20. januar 1915. Stormen på Hartmannsweilerkopf: “Det er umuligt at komme videre!”

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, 7. kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Det går videre; den 20. januar bryder frem. Møjsommeligt klatrer enheden, der ikke er vant til bjerge, på smalle fodstier højere og højere op. En bataljon i enkeltkolonne – det er en lang kæde! Hvor let kan den ikke brydes; mørket, vanskeligt terræn, tung oppakning gør sit dertil. Der ligger sne.

Fuldstændig udmattet og åndeløs efter den timelange march og den uvante stigning kaster alle sig i sneen eller op ad en klippeblok, når der bliver indlagt et kort hvil. Endelig er vi ved målet, ved skråningen til Hartmannsweiler Kopf; Klokken er blevet 8 om morgenen. Kaptajn Mende meddeler kompagniet, at bakketoppen er besat af franskmændene; det er vigtigt, at den kommer i tysk besiddelse; vi skal tage den, men sandsynligvis bliver det ikke særlig svært.

7. kompagni rykker frem som højre fløj, inden for denne 1. deling længst til højre; denne bliver ført af løjtnant Braasch, mens jeg fører en halvdeling.. Det er en stejl, snedækket høj, vi skal storme; stedvis synker vi i sne til knæene. Bestanden af graner er ikke tæt, men den har da karakter af en regulær skov.

Næppe er vor skyttelinje deployeret og vi er på plads, da en rasende ild kommer os imøde. Med geværet under armen stormer vi frem, møjsommeligt snublende gennem sneen; skoven genlyder af den uhyggelige klasken, når en kugle rammer en gren; gennem den vinterklare luft høres langt væk delings- og gruppeførernes kommandoråb; det er på én gang rædselsfuldt og smukt.

Mange bliver ramt af velrettede skud; som den første i kompagniet falder Unteroffizier Gabert. Af og til lyder der et skrig gennem luften fra en, der er ramt; Sårede stønner og jamrer. Men den, der ikke er ramt, skal bare kigge fremad, roligt lade, sigte og skyde. Når sidemanden bliver ramt, river man en af forbindspakkerne ud, som både officerer og menige har på sig, for at standse blødningen. Vi andre skal blot storme videre fremad; kompagniets sygebærere tager sig af de sårede, der er blevet liggende.

Ved siden af mig får soldat Künstler et strejfskud på hovedet; jeg forbinder ham; han kravler tilbage. Til halvhøjre foran mig ligger Unteroffizier Hansen; han springer et stykke fremad; bagefter hører eller ser jeg intet til ham; Han har fået et skud gennem underkæben; alle tænder er slået ud. Til venstre for mig ligger min tro våbenfælle Kruse, der for nogen tid siden er forfremmet til Unteroffizier.

Fra venstre kommer der en ordre gennem skyttelinjen: “Højre fløj skal gå frem!” Vi springer frem; ilden bliver stadig vildere. Det er umuligt at komme videre. Kruse og jeg kan ikke røre os; hvislende slår kuglerne ned i sneen omkring os; som piskesmæld lyder det gennem skoven. Nu ligger soldat Hagedorn umiddelbart til højre for mig; Jeg hører det typiske, senere så ofte hørte knæk: han bøjer stille hovedet forover for ikke mere at røre sig.

Til halvhøjre for os er der en stak klippeblokke; ca. 10 mand af vore har dér fundet dækning for den trommende kugleregn. Dér kravler Kruse og jeg forsigtigt hen på maven, idet vi skubber vort gevær foran os hen over sneen, med hoved og krop presset mod snedækket. Endelig nåede vi hen bag de beskyttende stenblokke. Men hele tiden holder et maskingevær dette sted under beskydning.

Midt iblandt os ligger krigsfrivillig Deutsch jamrende, med et skud gennem ryggen. Vi kan hverken komme frem eller tilbage; vi ligger uden at kunne røre os i sneen fra de tidlige formiddagstimer ind til kl. 4 om eftermiddagen.

Unteroffizier Kruse er krøbet tilbage for at optage forbindelse med kaptajnen, men er blevet overdynget med et haglvejr af projektiler, er dog alligevel kommet igennem. Krigsfrivillig Siemon slæber med bravour den sårede Deutsch væk på en frakke. Da ilden sent om eftermiddagen bliver svagere, kryber vi alle efter hinanden tilbage; på skråningen står allerede de andre delinger fra kompagniet i skyttelinje. Her hører vi om de andre kompagniers svære tab, særlig 5. kompagni.

Mens jeg opstiller vagtposter til natten, bliver jeg af en ordonnans befalet at komme til kaptajn Mende; han sidder på en trærod; løjtnanterne Braasch og Andresen står ved siden af ham. Han meddeler os, at han fra bataljonen har fået ordre på at afgive 2 delingsførere til 5. kompagni, fordi det har mistet næsten samtlige førere; han har tænkt på Braasch og mig. Derpå tager vi afsked og går til 5. kompagni, hvis rester vi kun med besvær kan finde; de er slemt medtaget. Løjtnant Braasch overtager føringen af kompagniet, jeg 1. deling. Jeg lader mig orientere om situationen af nogle underofficerer, deriblandt Duus og Wiuff.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.

draebte franske soldater efter patrulje 07006F00365
Dræbte franske soldater (foto: Museum Sønderjylland)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *