18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *