Alle indlæg af Rene Rasmussen

21. november 1914. “Huset fik en fuldtræffer, der delte det i to dele”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Vor Opgave var, saa vidt vi fik at vide, at møde og standse et evt. Gennembrudsforsøg fra Fjenden. Vor eneste Fredsforstyrrer var Artilleriet, som for Resten ogsaa ofte nok jog os paa Benene.

I Skyttegaven, hvor 3 Kompagnier afløste hinanden i al Ro, var vi ikke i saa stor Fare, som naar vi laa bagved i Kvarter som Beredskab eller Reserve. Det varede nemlig ikke længe, før det russiske Artilleri fandt vort Kvarter.

Periodevis sendte de os ,,Jernportioner”, hovedsagelig om Natten. De havde dog ikke rigtig Held med sig; da vi den 21. om Aftenen skulde afløse i Skyttegraven og lige havde forladt vort Kvarter, fik Huset en Fuldtræffer, der delte det i to Dele.

Godt, at vi var saa præcise med at afløse Kammeraterne i Skyttegraven.

20. november 1914. SMS Dresden med kurs mod Falkland?

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Efter en Uges Sejlads Side om Side med Leipzig mødte vi Flaaden i rum Sø.

Vi havde paa Vejen sænket et smukt engelsk Sejlskib og havde været paa Jagt efter et andet fjendtligt Skib uden dog at faa det.

Nu gik hele Flaaden ind i en Bugt ved Chiles Kyst for at tage Kul ind. Det var et fuldkommen øde Sted, omgivet af høje, skovklædte Fjelde (St. Quintin Bugten i Penas Golfen), og vi laa der fuldstændig uforstyrret i 5-6 Dage beskæftiget med Kulning og Maskineftersyn. Paa Dækket havde Marinesol­daterne lange Øvelser, og alle Skibene holdt Fartøjsøvelser. Det hed sig, at vi skulde forsøge Landgang paa nogle engelske Øer, og snart dukkede Falkland op som Midt­punkt for alle Samtaler.

20. november 1914. Guldet inddrages i Tyskland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Guldet inddrages

Der er allerede for længere Tid siden fra Myndighederne udgaaet Opfordring til Befolkningen om at aflevere, hvad de har af Guldpenge, til Bankerne og faa dem ombyttet med Seddelpenge. Man vi forstå, at dette i saa rigt et Land som Tyskland kan faa Guldbeholdningen til at gaa mægtigt til Vejrs, naar Ordren efterkommes over alt i Riget.

 

20. november 1914. Sønderjysk pilot. Dansk undersåt udvist.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Notitser

En Søn af Redaktør Mathiesen er uddannet til Militærflyver paa den militære Flyveskole i München.

En Søn af Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle gør Tjeneste ved Vestfronten som ældste Underofficer

En Søn af den tidligere Amtsforstander i Rødding, den 18-årige Løjtnant Gerd Massow, har faaet tildelt Jernkorset.

En dansk Undersaat, Kusk Anders Nielsen, født i Stubberup 10. april 1836, er efter Landraadens Ordre udvist af Amtsforstanderen i Rumohrsgaard.

Tysk fly 07006F00278
Tysk fly i luften over Vestfronten

 

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling

 

19. november 1914. Har Grev Schack begået landsforræderi?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Skal der rejses Anklage mod Grev Schack?

Det er kommet offentligt frem, at Lensgreve Schacks Papirer, der fandtes ved Husundersøgelse hos ham efter hans Fængsling, er sendt til Rigsretten i Leipzig for for at undersøges med Muligheden af en Anklage for Højforræderi for Øje.

Det forholde sig saaledes, at de hos Grev Schack forefundne Papirer for godt og vel et Par Maaneder siden er sendt til Gennemsyn hos Rigsretsadvokaten i Leipzig, der skal afgøre, hvorvidt der kan rejses Anklage mod Lensgreven. Greven er Sekretær i Foreningen til den sønderjyske Jords Bevarelse paa dansksindede Nordslesvigeres Hænder, det saakaldte Landeværn, og det menes at være i disse Papirer, at man eventuelt vil søge Materiale til en Anklage. Den lange Tid, der allerede er gaaet, kunne maaske tages som Varsel om om, at en Anklage som den antydede vil vise sig at savne fornødent Grundlag.

Grev Schack cropped 66-187

19. november 1914. “Hele oppakningen vejer 60-70 kilo, hvilket må siges at være tilstrækkeligt!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved blev indkaldt til Reserve Infanteriregiment 86 i august 1914. Hen gennemgik en kort militæruddannelse ved kasernen i Flensborg og skulle så sendes til fronten. Flere gang blev afsendelsen udsat, men i november 1914 blev det alvor.

soldat

Dagbogen, Torsdag den 19. november 1914
Indklædt og fuldt færdige til afrejse. Vi venter på ordre hvert øjeblik til at dampe af. Der blev sagt ved parolen i går, at vi skulde i retning af Gent. Den vej skal vi til Yserkanalen. Der må jo skulde druknes nogle flere regimenter dernede i det forfærdelige hjørne.

I dag er vi igen bleven indsprøjtede mod difteritis; og vi skal to gange til. Så må vi da næsten være usårlige.

Udrustningen:

1. Grå uniform med røde kanter og bronceknapper.
2. Sort kommismantel.
3. Pikkelhue med grønt betræk, R. 86.
4. Grå felthue.
5. Egne støvler, købt i Vejle.
6. Gule kommis snørestøvler.
7. Kalveskindstornyster.
8. Gult belgisk koppel.
9. do. patrontaske.
10. do. lædertøj – remme.
11. Telt og teltstokke,
12. Aluminiums-kogetøj med ske og gaffel.
13. do. bæger.
14. do. feltflaske.
15. Spade.
16. Grå handsker.
17. Brødposer.
18. To dåser Hl kaffe.
19. En dåse til bøssefedt.
20. Jernportion, bestående af to poser med kiks, en dåse kødkonserves samt en pakke ærter.
21. To forbindingspakker.
22. Gevær „97″.
23. Rengøringssnor.
24. To uldtrøjer.
25. To skjorter.
26. To par underbukser, det ene blåt.
27. Tyk blåsort sweater.
28. Gråt halsbind.
29. Muffediser.
30. To mavebælter.
31. Et par knævarmere.
32. Et par fingerhandsker.
33. Et dødsmærke: ANDRESEN, KRESTEN K.E.R.R. 86
34. Fire par strømper, hvoraf det ene et par tynde, gennembrudte, Liebesgabe.20
35. Kabuds.
36. Hvidt armbind til natlig kamp.
37. En saltpose med silkebånd.
38. Et pund skinke.
39. Et do. smør.
40. Et glas frugtsmør.
41. Nyt testamente.
42. Hjortens flugt.
43. Feltpostkort, 30 stk.
44. Skrivepapir.
45. Was für die „feldgrauen” annisnolie.
46. Hæfteplaster.
47. Sytøj.
48. Landkort.
49. Tre notitsbøger.
50. Et dannebrog.
Mangler endnu:
51. Bajonet.
52. 150 skarpe patroner.
53. l pund flæsk.
54. En spegepølse.
55. Et kommisbrød.

Hele oppakningen vejer 60 til 70 kg, hvilket må siges at være tilstrækkeligt.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H
Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved

Fra: Claus Bundgård Christensen (udg.): “Krestens breve”, Gyldendal, 2012.

18. november 1914. “Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Efterretninger fra Nordslesvigere

Fra Vestfronten

En yngre Gaardejer fra Haderslevegnen skriver ifølge “Hejmdal” fra Vestfronten til sin Søster bl.a.:

“Jeg siger Gud ske Tak for, at jeg er bleven forskaanet indtil nu. Denne Tid faar mange, ja jeg tror alle, til at tænke dybere over det Liv, der følger efter. Nu, da vi er uden for Skudlinjen, stiger Modet jo igen, men jeg tror, at ingen lægger sig til Ro uden at bede sig Fadervor eller bekende sin Tro; i alt Fald gør mange det. I Eftermiddag hørte jeg, at en laa og nynnede ‘Vor Gud han er saa fast en Borg’, og det var én, jeg mindst havde tænkt det om. Jeg siger Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro; for naar det kniber haardest, tyer jeg altid derhen.

En Gang skulle vi igennem en stærk Kanonild, og den visse Død var os næsten for Øje. En Angst var over mig, som næsten aldrig før. Men efter at jeg havde bekendt min Tro og bedt om Hjælp, var Angsten helt borte, og det kom mig slet ikke for, at jeg gik dér, og jeg slap ogsaa vel igennem.

Derfor tror jeg, at selvom Krigen er grufuld, er der nogen Mening med den og kommer der ogsaa noget godt bagefter for mange.

Og saa til Slut mange Tak for Pakke og Brev og mange hilsener til gamle og unge fra

Din Broder J.P.

18. november 1914. “Det var kun et Heimatschuss”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).

Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.

Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.

Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.

Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.

Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.

Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.

Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.

Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —

Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.

 

18. november 1914. “Livet i Skyttegravene”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Feltpost fra Sønderjylland

Fra Livet i Skyttegravene

Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.

Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.

Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.

Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.

Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.

Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.

Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.

Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.

Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.

Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.

6a44-106
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)

 

 

17. november 1914. Hemming Skov: “Tre brød til hele kompagniet!”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Den følgende Morgen, efter at vi endnu fandt en Russer, med hvem vi uden at vide det havde delt Husly under samme Tag, gik det videre.

Vi stødte overalt paa forsprængte Russere, og de skød paa os, indtil de ansaa det for bedst at overgive sig. I en By snappede vi to Motorcykler og et Køretøj, og et Par Fanger blev sendt tilbage med Byttet.

Til Gengæld var vor Bagage den Morgen nær faldet i Russernes Hænder. Den saa sig pludselig omringet af Kosakker, men i fuld Karriere slap den igennem, efterladende en falden Kusk, medens flere Heste var saaret.

Vi naaede Byen Zgerz (17. Nov.) 10 km Nord for Lodz og besatte en Banedæmning (Lodz—Lowic—Warszawa). Efter Midnat kom vi i Kvarter i en lille Landsby lidt længere fremme, og her fordeltes 3 Brød — siger og skriver 3 brød — til hele Kompagniet.

Kosakker

17. november 1914. Også indskrænkninger i grænsepassagen mod vest

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Den Indskrænkning af Trafikken over Grænsen, der i Lørdags effektueredes ved Taps paa Landsdelens østlige Side, er i dag ligeledes traadt i Kraft for det vestlige Distrikts Vedkommende. Ikke blot er Automobilkørslen standset, men fra i Eftermiddag kl. 4 er det end ikke tilladt Børn at passere Grænsen i Smaaærinder, således som det hidtil er sket.

På de af Konsulaterne og de tyske Myndigheder visende Pas forlanges nu Fotografi.

Ogsaa paa Vestbanen er Trafikken blevet lidt indskrænket. Saaledes gik hidtil daglig et Særtog fra Hvidding sydpaa kl. 10.00 Formiddag, medførende Kvæg og Heste. Dette tog løb sidste gang i Gaar, og Kvæg og Heste, der nu indgaard i Vedsted Station kl 6.19 Morgen og kl. 9.18 Formiddag, ver herefter først afgaa fra Hvidding kl. 11.33 Formiddag. Hvis der imidlertid er en Transport paa 10 Vogne og derover vil der blive sat Særtog i Gang fra Hvidding kl. 10.10.

Grænsen ved Vester Vedsted - spærret!
Grænsen ved Vester Vedsted – spærret!

 

17. november 1914. Kammerater i hestestalden – og det danske arbejde i Nordslesvig

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Hvert andet Døgn var mine Venner paa Feltvagt. Den Aften, de var hjemme, havde vi gerne et Par Timers hyggeligt Samvær. Saa fik vi lagt Ild paa vor lille Kakkelovn, tændte vort Talglys, satte os omkring Bordet med Cigarkassen og smøg om Kap med Kakkelovnen.

Stof til Underholdning skortede det aldrig paa. Doktoren fortalte om sine Studierejser til fremmede Lande og holdt et Foredrag om hvilket som helst Emne. Referendaren fortalte morsomt om sit Ophold i de forskellige Storstæder. Somme Tider fremsagde de eller sang begge to humoristiske Stykker fra deres Studentertid.

En Aften vilde Lindlof give et lille Tableau; men han paastod, at han ikke kunde, førend han var halvt beruset. Saa fik vi Gryden over Ilden og kogte en god Kop Kaffe til en Kaffepunch. Desværre havde vi ikke Sukker nok; men med lidt Chokolade erstattede vi det manglende.

I Slutningen af Tableauet skulde han netop forestille en beruset Bisse, og han gjorde det saa helt naturtro, at da Bissen skulde falde omkuld i Rendestenen, klappede Lindlof fuldstændig sammen, kun med den Forskel, at det var i Hestestalden, og han begyndte øjeblikkelig at snorke. Saa trak vi Støvlerne af ham og bar ham hen i et Hjørne og dækkede ham til med en Kappe.

Frits Wolf fortalte gerne om sin strenge Uddannelse og om det store Arbejde, Jernbanevæsenet udførte nu under den store Krig. Jeg fortalte om Livet paa Landet med dets mangeartede Ejendommeligheder, hvortil de andre tre lyttede opmærksomt.

Men naar jeg fortalte om vort nationale Haab og Ungdomsarbejdet og vort Foreningsliv derhjemme, da undrede de sig over at høre det fremstillet paa den Maade; det havde de aldrig hørt før, og baade Hayer og Lindlof protesterede heftigt imod, at vi vilde være Danske. Vi boede i Tyskland, sagde de, og derfor skulde vi være Tyskere. Frits stod paa min Side, og skønt vi var de to dummeste af de 4, kunde vi nok holde dem Stangen.

Tiden blev aldrig lang for os. Klokken blev gerne mange. Med et hjerteligt »God Nat« skiltes vi. Vi skulde nemlig alle sove i Skyttegraven hver Nat.

Den strakte sig langs med Yderkanten af Frugthaven og laa saa lavt, at den stod blank af Vand. For at bøde herpaa havde vi drænet og lagt Brædder i Bunden, saa Vandet nu ikke mere generede os. Ud imod Fjenden havde vi Skydehuller mellem Sandsække, store Sten eller Staalplader.

Fjenderne selv saa vi ikke meget til. De laa 4—500 Meter fra os ovre bag den bakkede Skov ved Byen i deres godt forskansede Stillinger. De gjorde sig undertiden megen Ulejlighed med at forsikre os om, at de endnu var der: de afgav Salver, foretog Skinangreb og sendte os engang imellem varme Granater til Aftensmad.

Ved et saadant Skinangreb blev Hans Petersen fra Bovrup saaret i Benet, da Feltvagten, paa hvilken han var med, blev trukket tilbage.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

17. november 1914. Østfronten: LIR84 ”Kampene om Lötzen fæstningen”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

De Masuriske søer med Lötzen fæstningsanlægget var hjørnestenen i forsvaret af Østpreussen.

Siden afgivelsen af XXV. Reservekorps til 9. Arme var forsvaret af fæstningen Lötzen overladt til 33. Landwehr Brigade (33.L. på kortet) under Generalløjtnant v. Einem. De afværgede fra midten af november angreb fra en langt overlegen fjende.

Nord for søerne til Darkehmen stod Landwehr Division Jacobi med 34. (34.L. på kortet) og 6 Landwehr Brigade for forsvaret af sydfløjen af Angerapp stillingen og mod dem trængte det II. Kaukasiske Korps sig forsigtig frem.

Presset fra fjenden tvang Oberbefehlshaber til at forstærke forsvaret af Lötzen fæstningen med det 41. Kavaleri Brigade (41. på kortet) til Angerburg, men han måtte gribe til troper fra Nord fløjen. Den 15. var allerede det 70. Landwehr Brigade (70.L. på kortet) trukket tilbage til Lötzen og den 16.-17. november måtte 3. Reserve Division aflaste Jacobi Divisionen. Også I. Armekorps blev trukket sydpå.

1914-11-17 LIR84 - Die Kämpfe in Ostpreussen - Lötzen 17. nov. 1914
Die Kämpfe in Ostpreussen – Lötzen 17. nov. 1914

Af kortet kan man se 34. Landwehr Brigade (34.L) stå lige øst for Angerburg. Det var her at min oldefar Otto Theodor Wagner lå i stillingskrig i landsbyerne Wenzken og Buddern. Landsbyerne fremgår ikke af kortet, men landsbyen Gr. Strengeln ses sydligst af 34. L’s front og af den havde han dette postkort.

1914-11-17 LIR84 Aus den Kämpfen um Angerburg - Das gans zerstörte Dorf Gross-Strengeln

 

16. november 1914. Hemming Skov: Nattekvarter erobret med bajonetten

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.

Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.

Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.

Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.

Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.

Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.

Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.

1914-10-polsk landsby

16. november 1914. Østfront. LIR nr. 84: ”Tilbagetrækning selvom man havde givet russerne et kraftigt slag.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Natten til den 13. november marcherede I. Armekorps (I. på kortet) og 70. Landwehr Brigade (70. L. på kortet) fremad øst på til angreb mod XX. Russiske korps (XX. på kortet) og 3. Reserve Division (3.R. på kortet), under deres nye Kommandør General leutnant Rolewe, marcherede i løbet af dagen ad vejen Darkehmen-Goldap mod II. Kaukasische korps (II.k. på kortet). I. Armekorps tog bl.a. 1000 fanger på dagen.

Den 14. og 15. november fortsatte General v. Below angrebene, men uden de store fremskridt. Men efter pres på nord fløjen valgte han at indstille angrebene. Man måtte nøjes med at have givet russerne et kraftigt slag, og have taget omkring 5000 soldater til fange og erobret 17 maskingeværer. Derfor var det skuffende, at de igen måtte trække sig tilbage.

1914-11-16 LIR84 Gesamtfront gegen Russland am 16. nov.1914
Gesamtfront gegen Russland am 16. nov.1914

 

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.

15. november 1914. “Russerne kom viftende med små hvide flag”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Vort Kompagni laa som Reserve i anden Linie, saa vi fik Lov til at komme i Kvarter og under Tag. Vi laa sammenstuvet i en Lade og skulde være højest alarmberedt, ligge ,,umgeschnallt”, Tornysteren under Hovedet, rede til at gribe Geværet og i en Fart komme ud. Vi blev purret ud allerede Kl. 3.

Efter endt Udkommando i nok en Patrouilletur søgte vi atter Forbindelse med vort Kompagni. Under denne Vandring passerede vi en Artilleri-Officer, som stod og brølede oppe paa en Husmønning bag Skorstenspiben, hvor han havde ,,Beobachtungsstelle”. Nedenfor stod en Mand, der pr. Telefon underrettede Batteriet, og dette sendte den ene dødbringende Salve efter den anden over imod Russerne.

Vi fandt 3. Kompagni, der som Reserve begyndte at gaa fremad til Forstærkning. Her sluttede vi os til og løb i Spring fremad, til vi naaede nogle sammenskudte Huse, og derfra løb vi enkeltvis med 20 Skridts Afstand, vel vidende at Sørge for at holde os i Dækning bag Husene, saa godt det lod sig gøre.

Lidt før vi naaede skyttelinien, kom vor Brigadegeneral med Stab ridende i den værste Kugleregn. Hurtigt var de af Hestene og fik disse ført i Dækning bag Husene.

Brigade-Staben havde været klar over, hvad der vilde ske: Russerne væltede frem fra deres Skyttegrave, som om de vilde have stormet os; men uden Geværer kom de, hujende og viftende med de smaa hvide Flag over imod os. Skydningen holdt op, dog Artilleriet endnu et Par Tingester ind imellem Russerne, men ogsaa Artilleriet blev hurtigt klar over, hvad der gik for sig.

Kampens Larm blev afløst af roligere Omgivelser, og alt mens Fangerne blev samlet i Kolonne, opsøgte Kammeraterne hinanden for at blive vidende om hverandres Skæbne. Jeg fandt endnu min eneste Landsmand uskadt, men vort Kompagni havde flere saarede.

Fangerne, ca. 1000 i alt, blev ført tilbage, og vi gik fremefter, forcerede Russernes Skyttegrav og fortsatte ca. 6 km. Hvor vi kom frem, havde Artilleriet huseret i Russernes Reserve. Vi fik et kort Hvil og Mad fra Feltkøkkenet, hvorefter der atter fortsattes nogle km, før vi kom i Kvarter.

15. november 1914. “Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Søndag, den 15. November 1914.

I vor nye Stilling havde vi det godt, bedre end vi havde ventet. Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.

Gaarden, som var bygget af store, graa Kalksten, gjorde et skummelt Indtryk. Man kunde ogsaa overalt lægge Mærke til en vis Ligegyldighed og Uorden, som man ikke var vant til hjemme. Og med de mange smaa og daarligt samlede Rum var Bygningen upraktisk.

Men disse smaa Rum frembød hvert et udmærket Opholdssted for 34 Mand, der saa godt som muligt havde indrettet sig husligt der. Ud fra alle disse smaa Boliger kunde man om Aftenen i Forbigaaende høre sagte, hjemlige Toner som:

Jeg elsker de grønne Lunde
med Tonernes vuggende Fald.
Jeg elsker de blanke Sunde
med Sejlernes Tusindtal.

eller:

Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg;
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under Synskredsens Rand

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

14. november 1914. Hemming Skov: I uophørlig berøring med fjenden

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Efter at vi, før vi gik i Kvarter Natten til den 14. Nov., maatte udstille Feltvagt, var vi fra dette Tidspunkt uophørlig Berøring med Fjenden. Næste Dag gik det fremad i Skyttekæde-Formation, og langt forude skimtede vi vore Jæger-Patrouiller, som var ude at søge Oplysninger om Fjendens Stillinger.

Vi gik ganske langsomt fremad, indtil vi fik Ordre til at lægge os fladt ned paa Jorden. De to første Grupper af første Deling, hvor jeg var med, blev kommanderet ud til venstre som Dækning for opkørt Artilleri. Det passede os godt, fordi vi heraf kunde slutte, at vi nu ikke kom i Infanteri-Ild.

Fra vor Dækning bag Husene skulde vi forhindre russiske Patrouiller i at udspionere vore Batteriers Stillinger.

Hen under Aften kunde vi atter slutte os til Kompagniet, og vi naaede frem sammen med Feltkøkkenet, fra hvilket vi saa fik en Portion varm, styrkende Mad.

1914-10-polsk bondegård

13. november 1914. Chr. Stöckler: “Valparaiso blev en skuffelse.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Valparaiso blev en Skuffelse. Jeg erindrer en hvid By med en Mængde Skibe langs Kajerne, deriblandt mange tyske, og en Række smukke chilenske Krigsskibe paa Rheden. De hilste os med Salut, da vi lagde ind tidligt om Morgenen den 13. November, og vi svarede. I Land kom kun Kommandanten og nogle faa Officerer, men om Eftermiddagen fik Tyskerne i Byen Lov til at besøge Skibene.

De kom i Hundredvis, Mænd og Kvinder i alle Aldre, lige begejstrede og lige rørende gavmilde. Næsten alle havde de Kærlighedsgaver med til os, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at ryge en hel Cigaret. El­lers maatte jeg som saa mange andre nøjes med de Stum­per, som Officererne kastede fra sig.

De sidste, der for­lod Dresden, var en Del unge Tyskere fra Byen, der i Timevis tiggede Officererne om Tilladelse til at sejle med som frivilligt Mandskab. Her som alle Vegne, hvor vi traf Tyskere i Udlandet, lagde disse en Offervillie og en Fædrelandskærlighed for Dagen, som forekom os andre selvmorderisk, men som vi bagefter maatte beundre.

Sent om Aftenen samme Dag sejlede vi efter at have faaet noget Proviant om Bord. Jeg lagde Mærke til, at nogle af Kasserne var mærket med Good Hope og altsaa oprindelig havde været bestemt til det engelske Admiral­skib, der sprang i Luften ved Santa Maria.

Vi gik med temmelig stærk Fart sydover, og jeg følte en mærkelig Lettelse, da vi var kommet ud i rum Sø og Lysene fra Valparaiso var forsvundet bag os. Havet virkede saa hjemligt, som om jeg havde tilbragt hele mit Liv paa det, og det regelmæssige Arbejde jog de triste Tanker paa Flugt.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

13. november 1914. “Kaffesladder eller Spiritusfantasi”. Grænsebevogtningen skærpes

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen om forholdene syd for grænsen.

Sønderjylland og Krigen.
Langs Grænsen.
Som allerede meddelt i Slutningen af Oktober er Grænsebevogtningen bleven skærpet paa den sydlige Side og den tyske Bevogtningsstyrke er nu yderligere bleven forholdsvis stærkt forøget — ikke af Hensyn til Befolkningen, men for at hindre Uvedkommende i at færdes frem og tilbage over Grænsen udenfor de sædvanlige Færdselsveje, der for Tiden gaar over Egebæk, Gjelsbro, Foldingbro, Skodborghus, Jels, Taps og Kær Mølle.

I det hele maa det fremhæves, at Forholdet mellem den tyske Bevogtningsstyrke og Grænsebefolkningen er særdeles velvilligt, og at man fra Opsynets Side søger at stille sig saa imødekommende, som Krigstilstanden med dens Forholdsregler paa nogen Maade tillader.

Ledende artikel: Sønderjylland og Krigen

Grænsebevogtningens Skærpelse gav sig i Aftes, Søndag, stærkere udslag ved Toldgrænsen ved Taps syd for Kolding. Mellem Kolding og Haderslev har hidtil – trods Krigen regelmæssigt kørt to Rute-Automobiler – Bil-Omnibusser – tilhørende henholdsvis Fragtkørerne Rudolph i Kolding og Hyllelund i Christiansfeldt. De har hidtil besørget baade Person-og Kommissionstrafik paa Ruten, men i Aftes blev Rudolphs Bil paa Tilbagevejen fra Haderslev til Kolding standset ved det tyske Toldsted og der blev nægtet den Tilladelse til at komme over paa dansk Grund. Og da Hyllelunds Bil kom fra dansk Side og ville sydpaa, blev den ligeledes standset – den maatte ikke kommer over for den tyske Grænseopsyn.

Efter hvad vi erfarer maa Aarsagen til denne pludselige Standsning af de to Biler – der vakte betydelig Opsigt i Egnen og særligt da i Kolding – søges i en fra Generalkommandoen i Altona Søndag Eftermiddag indløben Ordre om at standse Automobiltransporten over Grænsen.

I Dagene omkring den 6.-8. Oktober var der i den vestlige Del af Nordslesvig Tale om at forbyde Mænd i alderen 18-55 Aar med Bopæl søndenaa at passere Grænsen, og man satte dette i Forbindelse med de da paatænkte Indkaldelser, hvorunder man ville søge at hindre Personer i eventuelt at unddrage sig saadan Indkaldelse. Nu meddeles det atter – denne Gang fra den østlige Del af Nordslesvig – at der er kommen eller der forventes Forbud imod, at tyske Undersaatter i Alderen 18-45 Aar passerer Grænsen. For Værnepligtiges Vedkommende har saadant Forbud, som sagt, virket i den vestlige Del allerede i længere Tid.

Passagen over Grænsen er, som tidligere meddelt, i det hele bleven noget vanskeligere, og Kravene for Passage skærpet. En Arbejder fra Taps f.Eks., der i lang Tid daglig har passeret Grænsen for at arbejde i Nordslesvig, havde paa et hængende Haar i Lørdags Aftes ikke faaet Lov til at passere Grænsen tilbage til Taps, og først efter at Overkontrollørens Tilladelse var indhentet, fik han Lov til at passere, men samtidig fik han Ordre til at skaffe et forskriftsmæssigt udstedt Pas.

Der cirkulerer igen taabelige Rygter om Troppekoncentrationer i Nordslesvig. Hvad der sker og til Dels er sket i denne Tid indskrænker sig til Forskydning af mindre Styrker og, som nyligt meddelt, til Forøgelse af Bevogtningsstyrken ved Grænsen. Denne sidste har hidtil været besørget af 3-4 Kompagnier og er nu bleven forøget med et Par Kompagnier, det er det hele, og det er saare naturlig og lige til, naar man sydfra regner med Muligheden af, at f.Eks. engelske eller andre mindre velsete Personer kunne tænkes at gøre sig et Ærinde paa tysk Grund ad denne Vej. Derfor afpatrouilleres Grænsen fra Vesterhavet til Lillebælt ogsaa nu meget omhyggeligt, og dertil kræves selvfølgelig et større Mandskab end tidligere, da man nøjedes med Bevogtning af Overgangene.

Allehaande Rygter om større Troppesamlinger, om Afbrydelse af Danmarks diplomatiske Forbindelse med England etc. er det rene Opspind – Kaffesladder eller Spiritusfantasi, som man nu burde være forskaanet for.

Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side

12. november 1914. Farlig last til Vamdrup – og Pontonbroen retur

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis nord for Kongeåen om forholdene i Sønderjylland

Landdagsmand Nissen

i Viby, den bekendte Sønderjyde, har faaet tildelt Jernkorset “for udvist Mod ved en natlig Tildragelse i Belgien.”

En tysk vognladning Vaaben fra St. Quentin til … Vamdrup

En Jernbanevogn ankom i Gaar til Vamdrup fra St. Quentin i Frankrig! Vognen, der var fyldt med Geværer, skarpe Patroner og tomme Patronhylstre, er aabenbart kørt forkert. Udenrigsministeriet vil formentlig træffe nærmere Bestemmelse med Hensyn til dens Tilbagelevering til Tyskland.

Pontonbroen ved Sønderborg

ankom i Lørdags dertil, slæbt af to Dampere. Desuden ankom et Pionérkompagni fra Harburg, som skulle gøre Broen i Stand. Dette Arbejde mentes kun at ville tage et Par Dage. Særlig i Forretningskredse hilstes det med Glæde, at man nu igen kan slippe for Færgeforbindelsen.

Pontonbroen 6a63014
SMS Danzig passerer pontonbroen i Sønderborg

 

 

 

 

11. november 1914. Østfronten: “… gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.

Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.

Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.

Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.

Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.

De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.

Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.

Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.

11. november 1914. Østfronten: LIR84 – ”Tilbagetrækning af tropperne til Angerapp”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Om natten den 9. november blev de nordlige trupper trukket tilbage. 3. Reserve Division (3.R. på kortet) fik sammen med Jacobi Divisionen (Ja. på kortet) tildelt Angerapp stillingen ind til Darkehmen. Med tilbagetrækningen af syd-fløjen blev det også nødvendigt at trække den nordlige front tilbage. Dette skete fra natten til den 11. og indtil den 12. november om aftenen. 3. Reserve Division overtog Division Jacobi’s stilling ved Darkehmen og Jacobi lå syd for langs Angerapp. Den 11. november 1914 bestod Landwehr Division Jacobi af 6. og 34 Brigade.

1914-11-11 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen medio nov. 1914
Die Kämpfe in Ostpreussen medio nov. 1914

 

 

10. november 1914. Jernkors og avisforbud

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis nord for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Advokat Ravn, der ligesom en anden kendt Sønderjyde, Dr. Thomsen i Skærbæk, nu har faaet Jernkorset  i Krigen, er som saaret i Armen af en Kugle vendt tilbage fra Belgien for at komme sig. Jernkorset er ligeledes tildelt Gaardejer D. Andresen i Ravsted ved Aabenraa.

Som en medvirkende Grund for Militærmyndighederne i Slesvig-Holsten til at forbyde Bladet „Hejmdal” og Aflæggeres Udgivelse i 8 Dage anføres ogsaa, at Bladet ikke havde omtalt den tyske Kejserindes 56-aarige Fødselsdag den 22. Oktober.

Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg
Kejserinde Auguste Viktoria

 

9. november 1914. Tyfus ved Regimenterne 86 og 84

Af Füsilieregiment 86’s historie

I november blev nogle folk alvorligt syge. Man havde mistanke om tyfus, hvilket senere blev bekræftet. I den følgende tid bredte epidemien sig, indtil regimentslægen og bataljonslægerne ved møjsommelige undersøgelser af afføring til sidst fandt frem til bakteriebærerne og fik dem isoleret. Nu blev hele regimentet vaccineret mod tyfus, og faren drev dermed over.

Af Regiment 84’s historie, fortalt af M. Pohl:

Mavesygdomme tyndede ud i vore rækker. Hvor ofte har ikke min kaptajn spurgt mig, når i de dage grupperne ofte kun var på 3 eller 4 mand: “Hvad mener De, er de der ovre mere bange for os, end vi er for dem?”

 

Soldater på feltlatrin
Soldater på feltlatrin

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.