Tag-arkiv: Moulin-sous-Touvent

Sønderjyder

5 udvalgte krigsdeltagere

Skriv en kommentar

I dag er årsdagen for slaget ved Moulin-sous-Touvent, Frankrig, den 6. juni 1915 – den dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet.
Her faldt over 100 sønderjyder på et kort frontafsnit, heraf 2 par brødre med tilknytning til Sønderjylland, nemlig brødrene Baller og Hansen.

Denne uges 5 udvalgte krigsdeltagere er derfor alle faldet eller savnet efter dette slag:

Baller, Hans Gustav Karl Johann (1893-1915)   – født i Rostock. Bosat i Sønderborg.
Hansen, Hinrich (1879-1915) – født i Oksbøl sogn. Savnet og  blev 1921 erklæret død.
Jensen, Jens (1894-1915)   – født i Ballum sogn.
Nissen, Hans Jørgen (1893-1915)   – født i Branderup sogn.
Weissenborn, Christian Peter Heinrich (1875-1915)  – født i Hellevad sogn.

Der er pt. fundet navne på 110 krigsdeltagere, der alle faldt eller blev savnet denne dato – langt de fleste ved eller omkring Moulin-sous-Touvent, Frankrig. Dertil kommer de, der blev meldt døde eller savnede i dagene umiddelbart efter.
En liste kan findes på dette indlæg, der blev bragt den 6. juni 2015.

Læs mere i bogen ”Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvent – 6. juni 1915”, udgivet 2017 af Historisk Samfund for Sønderjylland. Bogen er desværre udsolgt fra forlaget. Læs en omtale af bogen her.

Krigens forløb

26. februar 1916. Dagen for stormen på Navarin-Ferme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme.

Den 26. februar, én dag før stormen, var der efter den sidste øvelse på modellen en regimentsappel. Greve Kielmannsegg talte til stormtropperne: Nu var tiden kommet, hvor regimentet kunne tilbagebetale modstanderen for slaget ved Moulin. Han have tillid til, at den gamle angrebsånd ikke havde taget skade af den lange stillingskrig, og at regimentet ville kunne flette laurbær om sine hjelme.

Det ramte regimentets stemning. Ikke overmod, men bevidsthed om, at man ville kunne klare det. Og det var virkelig en stolt følelse af endelig igen at være rigtig soldat, efter at man i fem måneder havde rodet og skovlet i gravenes og hulernes kridt og mudder.

Da bataljonerne havde fået deres udrustning, deriblandt nødrationer til to dage, marcherede de om natten fra den 26. til den 27. i regnvejr fra ”Königindorf” til stormstillingen.

Efter nogen diskussion frem og tilbage er nu kompagnierne fordelt i K1 og K2 i deres dækningsgrave. Ganske vist under meget snævre forhold. I den samme nat bliver der af pionererne klippet stormpassager i vor pigtrådsspærring.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb

8. november 1914. Dækningsrummene møbleres med organiserede møbler

Skriv en kommentar

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, løjtnant ved 8. kompagni.

En dag havde jeg i landsbyen Moulin, der var temmelig godt forsynet, men også grundigt udplyndret, opdaget to vidunderlige senge, der ville passe godt ind i vort hummer. Det var nogle sammenklappelige jernstel, der var særligt egnede til transport gennem løbegrave. Jeg meddelte min kaptajn min opdagelse, og han var straks med på at annektere disse brugbare sengesteder, skønt det var strengt forbudt.

Så begav vi os ud på vort røvertogt en regnfuld novemberaften, der efter vor mening egnede sig særlig godt til sådanne foretagender. Det lykkedes os også at få sengene uhindret og uset ud af den pågældende bolig.

Men da vi stønnende slæbte dem hen ad den mudrede landsbygade, følte vi os pludselig forfulgt og det af selve lejrkommandanten, hvad vi trods mørket kunne erkende, eller hvad medfølende menige på kammeratlig vis råbte til os. Jo hurtigere vi løb, jo hurtigere rendte forfølgeren bagefter.

Endelig nåede vi sveddryppende et hus, som kompagniet til en vis grad betragtede som sit værtshus i landsbyen. Dér susede vi ind og smed vor last. Vi, kaptajnens drabanter, forsvandt straks videre ud ad husets bagdør i nattens mørke, blev imidlertid i nærheden for at påhøre den dundertale, som lejrkommandanten overfusede kaptajnen med. Denne kunne dog ved klog forhandling sikre os vort rov, som vi så som et sejrsbytte slæbte ind i vor wigwam med taknemlig glæde i vore hjerter.

Og hvor har vi dog sovet vidunderligt på disse vakkelvorne trådsenge!

Hvis blot vi havde fået mere lejlighed til det. For de inddelte vagter måtte punktligt overholdes. Således var det ikke noget under, at jeg som delingsfører efter en halv nats vagt lod, som om jeg sov, selv om jeg med missende øjne fra mit leje iagttog, hvordan kaptajnen ved den lille kanonovn tog sig af ild til kaffekogning.

Engang havde kaptajnen mærket denne hundesnuhed og mente: “Sådan er det rigtigt, sådan skal det være i verdenskrigen; løjtnanten sover endnu, mens hans gamle kaptajn tænder op og koger kaffe.”

07-01

 

Krigens forløb

4. november 1914. Med 84’ernes 5. kompagni i “Manstein-hulen” ved Moulin-sous-Touvent

Skriv en kommentar

Af Regiment 84’s historie:

Bag vor stilling lå “Manstein-hulen”. En grundig rengøring lod os erkende, hvor meget skidt der skal til, før franskmanden befinder sig godt.

Regimentsstaben havde sit hjemsted til venstre ved siden af indgangen. En forhøjet niche dannede soverum for regimentskommandøren og hans adjudant. Foran lå opholdsrummet. Senere blev det skilt fra med brædder og forsynet med en dør. Senge, stole, service o.s.v. blev “skaffet”. Ved siden af dette rum havde regimentskøkkenet sin plads.

Over for “regimentet” lå “bataljonen” med officererne fra det tjenstgørende reservekompagni. At disse rum var forsynet med gulve og beboeligt indrettede var vor kaptajn Klapps fortjeneste. På hans ordre “fandt” mine kompagnikammerater i Moulins sønderskudte huse en rød sofa, to grønne lænestole, seks stole, et stort rundt bord, en hængelampe, ja, også den hane, der engang havde givet kirketårnet sin afslutning, kunne de bruge som udsmykning.

Et forhæng skilte soverummet fra opholdsrummet. Nogle madrasser – senere kom der også en jernseng til – et servantebord og nogle mindre borde passede til rummets bestemmelse.

I hulens gange lå der frisk halm som hvilested for mandskabet. En rengjort mellemgang gjorde plads for Moulins tidligere skolebænke til at sidde på og til at skrive ved. Lærerens bord med en stor hængelampe over mindede om indretningen af et læse- og skriverum. Underofficererne indrettede i de forskellige nicher deres opholdssteder. Vore folks opfindsomhed var forbavsende.

Trods manglende frisk luft og dagslys kunne hulen godt blive til et virkeligt bosted, hvor man kunne finde ro og styrke til nye anstrengelser. Senere blev der brudt et hul ind til en nabohule, hvis udgang var umiddelbart nord for Touvent-Ferme. Derved kom der gennemtræk og frisk luft ind i hulen.

Gennem denne udgang, der var bedre dækket end den ved siden af staben, gik nu al trafik til stillingen. Dens hovedforbindelsesgrav i en sænkning nord for Touvent-Ferme blev forlænget til nær ved denne huleudgang. Da den koldere årstid indtraf, blev den forreste huleindgang lukket med en dør.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Naboregimentet Nr. 86’s hule ved Moulin: Königin-Höhle.

 

Krigens forløb

19. september 1914. Ordre til modangreb

Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie:

Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.

Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.

09 Marchkort til Moulin mindre