Alle indlæg af Rene Rasmussen

24. september 1914. “Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren Hans Brodersen begraver venner og fjender

Den 24. Sept. 1914. Jeg blev af Kompagniføreren sendt ud i Skyttegraven igen. Davidson gav mig et halvt Brød, et Stykke Flæsk og et Kogekar fuldt af Sukker med.

Om Aftenen begravede vi mange faldne Franskmænd og en Del af vore egne Kammerater. Til nogle gravede vi en Grav, andre blev blot kastet ovenpaa hinanden ned i Skyttegraven og dækket til med lidt Jord.

Intet Tegn blev sat, saa man kunde se, at der var en Grav, ikke engang et Trækors. Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord. Syngende bag Ploven vil Landmanden gaa hen over dem.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Major Meding, Regiment 86, fik et trækors. Men mange andre blev blot begravet i navnløse massegrave.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

23. september 1914. Landwehr-Division Goltz forbereder angrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Landwehr-Division Goltz (Go. på kortet) havde fået til opgave at forberede et artilleriangreb på byen Ossowjez. Artilleribeskydningen var planlagt til den 26. september, hvor størstedelen af artilleriet skulle komme med tog fra Königsberg.

Men da 3. Reserve Div., som stod ved Augustow, ikke kunne komme længere frem og 1. Armekorps heller ikke kunne åbne vejen, skulle Ldw.Div. Goltz overføres til 1. Kavaleri-Brigade til beskyttelse af den højre flanke ved Suwalki.

Den 23. september afværgede Ldw.Div. Goltz et angreb fra det russiske kavaleri ved Schtschutschin, så derfor overtog 1. Kavaleri-Brigade sikringen af den højre flanke. Den 24. september overfløj luftskibet ”Z IV” fæstningen Ossowjez og fastslog, at den var fuldstændig omgivet af vand og sump.

1914-09-19 Lage in Ostpreussen am 19.9.1914 - Skizze 11

22. september 1914. Lazarettet: “Hvilken jammer og elendighed!”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.

Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”

“Jeg er syg, Deres Eksellence.”

“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”

Ja vel, Deres Eksellence!

(fortsætter under billedet)

Regiment 86 001 generalløjtnant von Blottnitz
Generalløjtnant von Blottnitz

Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.

I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.

Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.

Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.

Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.

I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halm laa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Audignicourt. Kirken.

 

22. september 1914. Sådan døde Søren Andresen

Ribe Stiftstidende skriver:

Et feltpostbrev fra en nordslesvigsk gardist

De voldsomme tab, som efter mange samstemmende efterretninger har ramt den preussiske garde under felttoget i Frankrig, har også vist deres virkninger blandt de ikke få nordslesvigere, der gør tjeneste ved dette elitekorps.

Imellem disse var gårdejer Søren Andresen fra Øster Terp, som forleden blev dræbt af en granat. Om denne episode har hans soldaterkammerat, ligeledes en nordslesvigsk gårdejer, berettet følgende til Hejmdals disposition:

”Vi var på marchen i Frankrig. Fjenden var meldt forude; men fægtningen var endnu ikke begyndt. Da slog en fransk granat pludselig ned i vort kompagni. Virkningen var frygtelig. Søren Andresen blev dræbt ved min side. Otte andre af mine kammerater blev hårdt sårede. Blandt dem var gårdejer Branderup af Lunderup Mark ved Rødekro, som blev ramt i hovedet af en granatstump. Min kaptajn gav mig tilladelse til at bære min ven Søren Andresen ind i en nærliggende kirke, og der blev draget omsorg for, at han blev jordet dér. Med Branderup talte jeg, efter at han var forbunden. Han var ved fuld bevidsthed og kunne veksle nogle ord med mig. Aftenen før denne sørgelige tildragelse havde vi alle tre siddet sammen og talt om hjemmet.”

Den dræbte Søren Andresen omtales som en af de danske nordslesvigeres flinkeste og mest lovende unge mænd.

22. september 1914. Overpræsidenten fyret. Sygeplejersker fra Sønderjylland.

Ribe Stiftstidende skriver

Overpræsidentskiftet

Den nu fremkomne meddelelse om overpræsident von Bülows definitive tilbagetræden og remplacering med den alelrede under hr. v. Bülows orlov fungerende hr. v. Moltke, kommenteres i ”Berliner Tageblatt” bl.a. på følgende måde:

”Netop ved den danske grænse er der begået mange fejl. Man må nære den tillid til den nye overpræsident i Slesvig, at han med held må arbejde hen på en udjævning af de naturlige modsætninger i vort nordgrænseland.”

Nordslesvigske Sygeplejersker på krigsskuepladsen

En nordslesvigsk landeværnsmand, som er kommet syg hjem fra lazarettet i Brüssel, fortæller ifølge Hejmdal, at han dér traf frk. Kirstine Boesen fra Skærbæk (i sin tid meget omtalt i anledning af den af hende påbegyndte gymnastikundervisning) og en anden dansk sygeplejerske fra Nordslesvig.

De to unge piger havde begge meldt sig som frivillige ved 9de armékorps, hvor der står mange nordslesvigere.

22. september 1914. “Franskmændene gravede sig ned i respektfuld afstand.”

Af Regiment 86’s historie

Den 22. september blev stillingen fremskudt 1.500 meter indtil vejen Moulin-Autrêches med I bataljon tæt op ad Moulin.

To dage senere gravede franskmanden sig ned i en respektfuld afstand af 800-1.000 meter. Også de følgende dage lod han regimentet uforstyrret.

Krigstordenen trak videre nordpå, hvor der endnu i ugevis blev kæmpet om forlængelse af fløjen, indtil Nordsøen betød stop. Mellem Vogeserne og Noyon stivnede bevægelseskrigen, stillingskrigen tog sin begyndelse.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

21. september 1914. Skyttegravsliv: “Snart var jeg gennemblødt over hele kroppen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 21. Sept. 1914. Om Eftermiddagen gik vi frem til en Dal, satte Tornystrene sammen og gravede en ny Skyttegrav.

Vi blev færdige sent om Aftenen, og da vi kom tilbage til Tornystrene, opdagede jeg til min store Sorg, at min Kappe var bleven stjaalet. Jeg saa ingen anden Udvej end at haabe paa, at Lykken vilde vise mig Vej til en anden.

Fra en nærliggende Mark hentede vi nogle Havreneg og bredte et tyndt Lag Straa ud i Graven til at sove paa. Det regnede ganske forfærdeligt; derfor skulde man skynde sig med at lægge sig ned paa Straaet, saasnart man havde lagt det ned i Graven; thi ellers var det gennemblødt med det samme.

Skyttegraven var hverken saa lang eller bred, at vi kunde faa Plads ved Siden af hinanden. Nogle sad paa Hug og sov med Hovedet hvilende paa Armene, der var lagt over Kors paa Knæene. Flere Steder laa de oven paa hinanden.

Jeg var saa uheldig at komme til at ligge ovenpaa, og dertil kom, at den Mand, jeg laa paa, snorkede saa uhyggeligt, saa det var mig umuligt at falde i Søvn. Det var heller ikke saa sært, at de den Nat havde faaet den Ide, at de alle sammen vilde ligge nedenunder. Der var der baade mere varmt og tørt.

Snart var jeg gennemblødt paa hele Kroppen og begyndte at faa Kuldegysninger og ryste som et Espeløv. Jeg stod op og forsøgte at genvinde Varmen ved at løbe. Afvekslende løb og gik jeg, til det begyndte at dages, men havde endnu ikke faaet Varmen.

Det var en fugtig Begyndelse for de første Reserver, som vi havde faaet forrige Aften.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.

20. september 1914. “Med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.

Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.

Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.

Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.

Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.

Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.

Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.

De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.

Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.

Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.

Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.

En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”

“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.

Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.

Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.

Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.

Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.

Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.

Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.

Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.

Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.

Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

19. september 1914. ”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Af Allan Otto Wagner

LIR84 – LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 –”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

8. Armées enheder var fordelt fra nord til syd langs grænsen til Rusland. Nordligst lå Ldw.Div. Königsberg ved byen Schirwindl, 1. Reservekorps med 1. og 36 Reserve Division lå ved byen Wirballen, 1. Armekorps var rykket ind på russisk jord nordøst for Romint. Heide, 1. Kavaleri Division var ligeledes på russisk jord ved Suwalki, mens 3. Reserve Div. stod ved Augustow vest for Augustower skovene.

Ldw.Div. Goltz (Go. på kortet) stod sydligst og overskred grænsen fra Lyck mod Ossowjez den 17-19. september. Man viste, at Ossowjez fæstningen for nylig var blevet fornyet, og at den lå ved floden Bobr og havde en del sumpe og søer som beskyttelse foran sig. Ldw.Div. Goltz ved Generalleutant Freiherr von der Goltz’s opgave var, at forberede et forstående artilleribeskydning fæstningen og efterfølgende at indtage den.

1914-09-19 Lage in Ostpreussen am 19.9.1914 - Skizze 11

 

19. september 1914. Ordre til modangreb

Af Regiment 86’s historie:

Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.

Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.

09 Marchkort til Moulin mindre

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

18. september 1914. Livsfarlig malkning.

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Stadig haard Granatild.

Nis Clausen og Andr. Andresen fik hos Kompagniføreren Lov at malke en Ko, som gik omkring ved Skyttegraven. Da de havde 3 Kogekar fulde, sneg de sig forsigtigt tilbage til Skyttegraven; men næppe var de ved Nedgangen, saa styrtede Nis om, ramt af en Kugle, som var gaaet gennem Hjælmen og havde saaret ham lige over Panden.

Jeg blev helt uhyggelig til Mode ved at se ham styrte om, og jeg troede straks, at han var død; men heldigvis var Saaret ikke saa dybt. Saa blev han forbundet og ført tilbage om Aftenen.

1914-09-18 Malkende_soldat
86’er malker en ko på vestfronten

17. september 1914. De sønderjyske blade under skarp censur.

Ribe Stiftstidende gik for at være det mest velinformerede blad nord for Kongeåen:

Sønderjylland og Krigen

Som af os bebudet er der nu på flere steder – måske endog de fleste – langs grænsen sket lettelser i den af Tyskland siden krigstilstandens indtræden påbudte grænsespærring, og forbindelsen mellem grænseegnenes forgår nu de fleste steder uden alt for store bryderier, selvom der naturligvis må iagttages visse formaliteter.

I kystdistrikterne opretholdes endnu forbud mod at tænde lys om aftenen og mod at færdes på landevejene efter kl. 9, medens det synes, som om det er hævet for den midterste del af landet.

Som bekendt udkommer de dansk-nordslesvigske blade atter, men under censur. Og censuren er skarp, kan man se Bladene må kun optage stof vedrørende krigen i en af de såkaldte militære prøvelseskontor i Berlin godkendt form. Dette gælder for øvrigt ikke blot danske, men også tyske blade, hvis telegrammer fra krigsskuepladserne af de militære myndigheder redigeres gennem de officielle Wolffske Bureau og gennem en række særlig anerkendte korrespondenter, blandt hvilke rigsdagsmand Erzberger i Berlin indtager en fremskudt plads.

Denne måde at redigere på bereder for danske ikke så få overraskelser. Man kan således se blade som Flensborg Avis og Hejmdal indlede meddelelser om krigen med bemærkninger som f.eks. ”Den engelske løgnemelding om Leuwen”, ”Tyskfjendtlige løgneefterretninger” og lignende – udtryk, som man ikke er vant til at finde i disse blade. Imidlertid, bladene må tage meddelelserne nøjagtig i den form, de tilflyder dem, hvis de ikke vil udsætte sig for atter at blive standset i udgivelsen. Vi skylder dog sandheden at tilføje, at en lignende strenghed vises over for de tyske blade. Et tysk blad havde således flyttet et komma i et af de Wolffske Telegrammer, hvorved meningen forandredes noget – det straffedes med, at Bladets udgivelse blev suspenderet for en dag. Et andet tysk blad, ”Kölnische Volkszeitung”, havde optaget en lille notits af selvstændig natur, der ikke passede myndighederne, og udgivelsen blev suspenderet i to dage!

Mærkeligt er det at se blade som ”Modersmaalet” og ”Dannevirke” i den danske tekst bruge tyske stedbetegnelser som ”Nordschleswig”, ”Apenrade”, ”Hadersleben” osv. Det er ingen hemmelighed, at der ikke ligger aktive tropper i Nordslesvig, medens der derimod efterhånden samles forholdsvis mange landeværnstropper i Angel og egnen omkring Flensborg og Itzehoe, antagelig for derfra at afgå til en af krigsskuepladserne.

Forholdene er i det hele så rolige i grænsegnene, at man burde kunne være fri for nervøse, sensationelle rygter, der før har drevet luftskibe og flyvemaskiner herop i nærheden.

16. september 1914. “Vi havde regn og uhyggelig granatild hele dagen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 16. Sept. 1914. Før Daggry dækkede vi Skyttegraven med Stænger og Brædder, som vi hentede nede i Byen Autriches, og bagefter kastede vi Halm og Jord paa.

Vi havde Regn og uhyggelig Granatild hele Dagen. Om Aftenen fik vi hver et Brød og et Stykke Flæsk.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav 1914

14. september 1914. Hans Petersen indbydes til at spise sin egen kødkonserves …

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.

Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.

Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”

Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.

Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.

Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.

Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin.

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

13. september 1914. “Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.

Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.

Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.

I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.

Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var  kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.

Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.

Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”

(… fortsættes under billedet)

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.

Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.

De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.

Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.

Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.

Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

13. september 1914. Regiment 86’s II bataljon alene mod den franske hær!

Af Regiment 86’s historie:

Så blev det morgen den 13.9. En stærk storm tørrede så nogenlunde tøjet. Den nye stilling blev forstærket, og det var nødvendigt, for straks begyndte det franske artilleri at tage den under beskydning. Denne gang blev vort artilleri ikke svar skyldig og kvalte alle fjendens forsøg på at trænge videre frem i opløbet. Sådan gik dagen – det var en søndag – uden særlige hændelser. Så meget desto værre skulle natten blive.

Kl. 7 om aftenen indløber divisionsbefalingen: Modstanderen går tilbage, regimentet skal angribe! Regimentet beordrer: III og II bataljon i forreste linje, I bataljon i reserve. Kl. 7.30 bliver der trådt an ved stærkt fremskredne mørke. For at undgå gensidig beskydning bliver geværerne afladet, og der bliver rykket frem med opplantet bajonet.

II bataljon – og kun den drejer det sig om, som vi senere skal høre – går frem i gruppekolonne, rækkefølgen 7., 8., 5., 6. kompagni i sydvestlig retning, mod Autrêches. Kompagnierne rykker ned i den indskårne og skovkransede slugt, der nordfra fører til Autrêches. Her bliver de udsat for kraftig ild fra landsbyen. De første tab viser sig. Førerne af de to forreste kompagnier, kaptajn Pecher og premierløjtnant Henrici, bliver dødeligt såret. Med opsat bajonet bliver skovslugten og en del af Autrêches renset for fjender.

Nu går det så i den buldermørke skov op ad skrænten på den anden side. Deroppe nås hurtigt den nordvestgående landevej Autrêches-Moulin. Her lader bataljonskommandøren major von Schuckmann styrken svinge til højre og gå frem ad landevejen mod Moulin for at få forbindelse med III bataljon ude til højre. Igen glimter der skud i mørket. Tab. Også denne modstander – sandsynligvis en forpoststyrke – bliver fordrevet med bajonetten, og der bliver taget fanger.

Bataljonen har nu nået det sted, hvor vejen til Vic og vejen til Moulin krydser hinanden. Den vender nu mod syd og marcherer på denne landevej videre i retning mod fjenden.

For tredje gang kommer bataljonen nu ud for infanteriild, denne gang særlig kraftigt. Ilden synes at koncentrere sig fra alle sider om den stakkels bataljon. Tabene hober sig op. Det bliver tvivlsomt, om de døde og sårede overhovedet kan bringes tilbage. Kommandøren mærker, at han er helt alene med sin bataljon, han forstår det ikke, lader derfor gøre omkring og når hen mod kl. 2 om natten tilbage til udgangsstillingen.

Her får bataljonen gådens løsning. Angrebsordren var blevet annulleret. Kontraordren havde nået de andre bataljoner, også de til venstre tilknyttede 85ere på nær et kompagni. Alle forsøg på at nå den allerede fremrykkende II bataljon var slået fejl i mørket.

Om der var tale om skyld eller om et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, kan ikke afgøres her. Bataljonens tab var smertelige. 3 officerer og 11 mand var døde. Der savnedes 22 mand, af hvilke ligeledes en del måtte gælde for døde.

Der blev indbragt 22 tilfangetagne. De var til dels berusede og lugtede i ubehagelig grad af fusel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin