Tag-arkiv: pigtråd

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

16. februar 1917. Feldwebel med store ord og fedt flæsk …

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.

Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.

En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .

Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.

Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.

Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.

Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.

„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.

DSK-årbøger 1953

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

5. marts 1916. Pigtråd ved Barry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Guignicourt.

Vi opholdt os her i otte Dage. Saa hed det »Gør klar!«, og nu gik det ud i Stillingen overfor Berry au Bac.

Vi kom derud om Natten og havde fri den første Dag. Vort Arbejde foregik om Natten.

Forøvrigt havde vi her været med til at bygge Bunkers i Sommeren 1915, og mange af Løbegravene ogsaa, saa vi kendte Stillingen. Vi trak om Natten langt ud mod den forreste Skyttegrav.

Vort Arbejde bestod i, at hver Gruppe paa tre Mand skulde trække otte Ruller Pigtraad ned mod Aisne. En Gang imellem havde vi det Uheld at falde ned i Floden, der laa lige foran os.

Naar de otte Ruller var krøllet ud, havde vi fri og kunde gaa ned i vor Understand.

Her laa vi 14 Mand i to Rækker Over hinanden. Vi var fem Kammerater heroppefra: Hans Beck fra Roager, Karl Paulsen fra Frydendal, Magnus Lange fra Jægerlund ved Bevtoft, Lorens Christensen fra Bylderup-Bov og saa mig. Der var en 6-7m Dækning over os, og Understanden var anbragt under Vejen fra Goignicourt til Berry au Bac.

Det værste var, at vi savnede Vand. Vi fik os ikke vasket hver Dag, men naardet var meget smukt Vejr, tog vi ned til Aisne floden og vaskede Os i dens Vand.

Naar det frøs om Natten og saa tøede om Dagen, blev der et forfærdeligt Ælte i Graven. I lang Tid havde vi ikke Støvlerne af Fødderne, for vi var bange for, at vi ikke kunde faa dem paa igen, naar der var hurtig Udrykning.

Langt tilbage i en lille Skov laa vort Køkken. Naar det var klart Vejr,  maatte vi gaa igennem Gravene for at komme derhen. Det tog en halv Time at hente Mad; men i diset Vejr var det kun halvt saa langt, for da gik vi oppe paa Jorden.

DSK-årbøger 1959

27. februar 1916. Navarin: Målet nået! Hvornår kommer modangrebet?

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen blev gennemført med succes den 27. februar kl. 17:30 – men hvor længe kunne det erobrede holdes?

Natten sænker sig. Den stærke spænding løsner sig. Hvor velkommen ville ikke en dyb og lang søvn være! Men det tør man slet ikke tænke på. Hvad vil fjenden gøre? Vil han blot acceptere slaget? Forsøge at tage det røvede fra os igen? Den skarpeste vagtsomhed, det mest anstrengende arbejde var nødvendigt.

Rastløst bliver gravene sat i forsvarsmæssig stand, forbindelsesgravene bliver blokeret, d.v.s. at de i retning af fjenden bliver dækket til eller fyldt op med pigtråd, og bagved det graves der sapespidser. Hurtigspærringer bliver bragt frem, nye skyttegrave bliver påbegyndt, skydestandpladser bliver lavet i de gamle. Med uophørlig iver bliver navnlig forbindelsgraven til den gamle stilling etableret. Den skal være færdig endnu i nat. Det er en æressag. Den er livsnerven ad hvilken det nye led kan få næring fra den gamle krop, uden den ville det snart dø bort. Allerede hen mod kl. 1 var det nødvendige nået.

Fjenden foretog sig denne første nat ikke noget alvorligt. Et par patruljeangreb med håndgranater blev hurtigt afvist. Nogle vredladne og planløse ildoverfald anrettede kun lidt skade. I morgengryet bemægtigede 7. kompagni sig ved overrumpling en stort dækningsrum. Én officer og 35 mand hentede de ud derfra.

Alle dækningsrum indeholdt stort bytte. Geværer, ammunition og håndgranater, de sidstnævnte var meget velkomne. Ikke mindre velkommen var de mange gode sager, konserves, marmelade, kiks, franskbrød, chokolade, ølankre o.s.v., ved hvilke infanteristerne med misundelse erkendte den store forskel mellem tysk og fransk forplejning. Nødrationerne behøvede man endnu ikke at tage hul på.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. Navarin: Stormen er i gang!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Gråhvid hænger et uigennemtrængeligt kæmpegardin af røg, kridt og jord over den fjendtlige stilling. Dystert røde stjerner og glimt lyner uopholdeligt frem. Trampet i stykker, pløjet op og revet fra hinanden bliver den fjendtlige stilling.

Så! Kæmpeforhænget sætter sig i bevægelse, trækkes væk, scenen bliver åben. Kl. 17.30! ”Afsted!”

Som på den yderste dag spytter jorden sine mennesker ud. Tæt ved to tusinde grå mænd stiger ud af gravene.

Hvilket syn! De sidste fornemmelser af beklemthed forsvinder. Lige for lidt siden i de trange skulderværn så man fire mand til højre og 4 mand til venstre, det var alt, hvad øjet kunne overskue. Nu til højre og venstre den endeløse kæde af kammerater, alle besjælet af én vilje: ”fremad!”

Strækningen over til fjenden skulle foregå i løb, før spærreilden sætter ind, før han kan komme ud af sine dækningsrum.

Overraskelse og overrumpling er væsentlig. Jorden er fedtet og rodet op. Trådstumper stikker op som slanger og vikler sig om benene. Derfor går det efter et kort løb over i skridtgang. Men det franske artilleri er vågent. Flyvere havde afgivet melding. Et halvt minut efter udfaldet sætter den franske spærreild ind.

Stormkompagnierne undgår den. Transportgrupperne, så vidt de ikke straks går med de første bølger, bliver beskudt og holdt nede i skyttegraven. Først en time senere kan de gå frem.

De første bølger har nået den fjendtlige skyttegrav.

Pigtrådsspærringen er på de fleste steder skudt i stykker og rullet op i klumper. Til venstre sætter et maskingevær ind; skuddene går for højt.

Skyttegraven. Et ødelagt maskingevær. Døde. Ingen modstand. Da, på højre fløj! 12. kompagni studser. Franskmændene kommer imod dem i store mængder. Er det et modangreb?

Ak nej, det er fanger, som med hænderne i vejret har overgivet sig. Stormbølgerne trænger længere frem i skyttegravene og hen over dækningerne. Stadig ingen modstand. Skyttegrav nummer to bliver overskredet og nummer tre nået. De er kun lidt beskadiget af vort artilleri.

Her finder man de store dækningsrum. Et kraftigt Hurra eller ”Overgiv jer!” bliver skrålet ned i dem, og snart vælder det ud af jorden med fanger, delvis strålende af lykke over, at plagerierne nu får ende. Nogle råber ”Gud ske lov”!

Det drejer sig om 19. og 26. jægerenhed. De lader sig uden modstand føre bort.

I et begyndende mørke bliver der nu sørget for kontakt igen. Ikke uden vanskeligheder, for 7. kompagni havde ikke rigtig kunnet finde vej i det sønderskudte og oprodede terræn og var trængt frem 100 meter længere end den befalede linje. I mellemrummet mellem 7. og 5. kompagni havde en deling fra 13. fordelt sig.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

29. oktober 1914. Skyttegravene gøres dybere.

Af Füsilierregiment 86’s historie

Så blev skyttegravene gjort klar til forsvar, dvs. blev gjort dybere og forsynet med skydeskår, delvist brolagt eller forsynet med gangbrædder. Også vejvisende skilte blev opsat. På et skilt ved indgangen til en løbegrav stod der pralende: ”Til krigsskuepladsen!”

Pigtrådsspærringen blev forøget til 5 meters bredde. Til det arbejde måtte pionererne give anvisning og hjælpe til. Efter deres anvisning arbejdede reservekompagnierne også i ugevis nat efter nat på et stemmeværk, hvorved terrænet foran sydranden af Dreslincourt skulle sættes under vand. Forehavendet blev opgivet i december på grund af voksende vanskeligheder.

 

Hulvej ved Dreslincourt oktober 1914
Hulvej ved Dreslincourt oktober 1914

 

27. august 1914. Sønderjylland under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen

Indkaldelserne

For nogen Tid siden udgik Ordre til, at Mandskabet indtil 45 Aar skulle møde til den saakaldte Kontrolforsamling den 10. September. Imidlertid er der i Gaar opslaaet Plakater med Paabud om, at de uddannede Mandskab har at møde uopholdeligt og afrejse med Tog, saaledes at de stiller i Flensborg i Morgen, Fredag. For det ikke uddannede Mandskabs vedkommende er Mødedagen vedblivende den 10. September.

Svineavlen og Krigen

I det nordlige og mellemste Slesvig gør der sig den Mærkelighed gældende, at Landboerne for Tiden ikke kan komme af med deres Svin. Der har i de sidste 6 Ugers Tid ikke været nogen Efterspørgsel og er det ikke endnu. Det betyder for mange et ikke ringe pekuniært Tab.

Sild omspændt af Pigtraad

Ved Krigens Begyndelse blev der bl.a. i Tønder opkøbt masser af Pigtråd, der sammen med en Del Krigsmateriel og Tropper førtes over til Sild. Efter hvad beboerne derfra meddelte, kunne man i Tiden derefter se en Mængde Mennesker i Arbejde med at nedramme Pæle og trække Pigtråd, og nu erfarer vi, at hele Øen efterhaanden er bleven omspændt med Pigtraadshegn.

Pontonbroen over Alssund afbrudt

Pontonbroen mellem Sundeved og Als er, efter Meddelelser fra Rejsende, blevet afbrudt og Færgefart etableret.