Tag-arkiv: statsløs

28. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Landstormsmændene af det 2det opbud

er allerede i skyttegravene i Rusland.

Der er forskel –

En mand fra Kliplevegnen var indkaldt og lå i garnison i Bremen. En skønne dag blev det bebudet for ham, at ham skulle til fronten. Det var han særlig ked af, fordi han i hjemmet havde en halv snes børn, og en af hans kammerater i Bremen af samme opbud da fik medlidenhed med ham og meldte sig frivillig i hans sted.

Dette fik han også tilladelse til, men dog kun på betingelse af, at han ingen børn havde. Man vil heraf forstå, at medens det er en frivillig sag, om en ældre sydtysker vil gå i skyttegraven, så er det en tvungen sag, en ordre, der skal efterkommes, at nordslesvigeren af samme opbud skal derud, selvom han har en halv snes børn i hjemmet.

De hjemløse til session

Landrådskontoret i Haderslev har udsendt følgende:

Til den session, som skal finde sted den 28. og 29. februar, 1. og 2. marts i Haderslev (”Tivoli”), skal alle hjemløse, der er født i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, møde, enten de får en særlig befaling dertil eller ej.

Sparsommelighed med papiret!

Landråden i Haderslev anbefaler i kredsbladet for den 24. februar 1916 de ham undergivne myndigheder, embeds- og bestillingsmænd under krigen ved korte beretninger, meldinger, meddelelser eller forespørgsler kun at anvende papir i format af et kvart ark (størrelse 21×16). Fremfor alt bør vedhængende ubenyttede blade undgås.

Atter på lazaret

Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, der i efteråret fik lungebetændelse i Rusland, og som siden sin helbredelse har gjort tjeneste ved udfyldningsbataljonen i Slesvig, er ifølge ”Hejmdal” atter blevet syg og ligger for tiden i lazarettet i den nævnte by.

En tung rejse.

Under sørgelige forhold måtte landstormsmand Mathias Matzen i Sæd, der var hjemme på orlov, tiltræde tilbagerejsen til fronten i Galizien. Hans kone ligger syg af difteritis, to af børnene lå desuden med høj feber syge af mæslinger, og dagen før sin afrejse modtog Matzen ifølge ”Hejmdal” fra Haderslev underretning om, at hans søn, der tjener ved rekrutdepotet, var blevet syg af lungebetændelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I tabslisten meddeles, at Theodor Ebeling fra Ketting er faldet og Fr. Salomonsen fra Søgårds Mark hårdt såret.

Wilhelm Adolphsen fra Stenderup (kredsen er ikke anført), Peter Mortensen fra Sottrup og Johs. Thomsen Petersen fra Skelle, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Chr. Hübschmann fra Ullerup og Mathæus Andersen fra Vester  Lindet, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

16. februar 1916. Peter Paulson for krigsretten for at nægte faneeden

Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke usædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg. Pga. sine statsborgerforhold nægtede han imidlertid at aflægge faneed.

(… fortsat)

Rekrutdepotet blev opløst midt i februar 1916, og jeg blev sammen med fyrre andre indlemmet i Landst. Bat. IX i Bremerhaven, som var indkvarteret i Landsbyen Misselwarden.

Som før nævnt havde jeg Fred til Midten af Februar; men ved Tjenestens Ophør en Dag modtog jeg Ordre til at indfinde mig hos vor Hauptmann. Da jeg havde meldt mig hos ham, forelagde han mig den famøse Edsformular til Underskrift, men nu var jeg blevet fortrolig med Militærtjenesten og min Ret til at nægte, og det gjorde jeg uden Forbehold.

Fyren blev gal i Knolden og udbrød: „Nu har De nydt tysk Retsbeskyttelse hele Deres Liv, og saa vil De ikke underskrive!”

Mit Svar kom omgaaende: „Det er en køn Retsbeskyttelse, jeg har nydt!”

Men nu svarede Kaptajnen skarpt: „Det er ganske ligegyldigt, De har nu at underskrive!” „Nej,” var mit korte Svar. Saa siger han: „Nu kan De tænke over det til i Morgen.”

-Dagen derpaa, da Appellen var til Ende, beordrede vor Hauptmann den underordnede Løjtnant til at hente Krigsartiklerne, hvorefter disse blev oplæst. Derefter blev jeg igen beordret op i hans Kvarter. Vi var kun kommet godt inden for Døren, før Kaptajnen helt brysk udbrød: „Nu har De vel be­tænkt Dem og vil underskrive.” Jeg svarede atter kort og godt: „Nej.”’

Kaptajnen greb nu en Bordklokke, ringede og tilkaldte Kompagniskriveren og en Underofficer. I deres Nærværelse sagde han: „Nu spørger jeg Dem for det forsamlede Mandskab for sidste Gang: Vil De underskrive?”

Jeg: „Nej!”

Saa sagde han: „De er arresteret!”

Jeg sad saa i Sprøjtehuset til Middag, hvorefter jeg kunde gaa hjem og faa min Middagsmad.

Omkring Klokken to ankom en Underofficer og to Mand med opplantet Bajonet, og jeg blev ført bort til Krigsretten, der var sat i Wremen, en Stationsby paa Banelinien Cuxhaven-Gestemünde. Da jeg blev ført op ad Wremens Gade, stimlede Folk til Vinduerne og ud i Dørene for at betragte mig, Forbryderen. Jeg blev saa rasende, at jeg var nær ved at tude, men jeg følte mig godt præpareret til at blive stillet for Krigsretten.

Idet jeg blev ført ind i Værelset, hvor Krigsretten var sat af Bataillonskommandøren, en gammel Major, hans Adjudant, en Hauptmann, og Chefen for 3. Kompagni, en Hauptmann, der i civil var Statsadvokat, rejste Majoren sig og gik hen imod mig. Han sagde, idet han lagde Haanden paa min Skulder: „Paulsen, Paulsen, betænk, hvad De gør! De gør baade Dem selv og Deres Familie ulykkelig!”

Jeg svarede: „Det faar hjælpe, jeg underskriver ikke.”

„Ja,” siger Majoren saa, „De maa dog have en Grund til det.”

”Jeg er ikke tysk Undersaat,” svarede jeg, „og hvis jeg skrev under og derpaa som Arbejdssoldat blev sendt til Fronten, maaske mistede Liv eller Førlighed, saa kunde det hænde, at jeg og min Familie blev udvist, jeg underskriver ikke.”

Majoren tog straks til Genmæle: „Nej, saadan vil Tyskland ikke lønne sine tapre Sønner.”

Men jeg svarede: „Oppe hos os har vi alt for stor Erfaring i tysk Ordholdenhed.”

Majoren henvendte sig nu til sin Adjudant: „Naa, Dengse, hvad skal vi saa finde paa?” Han gik hen og satte sig igen ved Bordet. Efter et Øjebliks forløb skubbede Kaptajnen et Stykke Papir, hvorpaa han havde skrevet noget, over til Majoren. Da denne havde læst det skrevne, sagde han kun ja og skubbede det skrevne over til det tredie Medlem, der ogsaa gav sin Tilslutning.

Majoren henvendte sig derefter til mig med Spørgsmaalet, om det var min Hensigt at nægte Lydighed over for en Ordre, der gaves mig i tjenstlige Anliggender. Hertil svarede jeg, at det havde jeg aldrig gjort.

Men saa spurgte Majoren mig, om jeg kunde tænke mig at gøre dette i Fremtiden. Jeg svarede: „Nej, saafremt det da ikke berører Pligterne mod min Familie.“

Majoren: „Vil De skrive under herpaa?”

Mit Svar var et ja.

Saa blev Edsformularen trukket tilbage, og man forelagde mig en Skrivelse, hvis korte Indhold var, at jeg ikke vilde nægte Lydighed mod Ordrer, givet i Tjenesten, men uden Tilføjelse af det Forbehold, jeg tog under det sidst rettede Spørgsmaal til mig. Jeg underskrev det alligevel.

Ordonnansen blev saa tilkaldt og sendt til Fæstningskommandanten, en Oberst, med det underskrevne Dokument og en Rapport. Obersten boede kun et Par Huse længere oppe i Gaden, saa hans Afgørelse af Sagen kunde foreligge efter nogle faa Øjeblikke, og det gjorde den ogsaa.

Efter en halv Times Forløb vendte Ordonnansen tilbage og overgav Majoren den iturevne Erklæring, som jeg lige havde underskrevet, med den mundtlige Ordre at sætte mig paa fri Fod.

Det Minespil, der afspejlede sig i Officerernes Ansigter, var interessant at iagttage. Majoren kaldte paa Underofficeren og meddelte denne, at jeg var frikendt. Vi kunde gaa ned i Kasinoet og faa os en Øl, og saa kunde vi gaa hjem og melde os tilbage.

Saaledes endte denne dramatiske Del af min Militærtid. To Dage efter blev jeg forflyttet fra alle mine nordslesvigske Kammerater og kom i Kvarter i Wremen. Jeg kom fra en ondsindet Kompagnichef til en godsindet Ritmester, men desværre til et Kompagni, hvor der ikke fandtes een Dansker. Her gjorde jeg saa Tjeneste til i September 1916, da jeg blev hjemsendt.

DSK-årbøger 1946

18. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Senest ændret den 29. januar 2016 10:25

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En vægring og en retssag.

Som det vil erindres, er det flere steder i Sønderjylland blevet befalet at eleverne på statens efterskoler skal deltage i ”Jugendwehr”’s militære øvelser om søndagen. Et antal lærlinge i Haderslev har vægret sig herved og er derfor ved politiretten idømt straffe. Deres forældre har så indanket sagen for retten. “Schlesw. Grenzpost” skriver, at dommen imødeses med spænding.

De hjemløses militærpligt og statsborgerret.

I tilknytning til meddelelsen om, at de hjemløse i Nordslesvig nu skal melde sig til lægsrullen, udtalte ”Vossische Zeitung” forleden, at dermed hele hjemløshed spørgsmålet var blevet løst, da de hjemløse Nordslesvigere vilde blive prøjsiske statsborgere i det øjeblik, de trådte ind i hæren.

I anledning heraf har dr. jur. de Jonge nu sendt det nævnte blad et indlæg, hvori han hævder, at denne påstand beror på en misforståelse af statsretten. Artikel1 i rigsmilitærloven af 1913 bestemmer, at personer, som ingen stat tilhører, når de har varigt ophold indenfor rigets grænser, kan ligesom tyskere indkaldes til at aftjene deres værnepligt; en sådan indkaldelse betyder imidlertid på ingen måde ipso jure erhvervelse af statsborgerret.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

  • Kommis Jørgen Kaad, en søn af gårdejer K. i Stenderup i Sundeved, er falden den 7. december i Champagne, 23 år gammel.
  • Jørgen L. Jessen fra Vilsbæk ved Holebøl er den 6. december død på et lazaret i Frankrig, Han efterlader sig kone og tre børn.
  • August Hansen fra Gråsten er i følge den sidste tabsliste død på et krigslazaret.
  • I den sidste tabsliste meddeles, at Jørgen Duus fra Lysabildskov på Als er død på landeværns-feltlazaret 2.
  • Elektriker Chr. Kristensen i Haderslev er hårdt såret i en kamp i Frankrig.

 

13. november 1915. Peter Paulson nægter at aflægge faneed

Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke udsædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg.

Det var et udsøgt Korps. Lamme og stramme, døve og blinde osv. Det første Mandefald havde vi ved Afrejsen fra Haderslev, idet en Mand paa Grund af Epilepsi faldt om ude i Storegade. I Flensborg faldt den næste fra.

At jeg ikke var tilfreds med Indkaldelsen, siger sig selv. Flere Gange havde jeg begæret at blive naturaliseret, men hver Gang blev det afvist, og saa oven i Købet blive indkaldt til Soldat i min Alder, og det til et saa bedrøveligt Korps, det var dog for galt. Min Protest udeblev da heller ikke.

Jeg skrev omgaaende til Provinsregeringen i Slesvig, at jeg var indkaldt til Soldat i Rendsborg og begærede mit Naturalisationspatent udstedt. Svaret blev et Afslag, men med en Tilføjelse om, at efter et Aars upaaklagelig Tjeneste var det maaske muligt, at jeg kunde blive naturaliseret.

Dette Svar syntes jeg ikke var tilfredsstillende, hvorfor jeg omgaaende svarede, at til en Handel var der altid to Parter, Køber og Sælger, og var Vilkaarene for Handelen for den ene af Parterne uantagelig, blev Handelen ikke til noget, og jeg kunde ikke acceptere de usikre Vilkaar for Erhvervelsen af prøjsisk Statsborgerret, og forlangte derfor, at Provinsregeringen foranledigede mig hjemsendt.

Herpaa fik jeg intet skriftligt Svar, men jeg fik af min Korporalskabsfører Ordre til at indfinde mig paa Skrivestuen den 13. November om Formiddagen.

Her meddelte Chefen, en Løjtnant, mig Svaret fra Regeringen. Det gik ud paa, at jeg ikke blev hjemsendt, før den Troppedel, til hvilken jeg hørte, blev hjemsendt, og i en barsk Tone sluttede han: „Har De forstaaet?”, hvortil jeg spagfærdigt svarede ja.

Men i Mellemtiden var vi Rekrutter en Dag blevet ført op i en Skolegaard for at tages i Ed af Bataillons- kommandøren, en gammel, skægget Major. Efter at vi var opmarcheret, og der var kommanderet ret, traadte Majoren hen foran Fronten og spurgte, om der var nogen, der af en eller anden Grund ikke mente at kunne aflægge Faneeden, for saa skulde han træde frem. Øjeblikkelig traadte jeg et Skridt frem, hvorefter følgende Replikskifte fandt Sted: Majoren: Hvorfor kan De ikke aflægge Faneeden?

Jeg: Jeg har ikke tysk Statsborgerret.

Majoren: Hvor er De født?

Jeg: I Lunding, Haderslev Kreds.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Er De gift? Har De Børn?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Har De Ejendom?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser!! (Majoren var nu blevet vred i Knolden).

Jeg: Nej, Hr. Major, og jeg vil tillade mig at levere Hr. Majoren Bevis for det, naar mine Papirer ankommer hjemmefra, enten i Morgen eller i Overmorgen.

Majoren: Skrub af over i det Hjørne!

Jeg tøflede over i det paagældende Hjørne af Skolegaarden og blev der, til Edsaflæggelsesceremonien var forbi.

Et Par Dage senere leverede jeg Majoren Beviset for, at jeg ikke var Prøjser, og saa havde jeg Fred for ham.

I Slutningen af Oktober 1915 var Rekrutdepotet blevet overført til 2. Landstormsbataillon. Nu gik det roligt en Tid, bortset fra Rivninger med de hjemlige Myndigheder,, fordi min Kone havde faaet udstedt Pas som Udlænding. Det syntes jeg var meningsløst, naar hendes Mand var i tysk Militærtjeneste.

En skønne Dag fik jeg dog ved Appellen Ordre til at indfinde mig hos Kompagniføreren, en Overløjtnant. Han havde en Erklæring liggende til mig til Underskrift. Da jeg meldte mig hos Overløjtnanten, oplæste han en Erklæring for mig. Det var Faneedsformularen. Derefter spurgte han: „Vil De underskrive?” Jeg nølede lidt med Svaret. Saa spurgte han anden Gang: „Vil De underskrive?” men han gjorde det med et Blink i Øjet og i en Tone, som vilde han sige: „Du er godt dum, hvis du gør det.”

Nu havde jeg dog fattet mig og svarede: „Ja, jeg vil underskrive, naar jeg har Papirer paa, at jeg er prøjsisk Statsborger.” Saa kom de ærlige Ord fra Kompagniføreren: „Ja, det staar ikke i min Magt at give Dem disse, og det staar heller ikke i min Magt at tvinge Dem til at underskrive!” Saa havde jeg Fred for Faneeden til Februar 1916.

(… fortsættes til februar 1916)

DSK-årbøger 1949