Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke usædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg. Pga. sine statsborgerforhold nægtede han imidlertid at aflægge faneed.
(… fortsat)
Rekrutdepotet blev opløst midt i februar 1916, og jeg blev sammen med fyrre andre indlemmet i Landst. Bat. IX i Bremerhaven, som var indkvarteret i Landsbyen Misselwarden.
Som før nævnt havde jeg Fred til Midten af Februar; men ved Tjenestens Ophør en Dag modtog jeg Ordre til at indfinde mig hos vor Hauptmann. Da jeg havde meldt mig hos ham, forelagde han mig den famøse Edsformular til Underskrift, men nu var jeg blevet fortrolig med Militærtjenesten og min Ret til at nægte, og det gjorde jeg uden Forbehold.
Fyren blev gal i Knolden og udbrød: „Nu har De nydt tysk Retsbeskyttelse hele Deres Liv, og saa vil De ikke underskrive!”
Mit Svar kom omgaaende: „Det er en køn Retsbeskyttelse, jeg har nydt!”
Men nu svarede Kaptajnen skarpt: „Det er ganske ligegyldigt, De har nu at underskrive!” „Nej,” var mit korte Svar. Saa siger han: „Nu kan De tænke over det til i Morgen.”
-Dagen derpaa, da Appellen var til Ende, beordrede vor Hauptmann den underordnede Løjtnant til at hente Krigsartiklerne, hvorefter disse blev oplæst. Derefter blev jeg igen beordret op i hans Kvarter. Vi var kun kommet godt inden for Døren, før Kaptajnen helt brysk udbrød: „Nu har De vel betænkt Dem og vil underskrive.” Jeg svarede atter kort og godt: „Nej.”’
Kaptajnen greb nu en Bordklokke, ringede og tilkaldte Kompagniskriveren og en Underofficer. I deres Nærværelse sagde han: „Nu spørger jeg Dem for det forsamlede Mandskab for sidste Gang: Vil De underskrive?”
Jeg: „Nej!”
Saa sagde han: „De er arresteret!”
Jeg sad saa i Sprøjtehuset til Middag, hvorefter jeg kunde gaa hjem og faa min Middagsmad.
Omkring Klokken to ankom en Underofficer og to Mand med opplantet Bajonet, og jeg blev ført bort til Krigsretten, der var sat i Wremen, en Stationsby paa Banelinien Cuxhaven-Gestemünde. Da jeg blev ført op ad Wremens Gade, stimlede Folk til Vinduerne og ud i Dørene for at betragte mig, Forbryderen. Jeg blev saa rasende, at jeg var nær ved at tude, men jeg følte mig godt præpareret til at blive stillet for Krigsretten.
Idet jeg blev ført ind i Værelset, hvor Krigsretten var sat af Bataillonskommandøren, en gammel Major, hans Adjudant, en Hauptmann, og Chefen for 3. Kompagni, en Hauptmann, der i civil var Statsadvokat, rejste Majoren sig og gik hen imod mig. Han sagde, idet han lagde Haanden paa min Skulder: „Paulsen, Paulsen, betænk, hvad De gør! De gør baade Dem selv og Deres Familie ulykkelig!”
Jeg svarede: „Det faar hjælpe, jeg underskriver ikke.”
„Ja,” siger Majoren saa, „De maa dog have en Grund til det.”
”Jeg er ikke tysk Undersaat,” svarede jeg, „og hvis jeg skrev under og derpaa som Arbejdssoldat blev sendt til Fronten, maaske mistede Liv eller Førlighed, saa kunde det hænde, at jeg og min Familie blev udvist, jeg underskriver ikke.”
Majoren tog straks til Genmæle: „Nej, saadan vil Tyskland ikke lønne sine tapre Sønner.”
Men jeg svarede: „Oppe hos os har vi alt for stor Erfaring i tysk Ordholdenhed.”
Majoren henvendte sig nu til sin Adjudant: „Naa, Dengse, hvad skal vi saa finde paa?” Han gik hen og satte sig igen ved Bordet. Efter et Øjebliks forløb skubbede Kaptajnen et Stykke Papir, hvorpaa han havde skrevet noget, over til Majoren. Da denne havde læst det skrevne, sagde han kun ja og skubbede det skrevne over til det tredie Medlem, der ogsaa gav sin Tilslutning.
Majoren henvendte sig derefter til mig med Spørgsmaalet, om det var min Hensigt at nægte Lydighed over for en Ordre, der gaves mig i tjenstlige Anliggender. Hertil svarede jeg, at det havde jeg aldrig gjort.
Men saa spurgte Majoren mig, om jeg kunde tænke mig at gøre dette i Fremtiden. Jeg svarede: „Nej, saafremt det da ikke berører Pligterne mod min Familie.“
Majoren: „Vil De skrive under herpaa?”
Mit Svar var et ja.
Saa blev Edsformularen trukket tilbage, og man forelagde mig en Skrivelse, hvis korte Indhold var, at jeg ikke vilde nægte Lydighed mod Ordrer, givet i Tjenesten, men uden Tilføjelse af det Forbehold, jeg tog under det sidst rettede Spørgsmaal til mig. Jeg underskrev det alligevel.
Ordonnansen blev saa tilkaldt og sendt til Fæstningskommandanten, en Oberst, med det underskrevne Dokument og en Rapport. Obersten boede kun et Par Huse længere oppe i Gaden, saa hans Afgørelse af Sagen kunde foreligge efter nogle faa Øjeblikke, og det gjorde den ogsaa.
Efter en halv Times Forløb vendte Ordonnansen tilbage og overgav Majoren den iturevne Erklæring, som jeg lige havde underskrevet, med den mundtlige Ordre at sætte mig paa fri Fod.
Det Minespil, der afspejlede sig i Officerernes Ansigter, var interessant at iagttage. Majoren kaldte paa Underofficeren og meddelte denne, at jeg var frikendt. Vi kunde gaa ned i Kasinoet og faa os en Øl, og saa kunde vi gaa hjem og melde os tilbage.
Saaledes endte denne dramatiske Del af min Militærtid. To Dage efter blev jeg forflyttet fra alle mine nordslesvigske Kammerater og kom i Kvarter i Wremen. Jeg kom fra en ondsindet Kompagnichef til en godsindet Ritmester, men desværre til et Kompagni, hvor der ikke fandtes een Dansker. Her gjorde jeg saa Tjeneste til i September 1916, da jeg blev hjemsendt.
DSK-årbøger 1946
