Tag-arkiv: Finland

10. juni 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den store tyske offensiv på Vestfronten, hvor tyskerne er brudt igennem mellem Soissons og Reims. Tyskerne nærmer sig nu Paris, hvor evakueringen forberedes. Over 200 tyske divisioner befinder sig nu på vestfronten, og for første gang siden 1914 er tyskerne i overtal. Hvordan skal det franske forsvar føres? Det diskuteres heftigt mellem angrebslystne franske generaler og den mere forsigtige Pétain. Men hvad med amerikanerne? Hvorfor sættes de ikke ind?

Tyskernes plan var egentlig, at angrebet skulle trække franske forstærkninger væk fra Flandern, hvor det egentlige hovedangreb skulle indsættes. Men det skete ikke. Hvad nu? Tyskerne fortsætter offensiven, men nu går amerikanske tropper tim modangreb ved Belleau Wood.

I Kaukasus sluttes der fred mellem Osmanniske og Armenske styrker, mens tyskerne nærmer sig fra nord og har indsat en lydregering i Georgien. Hvem når først olien i Baku?

Og så er det i denne uge, at flyverpiloten Hermann Göring fik Pour le Mérite – det fornemst tyske militære orden.

Endelig er et selvstændigt Polen nu et officielt allieret krigsmål.

25. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Krigen har nu varet i 200 uger. Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om et oprør blandt tjekkiske og ungarske soldater i Østrig-Ungarn. Østrigerne lægger planer for en ny offensiv mod Italien, nu, da hundredetusindvis af krigsfanger er returneret fra Rusland.

Britiske fly kaster bomber over Köln – og tyske fly kaster bomber over London med mange civile ofte tilfølge. Men militærindustrielle anlæg og lagre bliver også bombet . Luftvåbenet er nu ved at blive en vigtig del af den moderne krigsførelse.

På landjorden rr tyskerne ved at gøre klar til den næste offensiv på Vestfronten – og de allierede ved ikke, hvor den vil ramme.

I det østlige Anatolien fortsætter den osmanniske offensiv mod armenerne – og Enver Pasha har store planer for at drive briterne ud af Mellemøsten og Central- og Sydasien.  Men er tyskerne – osmannernes allierede – egentlig interesserede i det?

I Finland har en finsk hær med general Mannerheim i spidsen sejret over Den røde Hær og drevet russerne ud af landet.. Britiske styrker kommer til Archangelsk for at hjælpe med at bekæmpe bolsjevikkerne og Den røde Hær.

6. april 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om  den tyske storoffensiv på Vestfronten, der løber tør for moment, bl.a. da sultne tyske soldater møder de vestallieredes velfyldte forsyningslagre og plyndrer dem for alt spiseligt (og drikkeligt), mens officererne kun kan se magtesløst til. Tyskerne havde taget 90.000 krigsfanger i løbet af offensivens første uger og var trængt 60 kilometer frem, men nu satte modangrebene ind. Tyskerne forsøgte påny at tage knudepunktet Amiens, men kunne ikke. Alligevel gjorde tyskerne klar til angrebets anden fase, der skulle sætte ind længere mod nord.

Også på andre fronter fortsatte krigen: Tyskerne landsatte 30.000 mand i Finland. Japanere og briter landsætter tropper i Vladivostok til støtte for hvidgardisterne. Og i Mellemøsten fortsatte briternes angreb på Amman.

9. marts 1918. Hindenburg synker!

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Den 9. marts 1918 ved middagstid løb den på en mine og begyndte at synke. Christian Nielsen komme ikke med redningsbåden – og han kunne ikke svømme!

(… fortsat)

Det var paa høje Tid, at Baaden kom klar af Daviderne, for de laa nu saa lavt over Vandet, at der kunde blive Fare for, at de kunde gribe fat i Baaden og saaledes foraarsage en Kæntring.

Skibet krængede  lidt mod Styrbord; derved kom jeg ind mod  Skibssiden og fik Fodfæste paa Stødlisten. Jeg kom i Vand til  Knæene, og nu var der kun faa Meter tilbage af Skibet.

Paa Baadsdækket stod der endnu fire Mand af Maskinfolkene. De kastede en Redningsflaade ud. Den var fastgjort til en Tovende, og den blev min Redning. Flaaden passerede mig i en Afstand af smaa ti Meter. Det var min sidste Chance. Jeg sprang i Havet.

Som nævnt kunde jeg ikke svømme, men jeg tror, at min Vagtkappe  har kunnet bære mig oppe, indtil jeg var saa heldig at faa fat i  Tovenden og holdt fast!

De fire paa Baadsdækket sprang samtidig med mig, men kun tre af dem naaede hen til Flaaden. Den fjerde raabte et Par Gange om  Hjælp, saa gik han ned …

Vi fire hang nu hver ved sit Hjørne af Flaaden. Vi havde kun Hovedet over Vandet. Da Skibet sank, blev vi begravet i et Bjerg af Vand, men vi holdt fast.

Det gør ondt, naar man ser sit Skib forvinde i Dybet. Det sidste, vi saa af »Hindenburg«, var to Mastetoppe med Antenneraa. De dannede to Kors. Det saa næsten symbolsk ud; men saa forsvandt ogsaa de.

Tilbage var vi fire ved Redningsflaaden. Et Stykke borte fik vi Øje paa  Kommandanten, der klamrede sig til Kompashuset. Længere borte saa vi vor egen Baad, men den kunde ikke hjælpe os, for de havde ingen Aarer, og desuden var den overfyldt. Da Skibet var sunket, kom der Vraggods til Syne i Form af Dæksplanker og Kasser. Vi var saa heldige at faa fat i en Planke og fik den halet ind over Flaaden.

Mine tre Lidelsesfæller kravlede op paa Flaaden, og jeg blev ved deres Hjælp ogsaa halet op. Jeg kunde ikke klare den selv.

Det viste sig, at Flaaden havde svært ved at bære os. Den blev trykket ned under Vandet. Vi sad nu alle paa Knæ — hver paa sit Hjørne af Flaaden. Vandet naaede os op til Livet. Jeg laa med venstre Albue paa Planken og kunde paa denne Maade holde Hovedet oven Vande.

Det varede ikke ret længe, før de tre Kammerater begyndte at tale om, at naar vi ikke snart fik Hjælp, kunde vi ikke klare den ret længe. Vandet var iskoldt, men roligt. De andre paa Flaaden havde kun  tyndt Tøj paa. Ikke saa underligt, at de frøs. Det var jo en stor Forandring at komme fra det varme Maskinrum eller fra Fyrpladsen og saa ned i det kolde Vand.

Jeg, som havde tykt Tøj paa og havde været udenfor hele Tiden, frøs  ikke saa meget. Jeg kunde have klaret den en Tid endnu; men jeg vilde nødig miste de Kammerater. Hjælpe dem kunne jeg ikke. Jeg var klar over, at hvis det værste skulde ske, det vil sige, at dersom mine Kammerater forsvandt, vilde Flaaden komme højere op paa  Vandet og mere sikker at opholde sig paa; men Hjælpen maatte komme inden alt for længe.

Paa Linieskibet »Rheinland«, der sejlede ca. en Kilometer foran os, havde man selvfølgelig hørt Eksplosionen. Den stoppede øjeblikkelig op og satte to Baade i Vandet — og der blev roet! Den Baad, der først  naaede hen til os, tog os om Bord. Jeg blev surret fast paa en Transport-Hængemaatte og lagt paa Tofterne mellem Aaregasterne. Den anden Baad reddede Kommandanten og tog Baaden med de overlevende fra »Hindenburg« paa Slæb.

Efter en hurtig Lægeundersøgelse og Forbinding blev vi bragt ned i Kassematterne og klædt af til Skindet. Vi blev rullet ind i Uldtæpper og fik et Par store Cognactoddyer hældt i Halsen. De kvikkede op …

Der var, som før nævnt, kommet omkring 800 russiske Krigsfanger om Bord i Blokadebryderen »Steigerwald«. De skulde transporteres til Libau, hvor de skulde interneres i en Fangelejr. Fra Libau skulde  Skibet gaa til Danzig for at komme i Dok.

Det blev bestemt, at jeg skulde med dette Skib og indlægges paa et Lazaret i Danzig. Kammeraterne kom og tog Afsked med mig. Vi  havde jo kun været en kort Tid sammen. Flytningen gik nemt. Jeg  havde ingen Ejendele. Alt var gaaet tabt ved Forliset.

Man lagde mig paa en Baare og bragte mig om Bord i den finske Isbryder »Zampo«, og derfra blev jeg overflyttet til »Steigerwald«. Isbryderen skulde bryde Isen ud til aabent Vand. Jeg skal gerne lndrømme, at jeg ikke følte mig rolig, før jeg vidste, at vi var kommet velbeholden gennem Minefeltet!

Efter en 3-4 Dages Sejlads via Libau ankom vi til Danzig, hvor jeg blev indlagt paa et Reservelazaret. Det var en almindelig Træbarak, og alt var ret primitivt. Her var der kun omkring en Snes Patienter, og vi fik en meget god Behandling. Jeg fik en dobbelt Portion »Liebesgaben« og 3½ Mark af Lazaretkassen, fordi jeg havde mistet alt.

Mit Lazaretophold varede otte Uger, saa rejste jeg til Kiel, hvor jeg paa ny blev indklædt, og man bevilgede mig fjorten Dages  Rekreationsorlov.

Fem Maaneder senere var jeg atter om Bord og igen ude i de finske Farvande, og da var idet lige ved at gaa galt igen, men — det er en anden Historie …

DSK-årbøger 1961

6. marts 1918. Om bord på Hindenburg: Landsætning i Finland

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen blev de lettere Skibe, som ikke kunde forcere Isen,  hjulpet ud af denne og sendt hjem.

De øvrige Skibe lettede Anker, og vi gik med »Hindenburg« foran for  at bryde en Rende, efterfulgt af Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, som med deres svære 30,5 cm Kanoner skulde dække os mod eventuelle Angreb. Bag dem kom den øvrige Del af Flaaden.

Kursen sattes mod Eckerö paa Aalandsøerne. Vi sejlede gennem  svær Is, indtil vi hen paa Eftermiddagen ankom ud for Eckerö.

Minelodserne gik os i Møde til Fods. De vandrede en 4-5 Kilometer  ud over Isen og kom om Bord hos os, Ligeledes kom tre svenske  Marineofficerer ud til os — ligeledes over Isen. Jeg husker, at den  ene af dem, som maaske ikke var helt stiv i at tale Tysk, sagde: »Ich  bin von meiner Admiral gesendet«. De kom om Bord hos os.

Svenskerne var paa dette Tidspunkt meget interesseret i Aalandsøerne.

Inde i Bugten paa Eckerö (der var ikke nogen Havn) laa der to svenske Krigsskibe. Det var fra dem, de tre Officerer var kommet. Det var Krydserne »Oscar II.« og »Svea« samt den finske Isbryder »Zanipo«.

Uden for Indsejlingen til Bugten laa et russisk Minefelt, som vi  skulde igennem og ogsaa kom, uden at der skete noget. Nogle faa Kilometer fra Land var der et isfrit Omraade paa et Par  Kvadratkilometer. I denne Vaage fandt vort Skib et Par Dage senere sin Grav!

Fra Vaagen og ind imod Land var der igen fast Is. Vi kom ind i Bugten henimod Aften. Med vor Isbryder lavede vi smaa Havne i Isen. Her  kunde de store Skibe gaa ind, og man begyndte øjeblikkelig at sætte Infanteri, Kanoner og Lastbiler ud paa Isen. De fortsatte ind mod Land. Der faldt ikke et Skud, og det var vi glade for, for selv om vi havde de store Kanoner fra Linieskibene til Dækning, vilde det alligevel ikke have været vanskeligt at sænke en Del af Skibene, som de laa her i Isen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

29. august 1916. Af Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. marts 1916. Finske frivillige i Lockstedter Lager

Senest ændret den 17. september 2021 20:33

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Fra mit ophold i lejren husker jeg, at der dér fandtes en såkaldt lukket lejr. Ikke sådan at forstå, at de folk, der opholdt sig der, var indespærrede; de kunne bevæge sig frit overalt.

Men det var os strengt forbudt at betræde lejren og i det hele taget søge kontakt med disse folk.

Det sivede efterhånden ud, at mandskabet i denne lejr bestod af finske frivillige. De havde betinget sig – efter endt uddannelse – at blive sat ind på østfronten.

Jeg skønner, at der har været mindst 500 mand i lejren, og at det var velhavende folks sønner, fremgik tydeligt af de besøg, de modtog af deres familier.

Den uddannelse, disse frivillige fik, var skrap , og jeg har senere hørt – om det passer, ved jeg ikke – at de efter krigen dannede grundstammen i den finske hær. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)