Tag-arkiv: HMS Glasgow

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.

8. december 1914. SMS Dresden: “De er lige i hælene på os”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.

Glasgow og Cornwall mod Leipzig og Dresden

Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Ma­skinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umu­ligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.

– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg.
– Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten.
– Hvordan staar det til deroppe?
– De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden.
– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!

Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.

Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kaste­des til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.

Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Ud­vikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dun­drende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røg­skyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der en­delig var kommet den paa Skudhold.

Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formid­dagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.

Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at øde­lægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?

Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi be­høvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:

– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:

– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glas­gow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.

Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.

– De skærer ud, de kommer ned mod os!

– To mod én, ja, det ligner dem.

– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….

– Lad den bare komme, den skal faa en varm Mod­tagelse.

Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.

– Det er Glasgow.

– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.

– Det er Bristol.

– Officererne siger, at det er Glasgow.

– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….

– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.

En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.

Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstan­der blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.

Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.

– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand plud­selig.

Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.

En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – over­alt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade An­sigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyl­delse af hver eneste Mands hedeste Ønske.

– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!

– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.

– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.

Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.

– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.

– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.

– Den løber, den fejge Hund!

Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,

– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbav­sende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.

Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den til­bage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.

– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matro­sen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.

Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.

Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maski­nernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.

– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgsky­erne langt agterude, men det var maaske kun Ind­bildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engel­ske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Ka­nonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.

Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet end­nu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres ende­lige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.

Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knej­sende Master og rygende Skorstene, myldrende af Lands­mænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gem­mes til?

Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.

Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.

Der letzte Mann
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.

8. december 1914. SMS Dresden på flugt: Der er propfyldt med englænder i Port Stanley!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.

Kurs mod Falklandsøerne

Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.

Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Ha­vet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde for­talt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.

Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med tem­melig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kom­met paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syn­tes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Ky­sten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.

Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyg­gede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kam­meraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde be­tro til nogen.

Saa gik jeg paa Dæk igen.

Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.

Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marine­soldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.

Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uaf­hængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.

Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.

En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, ud­over at vi skulde lystre.

Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.

Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:

– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?

– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!

1. november 1914. Kl. 21:00: “Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.

Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev til­bage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.

Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Foran­dring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.

Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matro­serne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.

– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene.   Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var frem­me. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.

– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kam­meraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.

– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.

Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nær­mere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig ro­ligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Be­vægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:

– Daglig Orden ved Torpedoerne!

Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lys­kasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.

– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.

Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.

Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbej­dede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:

— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …

Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Ma­troserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.

Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.

Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der og­saa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det fryg­telige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.

– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!

Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.

Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Under­gang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.

— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven!   Han smækkede Døren i og for­svandt uden nærmere Forklaring.

Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Bille­det af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.

1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks be­svaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?

En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Mun­den og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde al­drig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signal­piberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:

– Alle Mand paa Fægtningsplads!

Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:

– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig væ­ret der.

– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.

Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.

– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.

Alle stod stille og lyttede.   En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret.   Den gentog sig, og endnu en Gang.

Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styr­bords Bredside.

– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rul­len af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os.   Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, run­gende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:

– Første Salve mod Otranto – for kort!

Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snæ­vert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæ­bende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.

Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!

– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.

Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sam­men for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.

Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Am­munition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der be­gyndte at indfinde sig.

– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.

– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.

Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Sal­verne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!

– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Be­gejstring.

– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.

– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fort­satte Talerøret – det brænder paa Good Hope.

Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.

– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bun­kerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvi­nede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næ­verne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styr­tende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Sti­vere.   Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.

– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Tale­røret.   Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.

– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.

Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.

Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Sal­verne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.

– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Ta­lerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt.   Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme An­sigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.

– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum ry­stede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mæg­tig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas   mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.

Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!

Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glas­gow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.

Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var over­hovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.

Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betje­ningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.

1. november 1914. På SMS Dresden kl. 17:00: Fjenden i sigte!

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?