17. november 1914. Kammerater i hestestalden – og det danske arbejde i Nordslesvig

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Hvert andet Døgn var mine Venner paa Feltvagt. Den Aften, de var hjemme, havde vi gerne et Par Timers hyggeligt Samvær. Saa fik vi lagt Ild paa vor lille Kakkelovn, tændte vort Talglys, satte os omkring Bordet med Cigarkassen og smøg om Kap med Kakkelovnen.

Stof til Underholdning skortede det aldrig paa. Doktoren fortalte om sine Studierejser til fremmede Lande og holdt et Foredrag om hvilket som helst Emne. Referendaren fortalte morsomt om sit Ophold i de forskellige Storstæder. Somme Tider fremsagde de eller sang begge to humoristiske Stykker fra deres Studentertid.

En Aften vilde Lindlof give et lille Tableau; men han paastod, at han ikke kunde, førend han var halvt beruset. Saa fik vi Gryden over Ilden og kogte en god Kop Kaffe til en Kaffepunch. Desværre havde vi ikke Sukker nok; men med lidt Chokolade erstattede vi det manglende.

I Slutningen af Tableauet skulde han netop forestille en beruset Bisse, og han gjorde det saa helt naturtro, at da Bissen skulde falde omkuld i Rendestenen, klappede Lindlof fuldstændig sammen, kun med den Forskel, at det var i Hestestalden, og han begyndte øjeblikkelig at snorke. Saa trak vi Støvlerne af ham og bar ham hen i et Hjørne og dækkede ham til med en Kappe.

Frits Wolf fortalte gerne om sin strenge Uddannelse og om det store Arbejde, Jernbanevæsenet udførte nu under den store Krig. Jeg fortalte om Livet paa Landet med dets mangeartede Ejendommeligheder, hvortil de andre tre lyttede opmærksomt.

Men naar jeg fortalte om vort nationale Haab og Ungdomsarbejdet og vort Foreningsliv derhjemme, da undrede de sig over at høre det fremstillet paa den Maade; det havde de aldrig hørt før, og baade Hayer og Lindlof protesterede heftigt imod, at vi vilde være Danske. Vi boede i Tyskland, sagde de, og derfor skulde vi være Tyskere. Frits stod paa min Side, og skønt vi var de to dummeste af de 4, kunde vi nok holde dem Stangen.

Tiden blev aldrig lang for os. Klokken blev gerne mange. Med et hjerteligt »God Nat« skiltes vi. Vi skulde nemlig alle sove i Skyttegraven hver Nat.

Den strakte sig langs med Yderkanten af Frugthaven og laa saa lavt, at den stod blank af Vand. For at bøde herpaa havde vi drænet og lagt Brædder i Bunden, saa Vandet nu ikke mere generede os. Ud imod Fjenden havde vi Skydehuller mellem Sandsække, store Sten eller Staalplader.

Fjenderne selv saa vi ikke meget til. De laa 4—500 Meter fra os ovre bag den bakkede Skov ved Byen i deres godt forskansede Stillinger. De gjorde sig undertiden megen Ulejlighed med at forsikre os om, at de endnu var der: de afgav Salver, foretog Skinangreb og sendte os engang imellem varme Granater til Aftensmad.

Ved et saadant Skinangreb blev Hans Petersen fra Bovrup saaret i Benet, da Feltvagten, paa hvilken han var med, blev trukket tilbage.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *