Tag-arkiv: defensiv

27. februar 1916. Navarin: Målet nået! Hvornår kommer modangrebet?

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen blev gennemført med succes den 27. februar kl. 17:30 – men hvor længe kunne det erobrede holdes?

Natten sænker sig. Den stærke spænding løsner sig. Hvor velkommen ville ikke en dyb og lang søvn være! Men det tør man slet ikke tænke på. Hvad vil fjenden gøre? Vil han blot acceptere slaget? Forsøge at tage det røvede fra os igen? Den skarpeste vagtsomhed, det mest anstrengende arbejde var nødvendigt.

Rastløst bliver gravene sat i forsvarsmæssig stand, forbindelsesgravene bliver blokeret, d.v.s. at de i retning af fjenden bliver dækket til eller fyldt op med pigtråd, og bagved det graves der sapespidser. Hurtigspærringer bliver bragt frem, nye skyttegrave bliver påbegyndt, skydestandpladser bliver lavet i de gamle. Med uophørlig iver bliver navnlig forbindelsgraven til den gamle stilling etableret. Den skal være færdig endnu i nat. Det er en æressag. Den er livsnerven ad hvilken det nye led kan få næring fra den gamle krop, uden den ville det snart dø bort. Allerede hen mod kl. 1 var det nødvendige nået.

Fjenden foretog sig denne første nat ikke noget alvorligt. Et par patruljeangreb med håndgranater blev hurtigt afvist. Nogle vredladne og planløse ildoverfald anrettede kun lidt skade. I morgengryet bemægtigede 7. kompagni sig ved overrumpling en stort dækningsrum. Én officer og 35 mand hentede de ud derfra.

Alle dækningsrum indeholdt stort bytte. Geværer, ammunition og håndgranater, de sidstnævnte var meget velkomne. Ikke mindre velkommen var de mange gode sager, konserves, marmelade, kiks, franskbrød, chokolade, ølankre o.s.v., ved hvilke infanteristerne med misundelse erkendte den store forskel mellem tysk og fransk forplejning. Nødrationerne behøvede man endnu ikke at tage hul på.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

27. september 1914. “Franskmændene kom stormende imod os!”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller

Den 27. Sept. 1914. Det var min Fødselsdag. Det første, jeg saa den Morgen, var, at Franskmændene kom stormende frem imod os. Men vi skød saa hurtigt, vi kunde, og saa vendte de om igen. De var nok kommen i Tanker om noget bedre.

Vi kom kun ud af Skyttegraven om Aftenen, da det var mørkt, og fik lidt varm Mad og noget Brød.

Nu havde vi ligget stille her i over 14 Dage; efter Sigende laa vi over for den stærkeste franske Armé, som bestod af 9 Armékorps; men vi var meget stærkere.

Der var lige kommen den Melding fra højre Fløj, at vi havde taget 1.600 Franskmænd til Fange og erobret 18 Kanoner, og 64 Franskmænd var løbet over og havde fortalt, at de havde ikke haft noget at spise i 4 Dage.

Ja, jeg  troede, at Krigen sikkert snart var forbi. Officererne sagde, at Franskmændene ikke kunde mere. Det maatte være herligt at komme hjem til Flensborg med Sejr. Men hvad mon det saa vilde blive til med Arbejdet i vore Forsamlingshuse?

1914-09-14 Autreches
“Franskmændene kom stormende frem …”

19. september 1914. Ordre til modangreb

Af Regiment 86’s historie:

Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.

Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.

09 Marchkort til Moulin mindre