Tag-arkiv: snigskytter

8. marts 1916. Mathias Petersen ankommer til Elsass

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

Det var vist nok den 5. Marts, vi gik i Stilling. Vi gik fra Vettelsheim om Aftenen, passerede Vinsenheim og kom op igennem Mimsterthal, op til et enligt Hus, som vi tog ind i. Her laa der nogle Straasække. De, der var rappe nok, snappede én. Jeg fik desværre ingen, men maatte nøjes med at ligge paa Cementgulvet, vaad som jeg var af Sved og Snesjap.

Saa kom vor Feldwebel og meddelte: »Sluk Lyset, ellers skyder Franskmændene!«

Ud paa Natten fandt jeg en Bænk, som jeg lagde mig paa; men det var ikke saa godt. Til sidst nøjedes jeg med at sidde paa den.

Næste Dag gik Feldwebelen med os over i Stillingen. Jeg kom til at ligge sammen med en Skarpskytte, og kort efter kom der to Landsmænd til, Chr. Paulsen, Aplevad, og Paul Paulsen, Hatsted ved Husum.

Den næste Morgen blev vi fremstillet for Kompagniføreren. Løjtnanten spurgte om, hvad vi var civilt. Jeg svarede: »Haandværker!« »Saa kan De gaa hen til Haandværkergruppen «, sagde han. Det var lige, hvad jeg ønskede.

Stillingen hed Pavillon. Vi byggede Understande, Stillingen var meget rolig. Vi saa aldrig en Franskmand, og vi skød aldrig et Skud. Kosten var god; men saa kom vi over i en anden Stilling. Der blev Føden meget daarlig. Vi havde næsten intet at bestille. Jeg lavede et Bord for en Feldwebel. I Pavillon-Stillingen mistede vi en Dag to Mand. Den ene dræbte sig selv med en Haandgranat, den anden blev ramt fra Flanken. Vi laa nemlig meget tæt paa Fjenden. I vor nye  Stilling reparerede jeg haandværkstøj og udleverede det til Arbejdsgrupperne.

DSK-årbøger 1958

24. januar 1916. En livsfarlig cigar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den 24. januar var det min fars fødselsdag, og i den anledning havde mor sendt mig en lille pakke med bagværk.

Dagen skulle fejres sammen med stuens kammerater. Jeg havde hentet kaffe fra køkkenet i mit kogekar og havde fået bordet fint dækket, idet jeg brugte »Hejmdal« som borddug, I det øjeblik blev vi
alarmerede. Man ventede angreb fra englænderne, og vi skulle omgående rykke ud i forreste linie til forstærkning.

I en fart puttede jeg kagerne i min brødpose og skuldrede oppakningen. Så tog jeg bøssen i den ene hånd og kaffepotten i den anden og gik mod »fjenden«, der dog heldigvis ikke kom.

Da jeg omsider havde fået mig installeret under de nye omgivelser ude i skyttegraven, varmede jeg kaffen og dækkede bord på ny, men det var nu i selskab med andre kammerater.

Inden jeg lagde mig til ro, hoppede jeg lige op over dækningen, for at besørge et lille ærinde. Et øjeblik efter smækkede et projektil mod et kalkstykke lige ved mine ben, så et til og et tredie.

Jeg så mig om for at opdage, hvad der vel kunne være årsag til dette koncentrerede skyderi, og uden at tænke over det, strøg jeg asken af min cigar.

I samme øjeblik var jeg klar over, at gløden fra min cigar havde været målet. Jeg kom skyndsomt ned …

DSK-årbøger 1960

18. januar 1916. Ved Loretto: Snigskytte med kikkertsigte

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026