Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.
To gode Kammerater fra Nordslesvig.
I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.
Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.
I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.
Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.
Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.
Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.
Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.
Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.
I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.
Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.
Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.
Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.
Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.
For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.
Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.
En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)