, der væltede Vandet til Side saa hurtigt, saa det stod som Skumsøjler paa begge Sider Boven. Jeg saa op mod Kommandobroen, hvor Kaptajn Christiansen stod alene og saa ud mod Franskmændene uden at bruge sin Kikkert.
Der var stille som i en Kirke paa Dækket, og de fleste nøjedes med at skele efter Jagerne med et halvt Øje, medens de foregav at bestille et eller andet paa den Plads, hvor de nu stod.
— Klar til Hilsen med Flaget! raabte Kaptajnen, og jeg saå nu, at en Matros stod med Flaglinen i Haanden, rede til at udføre Ordren.
Jagerne naaede og gik forbi os uden at mindske Farten, og netop som Førerskibet var lige paa Højde med os, sænkede Dannebrog sig til en yndefuld Hilsen, der blev besvaret af Trikoloren paa den første franske Jager. Nu manglede det egentlig blot, at Kaptajnen havde prajet dem og ønsket dem god Rejse.
Jeg saa mig omkring og bemærkede det ene smørrede Smil i Færd med at bryde frem efter det andet hos mine kære Kammerater og Arbejdsfæller. Selv maatte jeg et Øjeblik vende Ryggen til de franske Skibe for at skjule min Munterhed. Men nægtes kunde det jo ikke, at Hjertet bankede et Par Slag for hurtigt lige efter den Oplevelse. De franske Skibe foretog forskellige Manøvrer, da vi havde faaet dem en Sømil eller saa agterud, og vi tabte dem hurtigt af Syne. Det var som en Fugleflok, der var strøget forbi Skibet.
Uden at ændre sin Kurs med saa meget som en Brøkdel af en Streg holdt „Kronborg“ sydover, medens Jagerne forvandledes til høje Røgsøjler agterude og til sidst svandt sammen i en Sky af sort Røg.
— Aa Gud, hvor vilde de ærgre sig, de franske Sataner, hvis de vidste, hvad de har ladet slippe forbi, grinede Karl Sørensen ubehersket, medens Tømmermanden faldt ind som den altid tilstedeværende naturlige Modvægt mod ungdommelig Kaadhed:
— Grin nu ikke for tidligt, min Dreng, der er lang Vej til Kap det gode Haabs Forbjerg, og derfra er der ogsaa et godt Stykke Vej til Østafrika.
Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.
Tegningen af landsbyen Krytlaka af Iver Henningsen 1915.
“Krylatka, 25. februar 1915
Til I kære hjemme!
Så er vi komne så vidt. Hvor længe det varer, ved vi ikke. Vi er jo et farende folk og kan hver øjeblik få marchordre. I aftes da vi allerbedst efter en lang march havde lagt os til rette, blev vi jagede ud af artilleriet og måtte søge nye kvarterer. Jeg vil forsøge at sætte kortfattet vore oplevelser ud af hinanden. Alt må vi jo ikke skrive, og det har jeg jo også skrevet på postkort.
Den første tid var en tid på savn og streng arbejde. Det var en forandring at se det lystige sanitetskorps blive til rolige og alvorlige mænd. Vi vidste alt for godt vor svaghed, da vi vare på feltlazarettet. Havde russerne haft anelse derom, kunne de rolig have taget os til fange uden betydelig modstand, men deri ligge just tyskernes snuhed. Som jeg har beskreven, kom omsider forstærkningen og friheden. Nu kom tre dages streng march, før vi fik forbindelse med kompagniet, hvor jeg fik syv breve, tre kort, to pakker med cigarer fra Peter. Dog er det en utaknemmelig artikel at sende, de går alle itu. Scheg og skrå kan bedre lade sig sende. Forplejningen har i de sidste dage været storartet, mere som vi har kunnet spise. Kakao om morgenen, flæsk til frokost, god middag, te med rom om eftermiddagen, Edammer-ost og suppe om aftenen. Det er alt, hvad man kan forlange, men der er også bleven forlangt meget af os. Heldigvis har jeg haft det godt med fødderne, også maven er i god orden.
Alt på tysk grund er fuldstændigt afbrændt og udplyndret. Smukke byer med elektriske strassenbaner, store hoteller, varehuse, kirker er en stor grushob. Russerne har også i deres egne byer dreven beboerne ud og plyndret alt spiseligt. Skarnsstreger for ikke at sige grusomheder er dagens tema. Al respekt for den tyske soldat, ingen udskejelser, alt med overlagt mod udfører han sine gerninger. Russiske sårede bliver behandlede som vore egne. De undrer sig over det, da de i deres uvidenhed kun kender germanen som et vilddyr.
Jeg fører udførlig dagbog, det er ikke tilladt, men går nok. Kall og jeg er, så vidt vi kan, altid sammen. Der fortælles at russerhæren er fuldstændig sprængt. Vi får intet at vide, men I må jo have det i eders blade. […]
Der tales jo meget om vi snart er færdige her, dog ved ingen noget bestemt. Vi kunne alle nok have lyst at komme til Frankrig. Fra Axel har jeg haft et kort, han mener også, at vi endnu kommer derover. Russerne har vi svært i maven nu. Det er et nederdrægtigt kor, de ligger for deres helgenbilleder og beder, og i næste øjeblik skyder de i baghold en eller anden ned. Bliver de fangede – straks en kugle og han er væk. Der gøres kort proces med de hunde, de er ikke bedre værd.
Nu skal jeg hen at hente flæsk til korporalskabet. Nu får I, så vidt jeg kan, kort hver dag. Nu Gud være med eder alle, dig, børnene, fader og alle som er vore venner og bekendte. Det gør mig ondt for Giortz, men værre har vi hørt her af familiefædre, som har måttet dø i hænderne på os. Nu med Gud en venlig hilsen fra Rusland
Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Klokken 1/2 8 den 23. gennem Rajgrod til Augustow, en stor by men i den grad overfyldt af militær, at hestene stod i stuerne og betragtede gennem de ituslåede vinduer det brogede virvar på gaden. Her var Kall og jeg på eventyr. Vi havde opdaget, at en af vore herrer underofficerer – en vi alle havde et venlig øje til – havde ved uddelingen aftenen i forvejen tilegnet sig fire dåsekonserver, som han havde gemt i en ambulancevogn. For at få fat i dem, meldte vi os frivillig på vagt, og imens Kall stod post, hentede jeg dåserne ud og opbevarede dem foreløbig ved møddingstedet. Vi vidste, at han ville komme ved den tid, og rigtig, alt var i orden. Han kom hen til os med den bemærkning, at han gik til vognen for at hente fire konservesdåser til officererne, som lå der (Der har ingen lov at komme til vognen uden, at vagten er med). Stor var hans ærgrelse: Sagen skulle meldes. Det vidste vi nok, at han hverken kunne eller ville, og konservesen forsvandt i vore tornystre.
Kvarteret var koldt og lejet hårdt på det bare gulv, men sove gjorde vi dog, og om morgenen gik turen videre. Først passerede vi en endnu ikke færdig kirke, som var fuldstændigt skudt itu, også store dele af byen havde lidt meget.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til tysk Østafrika
Den næste Morgen laa Nordsøen udbredt omkring os uden et eneste Skib, ja, uden saa meget som en Røgsøjle i Horisonten. Vejret var stille og glædeligt usigtbart, og det maatte jo forbedre vort Chancer, hvis vi havde nogen.
Nu kunde jeg se, hvad det var, Matroserne og Tømmermanden havde haft saa travlt med om Natten. De havde lavet helt om paa Skibet. Bogstaverne var forsvundet fra Skorstenen, der nu var okkergul, og Kommandobroen havde skiftet Form ved, at en Mængde Camouflage var brudt ned.
Men den største Overraskelse var dog Flaget, som var hejst agterude. Nu sejlede vi ikke længer under det tyske Marineflag, men under Dannebrog, det gamle danske Flag, som min Bedstefader havde kæmpet under baade i Treaarskrigen og i 1864. I det lille Kammer, som min Broder og jeg havde, da vi var smaa, hang der to Dannebrogsflag paa Væggen, og jeg kom til at tænke paa dem, da jeg saå dette Slag. Jeg kom ogsaa til at tænke paa min Broder, som nu kæmpede paa Vestfronten, og som jeg sidst havde mødt i Bremen, kort før vi afsejlede fra Wilhelmshafen. Gud ved, hvordan han nu havde det — han var blevet Underofficer og lod meget ivrig i Tjenesten. Han skulde bare vide, at jeg nu sejlede under Dannebrog paa Befaling. Det vilde jeg aldrig kunne faa ham til at tro paa.
Jeg selv havde Besvær nok med at tro det. Jeg tilhørte et Slægtled, for hvilket Drømmen om Danmark var ved at blegne overfor den haarde og klare Virkelighed, som vi saa os Ansigt til Ansigt med i de tyske Kaserner — Tysklands uhyre, uovervindelige Magt. Og nu sejlede jeg under dansk Flag midt under, Krigen!
Andenstyrmand kom hen til mig, og vi talte lidt sammen. Han fortalte, at vi nu sejlede med S/S „Kronborg“ af København, paa Vej fra Sverige til La Plata med Træ. — Ka’ du nu huske det, hvis der skulde komme nogen og spørge dig om det, grinede han.
Jeg talte ogsaa med Tømmermanden om det, og han fortalte mig, at der selvfølgelig fandtes et Skib i den danske Handelsflaade, der hed „Kronborg“ . — Vi kan jo ikke saadan hitte paa et Navn, sagde han, og Englænderne er lige saa kloge som andre Mennesker. De har Papirerne i Orden, og de kender hvert Skib, der løber ud fra de skandinaviske Havne. Den rigtige „Kronborg“ skal sikkert nok være paa Vej fra Sverige til La Plata, og ligger nok i Kattegat nu. Det kan være, vi møder den i Skagerak. Nej, her til Søs er der ikke noget, der gaar paa Slump.
— Ser du, fortsatte Tømmermanden hemmelighedsfuldt, vi har to Telegrafister om Bord, men ikke nogen traadløs, og véd du hvorfor?
Nej, det vidste jeg ikke.
— Det er selvfølgelig, fordi den rigtige „Kronborg“ ikke har Radio — men vi har det alligevel, for hvad skulde vi ellers bruge Telegrafisterne til …
Tømmermanden saa ud til at være uhyre stolt af denne Bevisførelse. — Den ligger nede mellem Kullene i et særligt Rum, som blev bygget, før vi tog Kul ind. Tømmermesteren docerede nu med en stor Pegefinger lige foran min Næse.
— Indgang gennem Kaptajnens Kahyt den høje. Man trykker paa en Knap, og en Kommode svinger til Side som en Dør, og saa er du nede i Telegraf stationen. Lige over Kommandobroen hænger et Billede af Slottet Kronborg, og paa hver Side af det Kong Christian den Tiendes og Dronning Alexandrines Billeder.
— Det er da Løgn, Tømmermand!
— Gu’ er det ikke Løgn — jeg har fortalt mange Løgne, men dette her er den rene og skære Sandhed!
Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
“Den 22. afmarch kl. 9. I Prostken passerede vi grænsen. Prostkener en stor by, hvor grænsen går lige gennem. Byen, den del der hører til Tyskland, er fuldstændig afbrændt og russerhusene står endnu. Altså så vidt er deres skændselsdåd gået, dette røverkor, at brænde og skænde til sidste grænsepæl har altså været målet. Men nu er vi på russisk område, og skal vi måle dem med det samme mål, var jo nu bedst lejlighed at begynde. Dog nej, vi hører til et civiliseret folk og er ikke, som vi bliver kaldte, barbarer.
Om aftenen tog vi kvarter i et forladt russisk gods. Det var næsten tom for alle møbler, men et stort flygel samt senge, borde og stole til officererne fandtes dog endnu. Da luften ikke var ren, og kosakkerne strejfede om i omegnen, blev vi alle i hovedkvarteret med flæsk, pølse, cigarer, cigaretter og rom, som blev fordelt. Det var ekstra gave for trofast udholdenhed i Bobern, samt en skrivelse fra hærledelsen som opfordrede os til i fremtiden at vise den samme kammeratskab og opofrelse. Et hurra for vor fører Hindenburg, og vi havde en gemytlig aften med musik og sang, dertil en lille grog.”
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Ved afsejlingen fra Wilhelmshafen den 18. februar havde alle søfolk fået udleveret civilt tøj og forfalskede papirer.
I den forvirrede Time var hele Besætningen, som ved et Trylleslag, blevet forvandlet fra stramme tyske Matroser til civile Søfolk. Med ét var alt, hvad der lignede Militær, blevet strøget af os. Lille Karl Sørensen druknede i en mægtig Sixpence, mens Tømmermanden var blevet Indehaver af en Kasket med blank Skygge, som han anbragte saa stærkt paa Sned, at ingen kunde fatte, hvorledes den kunde blive hængende. Han stod med skrævende Ben i Færd med at lodde Dybden i de nye Bukselommer, og saa vidt jeg kunde se paa hans Ansigt, var Prøven faldet heldigt ud. I den Tid, jeg havde kendt Tømmermanden, havde han kun ved ganske enkelte Lejligheder haft Hænderne oppe af Lommen, og her saå det ud til, at han havde faaet et Par Lommer, hvor han rigtig følte sig hjemme.
Den kærlige Sjæl, der havde pakket dette Tøj sammen til os, havde arbejdet med en ikke ringe Fantasi og Sans for det maleriske. Min Hjerne arbejdede tungt med en vanvittig Tanke: — Var det virkelig en Depotunderofficer, der havde ført denne Tanke ud i Virkeligheden. Jeg forsøgte at se Manden for mig, men forgæves. Tanken var umulig. Det maatte være hans Kone eller hans Datter. Jeg anede en kvindelig Haand bag dette Udvalg af civile Dragter.
Der var ikke to Mand, som var ens paaklædt. Var Frakkerne ikke forskellige, saa var Uldtrøjerne det, og der var ikke to ens Sixpencer om Bord. Min saå ganske anderledes ud i Bundfarven end Karl Sørensens, og denne var igen forskellig fra Peter Hansens Kasket, og foruden disse tre fandtes der endnu flere Nuancer og en Del saakaldte svenske Sømandskasketter med blank Skygge. Benklæderne varierede lige stærkt i Farve og Snit, og ogsaa Halskludene var forskellige til det forvirrende.
Der blev sagt ikke saa faa Ting om vore nye Uniformer, men endnu mere om de Søfartsboger, vi havde fundet i Lommerne paa vore Frakker og Stortrøjer. De var forfalskede allesammen, og de faa Tyskere, der var om Bord, havde endog faaet falske Navne. Den ene af de tyske Fyrbødere hed nu Bror Johansson, men blev aldrig kaldt andet end Bror, og den anden hed Svensson. Jeg havde faaet Lov til at beholde mit Navn, der aabenbart maatte være blevet betragtet som tilstrækkeligt tillidvækkende dansk, men det øvrige, der stod i Bogen, lod meget tilbage at ønske i Betning af Sandfærdighed.
Saaledes stod der, at jeg var født i Esbjerg, og at jeg havde sejlet lige siden min Konfirmation paa en lang Række Skibe, som jeg end ikke kendte Navnet paa. Det var helt ejendommeligt at se saa megen aabenhar Løgn paa Tryk og med Underskrifter og Attester under, og paa mig, der endnu havde nogen Respekt for det skrevne Ord, var det helt forvirrende at læse denne Bog igennem. Da jeg var færdig, var jeg ikke helt sikker paa, hvilken af de to Nis Kock’er jeg egentlig var — om jeg var den unge, helbefarne Sørøver fra Esbjerg eller den fredelige Maskinarbejder fra Sønderborg.
De andres Bøger saa ikke stort bedre ud. De fleste viste sig at være født indenfor Kongeriget Danmarks Grænser. Vi var et Par Stykker fra Esbjerg, nogle fra Aalborg og Aarhus og en Del fra København. Ogsaa en Marstalmand havde vi om Bord. Telegrafisten, som var fra Hamborg og kunde tale Fransk, var med paa belgiske Papirer, og de fleste Tyskere paa svenske. Kun en eneste Mand om Bord havde en helt sandfærdig Søfartsbog. Det var Svenskeren Karl Sørensen, der var med paa sit eget Navn og paa sin gode svenske Fødebys Navn.
Otto Theodor Wagner var ankommet til fronten i Østpreussen den 11. november 1914 og lå her i stillingskrig indtil den 9. februar 1915. Hans enhed var en del af den 34. Infanteri Brigade i 1. Landwehr Division (tidligere Jakobi), som her lå i stillingskrig ved Angerapp-stillingen (floden) syd for Darkehmen og ned til Angerburg. Den 7. februar 1915 deltog divisionen i Vinterslaget i Masurien, men allerede den 8. er hans enhed på vej til Narew-Bohr linjen.
Den 13. februar havde Oberbefehlshaber Ost allerede givet 8. Armekommandoen anvisning om angreb på fæstningen Lomza og Osowiec. Angrebet på Lomza blev tildelt XX. Armekorps ved General v. Scholtz og angrebet på Osowiec blev tildelt 1. Landwehr Division.
Den 14. februar blev der meddelt, at flere russiske kolonner var i fremmarch fra Kolno mod grænsen, hvilket fik General v. Scholtz til at give befaling om at angribe denne nye modstander. Da hans 37. Infanteri Division var fastlåst ved Myszyniec af en stærk fjende, blev han anvist det 34. Landwehr Brigade fra 1. Landwehr Division, som var ankommet til Johannisburg. Den 16. februar fordrev de fjenden ved Kolno og udbyttet var 700 tilfangetagende soldater fra 1. Kaukasiske Skyttebrigade. Altså helt nye friske tropper.
Den 17. februar om aftenen lå General v. Scholtz med XX. Korps’s 41. Infanteri Division og 1. Landwehr Division’s 34. Landwehr Brigade foran Skroba floden sydøst for Kolno.
I de første dage af 18. og 19. februar var der fremskridt på fronterne. Nordvest for Stawiski gav fjenden efter og rømmede Skroda flodafsnittet. 41. Infanteri Division pressede i bred front ind til nordlig for Maly Polck. 5. Infanteri Brigade og 6. Reserve Infanteri Brigade mødte hård modstand indtil Dobrzyjalowo og Jedwabno. 34. Landwehr- og 5. Infanteri Brigade blev igen understillet 1. Landwehr Division General v. Jacobi.
1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w
Feldpostkort af Strawiski (Stravisky), hvor Otto Theodor Wagner har skrevet: „Staviski ist ein langes eiliges und dreckiges Nest in der Heimat mir alleine kann ich froh und glücklich sein.“
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Den 14. og 15. blev det tøvejr, det er næsten det værste der kan ske, tænk på at jorden er frosset ca. 1 meter så et tykt lag sne ovenpå. Sneen smelter og et par cm af den underliggende Jord, vandet kan ikke komme bort og det bliver et ælte så det er ubeskriveligt.
Vi skulle i det kuperede terræn afskære russerne som andre tropper havde smidt ud af Lück, vejen ind til Rusland. Vi kunne ikke komme frem og så de store kolonner haste efter Rusland til, vi skød på dem med visir 1.400 og det havde jo ingen virkning.
Vi gik over den russiske grænse ved Prostken, her gik grænsen langs ad bygaden, på den tyske side var alt afbrændt, der var mange stenhuse imellem, men på den anden side stod alle usle, stråtækkede hytter ubeskadiget.
Russerne havde nu sat sig fast i Augustowo-skovene, vi opholdt os i Augustowo i et par dage inden vi skulle rense denne uhyre store skov.
10. armé, 2. armé og vort 40. armekorps omringede dette skovområde. Hvad det kostede af anstrengelser – mit regiment fik intet at spise i 48 timer og kun lidt hvile, hvad det kostede af afsavn, træthed, hunger og tørst, for det meste med støvlerne fyldt med vand, til andre tider, selv under march var de frosset stive som trækasser, – med frygtelige snestorme som oftest lige i hovedet og de kunne vare 2-3 døgn.
Tørsten slukkede vi ved at gå yderst i kolonnen og tage sneen ved vejen og putte i munden.
En gang kom vi ind i et sumpområde hvor der efter et par dages tø stod 20 – 30 cm vand, som så igen havde en nogenlunde stærk isskorpe, men som ikke kunne bære os og hver gang vi trådte igennem fik vi en sjat vand i støvlerne.
At vi måtte igennem dette her havde følgende årsag. Da vi kom dertil lå der 76 dræbte tyske soldater der sandsynligvis var gået i et baghold og for at det ikke skulle gå os ligeså måtte vi over denne mose.
Da vi efter lang tid kom i land lagde vi os på ryggen og lod vandet løbe ud af støvlerne og så straks videre, der blev taget 40.000 fanger og masser af kanoner, rifler, ammunition, maskingeværer, minekastere og forplejnings- og forsyningsmateriel, brød skåret i terninger og tørret i store papkasser, tobak, cigaretter uden tobak, the i stænger, tobakken kaldte vi fuglefrø, det lignede det også og det smagte ganske udmærket.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
VINTERSLAGET I MASURIEN – 8. Armé indtager Rajgrod og Lyck, men russerne undgår omringning.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra den 9. til 11. februar havde 8. Armé og dens sydfløj forsøgt at omringe russernes 10. Armé uden held.
Den 12. februar befalede General v. Below, at XXXX. Reservekorps (XXXX.R. på kortet) skulle fortsætte sin fremmarch mod Rajgrod. De øvrige arme enheder skulle følge efter, og nordfløjen skulle dreje sydøst på og kunne regne med støtte af 10. armes højre fløj. Det samlede udbytte for 8. arme siden begyndelsen af fremmarchen var 8000 tilfangetagne, 21 skyts og 34 maskingeværer.
Den ønskede omringning af det III. Sibiriske korps (III. S. på kortet), som stadig hold stand ved Lyck – Rajgrod var ikke lykkedes. Det russiske XXVI. Korps (XXVI.R. på kortet), hvis front havde stået ved Lötzen – Angerburg, havde man ikke set noget til.
Den 13. februar mødte enhederne nordvest for Lyck hård modstand og kom kun langsomt frem. Den resterende armefront kom efter anstrengende march frem til Kowahlen, Filipowo og øst derfor. Natten til den 14. februar rømmede russerne Rajgrod og dermed var vejen mellem Seenkette fri for 79. Reserve Division (79.R. på kortet), som marcherede videre mod Augustow. Men den blev bremset nogle km nordøstlig for Rajgrod. Ved middagstid indtog 2. Infanteri Division og 11. Ldw. Division (2. og 11.L. på kortet) en stærk ødelagt og stadig brændende Lyck. Armeens nord fløj fulgte efter fjenden indtil en linje nord om Gr. Selment søen – Raczki (på den anden sige af grænsen).
Det havde taget 8 dage at indtage den store sø-barrierer Rajgrod – Lyck – Marggrabowa. Det III. Sibiriske korps (III. S. på kortet) havde trods store tab undgået den planlagte omringning. Nu måtte man forsøge at indfange fjenden ved Augustow, som var den sidste mulighed. 8. arme havde angrebet over en 150 km bred front, som nu var indsnævret til en 50 km bred front fra Rajgrod over Sentken til Raczki rundt om Augustow.
Kort: 1915-02-13 LIR84 Die Winterschlacht in Masuren. Die 8. Armee vom 7. bis 14. Februar und die Einkreisung bei Augustow bis zum 17. feb 1915 – bn VII Karte 12b
Den tyske offensiv i Østpreussen fortsætter, men det sydlige fremstød, der nu har retning mod nord-øst for at omringe russerne, støder ved byen Lyck (i dag Elk) på forbitret russisk modstand. Russerne har gennemskuet tyskernes forsøg på at omringe dem, og forsøger nu at forhindre, at den tyske nordfløj forenes med sydfløjen, så de russiske tropper kan undgå at blive fanget af den tyske knibtang. De hårde kampe giver Henningsen og hans kammerater ved Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 rigeligt at se til.
Feldlazaret i Bobern, Østerpreussen. Tegning af Iver Henningsen 1915.
“Vi forlægger nu vor lazaret fra Bobern på rittergut Miechowen. Den 13. opretter vi her vort store lazaret. Jeg får to stuer anvist. Den ene er snart fyldt med fjorten letsårede, mest ben- og armskud. Den anden, hvor jeg selv bliver, otte hårdtsårede. Nu gav det arbejde, alt måtte selvfølgelig ligge i halm på gulvet. Kun [en seng, og den blev] en ung frivillig artillerist lagt i. Han havde begge hænder og hovedet, hovedsaglig næsen, oprevne af en granatsplitter. Staklen, der ikke selv hverken kunne spise eller røre sig, var dog den tålmodigste og taknemmeligste af alle. Jeg skrev et trøstebrev til hans moder. En anden patient, en cand. teolog, havde et hovedskud, hvor hjernemassen lå fuldstændig blottet. I sine evige feberfantasier skreg han stadig efter sin moder, beskyldte mig for en barbar og ville stadig afrive sin forbinding, så vi til sidst måtte binde ham hænderne fast til væggen. En dag da jeg ville give ham noget at drikke, spyttede han mig lige i ansigtet osv. En anden tålmodig ung frivillig havde fem skud, og i sit galgenhumor sagde han til lægen: “Schade ich hätte gerne noch eine gehabt, dann hätte ich doch ein halb Dutzend.“ På hele lazarettet havde vi nu over 400 sårede, alt – selv gange og korridorer – er besatte. Men hvor er min Kall [en god kammerat fra Haderslev] bleven af? Efter et par dage hører jeg først, at han befinder sig på et gods lidt herfra, og sammen med en anden havde over 40 sårede, som de selv havde samlede.”
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Samtidig begyndte så strabadserne hele natten gik vi. I en by vi kom igennem fik vi lov til at stå og hvile på gaden, bøssen blev sat ind under tornysteret for at tage vægten fra skuldrene og så stod vi faktisk på tre ben. Vi måtte ikke lægge randslen, for vi skulle være i fuld alarmberedskab, enkelte kogte kaffe i husene også til os andre, men en times tid efter gik den vilde jagt igen i kulde og sne.
Da vi havde stampet hele dagen i den dybe sne fik vi om natten lov til at gå ind i husene, satte tornystrene op mod væggen, satte os på den med geværet mellem benene og hvilte i to timer, vi faldt straks i søvn, vi var så trætte, slugte lige et par kiks af vor jernportion og så afsted igen.
Vi nærmede os nu et søområde ved Raigrot. Den 12. om morgenen gik vi frem mod en skovkant, som russerne skulle have besat, men da vi endelig ved middagstid gik ind i skoven, var de igen løbet deres vej. Hele vor batallion (ca. 1.000 mand) gik nu med få meters afstand (udsværmet) gennem skoven, men så blev der blæst til samling, højre om og på en skovvej kunne vi igen marchere i kompagnikolonne.
Pludselig kom vore egne husarer bagfra ridende forbi os for at opdage hvor fjenden nu havde sat sig fast, de fik også kort efter føling med ham, idet de blev beskudt fra en Jagthytte der stod på en korsvej, der faldt ingen husarer, men vi infanterister måtte atter frem for at rense omegnen.
Vi fik nu stilling ved en række små søer, hvor fjender sad på den anden side. Her lå vi så og skød på hinanden et par timer, men da så artilleriet var kommet og havde skudt et par salver, stormede vi frem over isen og tog en del fanger og fortsatte ind i skoven igen.
Nu var det russiske artilleri imidlertid vågnet og ville til at standse os, vi dækkede os bag træerne og skydningen hørte snart op.
Den nat lå vi ude i skoven i beredskab i 34° frost, sneen blev først fjernet, isen hugget op, grøngrene lagt på den frosne Jord, to mand tæt sammen tildækket med vores teltdug og så sov vi.
Kl. 2 blev vi vækket, der skulle bruges 10 mand fra hvert kompagni ialt 40 mand til en officerspatrouille. Vi skulle udforske om et teglværk der lå forude var besat. De 40 sorte skikkelser på den hvide sne, blev hurtigt opdaget af russerne og de blå bier fløjtede os igen om ørerne, men om natten skydes der altid for højt, så der blev ingen ramt, da vi løb tilbage, hvor vi kom fra.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
VINTERSLAGET I MASURIEN – 8. Armé fortsætter fremmarchen trods svære vejrbetingelser
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 7. og 8. februar havde 8. og 10. arme indledt en omringningsoffensiv i Østpreussen.
Den 9. februar fik 8. og 10. arme befaling om at fortsætte fremrykningen trods svære vejrbetingelser, hvor forplejningsenhederne ikke kunne komme frem med varme forsyninger. Arme-midten og den nordlige fløj skulle have en tæt føling med modstanderen også ved mørkets frembrud og angribe, hvis den var på tilbagetrækning.
Den 11. februar befalede General v. Below, at højre arme fløj skulle fortsætte fremmarchen for at overhale fjendens sydfløj. Men trods store anstrengelser lykkedes det ikke General Litzmanns tropper – den sydlige fløj af 8. arme – at vinde meget terræn.
½ 1. Landwehr Division, ½ 3. Reserve Division og 10. Landwehr Division (1.L., 3.R. og 10.L. på kortet) nærmede sig Goldap floden, byen Goldap og Romintenschen Heide uden at støde på væsentlig modstand. Men selve byen lod det ikke til at fjenden ville overgive.
Die Winterschlacht in Masuren. Die 8. Armee vom 7. bis 14. Februar und die Einkreisung bei Augustow bis zum 17. feb 1915 – bn VII Karte 12a
Mens den 8. armes højre flanke havde angrebet mod Augustow som hoved mål, måtte de også forholde sig til en længere front ved Narew – Bohr floden. (Til venstre for Lomza hedder floden Narew og til højre for Bohr).
Oberbefehlshaber Ost befalede derfor den 11. februar, at samle en Armekorps i området omkring Szczuczyn – Grajweo. Armekommandoen anvendte følgende enheder: 5. Infanteri Brigade fra 1. Landwehrs Division og 6. Reserve Infanteri Brigade fra 3. Reserve Division. Derudover skulle der ud af fronten tages et af de 3 Brigader, som 1. Landwehr Division var sammensat af, og transporteres fra Angerburg til Rudczanny.
(Det var 34. Landwehr Brigade, som var et af de 3 Brigader omtales ovenfor, som LIR84 var en del af.)
Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915
Det tyske offensiv i Østpreussen fortsætter og den 80. Reserve-Division trænger stadig frem mod øst og med den Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 og Iver Henningsen.
Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 i Bialla, Østpreussen 1915.
“Den 10. videre efter Bialla over Drygallen. Middag på et afbrændt gods. Det var en forrygende snestorm, for os og gevær- og artillerifyr. Vi måtte opholde os i lange timer på chausseen, hverken frem eller tilbage kunne vi komme. Alt havde stuvet sig fast og for stod et hård slag. Vi lavede ild for at opvarme os lidt. Hele natten gik således. Om morgenen gik det videre efter Monethen kro. Ved vejen ligger russer ved russer i alle stillinger. I selve Monethen kro, i en stor bygning var hele kælderen fyldt af fangne russere. Det var her, at vi første gang fik krigens rædsel at se. Sultne og trætte fik vi vort første måltid siden middagen i går. Brødet var frossen, så når vi med sidegeværet slog det itu, sprang det som glas. Også vore foresatte led sult og savn. Vor general Beckmann og adjudant stod forkribrede bag en lade og spiste ris af mandskabskøkkenet.
Men nu kom turen til os, frem at søge sårede. Sneen føg og de stakkels sårede jamrede i sneen. Til middag havde vi 300 sårede, mange døde. Hele natten gik det med afveksling til sygevagt. Kampen rasede videre. Russerne forsvarede sig tappert, dog måtte de foruden hobe af døde og sårede lade 14.000 fanger, 21 kanoner, 14 maskingeværer og uudsigelig munition. Nu var hele russiske hæren opløst og i forvirret flugt.”
Den 80. Reserve-Division trænger stadig frem i Østpreussen og med den Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 og Iver Henningsen.
Udbrændte huse i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
“Videre efter de flygtende russere, som efterlader et brændende, rygende spor. Det er den 9. i Kumilsko, hvor vi holdt middag. På gaden var vor spisesal mellem sammenstuvede mennesker, dyr og vogne ved en sammenskudt kirke. Vi kom videre efter Bialla, undervejs kom en cykellist med melding, at de vare blevne anskudt og en såret. Vi tog så ind på et gods og lavede kvarter. Det var bittert koldt, og russerne havde som sædvanlig slået alle kakkelovne itu. Det blev dog ikke videre til noget, nogle russiske forsprængte kosakker blev fangne og straks skudte. Således kom vi overlang mere og mere ind i det, man kalder rigtig krig.”
