En anonym sønderjysk soldat fra . Afd. 1. Komp. I E85 beretter om en episode hos militærtandlægen
Min Rendsborg-Tand
„Hvem vil melde sig syg? Tre Skridt frem!“
Jeg traadte de befalede tre Skridt foran Fronten sammen med en halv Snes andre.
„Hvad fejler De?“
„Tandpine.”
„Hvad? Tandpine? Sie sind wohl ganz und gar von Gott verlassen. Haha! Tandpine! Er De rigtig klog, Mand! Tror De maaske, at De kan slippe for at komme med denne Transport, fordi De melder Dem syg med en Smule Tandpine. Hvad er egentlig Meningen? De maa jo fejle noget! Lad mig se den Tand! Ach wass! Jeg kan ikke se noget! Hvilken Tand er det? De er jo ikke engang tyk ved Hovedet, højst tykhovedet. Og saa tror De, at De kan pudse os med det? Næh, min gode Mand, den gaar ikke, bare ind i Geleddet igen. — Hvad siger De? De forlanger at komme til Tandlægen? En Soldat har i det hele taget ikke noget at forlange. Har De forstaaet mig? Men godt! De skal komme til Tandlægen, men tro bare ikke, at De slipper for at komme med ud. Meld Dem i Revier!“
Denne Skylle fik jeg en raakold Morgen i Marts Maaned 1916 i Kasernegaarden i Rendsborg. Dagen før havde vi faaet det nye Kluns paa og ventede nu hver Time paa Marchordre. Den gode „Spiess” troede naturligvis, at jeg vilde simulere, hvad der imidlertid slet ikke var Meningen. Jeg havde virkelig Tandpine, saadan i mellemsvær Grad. Der var et Hul i Tanden og Nerven var blottet, saa ved den mindste Smule jog det igennem den som med gloende Syle. Jeg var godt gal paa den væmmelige Karl, da jeg meldte mig i Revier.
Det var en midaldrende Mand i Uniform, som jeg antog for en Læge, der tog imod mig. „Op med Gabet!”
Han kiggede paa Tanden, men sagde ikke noget. I Stedet for gav han mig Adressen paa en Tandlæge og Ordre til at møde e fte r den opgivne Adresse Kl. 5 om Eftermiddagen.
Det var nok en køn en, at gaa hele Dagen uden at faa vaadt eller tørt, for den forbistrede Tandnerve vilde hverken have varmt eller koldt eller noget midt imellem.
Det var i et forbistret skidt Humør, jeg til den befalede Tid mødte hos Tandlægen, der boede i et gammelt to-etages Hus ved Skibbroen, en Trappe op. Trappen var smal og stejl, Forstuen snæver og mørk, Venteværelset lille og skummelt og hele Indretningen gav Indtryk af, at Tandlægen ikke netop var overrendt af Kunder.
Jeg hængte min nye Felthue paa den ene af de tre Knager, der var skruet ind i Bræddevæggen i Entreen, oggik ind i Venteværelset.
Lidt fte r kom Tandlægen ind, og trods hans civile Klæder genkendte jeg ham straks som „Lægen” fra „Revierstube”.
Han kiggede igen paa Tanden og forklarede mig saa, at der var ikke andet at gøre end at trække den ud.
Jeg protesterede paa det energiske. En ung Mand, som jeg, skulde have sine Tænder plomberet, ikke trukket ud.
Men det var der ingen Tid til, Marchordren kunde komme hver Time, sagde han, og skulde jeg af sted med en Tand, der kun var halv t færdigbehandlet, kunde det sidste blive værre end det første. Altsaa, ned i Stolen, og frem kom Tangen.
En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen.
Himmel og Jord, sikke Smerter. Paa’en igen. En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen for anden Gang.
Jeg fik Taarer i Øjnene af Smerter, og det er sikkert, at Tantalus’ Kvaler var Barnemad ved Siden af mine.
„Bare rolig, bare rolig. Den er allerede løs. Hovedet lidt bagover. Saadan. Og saa godt op med Munden. Nu skal De se, for tredie Gang faa r vi den.“
En Gang til højre og en Gang til venstre . . . . Jeg svedte Smertens Sved, og han svedte Angstens Sved. Svedperlerne stod paa hans Næse og paa hans Pande, og hans Haar sad klasket fast i Panden paa ham. Jeg havde hans fortrukne Ansigt lige foran mig. Det var med Opbud af alle sine Kræfter, han nu tog det sidste Nap, og for at være helt sikker i sin Sag, satte han sit ene Knæ op paa mit Bryst — og halede til — Og saa smuttede Tangen for tredie Gang, mens han stønnende fo’r tilbage.
Jeg udstødte et Brøl, antagelig af samme Styrke som den saarede Løves derude i Ørkenen og sprang op, og da han for fjerde Gang vilde mane mig ned i Delinkventstolen, gav jeg ham med højre Næve et Stød ind i Hjertekulen, saa han med stort Rabalder faldt over i et Glasskab.
Med Vanviddet lurende i mit stakkels Hoved rev jeg Huen fra Knagen og mere faldt end gik ned ad de stejle, mørke Trapper, og ilede ud paa Gaden.
Hvad nu? Hundreder af smaa Djævle, med Save, Bor, Hammer og Mejsel bearbejdede mit Hoved.
Paa Kryds og tværs stormede jeg igennem Rendsborgs Gader, blottet for ethvert Haab om at finde Lise for min Ve.
Tilfældigt faldt mit Blik paa en stor Husgavl-Reklame, „Plombering af Tænder“. En Guldplombe kostede saa og saa meget, en Sølvplombe kostede lidt mindre, en Plombe af Platin var endnu billigere, og den billigste var en Cementblombe til 1 Mark.
Jeg vovede mig op til Tandlægen. Det viste sig at være en stor, moderne Tandklinik, og formedelst 1,50 Mk., som maatte erlægges kontant, fordi jeg var indklædt til Fronten, akkorderede vi om en Gipsplombe.
Kort at fortælle. Da vi tre Dage senere rullede afsted til Frankrig, havde jeg en splinterny Gipsplombe i Munden og ingen Smerter i Tanden, alt formedelst 1,50 Mk. Og Rendsborg-Tanden holdt indtil fornylig, da min Tandlæge tog den, dog uden at Tangen smuttede en eneste Gang.
DSK-årbøger, 1943
