Alle indlæg af Rene Rasmussen

Aviser

17. marts 1916. Gensyn ved Hartmannsweilerkopff – og andre nyheder fra Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Gensyn i felten.

Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har ifølge ”Hejmdal” uventet truffet hinanden nede i Elsass ved Hartmannsweiterkopf.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Johansen Nielsen, en søn af maskinbygger Nielsen i Kolstrup ved Åbenrå, er faldet ved Verdun, 42 år gl.

Feltbreve til gefreiter Bollerup fra Vandling er i disse dage kommet tilbage med udskrift ”faldet”. Han blev 22 år.

Ifølge den sidste tabsliste er Hans Christensen fra Tyrstrup død af sine sår på feltlazaret nr. 8.

Adser Obling fra Øster Råbølling, Peter Christensen fra Dynt og Jens Jørgensen fra Sverdrup er savnet.

Ch. Bøgh fra Haderslev, Jørgen Andersen fra Tumbøl, Hans Petersen fra Raftrup, Nis Schmidt 2. fra Vollerup og Peter Reinhold er i fangenskab.

Krigens forløb

17. marts 1916. Rekrut i Graudenz

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Jeg er fra Gøtterup i Tirslund sogn og hører til de yngre årgange. Min soldater- og krigstid begyndte først i marts 1916.

Indkaldelsesordren, den længe men ikke med længsel ventede, kom i februar måned, og sammen med 18 andre stillede jeg i Haderslev.

For mit vedkommende, jeg var udtaget som pioner, gik rejsen til Graudenz.

Her havde vi en kompagnifører, en tyk fordrukken karl, med en mave så stor, at den hvilede på hestens nakke, når han var til hest, og det var han altid, når han var i tjenesten.

Desuden beklædte han også posten som kantinevært, hvad der åbenbart interesserede ham mere end vor uddannelse. Det kunne for så vidt også være os ligegyldigt, hvis ikke denne »hobby« havde været betroet til et par officersstedfortrædere, hvis eneste  saliggørende mening var denne, at »Schliff« og atter »Schliff« var det eneste, der kunne gøre os til duelige soldater og duelige til at »føre krig«. –

Men til alt held for os fik vi en anden kompagnifører, og hans debut gav os en antydning af, at det kunne give en anden »Herom« i dette
stykke.

Mens vi en af de følgende dage var ude i tjenesten, mødte han, og han var også feltvebelløjtnant, mødte han nemlig op for at se på øvelserne.

Efter nogen tids forløb lod han kompagniet kalde sammen, og vi blev præsenteret for ham som vor nye kompagnifører: »Herr  feldvebelløjtnant Henkel aus Berlin!« Han var en høj og slank herre med sort hår og ditto overskæg, altså også i det ydre en komplet modsætning til vor »kantinevært«. At han også var det med hensyn til tjenesten, det fik vi snart en fornemmelse af.

Han holdt en kort tale for os, hvori han meddelte, at han nu skulle overtage ledelsen af kompagniet. Det glædede ham, sagde han, for han kunne se, at vi var raske og flinke fyre.

»Men«, fortsatte han, »efter at jeg har overværet øvelsen, er jeg klar over, at kommandoen her er meget mådelig. Det forekommer mig, at befalingsmændene afgiver dårlige kommandoer, og – som det synes mig – bare at få lejlighed til at skælde ud og chikanere bagefter. Jeg har på fornemmelsen, at det er noget, de herrer kan, altså skælde ud, bedre end kommandere. Men De må lære det! Når jeg nu overtager ledelsen, så må de herrer indrette sig på at afgive ordentlige  kommandoer, så de kan få lært rekrutterne at blive gode soldater.

Tiden til uddannelsen er knap, og forplejningen nøje tilmålt, hvorfor jeg absolut må have mig unødige strabadser og unødig »Schliff« frabedt. Mærk Dem det, mine herrer!«

Så knaldede han hælene sammen og hilste: »Auf Wiedersehn!« og forsvandt, inden den forfippede officersstedfortræder fik samlet sig sammen til at lade kompagniet stå »ret«.

… fortsættes

DSK-årbøger 1968

Aviser, Hjemmefronten, Om Krigen

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

2 kommentarer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

Krigens forløb

16. marts 1916. Panik! Gasangreb! Men hvor er gasmaskerne?

Skriv en kommentar

Jacob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto.

Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.

Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.

Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.

Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …

Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.

Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …

Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle  hakkes løs,

Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.

Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«

Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravekanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.

På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –

Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.

Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.

Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.

Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…

Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.

Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …

DSK-årbøger 1959

Aviser

15. marts 1916. Faldne, sårede, fangne og savnede

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

De 18-årige og de 17-årige.

De i 1897 fødte værnepligtige er nu indkaldte til militærtjeneste. De i 1898 fødte værnepligtige skal melde sig til rullen på deres opholdssted inden den 25.marts.

Når lærlinge skal til fronten.

”Schleswigsche Grenzpost” meddeler mandag:

”Snedkerlærling Chr. Reimers, der er i lære hos snedkermester Chr. Nielsen, bestod i går nød-svendeprøve. Han skal i dag stille til militærtjeneste. Af seks lærlinge, der var meldt til nødprøve, var han den eneste, der mødte. De andre er allerede soldater eller til dels i felten”.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Aftægtsmand Niels Bladt og hustru i Asserballeskov har fået budskab om, at deres søn, landbrugskandidat Niels Bladt, er faldet den 27. februar ved Verdun. Den unge Niels Bladt var ifølge ”Hejmdal” en meget begavet ung mand, tog for nogle år siden landbrugseksamen ved Landbohøjskolen i København og har senere været assistent hos konsulent Hansen i Gråsten. Niels Bladt blev 24 år gammel og efterlader hustru og et lille barn, som han på grund af de skærpede bestemmelser med hensyn til orlov inden for de nordlige kredse aldrig har set.

Enke Marie Godt i Dyndved på Als har modtaget efterretning om, at hendes eneste søn Jørgen er faldet den 27. februar, 22 år gl.

Peter Wegersleff fra Ullerup og kaptajn i Landeværnet Ernst Simonsen er faldet.

Gårdejer Peter Enemark fra Stenderup ved Rødding er for nylig blevet let såret og ligger på et lazaret i Sedan.

En søn af gårdejer A. Tejlmann i Hjortvad ved Lintrup, der har deltaget i kampene mod vest, er blevet såret i den ene skulder af en geværkugle.

En søn af enke Jespersen i Rødekro er ved St. Marie á Py blevet overdænget med en masse jord, hvorved han har fået brystet slemt kvæstet. Han ligger nu på lazaret i Sedan.

Peder Christensen, næstældste søn af gårdejer Anders Christensen i Vilsbæk, tidligere i Dynt ved Broager, er savnet.

Anders Christensens ældste søn, Kristian har været savnet siden august 1914.

Krigens forløb

15. marts 1916. Füsilierregiment 86 tilbage til fronten

Skriv en kommentar

Efter 14 dages hvilepause kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 tilbage til fronten ved Navarin-Ferme.

Den 15. marts drønede hele formiddagen en stærk kanontorden fra den gamle front. Fourererne, som allerede var sendt forud til forberedelse af afløsning, vendte tilbage med uforrettet sag.

[Fourererne blev sendt i forvejen for at skaffe indkvartering, RR]

Der ude foran var der noget i gære, et angreb var tydeligvis under forberedelse. Om eftermiddagen angreb franskmanden efter kraftig artilleriforberedelse – under anvendelse af 28 cm skyts – mellem Estorff Eck og sape 1 på højre fløj af ”Adolf”.

Formålet var åbenbart at rulle vor nyerobrede stilling op fra siden og bagfra eller i det mindste at skaffe sig en flankestilling, som igen skulle foranledige os til tilbagetog fra vort nye terræn.

Angrebet blev noget slapt gennemført, vort artilleri satte omgående ind med spærreild, og kun den første angrebsbølge nåede ned i vore grave.

Ved en snedig manøvre af nogle officerer og mandskab fra vort naboregiment 85 blev de smidt ud igen. Derved havde de taget 162 franskmænd til fange.

Fjenden gjorde ingen yderligere forsøg.

III bataljon lå den 15. og 16. i alarmberedskab, men blev ikke indsat.

Af “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen”.

Aviser

14. marts 1916. Dementi: Mejeribestyreren i Toftlund ikke deserteret!

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Han ville ikke flygte.

Det var mejerist Hansen – og ikke Clausen, som tyske blade beretter – der blev anholdt af grænsevagten. Han ville ikke desertere, meddeler ”Dannevirke”, men blot besøge mejeristen i Spandet; det var 2 dage, før hans orlov udløb, og han havde forsømt at afmelde sig.

Krigens forløb

14. marts 1916. Harejagt på Vestfronten

2 kommentarer

Nikolaj Kramer gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Vi laa i Stilling paa Vimy-højene, Nord for Mont de Loretto, og havde, naar vi var afløst, vort Kvarter i Avion.

Det var i Marts Maaned, og der laa en Smule Sne over Markerne.

Paa Vejen tilbage fra Skyttegraven havde vi set et Par Harer og besluttede derfor at foranstalte en Harejagt. Jeg var under denne usædvanlig heldig og skød fire Harer.

Der var i Grunden slet ikke noget Hekseri ved det, for naar vi dreven Hare op, løb den et Stykke, satte sig paa Bagbenene og saa sig om. En nogenlunde god Skytte kunde da med Lethed nedlægge den.

Vi ankom til Kvarteret med seks Harer. Tre af dem blev flaaet og gjort i Stand, kom i Gryden og blev kogt. Noget at stege dem i kunde vi jo ikke fremskaffe. Suppen blev altfor stærk, og da vi ingen  Kartofler havde, maatte vi spise det kogte Harekød med tørt Brød til, og dertil drak vi saa den grimt smagende Suppe.

De tre allerede tillavede Harer slog til i det Par Dage, vi var i Kvarteret. De andre tre blev hængt ned i Kælderen, og Madame og hendes Datter fik Besked om, at Harerne skulde blive der, til vi kom tilbage igen.

Da vi næste Gang kom fra Skyttegrav en, var der kun to Harer.

Kvinderne gik og luskede omkring og saa efter mig. Jeg anede, at der var noget galt. Jeg gik derfor bag om Huset og ind i det lille Rum, som var reserveret til de to Damer. Madame kom straks hen til mig: “Oh, la la, monsieur danois, den er jo gruelig gal, nogen har taget den ene Hare.”

Jeg var med det samme klar over Situationen og sagde, at det nok var dem, der havde spist den, men, tilføjede jeg: “I kunde godt have spist to, det havde ikke gjort noget.”

Baade madame og Datteren blev saa lykkelige, at de begge to græd. Staklerne havde ikke smagt Kød i lange Tider.

Jeg forklarede mine Kammerater Sagen, og de morede sig
derover. Vi gjorde vore to Harer i Stand og gav Kvinderne Forhalvdelen af den ene.

De to Kvinder havde fra den Dag megen Tillid til mig.

DSK-årbøger 1953

Aviser

13. marts 1916. Russisk spion bortført fra Danmark til Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kartoffelkort.

Er nu indførte af magistraten i Kiel. Indtil videre tildeles der hver person et pund om ugen.

Den russiske jøde og den tyske opdager.

Tyskerne har i nogen tid eftersøgt en russisk jøde, der som tysk borger sigtes for at have udsmuglet medicinalvarer fra Tyskland til Rusland samtidig – og det er formentlig den egentlige grund til anstrengelserne for at få fat i ham – at have drevet spionage. En tysk opdagelsesbetjent tog til København, hvor han har opholdt sig i nogen tid og hvor det lykkedes ham at opspore den eftersøgte og efterhånden vinde dennes tillid således, at han kunne få jøden med på rejse ved at foregive for denne, at de i fællesskab kunne gøre et godt forretningskup i Jylland.

Opdagerens mål var at få russeren lokket over grænsen, i hvilken henseende der måtte udvises ikke ringe snedighed. Det turde derfor ikke gå an at tage med toget til grænsestationen, hvor russeren øjeblikkelig vilde blive klar over situationen, men der måtte gås omveje. Opdageren valgte da at tage til Ribe, og i fredags aftes ankom de med 6-toget hertil. En tredje mand – en dansktalende fra Hvidding – der var indforstået med, hvad der skulle ske, stødte her til dem i et gæstgiveri, og ved 7-8 tiden tog de alle tre afsted i bil ned mod grænsen.

Bilen fik imidlertid bestemt ordre til at holde ved Egebæk Kro – ca. 1 km fra grænsen – hvor de tre mænd steg ud og forsvandt ad den gamle Vedstedvej lige overfor og senere ind i plantagen syd for vejen.

Russeren nærede nogle øjeblikke tvivl om ekspeditionens redelighed, men den tyske opdager forstod at overvinde hans betænkelighed, og de gik videre, indtil de ad en sti over markerne nåede ind over grænsen. Her var imidlertid vagterne blevet forstærket, og aldrig så snart var man på tysk grund, før russeren blev arresteret og belagt med håndjern, medens samtidig hans gode ven opdageren forsvandt. To kriminalbetjente førte i lørdags morges opdagerens bytte videre sydpå, formentlig til Berlin.

Krigens forløb

13. marts 1916. Gule ærter mod diarré …

Skriv en kommentar

Sønderjyden Uffe beretter om en særegen kur mod tynd mave …

Det var i Frankrig under den første Verdenskrig. Efter Strabadserne derude i Skyttegraven var det rart at komme tilbage bag Fronten. Og nu laa vi da her og “gassede” os og havde det rart.

Dog havde jeg det nu ikke saa rart; min Mave og jeg laa i Krig med hinanden. Jeg havde en ret voldsom Diarrhé, og den, der har prøvet det, ved, hvad det vil sige.

Da jeg følte, at jeg havde lidt længe nok, gik jeg en Dag hen til vor Sanitets-Underofficer for at bede ham om et Middel til at bekæmpe Sygen med. Walther, som han hed, var nu saadan en flink og forstaaende Mand, saa han fandt snart den nødvendige Medicin
frem til mig.

“Se her,” sagde han, “her faar du nu disse Piller, og naar du kommer hjem, tager du straks to af dem. I Aften igen to og saa i Morgen tidlig de sidste to. Efter al Erfaring skulde du saa være kureret.”

“Ja, det er godt, Walther,” svarede jeg, hvorefter jeg forlod hans efter vore Forhold ret komfortable Paulun. –

Undervejs hjem til mit Kvarter skal jeg tilfældigvis netop forbi det  Sted, hvor vi har vort Feltkøkken – vor Gullaschkanon, som vi kalder det her, – staaende.

Jeg falder her i Snak med vor alles saa gode Ven, Kokken. – “Naa, Willem, hvad lyder saa Menuen paa i Dag?”

– “Hvad? Kan du ikke lugte det? Gule Ærter,” bemærker han leende.

– “Hvad? – Gule Ærter? Min Livret – og det netop i Dag!”

Jeg har nu altid været en ren Hund efter denne vidunderlige, livsalige Ret, og tænk, saa maa man netop nu i Dag forsage den ….

Ja, hvad er der vel her at gøre? – Jeg staar og overvejer Sagen. – Jeg maa jo tage en Beslutning, og da slaar det pludseligt ned i mig: “Du kan jo, ja, hvad kan jeg?” –

Jeg staar med mine Piller i Haanden og overvejer Sagen. – Piller
eller Ærter? – En efter en sluger jeg de smaa hvide Tingester. – Se saa, nu er den sidste forsvundet.

Ja, I kan tro, jeg spiste Ærter den Dag.

Om det var Pillerne eller Ærterne, der gjorde det af med den væmmelige Diarrhé, ved jeg ikke. Men Hovedsagen var, at jeg var blevet fuldstændig kureret for min Syge.

DSK-årbøger 1953

Nyheder

Den store Krig – og verden

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside følger sønderjyder i Første Verdenskrig 1914-1918 – og følges selv af mange mennesker over hele verden.

Siden har i gennemsnit 40.000-50.000 sidevisninger om måneden.

Som det fremgår af nedenstående statistik, så har vi langt de fleste følgere i Danmark. Men der er også ganske mange følgere i Tyskland, USA, Sverige, Norge, Storbritannien, Frankrig, Nederlandene og Spanien.

Vi har haft gæster på siden de seneste 90 dage fra alle de lande, der er markeret med blåt. Kun fra de lande, der er markeret med gråt, har ingen besøgt hjemmesiden.

Statistik_land_jan-marts_1916

Statistikken fra vores Facebookside (se nedenfor) viser også en interessant spredning. Bemærk dog, at det kun er dem, der følger siden via Facebook, som nedenstående statistik omhandler!

På Facebook har vi ca. 3.900 følgere. Det er rigtig pænt – for nu at sige det på (sønder-)jysk! Det er lige så mange som Museum Sønderjyllands to mest populære sider (Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke) – til sammen!

Det er ikke overraskende, at krigshistorie navnlig tiltrækker mænd. Men 33% af vore følgere er immervæk kvinder, og det er en ganske god kønsfordeling for en krigshistorisk side.

Aldersspredningen ser også meget fornuftig ud. Aldersgruppen mellem 35 og 55 år er stærkest repræsenteret, men aldersfordelingen mellem 25 og 65 år er pænt jævn. Det er ikke overraskende, at der er forholdsvis få følgere under 24 år. For det første vågner interessen for historie for de fleste først, når de er blevet voksne – og for det andet foretrækker aldersgruppen under 24 år andre sociale medier end Facebook. Vi er ganske godt med i aldersgruppen +65, selvom denne gruppe ikke er helt så godt med på Facebook.

Vi kan også se den geografiske spredning af følgere inden for Danmarks grænser. De to store byer København og Aarhus er i top 3, Odense, Esbjerg og Kolding er godt med – og så naturligvis de fire sønderjyske købstæder Sønderborg, Haderslev, Tønder og Aabenraa.

Det er ved første øjekast forbløffende, at vi har så forholdsvis få følgere i Åbenrå – men det skyldes, at byen optræder to gange under to forskellige stavemåder (Åbenrå og Aabenraa). Lægger man de to sammen, har vi 92 følgere fra Aabenraa – en enkelt flere end fra Tønder.

Statistik_Facebook_marts_2016

Man kan på grafikken neden for se, hvordan presseomtalen den 2. marts fik mange til at kigge ind på siden. De seneste 30 dage har siden haft 8.592 brugere, der til sammen har set på siden 62.191 gange. Selvom Verdun-slaget er i gang, så har vi desværre ikke mange beretninger fra sønderjyder i slaget – i hvert fald ikke endnu. Der bliver bedre, når IR84 ankommer til fronten senere.

Pageviews12-3-2016

Nyheder

Fotos fra dagens tastefest på Rigsarkivet i Aabenraa

2 kommentarer

På Statens Arkivers læsesal i Aabenraa (tidligere: Landsarkivet for Sønderjylland) sidder i disse timer 20-25 entusiastiske frivillige i gang med et større indtastningsprojekt.

Det er DSK-medlemskort fra DSK’s afdeling i Sønderborg, det gælder.

2016-03-12 11.44.59

Formålet er at skabe en søgbar database, der skal tilgængeliggøre sønderjyske arkivalier, lette adgangen til dem og stille dem til rådighed for interesserede.

Metoden kaldes Crowd Sourcing – dvs. mange frivillige arbejder sammen og bidrager til at løse en stor opgave. På dansk: “Mange bække små – gør en stor å!”

Statens Arkiver har haft stor gavn af denne metode. Og man indrømmer blankt, at sønderjyderne er i særklasse, når det gælder om at taste ind …

Kl. 11:00 i formiddag. Så er vi klar …

2016-03-12 11.13.38

Mai-Brit Lauritsen og Leif Hansen Nielsen fra arkivet bød velkommen. De medbragte pc’er blev fundet frem –  og så gik vi i gang!

2016-03-12 12.43.15

Efter lidt startvanskeligheder var alle logget på og indtastningen er i gang. Der er dyb koncentration, kun afbrudt af enkelte spørgsmål eller proviantering ved kaffebordet …

2016-03-12 13.08.132016-03-12 13.08.21

Frokost! Uanset om man er til Counter Strike eller Crowd Sourcing, så skal der brændstof til for at holde koncentrationen …

2016-03-12 13.42.17

Klokken 13:30. De godt 20 indtastere holder de to korrekturlæsere travlt beskæftiget. 10% af kortene er godkendt – mange flere indtastet.

2016-03-12 13.42.04

Man kan følge udviklingen her http://cs.sa.dk/archive_series/51

Skærmbillede 2016-03-12 13.47.39

 

 

Krigens forløb

12. marts 1916. Tandpine

Skriv en kommentar

En anonym sønderjysk soldat fra . Afd. 1. Komp. I E85 beretter om en episode hos militærtandlægen

Min Rendsborg-Tand
„Hvem vil melde sig syg? Tre Skridt frem!“
Jeg traadte de befalede tre Skridt foran Fronten sammen med en halv Snes andre.
„Hvad fejler De?“
„Tandpine.”
„Hvad? Tandpine? Sie sind wohl ganz und gar von Gott verlassen. Haha! Tandpine! Er De rigtig klog, Mand! Tror De maaske, at De kan slippe for at komme med denne Transport, fordi De melder Dem syg med en Smule Tandpine. Hvad er egentlig Meningen? De maa jo fejle noget! Lad mig se den Tand! Ach wass! Jeg kan ikke se noget! Hvilken Tand er det? De er jo ikke engang tyk ved Hovedet, højst tykhovedet. Og saa tror De, at De kan pudse os med det? Næh, min gode Mand, den gaar ikke, bare ind i Geleddet igen. — Hvad siger De? De forlanger at komme til Tandlægen? En Soldat har i det hele taget ikke noget at forlange. Har De forstaaet mig? Men godt! De skal komme til Tandlægen, men tro bare ikke, at De slipper for at komme med ud. Meld Dem i Revier!“

Denne Skylle fik jeg en raakold Morgen i Marts Maaned 1916 i Kasernegaarden i Rendsborg. Dagen før havde vi faaet det nye Kluns paa og ventede nu hver Time  paa Marchordre. Den gode „Spiess” troede naturligvis, at jeg vilde simulere, hvad der imidlertid slet ikke var Meningen. Jeg havde virkelig Tandpine, saadan i mellemsvær Grad. Der var et Hul i Tanden og Nerven var blottet, saa ved den mindste Smule jog det igennem den som med gloende Syle. Jeg var godt gal paa den  væmmelige Karl, da jeg meldte mig i Revier.

Det var en midaldrende Mand i Uniform, som jeg antog for en Læge, der tog imod mig. „Op med Gabet!”

Han kiggede paa Tanden, men sagde ikke noget. I Stedet for gav han mig Adressen paa en Tandlæge og Ordre til at møde e fte r den opgivne Adresse Kl. 5 om  Eftermiddagen.

Det var nok en køn en, at gaa hele Dagen uden at faa vaadt eller tørt, for den forbistrede Tandnerve vilde hverken have varmt eller koldt eller noget midt imellem.

Det var i et forbistret skidt Humør, jeg til den befalede Tid mødte hos Tandlægen, der boede i et gammelt to-etages Hus ved Skibbroen, en Trappe op. Trappen var smal og stejl, Forstuen snæver og mørk, Venteværelset lille og skummelt og hele Indretningen gav Indtryk af, at Tandlægen ikke netop var overrendt af Kunder.

Jeg hængte min nye Felthue paa den ene af de tre Knager, der var skruet ind i Bræddevæggen i Entreen, oggik ind i Venteværelset.

Lidt  fte r kom Tandlægen ind, og trods hans civile Klæder genkendte jeg ham straks som „Lægen” fra „Revierstube”.

Han kiggede igen paa Tanden og forklarede mig saa, at der var ikke andet at gøre end at trække den ud.

Jeg protesterede paa det energiske. En ung Mand, som jeg, skulde have sine Tænder plomberet, ikke trukket ud.

Men det var der ingen Tid til, Marchordren kunde komme hver Time, sagde han, og skulde jeg af sted med en Tand, der kun var halv t færdigbehandlet, kunde det sidste blive værre end det første. Altsaa, ned i Stolen, og frem kom Tangen.

En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen.

Himmel og Jord, sikke Smerter. Paa’en igen. En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen for anden Gang.

Jeg fik Taarer i Øjnene af Smerter, og det er sikkert, at Tantalus’ Kvaler var Barnemad ved Siden af mine.

„Bare rolig, bare rolig. Den er allerede løs. Hovedet lidt bagover. Saadan. Og saa godt op med Munden. Nu skal De se, for tredie Gang faa r vi den.“

En Gang til højre og en Gang til venstre . . . . Jeg svedte Smertens Sved, og han svedte Angstens Sved. Svedperlerne stod paa hans Næse og paa hans Pande, og hans Haar sad klasket fast i Panden paa ham. Jeg havde hans fortrukne Ansigt lige foran mig. Det var med Opbud af alle sine Kræfter, han nu tog det sidste Nap, og for at være helt sikker i sin Sag, satte han sit ene Knæ op paa mit Bryst — og halede til — Og saa smuttede Tangen for tredie Gang, mens han stønnende fo’r tilbage.

Jeg udstødte et Brøl, antagelig af samme Styrke som den saarede Løves derude i Ørkenen og sprang op, og da han for fjerde Gang vilde mane mig ned i Delinkventstolen, gav jeg ham med højre Næve et Stød ind i Hjertekulen, saa han med stort Rabalder faldt over i et Glasskab.

Med Vanviddet lurende i mit stakkels Hoved rev jeg Huen fra Knagen og mere faldt end gik ned ad de stejle, mørke Trapper, og ilede ud paa Gaden.

Hvad nu? Hundreder af smaa Djævle, med Save, Bor, Hammer og Mejsel bearbejdede mit Hoved.

Paa Kryds og tværs stormede jeg igennem Rendsborgs Gader, blottet for ethvert Haab om at finde Lise for min Ve.

Tilfældigt faldt mit Blik paa en stor Husgavl-Reklame, „Plombering af Tænder“. En Guldplombe kostede saa og saa meget, en Sølvplombe kostede lidt mindre, en Plombe af Platin var endnu billigere, og den billigste var en Cementblombe til 1 Mark.

Jeg vovede mig op til Tandlægen. Det viste sig at være en stor, moderne Tandklinik, og formedelst 1,50 Mk., som maatte erlægges kontant, fordi jeg var indklædt til Fronten, akkorderede vi om en Gipsplombe.

Kort at fortælle. Da vi tre Dage senere rullede afsted til Frankrig, havde jeg en splinterny Gipsplombe i Munden og ingen Smerter i Tanden, alt formedelst 1,50 Mk. Og Rendsborg-Tanden holdt indtil fornylig, da min Tandlæge tog den, dog uden at Tangen smuttede en eneste Gang.

DSK-årbøger, 1943

Om Krigen

12. marts 1916. Krigsdigt: “Jeg er en sønderjyde …”

2 kommentarer

En Sønderjydes Klagesang under Krigen (1914-18)

Jeg er en Sønderjyde, til Danmark staar min Hu,
dog maa jeg Tysken lyde og følge blindt hans Bud.
Det gik i Fredens Tider, skønt ikke altid let.
Nu jeg for, Tyskland strider. Det kan ej være Ret.

Jeg maatte drage fra mit Hjem, fra Kone og fra Børn,
jeg maatte sværge Faneed til Tysklands sorte ørn.
Det var med tunge Tanker; jeg gjorde, som man bød,
for Danmark Hjertet banker, for Danmark – til min Død.

Nu maa jeg kæmpe for en Sag, som er mig helt imod,
jeg vandre maa fra Slag til Slag paa mødig, trætte Fod.
Det er ej mine Fjender, som jeg maa skyde ned!
Jeg helst tilbagevender, til Hjemmets stille Fred.

Det er ej for mit Fædreland, jeg vover Liv og Blod.
Jeg staar her som en tvungen Mand, og helst jeg alt forlod.
Det er saa tungt at tænke, jeg flyed’ helst i Hast,
men Krigens tunge Lænke, den holder her mig fast.

Jeg ved, min Moder sørger – saa tungt det er for Far,
med Angst i Sind de spørger – og ingen giver Svar.
Og selv jeg spørger mangen Gang: Naar faar engang vi Fred? –
Er derfor endt min Klagesang og min Udlændighed?

Og Længselen mig drager til Sønderjylland hen,
at pløje der min Ager i Fred med Fryd igen.
– – – Gid Krigen var til Ende. Gid Dagen dog var nær,
da hjem jeg kunne vende til dem, som jeg har kær.

A. Qu.

DSK-årbøger 1953

Ikke kategoriseret, Krigens forløb

11. marts 1916. Under artilleriild ved Barry-au-bac

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Her havde franskmændene den 10. marts skudt de tyske stillinger sammen.

Nu gik Tiden med at udbygge den ødelagte Stilling, ligeledes med at lave nye. Vi lavede en Understand under Vejen. Den kunde tage en hel Bataillon.

Vi blev meget plaget af Lopper og Lus. En Morgen, da jeg stod ude i Graven og jagede Lopper, kom et par unge Løjtnanter ude fra den forreste Grav, og de studsede, da de saa mig. »God Morgen«, sagde
de. »Ja, her bliver indbudt til Jagt,« sagde jeg.

Her var Graven temmelig bred, den var saa bred, at man kunde føre saarede ude fra første Grav igennem den.

Løjtnanterne pressede sig langt ud til Siden, udenom mig. De ønskede god Morgen og god Jagt.

En Dag skulde jeg hente nogle Sandsække et Sted bag en Skov, hvor der var et Depot. Jeg gik tilbage gennem Graven, da det franske Artilleri begyndte at beskyde Stillingen. Da jeg var paa Tilbagevejen, bar jeg Sækkene paa Skuldrene og kom da forbi en lille Hule i Jorden.

Der sad en Løjtnant. Han sagde: »Kom dog ind, Kammerat!«  hvorefter han halede mig ind til sig.

Nu skød de baade med Granater og Shrapnels, Vi delte Sækkene og lagde dem paa Hovedet, akkurat Som andet Kryb, der dækker Hovedet og dykker ned, naar der er Fare paa Færde. Da Ildoverfaldet var forbi, gik enhver til sit.

DSK-årbøger 1959

Aviser

11. marts 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Afdød veteran.

I Hjortkær begravedes i onsdags på kirkegården arbejdsmand Andreas Abrahamsen, som var veteran fra krigen 1848. Var han end ikke den ældste, hørte Abrahamsen dog til de ældste af de endnu levende fra 48, således var han ved veteranfesten på Folkehjem i Åbenrå i 1914 den ældste blandt de der tilstedeværende. Sine sidste år henlevede han hos sin søn, skræddermester H. Abrahamsen i Sønder Ønlev.

Forårsarbejdet i landbruget kan få den største betydning for krigen.

En forordning fra krigsministeriet peger på ny på, hvor nødvendigt det er at få forårsarbejdet i landbruget gjort på ordentlig måde, og betoner, at gennemførelsen af denne opgave kan få den største indflydelse på krigens gang.

Civilmyndighederne anmodes om at understøtte landbruget og om at fremme smålandbruget så vidt muligt ved arbejdsfællesskab.

For hurtigt at få orlovsansøgningerne besørgede bemyndiger man kommandørerne for forstærkningstroppedelene til vidtgående brug af deres tilladelse til at give orlov. Dé, hvor fanger er henviste til at gøre arbejde, skal så vidt muligt en tillært landmand, i hvert fald en helt pålidelig person føre tilsynet.

Anholdt ved grænsen.

Mejeribestyrer Clausen, som i flere år havde bestyret Toftlund mejeri, blev for et halvt år siden indkaldt, men har flere gange været hjemme og tilset mejeriet. Militærforvaltningen havde disse dage sendt en anden mejerist, og da Clausen var hjemme, forsøgte han at komme over grænsen i stedet for igen at møde ved sin afdeling. Han er ifølge ”Kieler Zeitung” imidlertid blevet anholdt af grænsevagten ved Gelsbro og ført til Düsseldorf som desertør.

Ikke kategoriseret

11. marts 1916. Finske frivillige i Lockstedter Lager

4 kommentarer

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Fra mit ophold i lejren husker jeg, at der dér fandtes en såkaldt lukket lejr. Ikke sådan at forstå, at de folk, der opholdt sig der, var indespærrede; de kunne bevæge sig frit overalt.

Men det var os strengt forbudt at betræde lejren og i det hele taget søge kontakt med disse folk.

Det sivede efterhånden ud, at mandskabet i denne lejr bestod af finske frivillige. De havde betinget sig – efter endt uddannelse – at blive sat ind på østfronten.

Jeg skønner, at der har været mindst 500 mand i lejren, og at det var velhavende folks sønner, fremgik tydeligt af de besøg, de modtog af deres familier.

Den uddannelse, disse frivillige fik, var skrap , og jeg har senere hørt – om det passer, ved jeg ikke – at de efter krigen dannede grundstammen i den finske hær. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

Stadig ledige pladser til DSK-tastefest

Skriv en kommentar

Kom til tastefest på Rigsarkivet i Aabenraa

Din, min og vores historie

Vær med til at gøre historien tilgængelig for alle Rigsarkivet Aabenraa holder tastefest, hvor vi i løbet af en eftermiddag vil indtaste oplysningerne fra 661 medlemskort over tidligere soldater fra første verdenskrig i en database.

Medlemskortene kommer fra Foreningen af sønderjyske  krigsdeltagere, Sønderborg afdelingen, og indeholder udover et foto af soldaten bl.a. navn og regiment, om han har været såret eller krigsfange. Oplysningerne, som bliver tastet ind, bliver en del af den sønderjyske samling, som vi er ved at opbygge på Rigsarkivets crowdsourcing portal https://cs.sa.dk

Den sønderjyske samling består af indscannede kilder, der alle omhandler Sønderjylland, og som her bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle, ved at frivillige transskriberer kilderne.

Hvis du har lyst til at være med, så tag din bærbare pc under armen og mød op på Rigsarkivet i Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Tastefesten foregår lørdag den 12. marts kl. 11-16 og alle er velkomne.

Program:

Kl. 11.00-11.15: Dørene åbnes
Kl. 11.15-11.30: Velkomst og introduktion til indtastningen
Kl. 11.30: Indtastningen går i gang
Kl. 12.30: Frokost
Kl. 15.30-16.00: Afslutningen og opsummering

Vi sørger for frokost og kaffe, og vil derfor gerne have at I melder Jer til på: crowd@sa.dk

Max 30 deltagere.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Mai-Brit på 41 71 74 30 eller

Leif på 41 71 74 42. Vi glæder os til at se Jer til en hyggelig og sjov dag.

www.sa.dk/bliv-indtaster

Krigens forløb

10. marts 1916. “Har korporalen gjort bukserne fulde?”

2 kommentarer

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.

En Dag, den 10. Marts, gik min Kammerat Magnus og jeg efter Post.

Vi gik om Morgenen ved Daggry i et herligt Vejr og naaede hen paa Formiddagen vort Kompagni, som laa i samme By siden Juni 1915.

Da vi var naaet et Stykke frem paa Vejen, begyndte Artilleriet at skyde. Det blev til en heftig Kanonade fra begge Sider. Vi sagde til hinanden: »De arme Kammerater derude«; men vi var glade for at være borte derfra.

Vi traf vor Løjtnant, som spurgte, hvordan vi havde det derude, for »i Dag«, sagde han, »er der Angreb 21 Steder fra Verdun og opefter«.

Vi fik hen mod Aften vor Post og skulde af Sted igen. Vi traf vor Løjtnant igen, og han forhørte sig om, hvordan det gik med en af vore Korporaler derude, om han gjorde sine Bukser fulde.

»Han er en stor Kujon, men I har vel Baand, saa I kan binde hans  Ben!« –

Han ønskede os alt godt paa Rejsen og ligeledes derude og bad os tage en Hilsen med til dem alle derude.

Den Dag var der faldet en Masse Sne, Vejen var et Ælte, og om Aftenen frøs det. Vejen blev glat, og da den var gennemtrampet af Hestehove, var den meget ujævn; men vi traskede af Sted med hver 30–40 Pund Postsager.

I Skoven ved Provais skar vi os en Stok, saa vi havde noget at støtte os til. Der var mange Rotter; de løb tværs over Vej en, og vi brugte
Stokken og slog flere ihjel.

Da vi naaede Byen Goignicourt og var kommet ind i en snæver Gade i den vestlige Del af Byen, ikke langt fra Banegaarden, begyndte det franske Artilleri at beskyde Banegaarden.

Vi smed os ned bag en Mur og havde her lidt Dækning for Splinterne. Fra Banegaarden hørtes en Jamren uden Lige. Der var mange saarede og døde.

Da det atter blev lidt roligt, skyndte vi os med at komme videre og ud af Byen. Vi naaede ud i Stillingen omkring Klokken ti, og her var vi ventet med Længsel. Ude i Stillingen saa det ikke godt ud. Den var skudt sammen, og det gav meget Arbejde med at faa den i Stand igen.

Der havde været Stormangreb lidt til Højre for os ved Byen La Ville aux Bois og op efter Craonne-Højen til. Det var de sachsiske  Grenader-Regimenter 100 og 101 og Jæger-Regimentet 108,
der havde stormet og taget 714 Fanger, men under store Tab.

Den Dag havde der været to af T. L. Hansens Sønner fra Abild i vor Stilling. Ole ledte efter mig, men uheldigvis var jeg jo sendt efter Post. De faldt senere hen paa Sommeren, begge ramt af samme Granat.

DSK-årbøger 1959

Aviser

10. marts 1916. Presseforhold syd for Kongeåen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Mærkelige presseforhold under krigen.

Verdenskrigens indflydelse på pressen giver sig mange udslag. I de krigsførende lande virker censuren som en svøbe, således at alt stof, der kan tænkes at give uvedkommende oplysning i en eller anden retning, ubarmhjertig får censors blå streg over sig og må tages ud af bladene, som så på det pågældende sted pranger med et bart – hvidt – rum.

Intetsteds har vi set censuren gå så skarpt til værks som i Hamborg-bladene. Medens således f.eks. ”Hamburger Fremdenblatt” i mange måneder bragte en gengivelse af de officielle tyske tabslister blev det senere forbudt. Bladet, der er et udbredt organ og har talrige bekendtgørelser, blandt hvilke der så at sige dagligt i det sidste halvandet år har været talrige dødsbekendtgørelser om faldne i krigen, bringer imidlertid ikke mere disse bekendtgørelser – i alt fald ikke til udlandet. Fra 1. januar d.å. er det forbudt bladet at lade sine annoncetillæg følge med de eksemplarer, som sendes til udlandet. Men ikke nok hermed; man fjerner endog alle bekendtgørelser fra hovedbladet på nær nogle ganske få, der reklamerer for bladet selv, for krigslånet eller højst regnet måske for mundvand eller en herre-ekviperingsforretning. Men derudover ikke en eneste annonce.

Går man numrene igennem fra nytår til dato, møder der én et mærkeligt syn. De første tre sider i hvert nummer er der i almindelighed intet at bemærke ved, men den fjerde er én stor blank side eller en reklame for bladets udenlandske udgaver. Side 5 er måske fuld tekst, men på side 6 mangler den sidste tredjedel ligesom på side 8. Eller for at tage et andet nummer: I det 8 sidede blad er der på 3 af siderne fjernet henholdsvis de 3 fjerdedele, halvdelen og de 2 tredjedele af det, der står i bladet, og de pågældende dele præsenterer sig som rent, hvidt papir!

Det virker som sagt, ganske ejendommeligt, men forklares jo let, når man erindrer, at der i så store blade i verdensbyerne ud af bekendtgørelserne under sådanne forhold vil kunne tydes mangt og meget, som det er af interesse at holde fjenden uvidende om.

I mindre blade har vi ikke observeret et sådant forhold lige så lidt som f.eks. i den sønderjyske presse, hvor censuren jo ellers også fører et strengt regimente.

Krigens forløb

9. marts 1916. Mathias Petersen melder sig død …

Skriv en kommentar

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

En Dag meldte jeg mig syg. Vi havde i Infirmeriet en Dr. Jensen fra Flensborg. Da han hørte, at jeg hed Petersen, spurgte han paa dansk, om jeg kendte Dr. Hamdorf fra Løgumkloster. »Jo«, sagde jeg »det er netop vor Læge«.

— Dr. Jensen vilde dog ikke anerkende min Sygdom. Jeg blev Natten over paa Sygestuen. Det var nærmest en Stald. Der kom nu to Mand ind til os. Den ene var fra min Gruppe, den anden var fra et andet Kompagni. De havde været inde i Kantinen og havde faaet rigeligt at drikke. Den ene gik dog igen, hvorimod den anden lagde sig paa en Madras ved Siden af mig.

Han laa og sang om Soldaten og Marmeladen. Efterhaanden havde han vendt Benene op mod mit Hoved. Han var nær ved at sparke mig i Hovedet. Jeg fik tændt Lys og gloede paa Fyren. Han blev gal i Hovedet, sparkede efter mig og skældte ud; men kort efter gik han sin Vej, og vi var ikke sene til at lukke Døren . . .

Faa Dage efter, da jeg gik og passede mit Arbejde, kom Løjtnanten forbi. Jeg gik hen til ham og meldte, at jeg var kommet tilbage igen. »Naa, er De rask«, sagde han. — »Nej, Hr. Løjtnant«, svarede jeg, »det er min gamle Sygdom«. — »Naa«, sagde han, »saa maa De jo skaane Dem«. — Det vidste jeg nu nok selv.

Vi laa engang i Bo i Kolmar og skulde afluses og have et Bad. Klæderne kom ind i en Dampkedel. Paa et Skilt stod der skrevet: »Helvedet, hvor Lusene steges, er for Soldaterne en Himmel«.

— I Badeanstalten kunde jeg nær være druknet; men den lange Hans J. Askov fra Grønnebæk hjalp mig op.

Vi laa engang ! Ro i Vettelsheim. Feldwebelen bekendtgjorde, at ingen i Morgen maatte melde sig syg. Der skulde komme et højere Væsen ud paa Flyvepladsen i Kolmar, og saa var det Meningen, at vi skulle vise stram Eksercits. — Jeg besluttede mig til ikke at være med og gik hen til min Korporal. »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg.

Han svarede: »Aah, gaa lige hen til Feldwebelen «. Jeg gik hen til ham. — »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg. — »Ved De, hvad De kan? De kan melde Dem død«, svarede han. — Næste Dag gik jeg ind paa Infirmeriet. »Jeg har Smerter i Ryggen, og skal have den smurt med Kamfer«, sagde jeg. Saa var den Tjeneste til Ende . . .

DSK-årbøger 1958

Aviser

9. marts 1916. Krigsfanger, grænsebevogtning og andet nyt syd for Kongeåen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Feltpostpakkerne mod øst

kan i fremtiden ventes at ville gå hurtigere og regelmæssigere, meddeler ”Hejmdal”. Fra sidst i november har der hver dag kørt et særligt posttog fra Berlin til Königsberg; men det kunne langtfra medføre alle de små feltpostpakker. Fra 15. marts i år skal der køre to posttog om dagen på nævnte rute.

Befolkningen og krigsfangerne.

I en ekstraudgave af ”Haderslev Kredsblad” for den 6. marts 1916 findes en bekendtgørelse om civilbefolkningens samkvem med krigsfangerne, udstedt af den kommanderende general i Altona, hvori det hedder:

1) Efter at der i forskellige steder i korpsdistriktet er anbragt krigsfanger, forbydes det befolkningen:

  1. a) at tale eller på nogen som helst måde at omgås med krigsfanger, såfremt det ikke er nødvendigt som følge af fangernes arbejdssysselsættelse og ikke udtrykkelig er tilladt af den militære vagtmand eller arbejdsgiveren, det er kommuneforstanderen i kommunen.

b)at skaffe alkoholske drikkevarer til nydelse af krigsfangerne.

  1. c) at give krigsfangerne fyrtøj, knive, skarpt værktøj eller våben.
  • 2) overtrædelse straffes i medfør af paragraf 9 i loven om belejringstilstanden af 4. juni 1851 med fængsel indtil et år.

Gå ikke over grænsen uden pas!

Et par unge piger, en gårdmandsdatter og en tjenestepige ude i det nordvestlige hjørne af Haderslev kreds, der havde været i Danmark uden pas, blev søndag nat, da de var i færd med at vende tilbage, fanget af grænsevagten, der førte dem til baglokalet. Derfra blev de ifølge ”Dannevirke” transporteret videre til Flensborg. Tjenestepigen havde nok været nord for grænsen for at besøge sin kæreste, og gårdmandsdatteren har en søster gift i Danmark lige tæt ved grænsen.

Smørkort.

Den bestemmende kommission har besluttet for Sønderborg bys vedkommende at indføre smørkort.

70 år.

Fhv. gårdejer Mathias Ruddeck i Hajstrup kan mandag den 13. marts fejre sin 70 års fødselsdag. Fire af hans seks sønner ligger soldat, og to af disse er i russisk fangenskab.

Krigens forløb

8. marts 1916. Mathias Petersen ankommer til Elsass

Skriv en kommentar

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

Det var vist nok den 5. Marts, vi gik i Stilling. Vi gik fra Vettelsheim om Aftenen, passerede Vinsenheim og kom op igennem Mimsterthal, op til et enligt Hus, som vi tog ind i. Her laa der nogle Straasække. De, der var rappe nok, snappede én. Jeg fik desværre ingen, men maatte nøjes med at ligge paa Cementgulvet, vaad som jeg var af Sved og Snesjap.

Saa kom vor Feldwebel og meddelte: »Sluk Lyset, ellers skyder Franskmændene!«

Ud paa Natten fandt jeg en Bænk, som jeg lagde mig paa; men det var ikke saa godt. Til sidst nøjedes jeg med at sidde paa den.

Næste Dag gik Feldwebelen med os over i Stillingen. Jeg kom til at ligge sammen med en Skarpskytte, og kort efter kom der to Landsmænd til, Chr. Paulsen, Aplevad, og Paul Paulsen, Hatsted ved Husum.

Den næste Morgen blev vi fremstillet for Kompagniføreren. Løjtnanten spurgte om, hvad vi var civilt. Jeg svarede: »Haandværker!« »Saa kan De gaa hen til Haandværkergruppen «, sagde han. Det var lige, hvad jeg ønskede.

Stillingen hed Pavillon. Vi byggede Understande, Stillingen var meget rolig. Vi saa aldrig en Franskmand, og vi skød aldrig et Skud. Kosten var god; men saa kom vi over i en anden Stilling. Der blev Føden meget daarlig. Vi havde næsten intet at bestille. Jeg lavede et Bord for en Feldwebel. I Pavillon-Stillingen mistede vi en Dag to Mand. Den ene dræbte sig selv med en Haandgranat, den anden blev ramt fra Flanken. Vi laa nemlig meget tæt paa Fjenden. I vor nye  Stilling reparerede jeg haandværkstøj og udleverede det til Arbejdsgrupperne.

DSK-årbøger 1958

Aviser

8. marts 1916. Rationering, faldne, sårede og faldne

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Soldaterne i Sønderborg og smørret til befolkningen.

Om smørsalget i Sønderborg skriver ”Dybbøl Posten”:

”Det kniber nu også med smør i Sønderborg, men det har nok sin egne grund, nemlig den at mange landstormsmænd køber smør i større og mindre partier og sender hjem til deres familier. Dette bør påtales på det skarpeste, da det overdrives i en aldeles uforsvarlig grad.

Når således en ”indkaldt” sender flere soldater på én gang hen til mejeriet og lader hver købe et halvt pund smør og på den måde får sammenkøbt 10-12 pund, som han så sender hjem til familien andetsteds, så er det en uforskammethed, der bør stilles i gabestokken, thi borgerne i byen kan for sådanne hamstres skyld intet smør få, og de kan ingen steder i smørbutikkerne komme til for soldaterne, der tropsvis fylder butikkerne.

Nej, lad os så bare bede om smørkort”.

Det kniber stærkt med olie og fedtstoffer!

Den 6. januar 1916 blev det forbudt at anvende olie og fedt af planter eller dyr til fabrikation af sæbe og læder. Nu er dette forbud ved forordninger af 29. februar og 2. marts blevet udvidet til bogtryksværte og lak, fernis og malerfarver. Fra 20. marts af må linolie overhovedet ikke mere bruges til fabrikation af bogtrykfarver. Til lak, fernis og farver, som bruges af malerhåndværket, må planteolie ikke anvendes i større mængde end 25 % af det færdige produkt. Til fremstilling af lak, fernis og farver, som bruges ved læderfabrikationen, må olie og fedt af planter eller dyr kun anvendes med det pågældende krigsudvalgs tilladelse.

Påske- og pinsehilsner

på de gængse påske- og pindekort mellem hjemmet og felthæren vil antagelig blive forbudt i år.

Tønder Landmandsbank

holdt ifølge ”Vestslesvigs Tidende” sin årlige generalforsamling med regnskabsaflæggelse i lørdags i Missionshotellet i Tønder. Der var mødt 12 aktionærer med 62 stemmer. Mødet åbnedes af tilsynsrådets formand, rentier Fr. Høyberg af Visby, hvorefter bankdirektør Rossen aflagde årsberetningen. Regnskabet forelagdes og godkendtes. Som meddelt giver banken 8 % dividende. Som medlemmer af tilsynsrådet genvalgtes Fr. Høyberg og grev Schack af Schackenborg, som stedfortrædere Gotthardtsen fra Nørmark, B. Høyer fra Trøjborg og A. Sørensen fra Byvang.

Frem med benzinen.

Generalkommandoen i Altona har bestemt, at enhver der har bragt benzin fra udlandet over den tyske grænse, straks skal meddele de af ham indførte mængder med anførelse af herkomst og kogepunkt til inspektionen for automobilvæsenet i Berlin R.W. Friedrichstrasse 100, uden hensyn til, at de indførte mængder også anmeldes af grænsetoldkontorerne.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at fyrbøder Iver Hansen fra Kværs, styrmandsmat Emil Bruun fra Gråsten, der i tabslisten har været opført som savnet, og overfyrbøder Wilhelm Jepsen fra Sønderborg er døde.

Underofficer Callsen fra Sønderborg er den 28. februar blevet såret på den vestlige krigsskueplads.

Hans Andersen fra Bøjskov ved Christiansfeldt er hårdt såret.

Gårdejer Hans P. Petersen fra Kastrup, der er enkemand og deltog som landstormsmand i krigen på vestfronten, er savnet.

I tabslisterne meddeles, at løjtnant i reserven Feliks Peter Bruhn fra Skovbølgård i Felsted sogn er savnet.

Hans Markussen fra Bovrup, der hidtil har været meldt i fangenskab, og Christian Mathiesen fra Søgård Mark, der hidtil har været meldt savnet, siges at være døde i fangenskab.

Chresten Petersen fra Branderup er i fangenskab. Ligeså Hans Bondesen fra Fjelstrup, Jacob Hansen 7. fra Vester Lindet, Theodor Rudolph fra Ørslev, Hans Wæger fra Haderslev og desuden følgende personer, der tidligere har været meldt savnet: Andreas Andresen fra Broager, Hans Petersen fra Skodsbøl, Nis Petersen fra Kværs, Johan Christian Petersen far Ketting, Jørgen Jespersen fra Skovby (kredsen er ikke anført), Henry Andersen fra Sønderborg, Andreasen Iversen Møller fra Kvorp, Hans Broder Hansen fra Rørkær (kredsen er ikke anført) og Christian Hansen fra Dyndved.

Hans Johansen af Sønder Løgum er død ved et ulykkestilfælde på sin første orlovsrejse hjem, efter at han havde stået halvandet år på de forskellige krigsskuepladser.

Gårdejere Chr. Lorenzens søn i Sæd ved Tønder er falden ved Verdun den 24. februar, 26 år gl. Han var eneste søn og skulle have haft gården efter faderen.

August Petersen af Flensborg er i fangenskab, hidtil stod han opført blandt de savnede.

Tabslisten meddeler, at Jakob Jørgensen 1. af Skast er bleven hårdt såret og Hans Johansen af Bramstedlund døde forulykket.

J. Christiansen i Leck har modtaget efterretning om at hans søn Karl er faldet den 22. februar. Hans anden søn har været savnet i måneder.

Andreas (ikke Peter) Bertelsen af Agerskov (ikke Hjartbro) er savnet; Falle Jørgensen af Sverdrup er død af sygdom på et reserve-lazaret; Peter Raun af Sønder Vilstrup, hidtil savnet, er i fangenskab.

Jes Bertelsen af Kliplev, hidtil meldt såret, er falden; Marius Andersen 2. af Gennerstrand, hidtil meldt savnet, er i fangenskab.

Gårdejer Hans Juhl i Ladegård 2. ved Hammelev har været savnet siden en fægtning den 25. februar i år.

Høker Møllers hustru i Slagtergade i Haderslev har gennem ”Røde Kors” i København fået efterretning fra sin mand, at han er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden august i fjor.

Jørgen Krogh af Lysabildskov er død på et krigslazaret; hidtil var han meldt såret.

Gårdejer Hans Petersen af Kastrup er savnet.

Mads Due af Kastrup er kommet på et lazaret, lidende af blodforgiftning i den ene arm.

En søn af landmand J. Peters af Mejlby, Oscar Peters, er under kampene på vestfronten blevet såret i højre arm.

Krigens forløb

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Aviser

7. marts 1916. Rationering og erstatningsmad

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En stor fallit.

Amtsretten i Haderslev bekendtgør den 1. marts, at ”Haderslev Kødvarefabrik i likvidation i Haderslev den 1. marts er erklæret fallit. Forvalter i boet er kancelliråd Christiansen i Haderslev.

Som bekendt har dette foretagende slugt en mængde penge, og kødvarefabrikkens ulemper gennem mange år har også bl.a. været skyld i, at aktieselskabet Privatbanken i Haderslev har måttet likvidere.

Haderslev Fjord.

”Skibe, der sejler ind eller ud af Haderslev Fjord, skal nøjagtig gennemsøges af folk af Luftværnskompagniet. – Disse udsteder bevis for, at undersøgelsen har fundet sted. Skibe, der uden bevis forsøger at komme ud af fjorden, vil blive forhindret i at sejle videre”.

Bygmel.

Landråden i Haderslev meddeler under 3. marts 1916, at bygmel kun må afgives mod brødkort.

Kartoflerne skal afgives.

I ”Haderslev Kredsblad” for den 4. marts 1916 findes følgende anordninger, udstedte af regeringen i Berlin den 26. februar 1916:

Enhver kartoffelavler har på forlangende at afgive alle forråd, som ikke er nødvendige for at føre hans bedrift videre til næste høst. Såfremt der foretages tvangstægt, skal man, såfremt behovet ikke er ringere, lade ham beholde:

1) For hver af hans pårørende i hans bedrift, tyendet indbefattet, samt de der er berettiget til at få naturalydelse, især aftægtsfolk og arbejdere, for så vidt de i medfør af deres berettigelse eller som løn kan gøre krav på kartofler, pr. hoved og dag 1½ pund til 15. august 1916.

2) De uundværlige læggekartofler til højst 20 dobbeltcentner pr. hektar af den kartoffeljord, som var dyrket i høståret 1915, for så vidt anvendelsen af læggeformålet er sikret. Desuden skal i tilfælde af tvangstægt kartoffelavleren beholde de uundværlige forråd, han behøver til sine kreaturer til den 31.maj 1916.

Bestemmelsen er trådt i kraft.

Ved overdragelse af ejendomsretten og opfordringen til at sælge må der bestemmes over kartoffelavlerens hele kartoffelavl.

Stærke ægspisere.

I en beværtning i Haderslev holdt (efter hvad én af deltagerne selv har fortalt til en indsender i ”Dannevirke”) en aften for en 8 dages tid siden 4 damer og 2 herrer et lille intimt gilde. – Ved denne lejlighed fortærede de 6 personer indtil om morgenen kl. 5 90 (halvfemsindstyve) æg med dertil hørende drikkevarer. At sligt kan finde sted i indeværende alvorlige tid, er vel et bevis for, at det endnu ikke kniber, i det mindste kneb det ikke for de 6 festdeltagere.

Krigens forløb

6. marts 1916. K. Tastesen fanget i ingenmandsland under granatild

1 kommentar

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 6. maatte jeg paa Vagt ude i en sappe [fremskudt skyttehul til observation, RR]. Jeg kom godt derud ved at springe fra det ene Hul til det andet. Men nu blev Ilden mellem Hulen og mig saa slem, at jeg ikke kunde blive afløst. Jeg laa helt gemt i Sne, og det frøs, saa jeg næsten var helt stiv.

En Løjtnant vilde ud til mig, men da han var kommen Halvvejen, blev han ramt i den ene Haand, saa den blev fuldstændig reven af. Han flygtede tilbage, og nu turde ingen prøve paa at komme derud igen, og jeg kunde heller ikke komme tilbage. Der stod jeg saa uafbrudt i 12 Timer i den værste Kulde og omtrent begravet i Sne.

Endelig var jeg nødt til at skulle tilbage for ikke at fryse ihjel, da jeg ikke kunde holde mig vaagen længere, og jeg kunde lige saa godt dø paa den ene Maade som paa den anden. Jeg sprang op, men var saa stiv, at jeg ikke kunde løbe. Jeg tumlede ned i et Granathul, op igen og ned i det næste og saa fremdeles. Da jeg var kommen Halvvejen, kunde jeg ikke mere og lagde mig ned i et Hul og tænkte ingen Ting. Nerverne var alt for oprevne til, at jeg kunde tænke.

Jeg havde vel ligget der nogle Minutter, da en Granat sprang ved Siden af og væltede Jord og Sten ned over mig. Jeg vaagnede op og besluttede at gøre et sidste Forsøg. Jeg væltede mig gennem Sne og Jord, der var fuldstændig rødt af Blod, og naaede endelig Hulen. Jeg saa godt en Løjtnant tiltalte mig, men kunde ikke samle, hvad han sagde. Nerverne var fuldstændig ødelagt, saa jeg kunde hverken tænke eller handle.

Jeg lagde mig hen i et Hjørne af Hulen og faldt hen i en Døs, hvor jeg laa et helt Døgn. Jeg sov ikke, men var ikke i Stand til at kunde rejse mig og heller ikke tænke klart. Da jeg atter kunde rejse mig og kom op, var der helt roligt. Russerne havde bedt om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde, og det var gaaet i Orden for tre Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Aviser

6. marts 1916. Lyngmel

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Lyngmel.

I ”Kredsbladet” gives følgende oplysninger:

Det lyngmel, som kommer til fordeling, er et produkt af blade, blomster og frugt af lyng.

Efter foreliggende analyser, foretagne af autoritetet, indeholder det omtrent 55 procent kvælstoffrie ekstraktstoffer. Værdien af stivelse beløber sig til rundt 36 kilogram i 100 kilogram lyngmel. Indholdet af råfibre er ved passende forholdsregler nedsat til 11,1 procent i det færdige foder.

Lyngmel er i fin beskaffenhed lig det bedste enghø. Et særligt fortrin ligger i dets diætetiske virkning. Afkog af lyngmel har i de fleste tilfælde vist sig godt mod diarré.

Ikke kategoriseret

Se film og videoforedrag på “Den store Krig 1914-1918”

Skriv en kommentar

Vi har samlet et lille udvalg af film- og videoproduktioner, vi har medvirket i, og tilgængeliggjort dem på bl.a. Youtube.

Du kan se linksamlingen på siden her:

https://denstorekrig1914-1918.dk/krigens-forloeb/film-videoforedrag/

Vi har også på siden samlet et lille udvalg af links til dokumentarfilm om Første Verdenskrig på Youtube.

Men der er jo mange, mange flere!

Hvilke film synes du, mangler på listen? Del et link i kommentarfeltet og skriv en kommentar og begrund gerne dit valg!

NB: Alle kommentarer skal godkendes af administrator, så hav tålmodighed 😉

/RR

Krigens forløb

5. marts 1916. Pigtråd ved Barry-au-Bac

2 kommentarer

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Guignicourt.

Vi opholdt os her i otte Dage. Saa hed det »Gør klar!«, og nu gik det ud i Stillingen overfor Berry au Bac.

Vi kom derud om Natten og havde fri den første Dag. Vort Arbejde foregik om Natten.

Forøvrigt havde vi her været med til at bygge Bunkers i Sommeren 1915, og mange af Løbegravene ogsaa, saa vi kendte Stillingen. Vi trak om Natten langt ud mod den forreste Skyttegrav.

Vort Arbejde bestod i, at hver Gruppe paa tre Mand skulde trække otte Ruller Pigtraad ned mod Aisne. En Gang imellem havde vi det Uheld at falde ned i Floden, der laa lige foran os.

Naar de otte Ruller var krøllet ud, havde vi fri og kunde gaa ned i vor Understand.

Her laa vi 14 Mand i to Rækker Over hinanden. Vi var fem Kammerater heroppefra: Hans Beck fra Roager, Karl Paulsen fra Frydendal, Magnus Lange fra Jægerlund ved Bevtoft, Lorens Christensen fra Bylderup-Bov og saa mig. Der var en 6-7m Dækning over os, og Understanden var anbragt under Vejen fra Goignicourt til Berry au Bac.

Det værste var, at vi savnede Vand. Vi fik os ikke vasket hver Dag, men naardet var meget smukt Vejr, tog vi ned til Aisne floden og vaskede Os i dens Vand.

Naar det frøs om Natten og saa tøede om Dagen, blev der et forfærdeligt Ælte i Graven. I lang Tid havde vi ikke Støvlerne af Fødderne, for vi var bange for, at vi ikke kunde faa dem paa igen, naar der var hurtig Udrykning.

Langt tilbage i en lille Skov laa vort Køkken. Naar det var klart Vejr,  maatte vi gaa igennem Gravene for at komme derhen. Det tog en halv Time at hente Mad; men i diset Vejr var det kun halvt saa langt, for da gik vi oppe paa Jorden.

DSK-årbøger 1959