Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.
Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.
Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.
Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.
Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.
Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament. Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.
Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.
Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’
Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.
Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.
Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.
Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.
Niels E. Outzen, Hølleskov, gjorde i februar 1916 krigstjeneste på Østfronten i Jäger-Regiment Nr. 19.
Det var paa Østfronten i 1916, omkring 1. Februar. 19. Jæger-Regiment laa i Stilling i Nærheden af Byen Baranowice i Rokitno Sumpene.
At sige, at vi havde det godt her, vilde være at lyve. Kulde og Pløre døjede vi med, og ogsaa Lus og andet Skab sloges vi med, snart mere end med Fjenden, for Russerne holdt sig godt paa Afstand fra os. Vi saa dem nærmest kun om Natten, naar de kom snigende hen mod vor Stilling, og vi maatte jage dem bort med nogle Skud.
En sen Aften stod jeg paa Post i Skyttegraven. Det var en kedelig Bestilling saadan at staa og glo ud i Ingenmandsland. Bitterlig koldt var det ogsaa. — Man undrer sig sikkert ikke over, at jeg mest vendte Næsen den anden Vej. Der stod jeg da og bakkede paa min Pibe og lyttede til, hvad der foregik nede i Bunden af Graven. Kammeraterne dernede i Dækningen lo og trumfede i Bordet.
Da skete det. En Haand lagde sig tungt paa min Skulder. „Naa, min Ven, her staar du jo godt,“ sagde Kaptajnen, ham var det nemlig. Han var kommet listende, uden at jeg havde bemærket det. — Jeg tror næsten, jeg glemte at svare. — Kaptajnen lod heller ikke til at skænke det en Tanke; han var mere interesseret i, hvad der foregik ovre hos Fjenden. Man kunde nemlig med det blotte Øje tydeligt se de russiske Soldater boltre sig i Sneen.
„Hør, Jæger, skulde De ikke sende dem en Hilsen,” mente Kaptajnen.
„En Hilsen, det vilde da være at bortødsle Patronerne, for der er sikkert en 400—500 m derover,” sagde jeg. „Ha, ha!” lo Kaptajnen, „du er en Filur,“ og saa gik han igen sin Vej.
Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten
En Nat paa Vagt i Skyttegraven.
Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.
Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.
Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.
Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.
Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.
Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.
Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.
Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.
Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.
Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.
Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.
Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.
Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.
En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.
Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.
Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.
Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.
Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …
Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.
Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.
Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.
Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.
Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.
Eders hengivne Hans.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Brev fra Kresten Andresen, Reserve-Infanteriregiment (RIR) 86.
Lørdag 6-12-14
Kære forældre! Jeg har det fremdeles godt. I går havde vi det ualmindeligt roligt. Vi graver bombefri rum; så når vi først har dem færdige, kan granaterne ikke længere gøre os noget.
Peter Jensen fra Stenderupgård bringer mig hver dag Hejmdal; den er jo rigtignok lidt gammel, når den kommer, men vi er uhyre glade for den.
Når jeg står vagt i disse måneklare nætter, så går tankerne tit hjem, og jeg synes, jeg er så uendeligt langt borte. Her går rygtet, at fredsforhandlingerne er begyndt; men det passer sagtens ikke. Gid julen, som den fredens fest den er, må bringe fred til alle de hjem, der længes efter den.
Skriv til mig, hvordan det går Jens og send mig hans adresse. Han er vist hårdere med end mig. Hvis I vil sende mig noget, så send det i små pakker, de store kan jeg ikke så godt slæbe med mig, jeg har læs nok i forvejen.
Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.
Kære Forældre
Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.
Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.
Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.
Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.
I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.
Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.
Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.
Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.
Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.
Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.
Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.
Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.
Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.
Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.
Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”
Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.
Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.
Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.
Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.
Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.
Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”
Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.
Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.
Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”. Kærlig Hilsen
Eders Jens
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.
FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Hvert andet Døgn var mine Venner paa Feltvagt. Den Aften, de var hjemme, havde vi gerne et Par Timers hyggeligt Samvær. Saa fik vi lagt Ild paa vor lille Kakkelovn, tændte vort Talglys, satte os omkring Bordet med Cigarkassen og smøg om Kap med Kakkelovnen.
Stof til Underholdning skortede det aldrig paa. Doktoren fortalte om sine Studierejser til fremmede Lande og holdt et Foredrag om hvilket som helst Emne. Referendaren fortalte morsomt om sit Ophold i de forskellige Storstæder. Somme Tider fremsagde de eller sang begge to humoristiske Stykker fra deres Studentertid.
En Aften vilde Lindlof give et lille Tableau; men han paastod, at han ikke kunde, førend han var halvt beruset. Saa fik vi Gryden over Ilden og kogte en god Kop Kaffe til en Kaffepunch. Desværre havde vi ikke Sukker nok; men med lidt Chokolade erstattede vi det manglende.
I Slutningen af Tableauet skulde han netop forestille en beruset Bisse, og han gjorde det saa helt naturtro, at da Bissen skulde falde omkuld i Rendestenen, klappede Lindlof fuldstændig sammen, kun med den Forskel, at det var i Hestestalden, og han begyndte øjeblikkelig at snorke. Saa trak vi Støvlerne af ham og bar ham hen i et Hjørne og dækkede ham til med en Kappe.
Frits Wolf fortalte gerne om sin strenge Uddannelse og om det store Arbejde, Jernbanevæsenet udførte nu under den store Krig. Jeg fortalte om Livet paa Landet med dets mangeartede Ejendommeligheder, hvortil de andre tre lyttede opmærksomt.
Men naar jeg fortalte om vort nationale Haab og Ungdomsarbejdet og vort Foreningsliv derhjemme, da undrede de sig over at høre det fremstillet paa den Maade; det havde de aldrig hørt før, og baade Hayer og Lindlof protesterede heftigt imod, at vi vilde være Danske. Vi boede i Tyskland, sagde de, og derfor skulde vi være Tyskere. Frits stod paa min Side, og skønt vi var de to dummeste af de 4, kunde vi nok holde dem Stangen.
Tiden blev aldrig lang for os. Klokken blev gerne mange. Med et hjerteligt »God Nat« skiltes vi. Vi skulde nemlig alle sove i Skyttegraven hver Nat.
Den strakte sig langs med Yderkanten af Frugthaven og laa saa lavt, at den stod blank af Vand. For at bøde herpaa havde vi drænet og lagt Brædder i Bunden, saa Vandet nu ikke mere generede os. Ud imod Fjenden havde vi Skydehuller mellem Sandsække, store Sten eller Staalplader.
Fjenderne selv saa vi ikke meget til. De laa 4—500 Meter fra os ovre bag den bakkede Skov ved Byen i deres godt forskansede Stillinger. De gjorde sig undertiden megen Ulejlighed med at forsikre os om, at de endnu var der: de afgav Salver, foretog Skinangreb og sendte os engang imellem varme Granater til Aftensmad.
Ved et saadant Skinangreb blev Hans Petersen fra Bovrup saaret i Benet, da Feltvagten, paa hvilken han var med, blev trukket tilbage.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
