Alle indlæg af Rene Rasmussen

12. marts 1916. Tandpine

En anonym sønderjysk soldat fra . Afd. 1. Komp. I E85 beretter om en episode hos militærtandlægen

Min Rendsborg-Tand
„Hvem vil melde sig syg? Tre Skridt frem!“
Jeg traadte de befalede tre Skridt foran Fronten sammen med en halv Snes andre.
„Hvad fejler De?“
„Tandpine.”
„Hvad? Tandpine? Sie sind wohl ganz und gar von Gott verlassen. Haha! Tandpine! Er De rigtig klog, Mand! Tror De maaske, at De kan slippe for at komme med denne Transport, fordi De melder Dem syg med en Smule Tandpine. Hvad er egentlig Meningen? De maa jo fejle noget! Lad mig se den Tand! Ach wass! Jeg kan ikke se noget! Hvilken Tand er det? De er jo ikke engang tyk ved Hovedet, højst tykhovedet. Og saa tror De, at De kan pudse os med det? Næh, min gode Mand, den gaar ikke, bare ind i Geleddet igen. — Hvad siger De? De forlanger at komme til Tandlægen? En Soldat har i det hele taget ikke noget at forlange. Har De forstaaet mig? Men godt! De skal komme til Tandlægen, men tro bare ikke, at De slipper for at komme med ud. Meld Dem i Revier!“

Denne Skylle fik jeg en raakold Morgen i Marts Maaned 1916 i Kasernegaarden i Rendsborg. Dagen før havde vi faaet det nye Kluns paa og ventede nu hver Time  paa Marchordre. Den gode „Spiess” troede naturligvis, at jeg vilde simulere, hvad der imidlertid slet ikke var Meningen. Jeg havde virkelig Tandpine, saadan i mellemsvær Grad. Der var et Hul i Tanden og Nerven var blottet, saa ved den mindste Smule jog det igennem den som med gloende Syle. Jeg var godt gal paa den  væmmelige Karl, da jeg meldte mig i Revier.

Det var en midaldrende Mand i Uniform, som jeg antog for en Læge, der tog imod mig. „Op med Gabet!”

Han kiggede paa Tanden, men sagde ikke noget. I Stedet for gav han mig Adressen paa en Tandlæge og Ordre til at møde e fte r den opgivne Adresse Kl. 5 om  Eftermiddagen.

Det var nok en køn en, at gaa hele Dagen uden at faa vaadt eller tørt, for den forbistrede Tandnerve vilde hverken have varmt eller koldt eller noget midt imellem.

Det var i et forbistret skidt Humør, jeg til den befalede Tid mødte hos Tandlægen, der boede i et gammelt to-etages Hus ved Skibbroen, en Trappe op. Trappen var smal og stejl, Forstuen snæver og mørk, Venteværelset lille og skummelt og hele Indretningen gav Indtryk af, at Tandlægen ikke netop var overrendt af Kunder.

Jeg hængte min nye Felthue paa den ene af de tre Knager, der var skruet ind i Bræddevæggen i Entreen, oggik ind i Venteværelset.

Lidt  fte r kom Tandlægen ind, og trods hans civile Klæder genkendte jeg ham straks som „Lægen” fra „Revierstube”.

Han kiggede igen paa Tanden og forklarede mig saa, at der var ikke andet at gøre end at trække den ud.

Jeg protesterede paa det energiske. En ung Mand, som jeg, skulde have sine Tænder plomberet, ikke trukket ud.

Men det var der ingen Tid til, Marchordren kunde komme hver Time, sagde han, og skulde jeg af sted med en Tand, der kun var halv t færdigbehandlet, kunde det sidste blive værre end det første. Altsaa, ned i Stolen, og frem kom Tangen.

En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen.

Himmel og Jord, sikke Smerter. Paa’en igen. En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen for anden Gang.

Jeg fik Taarer i Øjnene af Smerter, og det er sikkert, at Tantalus’ Kvaler var Barnemad ved Siden af mine.

„Bare rolig, bare rolig. Den er allerede løs. Hovedet lidt bagover. Saadan. Og saa godt op med Munden. Nu skal De se, for tredie Gang faa r vi den.“

En Gang til højre og en Gang til venstre . . . . Jeg svedte Smertens Sved, og han svedte Angstens Sved. Svedperlerne stod paa hans Næse og paa hans Pande, og hans Haar sad klasket fast i Panden paa ham. Jeg havde hans fortrukne Ansigt lige foran mig. Det var med Opbud af alle sine Kræfter, han nu tog det sidste Nap, og for at være helt sikker i sin Sag, satte han sit ene Knæ op paa mit Bryst — og halede til — Og saa smuttede Tangen for tredie Gang, mens han stønnende fo’r tilbage.

Jeg udstødte et Brøl, antagelig af samme Styrke som den saarede Løves derude i Ørkenen og sprang op, og da han for fjerde Gang vilde mane mig ned i Delinkventstolen, gav jeg ham med højre Næve et Stød ind i Hjertekulen, saa han med stort Rabalder faldt over i et Glasskab.

Med Vanviddet lurende i mit stakkels Hoved rev jeg Huen fra Knagen og mere faldt end gik ned ad de stejle, mørke Trapper, og ilede ud paa Gaden.

Hvad nu? Hundreder af smaa Djævle, med Save, Bor, Hammer og Mejsel bearbejdede mit Hoved.

Paa Kryds og tværs stormede jeg igennem Rendsborgs Gader, blottet for ethvert Haab om at finde Lise for min Ve.

Tilfældigt faldt mit Blik paa en stor Husgavl-Reklame, „Plombering af Tænder“. En Guldplombe kostede saa og saa meget, en Sølvplombe kostede lidt mindre, en Plombe af Platin var endnu billigere, og den billigste var en Cementblombe til 1 Mark.

Jeg vovede mig op til Tandlægen. Det viste sig at være en stor, moderne Tandklinik, og formedelst 1,50 Mk., som maatte erlægges kontant, fordi jeg var indklædt til Fronten, akkorderede vi om en Gipsplombe.

Kort at fortælle. Da vi tre Dage senere rullede afsted til Frankrig, havde jeg en splinterny Gipsplombe i Munden og ingen Smerter i Tanden, alt formedelst 1,50 Mk. Og Rendsborg-Tanden holdt indtil fornylig, da min Tandlæge tog den, dog uden at Tangen smuttede en eneste Gang.

DSK-årbøger, 1943

12. marts 1916. Krigsdigt: “Jeg er en sønderjyde …”

En Sønderjydes Klagesang under Krigen (1914-18)

Jeg er en Sønderjyde, til Danmark staar min Hu,
dog maa jeg Tysken lyde og følge blindt hans Bud.
Det gik i Fredens Tider, skønt ikke altid let.
Nu jeg for, Tyskland strider. Det kan ej være Ret.

Jeg maatte drage fra mit Hjem, fra Kone og fra Børn,
jeg maatte sværge Faneed til Tysklands sorte ørn.
Det var med tunge Tanker; jeg gjorde, som man bød,
for Danmark Hjertet banker, for Danmark – til min Død.

Nu maa jeg kæmpe for en Sag, som er mig helt imod,
jeg vandre maa fra Slag til Slag paa mødig, trætte Fod.
Det er ej mine Fjender, som jeg maa skyde ned!
Jeg helst tilbagevender, til Hjemmets stille Fred.

Det er ej for mit Fædreland, jeg vover Liv og Blod.
Jeg staar her som en tvungen Mand, og helst jeg alt forlod.
Det er saa tungt at tænke, jeg flyed’ helst i Hast,
men Krigens tunge Lænke, den holder her mig fast.

Jeg ved, min Moder sørger – saa tungt det er for Far,
med Angst i Sind de spørger – og ingen giver Svar.
Og selv jeg spørger mangen Gang: Naar faar engang vi Fred? –
Er derfor endt min Klagesang og min Udlændighed?

Og Længselen mig drager til Sønderjylland hen,
at pløje der min Ager i Fred med Fryd igen.
– – – Gid Krigen var til Ende. Gid Dagen dog var nær,
da hjem jeg kunne vende til dem, som jeg har kær.

A. Qu.

DSK-årbøger 1953

11. marts 1916. Under artilleriild ved Barry-au-bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Her havde franskmændene den 10. marts skudt de tyske stillinger sammen.

Nu gik Tiden med at udbygge den ødelagte Stilling, ligeledes med at lave nye. Vi lavede en Understand under Vejen. Den kunde tage en hel Bataillon.

Vi blev meget plaget af Lopper og Lus. En Morgen, da jeg stod ude i Graven og jagede Lopper, kom et par unge Løjtnanter ude fra den forreste Grav, og de studsede, da de saa mig. »God Morgen«, sagde
de. »Ja, her bliver indbudt til Jagt,« sagde jeg.

Her var Graven temmelig bred, den var saa bred, at man kunde føre saarede ude fra første Grav igennem den.

Løjtnanterne pressede sig langt ud til Siden, udenom mig. De ønskede god Morgen og god Jagt.

En Dag skulde jeg hente nogle Sandsække et Sted bag en Skov, hvor der var et Depot. Jeg gik tilbage gennem Graven, da det franske Artilleri begyndte at beskyde Stillingen. Da jeg var paa Tilbagevejen, bar jeg Sækkene paa Skuldrene og kom da forbi en lille Hule i Jorden.

Der sad en Løjtnant. Han sagde: »Kom dog ind, Kammerat!«  hvorefter han halede mig ind til sig.

Nu skød de baade med Granater og Shrapnels, Vi delte Sækkene og lagde dem paa Hovedet, akkurat Som andet Kryb, der dækker Hovedet og dykker ned, naar der er Fare paa Færde. Da Ildoverfaldet var forbi, gik enhver til sit.

DSK-årbøger 1959

11. marts 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Afdød veteran.

I Hjortkær begravedes i onsdags på kirkegården arbejdsmand Andreas Abrahamsen, som var veteran fra krigen 1848. Var han end ikke den ældste, hørte Abrahamsen dog til de ældste af de endnu levende fra 48, således var han ved veteranfesten på Folkehjem i Åbenrå i 1914 den ældste blandt de der tilstedeværende. Sine sidste år henlevede han hos sin søn, skræddermester H. Abrahamsen i Sønder Ønlev.

Forårsarbejdet i landbruget kan få den største betydning for krigen.

En forordning fra krigsministeriet peger på ny på, hvor nødvendigt det er at få forårsarbejdet i landbruget gjort på ordentlig måde, og betoner, at gennemførelsen af denne opgave kan få den største indflydelse på krigens gang.

Civilmyndighederne anmodes om at understøtte landbruget og om at fremme smålandbruget så vidt muligt ved arbejdsfællesskab.

For hurtigt at få orlovsansøgningerne besørgede bemyndiger man kommandørerne for forstærkningstroppedelene til vidtgående brug af deres tilladelse til at give orlov. Dé, hvor fanger er henviste til at gøre arbejde, skal så vidt muligt en tillært landmand, i hvert fald en helt pålidelig person føre tilsynet.

Anholdt ved grænsen.

Mejeribestyrer Clausen, som i flere år havde bestyret Toftlund mejeri, blev for et halvt år siden indkaldt, men har flere gange været hjemme og tilset mejeriet. Militærforvaltningen havde disse dage sendt en anden mejerist, og da Clausen var hjemme, forsøgte han at komme over grænsen i stedet for igen at møde ved sin afdeling. Han er ifølge ”Kieler Zeitung” imidlertid blevet anholdt af grænsevagten ved Gelsbro og ført til Düsseldorf som desertør.

11. marts 1916. Finske frivillige i Lockstedter Lager

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Fra mit ophold i lejren husker jeg, at der dér fandtes en såkaldt lukket lejr. Ikke sådan at forstå, at de folk, der opholdt sig der, var indespærrede; de kunne bevæge sig frit overalt.

Men det var os strengt forbudt at betræde lejren og i det hele taget søge kontakt med disse folk.

Det sivede efterhånden ud, at mandskabet i denne lejr bestod af finske frivillige. De havde betinget sig – efter endt uddannelse – at blive sat ind på østfronten.

Jeg skønner, at der har været mindst 500 mand i lejren, og at det var velhavende folks sønner, fremgik tydeligt af de besøg, de modtog af deres familier.

Den uddannelse, disse frivillige fik, var skrap , og jeg har senere hørt – om det passer, ved jeg ikke – at de efter krigen dannede grundstammen i den finske hær. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Stadig ledige pladser til DSK-tastefest

Kom til tastefest på Rigsarkivet i Aabenraa

Din, min og vores historie

Vær med til at gøre historien tilgængelig for alle Rigsarkivet Aabenraa holder tastefest, hvor vi i løbet af en eftermiddag vil indtaste oplysningerne fra 661 medlemskort over tidligere soldater fra første verdenskrig i en database.

Medlemskortene kommer fra Foreningen af sønderjyske  krigsdeltagere, Sønderborg afdelingen, og indeholder udover et foto af soldaten bl.a. navn og regiment, om han har været såret eller krigsfange. Oplysningerne, som bliver tastet ind, bliver en del af den sønderjyske samling, som vi er ved at opbygge på Rigsarkivets crowdsourcing portal https://cs.sa.dk

Den sønderjyske samling består af indscannede kilder, der alle omhandler Sønderjylland, og som her bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle, ved at frivillige transskriberer kilderne.

Hvis du har lyst til at være med, så tag din bærbare pc under armen og mød op på Rigsarkivet i Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Tastefesten foregår lørdag den 12. marts kl. 11-16 og alle er velkomne.

Program:

Kl. 11.00-11.15: Dørene åbnes
Kl. 11.15-11.30: Velkomst og introduktion til indtastningen
Kl. 11.30: Indtastningen går i gang
Kl. 12.30: Frokost
Kl. 15.30-16.00: Afslutningen og opsummering

Vi sørger for frokost og kaffe, og vil derfor gerne have at I melder Jer til på: crowd@sa.dk

Max 30 deltagere.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Mai-Brit på 41 71 74 30 eller

Leif på 41 71 74 42. Vi glæder os til at se Jer til en hyggelig og sjov dag.

www.sa.dk/bliv-indtaster

10. marts 1916. “Har korporalen gjort bukserne fulde?”

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.

En Dag, den 10. Marts, gik min Kammerat Magnus og jeg efter Post.

Vi gik om Morgenen ved Daggry i et herligt Vejr og naaede hen paa Formiddagen vort Kompagni, som laa i samme By siden Juni 1915.

Da vi var naaet et Stykke frem paa Vejen, begyndte Artilleriet at skyde. Det blev til en heftig Kanonade fra begge Sider. Vi sagde til hinanden: »De arme Kammerater derude«; men vi var glade for at være borte derfra.

Vi traf vor Løjtnant, som spurgte, hvordan vi havde det derude, for »i Dag«, sagde han, »er der Angreb 21 Steder fra Verdun og opefter«.

Vi fik hen mod Aften vor Post og skulde af Sted igen. Vi traf vor Løjtnant igen, og han forhørte sig om, hvordan det gik med en af vore Korporaler derude, om han gjorde sine Bukser fulde.

»Han er en stor Kujon, men I har vel Baand, saa I kan binde hans  Ben!« –

Han ønskede os alt godt paa Rejsen og ligeledes derude og bad os tage en Hilsen med til dem alle derude.

Den Dag var der faldet en Masse Sne, Vejen var et Ælte, og om Aftenen frøs det. Vejen blev glat, og da den var gennemtrampet af Hestehove, var den meget ujævn; men vi traskede af Sted med hver 30–40 Pund Postsager.

I Skoven ved Provais skar vi os en Stok, saa vi havde noget at støtte os til. Der var mange Rotter; de løb tværs over Vej en, og vi brugte
Stokken og slog flere ihjel.

Da vi naaede Byen Goignicourt og var kommet ind i en snæver Gade i den vestlige Del af Byen, ikke langt fra Banegaarden, begyndte det franske Artilleri at beskyde Banegaarden.

Vi smed os ned bag en Mur og havde her lidt Dækning for Splinterne. Fra Banegaarden hørtes en Jamren uden Lige. Der var mange saarede og døde.

Da det atter blev lidt roligt, skyndte vi os med at komme videre og ud af Byen. Vi naaede ud i Stillingen omkring Klokken ti, og her var vi ventet med Længsel. Ude i Stillingen saa det ikke godt ud. Den var skudt sammen, og det gav meget Arbejde med at faa den i Stand igen.

Der havde været Stormangreb lidt til Højre for os ved Byen La Ville aux Bois og op efter Craonne-Højen til. Det var de sachsiske  Grenader-Regimenter 100 og 101 og Jæger-Regimentet 108,
der havde stormet og taget 714 Fanger, men under store Tab.

Den Dag havde der været to af T. L. Hansens Sønner fra Abild i vor Stilling. Ole ledte efter mig, men uheldigvis var jeg jo sendt efter Post. De faldt senere hen paa Sommeren, begge ramt af samme Granat.

DSK-årbøger 1959

10. marts 1916. Presseforhold syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Mærkelige presseforhold under krigen.

Verdenskrigens indflydelse på pressen giver sig mange udslag. I de krigsførende lande virker censuren som en svøbe, således at alt stof, der kan tænkes at give uvedkommende oplysning i en eller anden retning, ubarmhjertig får censors blå streg over sig og må tages ud af bladene, som så på det pågældende sted pranger med et bart – hvidt – rum.

Intetsteds har vi set censuren gå så skarpt til værks som i Hamborg-bladene. Medens således f.eks. ”Hamburger Fremdenblatt” i mange måneder bragte en gengivelse af de officielle tyske tabslister blev det senere forbudt. Bladet, der er et udbredt organ og har talrige bekendtgørelser, blandt hvilke der så at sige dagligt i det sidste halvandet år har været talrige dødsbekendtgørelser om faldne i krigen, bringer imidlertid ikke mere disse bekendtgørelser – i alt fald ikke til udlandet. Fra 1. januar d.å. er det forbudt bladet at lade sine annoncetillæg følge med de eksemplarer, som sendes til udlandet. Men ikke nok hermed; man fjerner endog alle bekendtgørelser fra hovedbladet på nær nogle ganske få, der reklamerer for bladet selv, for krigslånet eller højst regnet måske for mundvand eller en herre-ekviperingsforretning. Men derudover ikke en eneste annonce.

Går man numrene igennem fra nytår til dato, møder der én et mærkeligt syn. De første tre sider i hvert nummer er der i almindelighed intet at bemærke ved, men den fjerde er én stor blank side eller en reklame for bladets udenlandske udgaver. Side 5 er måske fuld tekst, men på side 6 mangler den sidste tredjedel ligesom på side 8. Eller for at tage et andet nummer: I det 8 sidede blad er der på 3 af siderne fjernet henholdsvis de 3 fjerdedele, halvdelen og de 2 tredjedele af det, der står i bladet, og de pågældende dele præsenterer sig som rent, hvidt papir!

Det virker som sagt, ganske ejendommeligt, men forklares jo let, når man erindrer, at der i så store blade i verdensbyerne ud af bekendtgørelserne under sådanne forhold vil kunne tydes mangt og meget, som det er af interesse at holde fjenden uvidende om.

I mindre blade har vi ikke observeret et sådant forhold lige så lidt som f.eks. i den sønderjyske presse, hvor censuren jo ellers også fører et strengt regimente.

9. marts 1916. Mathias Petersen melder sig død …

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

En Dag meldte jeg mig syg. Vi havde i Infirmeriet en Dr. Jensen fra Flensborg. Da han hørte, at jeg hed Petersen, spurgte han paa dansk, om jeg kendte Dr. Hamdorf fra Løgumkloster. »Jo«, sagde jeg »det er netop vor Læge«.

— Dr. Jensen vilde dog ikke anerkende min Sygdom. Jeg blev Natten over paa Sygestuen. Det var nærmest en Stald. Der kom nu to Mand ind til os. Den ene var fra min Gruppe, den anden var fra et andet Kompagni. De havde været inde i Kantinen og havde faaet rigeligt at drikke. Den ene gik dog igen, hvorimod den anden lagde sig paa en Madras ved Siden af mig.

Han laa og sang om Soldaten og Marmeladen. Efterhaanden havde han vendt Benene op mod mit Hoved. Han var nær ved at sparke mig i Hovedet. Jeg fik tændt Lys og gloede paa Fyren. Han blev gal i Hovedet, sparkede efter mig og skældte ud; men kort efter gik han sin Vej, og vi var ikke sene til at lukke Døren . . .

Faa Dage efter, da jeg gik og passede mit Arbejde, kom Løjtnanten forbi. Jeg gik hen til ham og meldte, at jeg var kommet tilbage igen. »Naa, er De rask«, sagde han. — »Nej, Hr. Løjtnant«, svarede jeg, »det er min gamle Sygdom«. — »Naa«, sagde han, »saa maa De jo skaane Dem«. — Det vidste jeg nu nok selv.

Vi laa engang i Bo i Kolmar og skulde afluses og have et Bad. Klæderne kom ind i en Dampkedel. Paa et Skilt stod der skrevet: »Helvedet, hvor Lusene steges, er for Soldaterne en Himmel«.

— I Badeanstalten kunde jeg nær være druknet; men den lange Hans J. Askov fra Grønnebæk hjalp mig op.

Vi laa engang ! Ro i Vettelsheim. Feldwebelen bekendtgjorde, at ingen i Morgen maatte melde sig syg. Der skulde komme et højere Væsen ud paa Flyvepladsen i Kolmar, og saa var det Meningen, at vi skulle vise stram Eksercits. — Jeg besluttede mig til ikke at være med og gik hen til min Korporal. »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg.

Han svarede: »Aah, gaa lige hen til Feldwebelen «. Jeg gik hen til ham. — »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg. — »Ved De, hvad De kan? De kan melde Dem død«, svarede han. — Næste Dag gik jeg ind paa Infirmeriet. »Jeg har Smerter i Ryggen, og skal have den smurt med Kamfer«, sagde jeg. Saa var den Tjeneste til Ende . . .

DSK-årbøger 1958

9. marts 1916. Krigsfanger, grænsebevogtning og andet nyt syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Feltpostpakkerne mod øst

kan i fremtiden ventes at ville gå hurtigere og regelmæssigere, meddeler ”Hejmdal”. Fra sidst i november har der hver dag kørt et særligt posttog fra Berlin til Königsberg; men det kunne langtfra medføre alle de små feltpostpakker. Fra 15. marts i år skal der køre to posttog om dagen på nævnte rute.

Befolkningen og krigsfangerne.

I en ekstraudgave af ”Haderslev Kredsblad” for den 6. marts 1916 findes en bekendtgørelse om civilbefolkningens samkvem med krigsfangerne, udstedt af den kommanderende general i Altona, hvori det hedder:

1) Efter at der i forskellige steder i korpsdistriktet er anbragt krigsfanger, forbydes det befolkningen:

  1. a) at tale eller på nogen som helst måde at omgås med krigsfanger, såfremt det ikke er nødvendigt som følge af fangernes arbejdssysselsættelse og ikke udtrykkelig er tilladt af den militære vagtmand eller arbejdsgiveren, det er kommuneforstanderen i kommunen.

b)at skaffe alkoholske drikkevarer til nydelse af krigsfangerne.

  1. c) at give krigsfangerne fyrtøj, knive, skarpt værktøj eller våben.
  • 2) overtrædelse straffes i medfør af paragraf 9 i loven om belejringstilstanden af 4. juni 1851 med fængsel indtil et år.

Gå ikke over grænsen uden pas!

Et par unge piger, en gårdmandsdatter og en tjenestepige ude i det nordvestlige hjørne af Haderslev kreds, der havde været i Danmark uden pas, blev søndag nat, da de var i færd med at vende tilbage, fanget af grænsevagten, der førte dem til baglokalet. Derfra blev de ifølge ”Dannevirke” transporteret videre til Flensborg. Tjenestepigen havde nok været nord for grænsen for at besøge sin kæreste, og gårdmandsdatteren har en søster gift i Danmark lige tæt ved grænsen.

Smørkort.

Den bestemmende kommission har besluttet for Sønderborg bys vedkommende at indføre smørkort.

70 år.

Fhv. gårdejer Mathias Ruddeck i Hajstrup kan mandag den 13. marts fejre sin 70 års fødselsdag. Fire af hans seks sønner ligger soldat, og to af disse er i russisk fangenskab.

8. marts 1916. Mathias Petersen ankommer til Elsass

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

Det var vist nok den 5. Marts, vi gik i Stilling. Vi gik fra Vettelsheim om Aftenen, passerede Vinsenheim og kom op igennem Mimsterthal, op til et enligt Hus, som vi tog ind i. Her laa der nogle Straasække. De, der var rappe nok, snappede én. Jeg fik desværre ingen, men maatte nøjes med at ligge paa Cementgulvet, vaad som jeg var af Sved og Snesjap.

Saa kom vor Feldwebel og meddelte: »Sluk Lyset, ellers skyder Franskmændene!«

Ud paa Natten fandt jeg en Bænk, som jeg lagde mig paa; men det var ikke saa godt. Til sidst nøjedes jeg med at sidde paa den.

Næste Dag gik Feldwebelen med os over i Stillingen. Jeg kom til at ligge sammen med en Skarpskytte, og kort efter kom der to Landsmænd til, Chr. Paulsen, Aplevad, og Paul Paulsen, Hatsted ved Husum.

Den næste Morgen blev vi fremstillet for Kompagniføreren. Løjtnanten spurgte om, hvad vi var civilt. Jeg svarede: »Haandværker!« »Saa kan De gaa hen til Haandværkergruppen «, sagde han. Det var lige, hvad jeg ønskede.

Stillingen hed Pavillon. Vi byggede Understande, Stillingen var meget rolig. Vi saa aldrig en Franskmand, og vi skød aldrig et Skud. Kosten var god; men saa kom vi over i en anden Stilling. Der blev Føden meget daarlig. Vi havde næsten intet at bestille. Jeg lavede et Bord for en Feldwebel. I Pavillon-Stillingen mistede vi en Dag to Mand. Den ene dræbte sig selv med en Haandgranat, den anden blev ramt fra Flanken. Vi laa nemlig meget tæt paa Fjenden. I vor nye  Stilling reparerede jeg haandværkstøj og udleverede det til Arbejdsgrupperne.

DSK-årbøger 1958

8. marts 1916. Rationering, faldne, sårede og faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Soldaterne i Sønderborg og smørret til befolkningen.

Om smørsalget i Sønderborg skriver ”Dybbøl Posten”:

”Det kniber nu også med smør i Sønderborg, men det har nok sin egne grund, nemlig den at mange landstormsmænd køber smør i større og mindre partier og sender hjem til deres familier. Dette bør påtales på det skarpeste, da det overdrives i en aldeles uforsvarlig grad.

Når således en ”indkaldt” sender flere soldater på én gang hen til mejeriet og lader hver købe et halvt pund smør og på den måde får sammenkøbt 10-12 pund, som han så sender hjem til familien andetsteds, så er det en uforskammethed, der bør stilles i gabestokken, thi borgerne i byen kan for sådanne hamstres skyld intet smør få, og de kan ingen steder i smørbutikkerne komme til for soldaterne, der tropsvis fylder butikkerne.

Nej, lad os så bare bede om smørkort”.

Det kniber stærkt med olie og fedtstoffer!

Den 6. januar 1916 blev det forbudt at anvende olie og fedt af planter eller dyr til fabrikation af sæbe og læder. Nu er dette forbud ved forordninger af 29. februar og 2. marts blevet udvidet til bogtryksværte og lak, fernis og malerfarver. Fra 20. marts af må linolie overhovedet ikke mere bruges til fabrikation af bogtrykfarver. Til lak, fernis og farver, som bruges af malerhåndværket, må planteolie ikke anvendes i større mængde end 25 % af det færdige produkt. Til fremstilling af lak, fernis og farver, som bruges ved læderfabrikationen, må olie og fedt af planter eller dyr kun anvendes med det pågældende krigsudvalgs tilladelse.

Påske- og pinsehilsner

på de gængse påske- og pindekort mellem hjemmet og felthæren vil antagelig blive forbudt i år.

Tønder Landmandsbank

holdt ifølge ”Vestslesvigs Tidende” sin årlige generalforsamling med regnskabsaflæggelse i lørdags i Missionshotellet i Tønder. Der var mødt 12 aktionærer med 62 stemmer. Mødet åbnedes af tilsynsrådets formand, rentier Fr. Høyberg af Visby, hvorefter bankdirektør Rossen aflagde årsberetningen. Regnskabet forelagdes og godkendtes. Som meddelt giver banken 8 % dividende. Som medlemmer af tilsynsrådet genvalgtes Fr. Høyberg og grev Schack af Schackenborg, som stedfortrædere Gotthardtsen fra Nørmark, B. Høyer fra Trøjborg og A. Sørensen fra Byvang.

Frem med benzinen.

Generalkommandoen i Altona har bestemt, at enhver der har bragt benzin fra udlandet over den tyske grænse, straks skal meddele de af ham indførte mængder med anførelse af herkomst og kogepunkt til inspektionen for automobilvæsenet i Berlin R.W. Friedrichstrasse 100, uden hensyn til, at de indførte mængder også anmeldes af grænsetoldkontorerne.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at fyrbøder Iver Hansen fra Kværs, styrmandsmat Emil Bruun fra Gråsten, der i tabslisten har været opført som savnet, og overfyrbøder Wilhelm Jepsen fra Sønderborg er døde.

Underofficer Callsen fra Sønderborg er den 28. februar blevet såret på den vestlige krigsskueplads.

Hans Andersen fra Bøjskov ved Christiansfeldt er hårdt såret.

Gårdejer Hans P. Petersen fra Kastrup, der er enkemand og deltog som landstormsmand i krigen på vestfronten, er savnet.

I tabslisterne meddeles, at løjtnant i reserven Feliks Peter Bruhn fra Skovbølgård i Felsted sogn er savnet.

Hans Markussen fra Bovrup, der hidtil har været meldt i fangenskab, og Christian Mathiesen fra Søgård Mark, der hidtil har været meldt savnet, siges at være døde i fangenskab.

Chresten Petersen fra Branderup er i fangenskab. Ligeså Hans Bondesen fra Fjelstrup, Jacob Hansen 7. fra Vester Lindet, Theodor Rudolph fra Ørslev, Hans Wæger fra Haderslev og desuden følgende personer, der tidligere har været meldt savnet: Andreas Andresen fra Broager, Hans Petersen fra Skodsbøl, Nis Petersen fra Kværs, Johan Christian Petersen far Ketting, Jørgen Jespersen fra Skovby (kredsen er ikke anført), Henry Andersen fra Sønderborg, Andreasen Iversen Møller fra Kvorp, Hans Broder Hansen fra Rørkær (kredsen er ikke anført) og Christian Hansen fra Dyndved.

Hans Johansen af Sønder Løgum er død ved et ulykkestilfælde på sin første orlovsrejse hjem, efter at han havde stået halvandet år på de forskellige krigsskuepladser.

Gårdejere Chr. Lorenzens søn i Sæd ved Tønder er falden ved Verdun den 24. februar, 26 år gl. Han var eneste søn og skulle have haft gården efter faderen.

August Petersen af Flensborg er i fangenskab, hidtil stod han opført blandt de savnede.

Tabslisten meddeler, at Jakob Jørgensen 1. af Skast er bleven hårdt såret og Hans Johansen af Bramstedlund døde forulykket.

J. Christiansen i Leck har modtaget efterretning om at hans søn Karl er faldet den 22. februar. Hans anden søn har været savnet i måneder.

Andreas (ikke Peter) Bertelsen af Agerskov (ikke Hjartbro) er savnet; Falle Jørgensen af Sverdrup er død af sygdom på et reserve-lazaret; Peter Raun af Sønder Vilstrup, hidtil savnet, er i fangenskab.

Jes Bertelsen af Kliplev, hidtil meldt såret, er falden; Marius Andersen 2. af Gennerstrand, hidtil meldt savnet, er i fangenskab.

Gårdejer Hans Juhl i Ladegård 2. ved Hammelev har været savnet siden en fægtning den 25. februar i år.

Høker Møllers hustru i Slagtergade i Haderslev har gennem ”Røde Kors” i København fået efterretning fra sin mand, at han er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden august i fjor.

Jørgen Krogh af Lysabildskov er død på et krigslazaret; hidtil var han meldt såret.

Gårdejer Hans Petersen af Kastrup er savnet.

Mads Due af Kastrup er kommet på et lazaret, lidende af blodforgiftning i den ene arm.

En søn af landmand J. Peters af Mejlby, Oscar Peters, er under kampene på vestfronten blevet såret i højre arm.

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

7. marts 1916. Rationering og erstatningsmad

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En stor fallit.

Amtsretten i Haderslev bekendtgør den 1. marts, at ”Haderslev Kødvarefabrik i likvidation i Haderslev den 1. marts er erklæret fallit. Forvalter i boet er kancelliråd Christiansen i Haderslev.

Som bekendt har dette foretagende slugt en mængde penge, og kødvarefabrikkens ulemper gennem mange år har også bl.a. været skyld i, at aktieselskabet Privatbanken i Haderslev har måttet likvidere.

Haderslev Fjord.

”Skibe, der sejler ind eller ud af Haderslev Fjord, skal nøjagtig gennemsøges af folk af Luftværnskompagniet. – Disse udsteder bevis for, at undersøgelsen har fundet sted. Skibe, der uden bevis forsøger at komme ud af fjorden, vil blive forhindret i at sejle videre”.

Bygmel.

Landråden i Haderslev meddeler under 3. marts 1916, at bygmel kun må afgives mod brødkort.

Kartoflerne skal afgives.

I ”Haderslev Kredsblad” for den 4. marts 1916 findes følgende anordninger, udstedte af regeringen i Berlin den 26. februar 1916:

Enhver kartoffelavler har på forlangende at afgive alle forråd, som ikke er nødvendige for at føre hans bedrift videre til næste høst. Såfremt der foretages tvangstægt, skal man, såfremt behovet ikke er ringere, lade ham beholde:

1) For hver af hans pårørende i hans bedrift, tyendet indbefattet, samt de der er berettiget til at få naturalydelse, især aftægtsfolk og arbejdere, for så vidt de i medfør af deres berettigelse eller som løn kan gøre krav på kartofler, pr. hoved og dag 1½ pund til 15. august 1916.

2) De uundværlige læggekartofler til højst 20 dobbeltcentner pr. hektar af den kartoffeljord, som var dyrket i høståret 1915, for så vidt anvendelsen af læggeformålet er sikret. Desuden skal i tilfælde af tvangstægt kartoffelavleren beholde de uundværlige forråd, han behøver til sine kreaturer til den 31.maj 1916.

Bestemmelsen er trådt i kraft.

Ved overdragelse af ejendomsretten og opfordringen til at sælge må der bestemmes over kartoffelavlerens hele kartoffelavl.

Stærke ægspisere.

I en beværtning i Haderslev holdt (efter hvad én af deltagerne selv har fortalt til en indsender i ”Dannevirke”) en aften for en 8 dages tid siden 4 damer og 2 herrer et lille intimt gilde. – Ved denne lejlighed fortærede de 6 personer indtil om morgenen kl. 5 90 (halvfemsindstyve) æg med dertil hørende drikkevarer. At sligt kan finde sted i indeværende alvorlige tid, er vel et bevis for, at det endnu ikke kniber, i det mindste kneb det ikke for de 6 festdeltagere.

6. marts 1916. K. Tastesen fanget i ingenmandsland under granatild

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 6. maatte jeg paa Vagt ude i en sappe [fremskudt skyttehul til observation, RR]. Jeg kom godt derud ved at springe fra det ene Hul til det andet. Men nu blev Ilden mellem Hulen og mig saa slem, at jeg ikke kunde blive afløst. Jeg laa helt gemt i Sne, og det frøs, saa jeg næsten var helt stiv.

En Løjtnant vilde ud til mig, men da han var kommen Halvvejen, blev han ramt i den ene Haand, saa den blev fuldstændig reven af. Han flygtede tilbage, og nu turde ingen prøve paa at komme derud igen, og jeg kunde heller ikke komme tilbage. Der stod jeg saa uafbrudt i 12 Timer i den værste Kulde og omtrent begravet i Sne.

Endelig var jeg nødt til at skulle tilbage for ikke at fryse ihjel, da jeg ikke kunde holde mig vaagen længere, og jeg kunde lige saa godt dø paa den ene Maade som paa den anden. Jeg sprang op, men var saa stiv, at jeg ikke kunde løbe. Jeg tumlede ned i et Granathul, op igen og ned i det næste og saa fremdeles. Da jeg var kommen Halvvejen, kunde jeg ikke mere og lagde mig ned i et Hul og tænkte ingen Ting. Nerverne var alt for oprevne til, at jeg kunde tænke.

Jeg havde vel ligget der nogle Minutter, da en Granat sprang ved Siden af og væltede Jord og Sten ned over mig. Jeg vaagnede op og besluttede at gøre et sidste Forsøg. Jeg væltede mig gennem Sne og Jord, der var fuldstændig rødt af Blod, og naaede endelig Hulen. Jeg saa godt en Løjtnant tiltalte mig, men kunde ikke samle, hvad han sagde. Nerverne var fuldstændig ødelagt, saa jeg kunde hverken tænke eller handle.

Jeg lagde mig hen i et Hjørne af Hulen og faldt hen i en Døs, hvor jeg laa et helt Døgn. Jeg sov ikke, men var ikke i Stand til at kunde rejse mig og heller ikke tænke klart. Da jeg atter kunde rejse mig og kom op, var der helt roligt. Russerne havde bedt om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde, og det var gaaet i Orden for tre Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

6. marts 1916. Lyngmel

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Lyngmel.

I ”Kredsbladet” gives følgende oplysninger:

Det lyngmel, som kommer til fordeling, er et produkt af blade, blomster og frugt af lyng.

Efter foreliggende analyser, foretagne af autoritetet, indeholder det omtrent 55 procent kvælstoffrie ekstraktstoffer. Værdien af stivelse beløber sig til rundt 36 kilogram i 100 kilogram lyngmel. Indholdet af råfibre er ved passende forholdsregler nedsat til 11,1 procent i det færdige foder.

Lyngmel er i fin beskaffenhed lig det bedste enghø. Et særligt fortrin ligger i dets diætetiske virkning. Afkog af lyngmel har i de fleste tilfælde vist sig godt mod diarré.

Se film og videoforedrag på “Den store Krig 1914-1918”

Vi har samlet et lille udvalg af film- og videoproduktioner, vi har medvirket i, og tilgængeliggjort dem på bl.a. Youtube.

Du kan se linksamlingen på siden her:

https://denstorekrig1914-1918.dk/krigens-forloeb/film-videoforedrag/

Vi har også på siden samlet et lille udvalg af links til dokumentarfilm om Første Verdenskrig på Youtube.

Men der er jo mange, mange flere!

Hvilke film synes du, mangler på listen? Del et link i kommentarfeltet og skriv en kommentar og begrund gerne dit valg!

NB: Alle kommentarer skal godkendes af administrator, så hav tålmodighed 😉

/RR

5. marts 1916. Pigtråd ved Barry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Guignicourt.

Vi opholdt os her i otte Dage. Saa hed det »Gør klar!«, og nu gik det ud i Stillingen overfor Berry au Bac.

Vi kom derud om Natten og havde fri den første Dag. Vort Arbejde foregik om Natten.

Forøvrigt havde vi her været med til at bygge Bunkers i Sommeren 1915, og mange af Løbegravene ogsaa, saa vi kendte Stillingen. Vi trak om Natten langt ud mod den forreste Skyttegrav.

Vort Arbejde bestod i, at hver Gruppe paa tre Mand skulde trække otte Ruller Pigtraad ned mod Aisne. En Gang imellem havde vi det Uheld at falde ned i Floden, der laa lige foran os.

Naar de otte Ruller var krøllet ud, havde vi fri og kunde gaa ned i vor Understand.

Her laa vi 14 Mand i to Rækker Over hinanden. Vi var fem Kammerater heroppefra: Hans Beck fra Roager, Karl Paulsen fra Frydendal, Magnus Lange fra Jægerlund ved Bevtoft, Lorens Christensen fra Bylderup-Bov og saa mig. Der var en 6-7m Dækning over os, og Understanden var anbragt under Vejen fra Goignicourt til Berry au Bac.

Det værste var, at vi savnede Vand. Vi fik os ikke vasket hver Dag, men naardet var meget smukt Vejr, tog vi ned til Aisne floden og vaskede Os i dens Vand.

Naar det frøs om Natten og saa tøede om Dagen, blev der et forfærdeligt Ælte i Graven. I lang Tid havde vi ikke Støvlerne af Fødderne, for vi var bange for, at vi ikke kunde faa dem paa igen, naar der var hurtig Udrykning.

Langt tilbage i en lille Skov laa vort Køkken. Naar det var klart Vejr,  maatte vi gaa igennem Gravene for at komme derhen. Det tog en halv Time at hente Mad; men i diset Vejr var det kun halvt saa langt, for da gik vi oppe paa Jorden.

DSK-årbøger 1959

4. marts 1916. Brændevin, præster og andre nyheder syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændevin må ikke udleveres.

På grund af den store trang til spiritus til tekniske formål har rigskansleren indtil videre helt forbudt udlevering af drikkebrændevin til andre end hæren, sygehuse, medicinfabrikker osv.

Præsterne skal agitere for krigslån.

I det kielske konsistoriums officielle blad findes følgende, der her gengives på dansk: ”Forberedelsen til et gunstigt muligt resultat af det kommende krigslån behøver denne gang forøget opmærksomhed og medvirkning fra alle kredse. Hovedopgaven for at opnå et gunstigt tegningsresultat synes at være den snarlige påbegyndelse af en hverveorganisation på landet og i de små byer, hvis bærere landråderne skal være. For at gennemføre denne organisation er det påtrængende ønskeligt, at de gejstlige, som allerede ved tidligere lån har virket så heldigt, også nu igen stiller hele deres kraft til rådighed.

Vi anmoder derfor de herrer gejstlige om ikke blot på tidligere måde at bidrage til de nye låns fremme, men i særdeleshed også i videst muligt omfang at efterkomme den anmodning, der vil blive stillet til dem fra landrådernes side om medvirkning ved den planlagte organisation”.

Henvendelsen er undertegnet af konsistoriets formand.

Værnet for Halligerne

Den prøjsiske landdags finansudvalg har ifølge ”Hejmdal” bevilget den første rate på 100.000 mark til yderligere udvikling af beskyttelsesværkerne på halligerne. Foruden andre mindre arbejder skal de let byggede forbindelsesdæmninger mellem Oland og Langenæs, som i de sidste to år er blevet stærkt beskadigede af storme, genopføres i en stærkere skikkelse. De samlede omkostninger er 1.645.000 mark.

Mand frikendt – konen dømt.

For medhjælp til faneflugt stod møller Sigbart Anton Wiborg fra Terp ved Øster Lindet i går, fredag, anklaget for landsretten i Flensborg. Efter anklagen skulle han den 7. januar i år have hjulpet sin nabo, gårdejer Morten Jensen, som er optantsøn, men at flygte over grænsen. Den nævnte dag var ifølge Wiborgs udsagn Morten Jensen kommet over til ham og havde spurgt ham, om han ville med på handelen. Jensen vidste, at Wiborg et par dage i forvejen havde mistet en ko og trængte til en. Om eftermiddagen kørte de af sted med Jensen køretøj. De kørte først til Skodborg, og var dér inde et par steder, men fandt intet at købe, kørte så til Studstrup Mark og kørte ind hos gårdejer Graasbøl, hvor Wiborg havde hørt, at der var en ko til salg. Lige før de nåede gården, erklærede Morten Jensen over for den anden, at han ville flygte over grænsen. Da de kom ind på gården, gik Jensen og kom ikke tilbage mere. Dette tillod den anklagede, mens han hidtil havde påstået, at Jensen var vendt hjem sammen med ham igen.

Der førtes flere vidner i sagen, blandt andet den flygtede Morten Jensens hustru, som nægtede at aflægge vidneeden med den begrundelse, at hun havde været sindssyg og var bange for at blive det igen. Statsadvokaten androg på at idømme hende en ordensstraf på 20 mark. Retten idømte hende ifølge ”Flensborg Avis” en ordensstraf på 200 mark eller 20 dages arrest. Statsadvokaten androg på at finde den anklagede skyldig og idømme ham 10 måneders fængsel. Retten frikendte den anklagede.

Flensborg Skibsværft.

”Flensborg Avis” oplyser, at den forleden (efter ”Schleswigsche Grenzpost”) bragte meddelelse om, at samtlige danske undersåtter på værftet i Flensborg var blevet opsagte, er fuldstændig ubegrundet.

Forårsarbejdet syd for grænsen.

I Haderslev kredsblad for den 24. februar 1916 anmoder landråden amtsforstanderne om at sørge for, at forårsarbejdet på markerne bliver planmæssigt udført, for at sæden kan blive lagt i betimelig tid og i lige så stort omfang som tidligere.

Er der mangel på arbejdskraft, skal den økonomiske overledelseskommission i kommunen henvende sig til landråden, for at der kan søges om orlov for landmænd, der kun er garnisonstjensdygtige, eller henvise krigsfanger til kommunen eller om orlov af soldater fra garnisonen i Haderslev.

Ligeledes skal der sørges for det nødvendige antal af håndværkere, særlig smede, for at forårsarbejdet ikke forsinkes.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Ifølge tabslisten er Karl Danielsen af Flensborg faldet, Lorens Jepsen af Flensborg død af sygdom på et krigslazaret, Nis Lassen af Balsbøl savnet og Wilhelm Gerloff af Flensborg død af sygdom på et feltlazaret.

4. marts 1916. Armeringssoldat ved Guignicourt og Berry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat

Sammen med nogle Kammerater havde jeg haft Arbejde i en Skov i Nærheden af Laon, men blev saa flyttet til Guignicourt, en By ved Floden Aisne.

Vi laa oppe paa Loftet over en Stald. Taget var meget utæt, og vi frøs meget. Vi kom nemlig fra et meget godt Kvarter.

Her laa vi i otte Dage. I Byen var der et Soldaterhjem. Man raadede over hele tre Klaverer og meget andet til Tidsfordriv. Vi besøgte altid Soldaterhjemmet i vor Fritid. Her fandtes ogsaa en meget smuk Have med rindende Vand, som rislede ned over kunstfærdigt opsatte Sten. Engang havde her boet en Sangerinde fra Paris.

I Entreen var der anbragt store Spejle, der naaede fra Loft til Gulv. Man kunne se sig selv paa Ryggen. Havedøren og alle andre Døre var af Egetræ, og de var meget smukt forarbejdet.

En Dag faldt en Granat lige foran Døren: den blev gennemhullet, og Spejlene i Entreen ogsaa.

Byen var meget medtaget; men der var mange ubeskadigede Huse, og der fandtes endnu Civilbefolkning i Byen. Banegaarden blev af og til beskudt. Paa Byens store Kirkegaard blev mange af vore Kammerater begravet, navnlig Sachsere.

Det var det 12. Armekorps, som besatte dette Afsnit. En Morgen kom der Flyvere over og smed Bomber. De ramte Kirkegaarden, og der saa ikke godt ud bagefter.

DSK-årbøger 1959

3. marts 1916. Østfronten: At komme på vagt var ensbetydende med en dødsdom

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 1. Marts 1916 om Morgenen begyndte Russerne et frygteligt Bombardement. Med Undtagelse af Vagten i Skyttegravene trak vi os tilbage ned i Hulen.

Det var imidlertid sjældent, at Vagten kom tilbage, han blev gerne ødelagt af Granaterne, saa at komme paa Vagt var næsten det samme som at være dødsdømt. Saadan gik det i de første tre Dage. Saa blev der pludselig stille, og Russerne stormede.

Men Folkene nægtede at gaa igennem vor Pigtraadsspærring og blev liggende udenfor. Russerne prøvede at drive dem frem ved deres egen Ild. Nogle kom igennem og lod sig tage til Fange, og Resten blev sønderskudt, hvor de laa.

Da Stormen mislykkedes, begyndte Kanonerne igen, meget værre end før, og blev saadan ved i 4 Dage. Det er det værste Bombardement, jeg endnu har været udsat for. Skyttegravene var fuldstændig jævnede, og havde vi ikke haft Hulen, havde der ikke været et levende Menneske tilbage af os.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ny rekord i page views

Hvorfor er Første Verdenskrig så nærværende i Sønderjylland? Det er den, fordi Sønderjylland under verdenskrigen var en del af Det tyske Kejserrige. Ca. 35.000 mænd måtte gøre krigstjeneste i den tyske hær. Ca. 6.000 faldt. Ud af en befolkning på ca. 170-180.000 (Nordslesvig).

Hvis Kongeriget Danmark (nord for Kongeåen) var blevet tilsvarende hårdt ramt, så ville det svare til, at Danmark (med en befolkning på ca. 3.500.000 i 1914) skulle have stillet med flere end 600.000 mand til krigen – med ca. 100.000 faldne!

Det ville i så fald med afstand have været den blodigste krig i Danmarkshistorien – og det forklarer, hvorfor ingen sønderjysk familie forblev uberørt af Første Verdenskrig.

Mens Danmark undgik krigen, så delte sønderjyderne skæbne med den øvrige befolkning i Tyskland.

Hjemmesiden her blev omtalt i går morges på Radio Syd og senere på dagen på DR Histories Facebookside. Det resulterede i usædvanligt meget trafik på siden i går.

Sædvanligvis har hjemmesiden 1.000-2.000 page views (sidevisninger) dagligt. Når store slag raser og der er mange, der følger med, kan der være 5.000-6.000 page views.

I går var der 7.205 page views, og det er ny rekord for én dag – endda på en dag, hvor der ikke skete noget særligt!

Til de mange nye brugere af siden vil vi gerne sige: Velkommen! Vi håber, I bliver hængende. I år (2016) har vi både slaget ved Verdun, slaget ved Somme og Brusilow-offensiven.

Siden her er i hovedsagen drevet af frivillige og for et minimalt budget. Sydbank Fonden har støttet med i alt 60.000,- kr. Dette beløb har holdt siden kørende i næsten to år nu.

Tovholder er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot med Historisk Arkiv for Haderslev Kommune, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa som som partnere.

Men det tunge læs trækkes af 15-20 frivillige, spredt over hele landet.

Hvem vi er, kan ses under fanen “Om“.

Hjemmesiden har flere formål:

Siden bringer dagligt ”nyheder” fra ude- og hjemmefront.

Nyhederne er først og fremmest ”plukket” fra samtidens aviser, feltpostbreve, dagbøger og erindringer, således at siden har et nogenlunde fast (men ganske stort!) persongalleri, hvis skæbner vi følger gennem krigen – eller indtil de falder.

Men siden bringer også mange andre ting. De mange lister over krigsdeltagere (faldne, tabslister, desertører, krigsfanger, DSK-medlemmer etc.) er meget populære og anvendelige, ikke mindst for slægtsforskere.

Men der er også et enormt forsknings- og undervisningspotentiale i de mange indlæg, lister og scannede kilder. Vi har indledt et samarbejde med HistorieLab og med Aarhus Universitet om udvikling af disse dele af siden, men det er stadig på et meget foreløbigt stade. Ressourcerne rækker desværre ikke til et udvidet samarbejde med de mange lokalhistoriske arkiver i Sønderjylland, men her ligger fremtidigt arbejdsfelt.

Man kan altså som bruger forvente en fortsat udvikling af siden her. Med tiden vil den give et mangefacetteret billede af en landsdel i verdenskrigen og kunne danne grundlag for forskning og fordybelse, hvad enten man beskæftiger sig med slægts,- lokal- eller verdenshistorie! Og det giver enhver mulighed for at beskæftige sig med et verdenshistorisk emne – på dansk!

René Rasmussen, Sønderborg Slot

 

 

Pageviews2-3-2016

3. marts 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Advokat Ravn

af Flensborg, der som meddelt, er blevet hård såret, har ifølge ”Flensborg Avis” fået et skud i venstre kind; skuddet er derefter gået gennem munden, ud af højre kind og ned i højre skulder. Også lungerne har taget skade af skuddet. For tiden befinder hr. Ravn sig temmelig godt. Jernkorset af første klasse, som han har erhvervet sig på en patruljetur ved Yserkanalen, overrakte regimentskommandøren ham personligt.

Fanget tyv.

For henved en uge siden blev der øvet et indbrudstyveri hos gæstgiversken på Spandet Stationskro og stjålet henved 700 mark i guld, sølv og papirer samt et ur med kæde. Mistanken rettedes mod en tjenestekarl Ludwig Ulzack fra Ostrovo, der tjente hos landmand Jessen i Spandet. I tirsdags har gendarmen nu anholdt ham for efter at samlet beviser om hans gerning. Den anholdte, der førtes til amtsretsfængslet i Toftlund har, efter at han længe hårdnakket havde nægtet tyveriet, nu tilstået; imens var også de stjålne penge og uret blevet bragt for dagens lys fra et gemmested.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I den sidste tabsliste nævnes, at Wilhelm Koch af Harreslev er hårdt såret, Jens Jacobsen af Jaruplund Mark, hidtil i fangenskab, er død dér, Johan Hansen af Flensborg er let såret. Ifølge den 67. marinetabsliste er matros Herm. Petersen af Kollund Mark (ikke Kollund), søsoldat Henr. Carstens af Flensborg, torpedo-overmatros August Schmidt fra Kobbermøllen og overmatros Karl Julius fra Holdnæs, hidtil meldt savnet, døde.

Tabslisten meddeler, at Jens Clausen af Aventoft er død. I marinetabslisten meddeles, at matros Hans Carstensen af Barderup og overmatros Karl Martensen af Løgumkloster, der hidtil var meldt savnet, er døde.

Fyrbøder Hans Nielsen af Pøl er død, matros Jens Petersen af Schattbüll (?) [sic!] (Sønderborg), hidtil savnet, er død.

Den 5. februar er Theodor Ebeling af Sebbelev falden, 21 år gl.

Styrmandsmat Emil Bruun af Gråsten er i fangenskab i Rusland, torpedomaskinistmat. Willy Mantey af Buskmose og overmatros Andreas Jessen af Brændstofte (?) er døde.

I den 467. tabsliste meldes, at Søren Jensen af Gøtterup, hidtil savnet, er i fangenskab.

Marinetabslisten melder, at overmatros Frits Mathiesen af Oksenvad er død, hidtil var han meldt savnet.

Skræddermester Frandsen på Friskmark ved Gramby modtog i går den sørgelige meddelelse, at hans søn Boy er faldet i Frankrig den 24. februar.

2. marts 1916. Stålhjelme til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Efter stormen på Navarin-Ferme den 27. februar 1916 fik Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 bevilget 14 dages hviletid.

14 dages hvil var beskåret regimentet. De blev udfyldt med badning, aflusning, noget eksercits, fordeling af forstærkninger, der indtraf i disse dage, 600 mand høj.

Udrustning blev repareret eller tilpasset.

To nyskabelser, der viste sig velegnede helt til krigens slutning, dukkede op første gang: stålhjelmen, først i beskedent antal, der lige slog til for posterne i forreste linje, så gasmasken.

I specielle rum med lugtende og irritationsfremkaldende stoffer blev de tilpasset.

Derved fik regimentet også udvortes et andet ansigt. Alle fuldskæg måtte nemlig falde, fordi man ellers ikke kunne garantere tilstrækkelig gasbeskyttelse.

Stålhjelmen gav krigeren det klassiske udtryk, som vi i dag og al fremtid vil forestille os verdenskrigens soldat.

I hvileperioden blev kaptajn von Alt-Stutterheim fra III bataljon forflyttet til grenadérregiment 89. Kaptajn von Knobelsdorff trådte i hans sted.

Fra Füsilierregiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

2. marts 1916. Papirmangel

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Det kniber med papir til bladene.

”Foreningen af Slesvig Holstenske bladforlæggere” har udsendt følgende:

”Siden verdenskrigens begyndelse arbejder bladerhvervet under de tænkeligst ugunstige forhold. På den ene side er indtægterne ved kundgørelser, som i hovedsagen må opretholde et blad, gående ned til et mindste mål, og på den anden side er omkostningerne til beretningerne, telegrammer og telefonafgifter samt tekniske materialer af al slags bestandig og betydelig blevet forhøjede.

Nu forestår som følge af vanskeligheder i fremstillingen af hovedbehovsartiklen, papiret, en prisforhøjelse af yderligere 40 procent. Denne ny byrde kan bladerhvervet ikke bære.

Over 2000 tyske blade har allerede måttet ophøre med at udkomme. For at forebygge, at yderligere foretagender i landet må standse, ser de slesvig-holstenske blade sig foranledigede til fra 1. april i almindelighed at måtte forhøje deres abonnementspris.

Vi nærer den tillid til læseverdenen, at de samtykker i den højere pris, som vi har begrænset til det yderste.”

Henved 60 blade i Slesvig Holsten vil gå med til denne prisforhøjelse, som for de forskellige blade beløber sig fra 15 til 45 pfg. for hvert fjerdingår.

1. marts 1916. Nye tider syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Før og nu -!

En af Haderslevegnens mest ansete landmænd, en sønderjyde, som vi kan kalde X, blev for kort tid siden af amtsforstanderen opfordret til at overtage hvervet som kommuneforstander. X afslog opfordringen, idet han tilføjede, at han jo også var dansksindet, hvilket jo almindeligvis af myndighederne hidtil er anset for uforeneligt med at beklæde sådanne offentlige tillidshverv.

Kort efter modtog X imidlertid ordre til at møde hos landråden, som spurgte, hvorfor han ikke ville være kommuneforstander, hvilket spørgsmål X besvarede som ovenfor, idet han gjorde opmærksom på, at hans nabo var tysksindet og at man jo derfor ganske naturligt kunne tage ham dertil. For øvrigt oplyste X, at han selv for 10 år siden var blevet valgt til kommuneforstander, men dengang var han ikke god nok for myndighederne, som kasserede ham.

Landråden holdt imidlertid stift på, at X skulle overtage bestillingen som kommuneforstander – den tysksindede nabo kunne naturligvis være en meget flink mand, men man havde nu mest fidus til X, som jo også havde befolkningens tillid. Kort at sige, enden på historien blev, at X lovede at overtage hvervet, men han stillede til gengæld flere betingelser, deriblandt den, at han skulle være fritaget for anbringelse af forskellige ydre tegn, der almindeligvis tilkendegiver boligen som husende en sådan tillidsmand.

Sligt havde været utænkeligt før krigen. Det er imidlertid glædeligt, at der i al fald fra visse civilmyndigheders side nu ydes dansksindede nordslesvigere en anerkendelse som den, der ligger i det oven omtalte forhold.

29. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Advokat Ravn i Flensborg,

der er søn af tidligere gårdejer Ravn i Hyrup ved Øsby, er for anden gang blevet såret. Advokaten, der deltog i kampene som løjtnant, skal ifølge ”Dannevirke” været blevet hårdt såret.

”Flensborg Avis” meddeler, at Ravn der en tid har været ansat ved krigsretten i Bremen og derefter igen var kommet til fronten mod vest, nu har fået jernkorset af første klasse.

Løsningen af kartoffelspørgsmålet.

Der forestår en anordning fra rigskansleren, hvorefter de lavere forvaltningsmyndigheder skal have vidtgående bemyndigelse til overalt at beslaglægge og ekspropriere kartoffelforrådene der, hvor der er trang dertil. Kartoffelavlerne må kun selv beholde ganske små mængder, tilstrækkelig til føde for sig selv, deres folk og fæ – et pund daglig til hver person til 1. august.

Beslaglæggelse.

Forstærkningsreservist Nis Nissen, født den 22. december 1883 i Stenderup i Haderslev kreds, tjenestekarl Peter Hansen Løftgård, født den 22. maj 1883 i Strevelt, bosat i Anslet, og arbejdsmand Chresten Nissen Brodersen, født den 19. juni 1882 i Stursbøl, er erklærede for desertører og deres i Tyskland værende formue beslaglagt.

For at betræde og forlade øen Sild

og ligeledes til at opholde sig dér, kræves der ifølge anordning fra den stedfortrædende kommanderende general en skriftlig tilladelse fra økommandanturen. Men tilladelserne har kun gyldighed i forbindelse med et af politiet stempelt personalbevis med billede.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Peter Damm, en søn af Anton Damm i Gramby, der har deltaget i krigen i Frankrig, er blevet såret i den ene hofte og indlagt på et lazaret i Heidelberg.

Dr.med. Ipland i Højer, der gør tjeneste som læge ved en fangelejr i Nordslesvig, er blevet forfremmet til assistenslæge.

29. februar 1916. 86’erne afløses ved Navarin-Ferme.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen blev gennemført med succes den 27. februar.

Heller ikke i den følgende nat, der blev tilbragt under den skarpeste vagtsomhed, foretog fjenden sig noget nyt.

I de to følgende nætter blev bataljonerne afløst af infanteriregiment 184.

Et håndgranatangreb kort efter afløsningen blev af 184’erne med hjælp fra artilleriet slået tilbage.

Bataljonerne gik i hvilekvarter i Machault, Dricourt og Pauvres.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

28. februar 1916. K. Tastesen på Østfronten: Alt roligt …

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Til Jul var der fuldstændig roligt, men i Juledagene havde Russerne gravet Skyttegrave 4 à 500 Meter foran os — før laa de ellers op til 2 km fra os — saa vi havde en Anelse om, at der vilde ske noget i en nær Fremtid.

Vi blev ikke afløst, og der skete heller ikke noget før den 1. Marts. Vi havde imidlertid ikke drevet Tiden bort, men lavet store underjordiske Huler med 2 Udgange og 20 à 25 Meter Jord over. Proviant havde vi nok af til længere Tid, saa vi var ikke bange for et Angreb.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)