Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

27. maj 1918. En kammerat er såret – og ingen vil hjælpe!

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da vi nåede tilbage til farmen, så det ikke så godt ud dér. Den unge underofficer Rocholl, som jeg har omtalt før, var dræbt. Han havde haft sit maskingevær opstillet i haven, og dér havde skæbnen indhentet ham. Det var selvfølgelig kedeligt, men det gik Richard og mig mere til hjertet, at en af vore gamle kammerater fra Galicien var blevet hårdt såret ved samme lejlighed. Man havde båret ham ind i huset, og sanitetsunderofficeren – det var ikke »lille Franz« – havde forbundet ham.

Da vi spurgte ham, hvorfor han ikke havde sørget for at få manden til lægen, svarede han, at han ingen båre havde. Den havde han mistet i dagens løb, og at han heller ingen folk kunne få til at bære ham. Hvor sanitetsstationen var, vidste idioten selvfølgelig heller ikke, – det eneste, som han til enhver tid burde vide.

Aldrig har jeg set Richard så rasende, og det var ikke langt fra, at underofficeren havde fået et lag tærsk – det havde han fortjent. Der var ikke andet i vejen, end at manden var fej og hundeangst for den transport. At han ikke kunne få folk til den, var en lodret løgn, og det fortalte Richard ham også.

Men handling måtte der til, hvis manden skulle reddes. Richard fandt frem til en båre ved et andet kompagni, og jeg gik til løjtnanten, og meldte mig tilbage med ammunitionen. Samtidig gjorde jeg ham opmærksom på, at Leo Masinkovski – sådan hed vor kammerat – var hårdt såret og endnu ikke bragt til lægen.

At Leo var såret, vidste han; – at Leo endnu ikke var bragt til lægen, var sanitetsunderofficerens sag og ikke hans, svarede flaben. Havde jeg ikke været gal før, blev jeg det nu. Jeg svarede ham – og det kom i en tone, jeg ellers ikke brugte, og som næppe var i overensstemmelse med det militære reglement – at nu agtede jeg at foretage det fornødne, og jeg anmodede om, at få den nødvendige ordre til at bringe Leo til lægen og det omgående. Endvidere anmodede jeg om, at han på kortet ville vise mig, hvor sanitetsstationen lå.

Det skal bemærkes, at samtalen blev overværet af hans ordonnans. Løjtnanten så et øjeblik olmt på mig, så hev han kortet frem, pegede på stationen:  og sagde: »Da! Machen Sie was Sie wollen« (Dér! Gør som De vil!) Efter at have set på kortet slog jeg hælene sammen og gik.

Han var vist kommet i tanker om, at vi kunne gå direkte til regimentskommandøren med vore klager. Hvis han havde nægtet mig at bringe Leo til lægen, havde jeg simpelt hen gjort det uden hans tilladelse. Bagefter ville jeg så have forelagt sagen for »der Graf«, og det ville ganske givet ikke have bekommet løjtnanten vel. Ordonnansen kunne jo bevidne, hvad der var foregået. –

De samme fire mand, der havde hentet ammunition, bar nu Leo til lægen. På mit eget kort havde jeg afstukket ruten tværs over markerne. Vi kunne ikke gå i dækning, når vi bar på en hårdt såret, så vi måtte undgå vejene, hvor de fleste granater faldt.

Under et af de korte hvil, vi gjorde undervejs, bøjede jeg mig over den sårede, strøg ham over kinden, og hviskede: »Leo, kan du høre mig?« Han lå med lukkede øjne, og uden at åbne dem sagde han med næppe hørlig stemme: »Jacob, vi l du ikke nok dække mit ansigt til.« – Det var den sidste lille tjeneste jeg kunne gøre min gamle, gode ven. – Uendeligt forsigtigt gik vi videre.

Morgenen før, da vi begyndte angrebet, havde jeg bemærket Røde Kors-flaget på et hus, der lå ved et vejkryds, og det kom os nu til gode. Kun 100 meter fra krydset nåede vi vejen. – Lægen tog sig straks af den sårede, men rystede på hovedet.

På turen hjem til farmen var vi ret tavse. Vi havde forstået på lægen, at der ikke var meget håb for Leo. Af de gode, gamle kammerater fra østfronten var der næsten ikke flere tilbage. Dagen efter døde Leo. »Der edle Polen-Sohn« – sådan kaldte Hannoveraneren ham altid – var ikke mere.

På tilbageturen var Richard for en gangs skyld alvorlig, da han brød tavsheden og spurgte mig: »Sig mig engang, du nedstammer vel ikke fra indianerne?« Trods alt kunne jeg ikke lade være med at smile og ville vide, hvordan i alverden han kom på den tanke? Det varede lidt, inden han svarede. Endelig sagde han: »Jo, det jeg skal sige dig! Det du har præsteret det sidste døgn med at finde vej, uden at vi er gået ti skridt forkert, kunne tyde på det. Du er jo en ren stifinder.« Han tog min hånd og trykkede den hårdt. Det håndtryk var mig mere værd end alverdens hæderstegn. –

Det var nu ved at dages, så vi måtte skynde os, hvis vi ville have lidt søvn; men det blev ikke til noget, dertil havde dagen budt på for mange uhyrligheder, hvoraf den sidste var den, der gik os mest på. Vi var blevet godt sultne af den megen traven rundt. Feltkøkkenet var endnu ikke nået frem, og hvornår det ville ske, var ikke godt at vide. Jeg gik og snusede rundt på farmen og kom ind i et udhus, hvor der var noget, der lignede en bageovn. Jeg lukkede lågen op, og stor var min forbavselse, da der derinde lå et stort brød. Jeg fik fat på de fire mand, og vi delte brødet. Richard var nu ved  at komme til hægterne igen, og med munden fuld af brød sagde han: »Indianer eller ikke indianer, men en god næse har du nu.«

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

27.maj 1918 – Milert Schulz: ”Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver…”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 27.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Föst min hjerteligste Tak for dit kj. Brev fra den. 4.5. som jeg for et par Dage har motaget kj. Moder. Seer at Heise er bleven saaret nu men det er da godt at det gik saa godt af. Det er jo nu ikke saa farlig i Laaret og Armen som i Kroppen. Efter dit Brev har Br. Mtth. det jo ogsaa heelt godt. Han kan sagtens naar han saadan kan komme paa Orlov.

Hvem ved hvornaar jeg kommer hjem engang?

Forhaabentlig snart. Maaskee ogsaa först naar vi har Fred. Men i den Sag er jeg nu ikke saa forsknÿdt. Jeg har det jo endnu ogsaa rigtig godt her og har endnu ingen Grund til at klage. Jeg ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer kun paa Telefonen saa man bliver heelt dovn derved. Du skriver om Rejsen hjem herfra. Du sÿnes det var snart umulig, men du skulde bare see vis jeg matte rejse Hjem hvor jeg saa nok skulde finde derhen i det fjerne Nord.Saadan en Rejse er naturlig meget besværlig og varer maaskee henved en 14 Dage. Begÿndelsen Station er Aman og saa videre til Dera. Damaskus, Rapjak, Taurusbjerget, Ponia, Konstantinopel, Zaribrod, Stisch, Belgrad, Budapest, Wien, Desden, Berlin, Hmborg til Rödekro. Du kan jo pröve og forfölge det paa Landkortet.

Ja det er en lang Hal. Vi ligger endnu paa samme Sted. Jeg er Gu skee Tak sund og rask. Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver herover men det er nu ikke saa farlig. Kan du ikke sende mig lidt Pölse kj. Moder for her faar vi for det meste kun Marmelade. Send ikke Smör for det staar sig ikke længe derimod Fedt.

Köbe kan man heller ikke meget her kun et pr. Æg.Ellers er der ikke videre nogen nÿt.  Sommeren er godt igang her. Solen er temmelig haardt. Saa være for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

Dit Kort fra den 4.5. har jeg ogsaa modtaget kj. Fader.

Du er vel godt igang med Landbruget kj. Fader, nu er du vel snart Landmand istedet for Maler.

Send mig ogsaa et par Stænger Tintenstift.

(Breve i privateje)

Krigens forløb, Sønderjyder

27. maj 1918: Frederik Tychsen – Franskmændene på retur

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid ikke indlogeret ved Laon i Frankrig.

Om aftenen den 27. gik vi atter i stilling efter at vi havde haft en ret stram march om eftermiddagen. Vi skød en del først på aftenen, men senere var der ro, og vi fik lejlighed til at søge efter madvarer i de forladte franske stillinger.

Vi fandt en hel spand fedt, brød og kakes (kiks). Vin fandt vi intet af den første dag. Dog måtte man lægge mærke til alle døde franskmænd, der lå rundt omkring. Og mange steder lå der uniformsdele.

Om natten sov vi i teltet. Den næste morgen fortsatte vi gennem det ødelagte terrain. Franskmændene var stadig på retur, og vi bagefter. Foran os var der hele tiden ildebrande og mægtige eksplosioner. Det var franskmændene, der brændte og ødelagde alt krigsmateriel, før de forlod det.

Da vi havde god tid på landevejen, blev der rigelig tid til at se sig en lille smule for. Der var mange, der havde travlt med at udplyndre de døde franske soldater. De undersøgte deres lommer, tog deres penge, ringe, ure eller andet, der kunne have en smule værdi.

De fandt hyppigt hos de franske soldater sjofle billeder, mest postkort af nøgne damer og andet sjofelt. Det syntes, at de franske soldater havde mere af den slags som tyskerne. Jeg så på, at Skurnia og Hylsmann undersøgte en død.

Vi gik en tur over marken, og her lå en franskmand med hele sin udrustning, han havde hængt geværet over ryggen. Han havde et gabende sår i tindingen, så stort, at man kunne lægge et dueæg ind i det. Han havde rødblondt overskæg.

Skurnia og Hylsmann trak frakken af ham, undersøgte lommerne og hele udbyttet blev 20 Centimes (ca. 16 øre). Der var ingen levnedsmidler i tornysteren. Jeg sagde til dem, at det var nogle kedelige penge at have, men de ænsede det ikke, men mente, at den døde havde jo heller ingen brug for pengene.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

26. maj 1918: Frederik Tychsen – Offensiven går i gang

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Kl. ca. 4 om morgenen begyndte vi at tromle på de franske stillinger og begyndte med gasgranater, og hver tredje var en tågegranat. Luften var stille, der var meget tåget, og derfor virkede gassen, som den skulle. Gassen skulle kvæle franskmændene, der lå i meget stærke forskansninger oppe i bakkerne mellem træerne.

Tågegranaterne skulle indhylde alt i en gul, tung tåge, så soldaterne ikke kunne finde hen til de højtliggende punkter, hvor gassen og tågen delvis tabte sin virkning. Efter at vi havde bombarderet med 2 gas og 1 tågegranat i ca. 1 time med 150 stk. pr. skyts, gik vi over til at beskyde alle højtliggende punkter med sprænggranater og granater 012 for at ramme de arme mennesker, der havde søgt tilflugt på højene.

Vi skød efter disse mål i ca. 1/2 time. Der blev så atter forandret mål og afstand, og nu skød vi i 20 minutter alt, hvad der kunne jages igennem røret, med bryzantsammunition, en granatsort med en overordentlig stor sprængvirkning. Samtidigt med, at de skulle dræbe alt, hvad der måtte komme på deres vej, skulle de fordele gas- og tågemasserne, for nu skulle infanteriet storme.

Der var en ganske frygtelig kanonade, man kunne dårligt råbe hinanden op, flyverne kredsede og fløj frem og tilbage, lænkeballoneme var i funktion, soldater lå i reserve alle vegne. Kl. 6 lagde vi ilden længere fremad, vi skød på de vigende franskmænd, medens infanteriet gik frem. Vi kunne nu se, at vi lå ganske tæt ved Chemin des Dames, der fra en flad slette hævede sig brat i vejret.

Før bombardementet var der en kraftig skov, nu stod kun nogle ynkelige rester og stilke tilbage. Vi begyndte med at skyde på en afstand af 2.000 m og endte med at skyde på 8.000 m. Dog rykkede vi hurtigt bag efter infanteriet. Vi pakkede sammen kl. ca.6 1/2.

Vi havde nogle døde den første morgen samt 7, der var såret. Blandt dem var: kanoner Gross, kan. Ozekowski, kan. Schropfer, kan. Neumann og Gefreiter Braun. Braun var Batterieschlosser, dvs. batterimekaniker, han skulle ordne, hvad han kunne ved kanonerne, når der var noget i vejen, og det var der ret ofte, f.eks. låsen brændt fast, røret løb ikke frem efter skud, mekanismen i låsen svigtede, reservedelene skulle indsættes hist og her osv.

På vejen hen til Chemin lå der mange døde, der var langt græs på begge sider af vejen, og her lå de døde i massevis. Ovenfor på skrænterne havde franskmændene ligget og kunnet skyde fra oven og nedefter på de anstormende kolonner.

Da vi kom hen til bakkedragene, var der mange hundrede arbejdssoldater i gang med at lave vejen i stand, så vi kunne komme frem med de svære kanoner. Dog blev hestene taget fra, og der stod så mange arbejdssoldater, at der kom 60 mand til hver kanon, og de trak i de lange tove, og sammen med de øvrige kanonerer trak vi hver enkelt kanon samt ammunitionsvognene over på denne måde.

Det hele tog en times tid, og vi kunne fortsætte fremad på det terræn, hvor franskmændene havde ligget for et par timer siden, og hvor vort artilleri havde udøvet sin frygtelige virkning. Død, brand og elendighed overalt. Mange af franskmændene var blevet kvalt i gassen, andre skudt, og der var uhyre mange sårede og gasforgiftede.

Der kom fanger hele tiden, med eller uden bevogtning, de slæbte deres sårede kammerater med sig, og de blev også sat til at transportere sårede tyskere tilbage. Ved middagstid gik vi i stilling igen og skød et par timer, hen på eftermiddagen brød vi op og fortsatte forfølgelsen.

Det var ret interessant at se alle de forladte franske stillinger; vi fandt fransk konserves hist og her, men levnedsmidler havde vi endnu ikke fundet ret mange af. Vi mødte endnu ingen civil befolkning, og byerne var fuldstændig jævnet med jorden, og hele terrainet var gennemkrydset af skytte- og læbegrave samt forskansninger.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

26. maj 1918. På selvmordsmission efter ammunition

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.

Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.

Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.

Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.

Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.

Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.

Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.

Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.

Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.

Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.

Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.

Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .

Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.

Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.

Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.

Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«

Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«

Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.

Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.

Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«

Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

25. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Krigen har nu varet i 200 uger. Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om et oprør blandt tjekkiske og ungarske soldater i Østrig-Ungarn. Østrigerne lægger planer for en ny offensiv mod Italien, nu, da hundredetusindvis af krigsfanger er returneret fra Rusland.

Britiske fly kaster bomber over Köln – og tyske fly kaster bomber over London med mange civile ofte tilfølge. Men militærindustrielle anlæg og lagre bliver også bombet . Luftvåbenet er nu ved at blive en vigtig del af den moderne krigsførelse.

På landjorden rr tyskerne ved at gøre klar til den næste offensiv på Vestfronten – og de allierede ved ikke, hvor den vil ramme.

I det østlige Anatolien fortsætter den osmanniske offensiv mod armenerne – og Enver Pasha har store planer for at drive briterne ud af Mellemøsten og Central- og Sydasien.  Men er tyskerne – osmannernes allierede – egentlig interesserede i det?

I Finland har en finsk hær med general Mannerheim i spidsen sejret over Den røde Hær og drevet russerne ud af landet.. Britiske styrker kommer til Archangelsk for at hjælpe med at bekæmpe bolsjevikkerne og Den røde Hær.

Krigens forløb

25. maj 1918. Farlig løjtnant: “Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl!”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.

Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.

Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.

Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.

Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.

Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.

Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå  den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.

Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?

Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.

Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.

Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.

Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

25. maj 1918: Frederik Tychsen og hans batteri forbereder sig til offensiv

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Den 25. maj fik vi rigelig med vin og snaps. Under selve angrebet fik vi ingen alkohol, det var de gået bort fra under de sidste angreb, idet de havde erfaret, at halvdrukne soldater ikke dur så meget som ædruelige soldater.

Der var sang og munterhed om aftenen den 25. Vi sad ude mellem træerne og sang af hjertens lyst. Det var en rigtig dejlig varm forårsaften, og luften var mild og dejlig. Kl. 10 blev der blæst tappenstreg, og vi gik til hvile i barakkerne. 

Dagen efter blev vi ikke vækket. Vi måtte sove alt det, vi ønskede, og vi kunne hente kaffe hele formiddagen. Om eftermiddagen gjorde vi marchberedt, og om aftenen ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Vi marcherede 3 – 4 timer gennem skove, byer, bakker og dale, og midt på natten gik vi i stilling ved en korsvej??

Vi befandt os i hvert fald ved foden af Chemin des Dames (Damevejen). En bjergkæde eller rettere et bakkedrag, der i udseendet ligner egnen omkring Himmelbjerget. Chemin des Dames var besat af franskmændene, og hele bjergegnen skulle stormes, og en mægtig Offensive forestod.

Den var i lighed med den, der begyndte den 22. marts foran St. Quentin.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. maj 1918: Frederik Tychsen vender tilbage til fronten

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var nu på vej mod fronten igen, efter en kort orlov hjemme i Agerskov.

Før jeg rejste hjemmefra, havde jeg et par dage i forvejen fået telegram fra batteriet om, at jeg ikke skulle rejse tilbage til Malzy, men søge dem i nærheden af Laon, da de skulle hen på denne egn. Jeg skulle spørge på efterretningsbureauet i Laon.

Jeg ankom i Laon hen på eftermiddagen den 24. maj. Banegården (interimistisk) lå et stykke uden for byen. Jeg steg ud og gik ind i byen. Laon består af en under- og en overby. Der fører en tandhjulsbane samt mange trapper fra under til overbyen.

 Katedralen ligger på det højeste punkt i Overbyen. Da jeg gik på trapperne op til overbyen, traf jeg på Offizierstellvertreter Wüstenhagen, og han fortalte mig, at batteriet lå et stykke syd for Laon (5 – 10 km.) i noget, der hed Sachsen Oldenburglager. Jeg kom op at køre et stykke af vejen, og noget gik jeg, og ved mørkets frembrud havde jeg fundet dem og kunne melde: ”Obergefr. Tychsen vom Urlaub zurück”.

Denne orlov stod for mig som en drøm. Jeg havde været hjemme, og alligevel ikke rigtigt. Nu var jeg tilbage igen, og straks var jeg i kontakt med de andre kammerater. Sachsen-Oldenburg lageret lå i en skov, og her var mange barakker og meget militær. Alt stod i opbruddets tegn, og dog var der ingen, der vidste noget bestemt. Dog var det tydeligt, at vi stod over for et mægtigt angreb – en Offensive.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. maj 1918. Farlig rygning: 70 mand dræbt og næsten 300 såret!

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Neurath var på mange måder en mærkelig fyr. Han var omkring tredive år, havde aftjent sin værnepligt før krigen, så han havde været soldat i mindst fem år. Hvor han havde hjemme, og hvad han var i det civile liv , omtalte han aldrig. Han var ikke en af de gamle »rotter« fra østfronten, men må være kommet til os efter at tyskerne havde trukket sig tilbage fra fæstningsområdet ved Verdun til den såkaldte Hindenburg-linie.

Han gjorde sig bemærket første gang, mens vi lå i en stilling, hvor det kneb med at få forplejningen frem til første linie. Han tilbød da, at hvis han måtte få fire mand, skulle han nok sørge for, at forplejning og post kom frem hver dag – eller rettere sagt hver nat.

Det gik man ind på, og i den tid, han var leder af den såkaldte »Essenträgertrupp«, fik han altid forplejningen frem, selv om han og hans folk mange gange måtte kravle på alle fire, så der var almindelig tilfredshed med ordningen. Det eneste, vi ikke fik, var snapsen, som vi af og til fik tildelt.

Den drak han selv. Der var nætter, hvor han var hønefuld, når han nåede frem; men han kunne bære en kæfert med anstand, og vi undte ham brændevinen. Dagen igennem opholdt han sig med sine fire mand ved feltkøkkenet. De lavede ikke andet end at skaffe maden frem.

En dag blev der givet meddelelse om, at vi næste nat skulle afløses af en bataljon fra et fremmed regiment, der var kommet fra en anden front. Vi glædede os, for fjenden var aggressiv, og vi havde vort mas med at holde ham stangen. Da Neurath den pågældende nat kom med maden – han var som sædvanlig stangdrukken – meddelte han os, at vi sikkert ikke ville komme tilbage den nat, for franskmændene havde skudt den bataljon, der skulle afløse os, fuldstændig i smadder.

En af hans fire mand fortalte os følgende: De var kommet gående, og var ikke nået ret langt bort fra feltkøkkenet, det vil sige mindst to kilometer bag fronten, da de passerede den bataljon, der skulle afløse os. Den havde lejret sig i en lille dalsænkning, hvor de formentlig har følt sig helt godt beskyttet bag en lille skov. Geværerne var sat sammen, og mandskabet lå og røg tobak.

Da Neurath blev opmærksom herpå, gjorde han holdt og bemærkede, at de mennesker måtte have mistet forstanden. De kunne lige så godt affyre fyrværkeri! I sin kæfert vaklede han over til bataljonsstaben og gjorde opmærksom på, at det, de foretog sig her, var det rene selvmord. Cigaretrygningen ville ganske givet blive observeret fra de fjendtlige lænkeballoner, for natten var endog meget klar.

Officererne kunne jo nok se, at manden ikke var helt ædru. De gjorde nærmest grin med ham og mente, at så langt bag fronten var der da ingen fare. Neurath svarede, at det var der, men nu havde han advaret dem, og så måtte de selv om resten. Han hilste og gik tilbage til sine folk, og de fik travlt med at komme af sted.

De var kun kommet et lille stykke bort, så suste den første, meget svære granat ned midt i bataljonen, og hurtigt efter hinanden kom der to til , og så var bataljonen mere end halveret. Et par dage efter fik vi at vide, at over 70 mand var dræbt og fire gange så mange såret. – Næste nat blev vi afløst af en anden bataljon fra samme regiment, den nåede frem til os i god behold, men har nok måttet sande, at dette var vestfronten, hvor man ikke kunne tillade sig at være ligegyldig over for de små ting. – De lærepenge, der undertiden betales her i livet, kan være urimeligt dyre.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb, Sønderjyder

23. maj 1918: Asmus Andresen – Asmus og en kammerat blev “enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Mange forsøgte at gøre sig selv utjenstdygtige, og en Nat, da vi læssede Ammunition af, blev vi to Mand enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.

Da vi fik fat i en Granat, satte vi begge to Benene frem for at ramme sikkert; men da vi lod Granaten falde, sprang vi med det samme tilbage. Granaten faldt og slog en Kolbøtte og ramte en Korporal paa den ene Fod, saa han straks maatte til Lægen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

19. maj 1918. “… næsten hvert skridt gik over lig.” FR86 på march ved Somme og Cambrai

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 16. maj brød divisionen op i nordøstlig retning til en anden del af den vestlige krigsskueplads. 11 officerer og 133 mand døde efterlod de på kampområdet for det store slag. Marchen gik hen over Somme området. Maricourt, Combles og Sailly-Saillisel strejfedes.

I den sidste landsby forekom ødelæggelserne særligt grelle. Kolossale kratere var overgroet med mos og fyldt med vand. Man kunne kun med tavs ærefrygt passere dette stykke jord, næsten hvert skridt gik over lig. Marchen førte videre over Etricourt, Fins, Gouzeaucourt. Her blev Siegfried-stillingen passeret.

Indtil da var regimentet marcheret kilometervis forbi stabler af engelske ammunition og materiel. Så gik det videre forbi Vacquerie, som regimentet for et år siden havde holdt besat, over Le Pavé, Masnières til Cambrai, som blev nået den 18. maj efter en tre dages march.

Der herskede en glødende hede. Marchen var ret anstrengende, men nattehvilen i åbent terræn var en velgerning.I Iwuy ved Cambrai ventede togene på regimentet. Den 19. maj transporterede de regimentet gennem det franske industriområde til den smukke belgiske by Tournay. Bataljonerne fik kvarter i omegnen.

Staben og I bataljon i Rumes, II bataljon i Froidmont, III bataljon i Espléchies.I  to  måneder  kunne  regimentet  glæde  sig  over  hvilen.  Dagene  omkring Tournay hører til de skønneste, som regimentet oplevede i denne krig. Naturligvis stod tiden ikke stille mht. tjeneste.

De erfaringer, man havde gjort i de seneste slag, blev evalueret. Når tjenesten var overstået, blev der ofte givet orlov til den gamle og smukke Scheldeby. I det store og smukt indrettede soldaterhjem fandt füsiliererne sammen om et glas øl.

Hos mange var behovet for kultur efter fire års liv som landsknægte vokset meget. De besøgte koncerter og teaterforestillinger eller besigtigede med divisionsmaleren Bachmann som fører den herlige katedral, en af de smukkeste og interessanteste middelalderbygninger.

Kompagnierne foranstaltede kompagnifester i deres landsbyer, bataljonerne sportsfester. Den gamle stemning vågnede igen. Med stor glæde modtog man efterretningen om vor sejr ved Damenweg. Håbet om at vinde sejren voksede igen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!”

2 kommentarer

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Vi var nu nået et stykke ind i maj måned, og min »ven« løjtnanten tog på orlov.

En skønne dag forelå der en regimentsbefaling, der forkyndte, at jeg var blevet forfremmet til underofficer. Hvordan det er gået til, har jeg aldrig fået opklaret; men Hannoveraneren har ganske givet haft en finger med i spillet. – Jeg var mildt sagt overrasket. Med den løjtnant som kompagnichef kunne jeg snarere have ventet at blive degraderet til menig.

Det har sikkert gjort ham ondt, at han ved sin tilbagekomst måtte sætte sit navn under min udnævnelse i min »Soldbuch«. Hvis en grafolog i dag fik underskriften til analyse – jeg har bogen endnu – skulle det ikke undre mig, om han ville sige, at underskriften var givet i et anfald af raseri. 

Krigen fortsatte – også inden for kompagniet. Løjtnanten blev mere og mere ondskabsfuld – også mod andre end mig. Der blev ikke uddelt jernkors, og ingen blev indstillet til forfremmelse. Når vi manglede befalingsmænd, blev de rekvireret fra garnisonen, selv om det ville have været mere naturligt at forfremme de soldater, der havde størst fronterfaring.

En dag, da hele regimentet var trukket ud af fronten, holdt »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] regimentsparade. Ved en sådan lejlighed var det kutyme, at forfremmelser blev bekendtgjort, og at der blev uddelt jernkors. De, der skulle udmærkes, blev trukket frem foran fronten ved de forskellige kompagnier, og »der Graf« havde nogle venlige ord til dem alle.

Da kommandøren denne dag havde skridtet fronten af ved vort kompagni, standsede han pludselig op og spurgte løjtnanten, hvordan det kunne være, at der ved hans kompagni ikke stod folk fremme, som skulle dekoreres eller forfremmes.

Man var standset lige ud for det sted, hvor jeg stod, så jeg kunne ikke undgå at høre kommandørens spørgsmål. Løjtnantens svar kunne jeg derimod ikke høre, da han stod med ryggen til mig.

Kommandøren nikkede og sagde blot: »So, so,« derpå gik han op til højre fløj og spurgte hver enkelt mand, hvor længe han havde været i kompagniet. Alle, der havde været i kompagniet femten måneder eller mere uden at blive forfremmet, udnævnte han på stående fod til Gefreiter. Så vidt jeg husker, var det fem mand. Derpå henvendte han sig til Feldweblen: »Wollen Sie bitte das nötige veranlassen, Herr Feldwebel« ( Vil De sørge for det nødvendige, hr. Feldwebel). Så hilste han kort og gik.

Løjtnanten var bleg af raseri. Det var et indgreb i hans rettigheder, så det forslog. Mandskabet undte ham denne indirekte irettesættelse af ganske hjerte.

Løjtnanten gik også. Han overlod kompagniet til Feldweblen, der så efter ham og mumlede noget for sig selv, der havde en slående lighed med: »So ein Blödmann-Hollweg.« [ordspil på “Bethmann-Hollweg, afskediget tysk rigskansler, RR]

Det kunne ikke undgås, at vi fik det indtryk, at løjtnantens aktier heller ikke stod ret godt hos »Der Graf«, der fulgte med i alt ved sit regiment.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

13.maj 1918 – Milert Schulz: ” Ellers er alt vel for mig er sund og rask”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 13. 5.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Atter er vi nu flyttet om igjen nærmere til Fronten. Igaar Formiddags blev vi forladet paa Banen og naaede her an om Aftenen kl.6. Bÿen her hedder Amman. Det er lige östlig for Jerusalem. Herfra er der endnu 40 klm. til Fods. Ellers er alt vel for mig er sund og rask. Imorgen var der her to engelske Flÿver men flöj straks tilbage igjen.

En sörgelig Tildragelse skede for 4 Dage siden i vor Komp. Næmlig en Nattevagtposten har sködt vor gode Komp. Förer ihjel. Iforgaars blev han begravet.

Nermere Besked i næste Brev. Nu haar vi en Oberleutnant.

Hertelig Hilsen og Kÿs Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)   

Krigens forløb, Sønderjyder

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

11. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det britiske commandoraid mod ubådshavnen Ostende, hvor det lykkes at sænke et medbragt skib i havneindløbet og spærre det. Men få uger efter var havnen atter operativ. I mellemtiden planlægger

Ludendorff en afledningsmanøvre, der skal trække franske og britiske forstærkninger væk fra Flandern, hvor han forventer at indsætte det afgørende stød, der skal slå Storbritannien ud af krigen. Men Tyskland havde lidt svære tab i forårsoffensiverne.  Samtidig strømmer amerikanske tropper ind i Europa, men de er helt uerfarne med moderne krigsførelse.

Den store forræderiproces i Frankrig fortsætter.

Den 7. maj blev freden i Bucarest underskrevet. Den var meget hård ved Rumænien.

I Tysk Østafrika trænges de tyske tropper tilbage ved Nanungu

Det er også i denne uge, at Adolf Hitler modtager et diplom for enestående tapperhed af sit regiment.

Krigens forløb

9.maj 1918 – Milert Schulz: ”Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 9. Mai. 1918

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat. Vorgestern haben wir hier Post bekommen aber von Euch hatte ich nichts dabei. Heute soll es wieder Post geben vielleicht ist denn was dabei. Zweimal die Woche bekommen wir hier Post und zweimal geht die Post von hier nach der Heimat auch ab. Wir liegen ja noch hier wo ich Euch im vorrigen Briefe geschrieben habe.

Hier können wir es schon aushalten. Faulenzen den lieben langen Tag und wissen kaum womit man die Zeit vertreiben soll. In die Stadt dürfen wir nicht gehen weil dort nur Araber sind und dies ein halbes Räuberpak ist.

Wir liegen hier am Bahnhof. dort is auch ein Bazar wie die es hier nennen. Da giebt es natürlich allerhand zu kaufen. Hier sind wir ja auch in der Apfelsinengegend und könnt Ihr wohl denken, dass wir auch tüchtig Apfelsinen essen. Das Stück kostet 20 Pfg.

Gestern war ein Offizier und sein Bursche von uns in Damaskus da haben die denn verschiedene Sachen eingekauft unter anderen auch 2 Paar braune Schnürschuhe 1 Paar kostete 12 Mark das andere kostete 16 Mark aber schöne Stiefel waren das und billig.

Hier liegt auch eine Fliegerabtlg. und sehen wir denn auch jeden Tag wenn die Flieger hier hochteigen und landen.

Hier beginnt auch die grosse arabische Wüste wo kein Mensch hinkommt wie dies Räubervolk von Araber. Wie wir hierunter fuhren sind wir ja längs vom Berge Libanon gefahren. Auf verschiedene Bergspitzen lag noch Schnee. Auch sieht man hier viele Kamele. Solche Tiere tragen fast ebensoviel als zwei Pferde mit ein Wagen ziehen können. Ein par Tage hatte ich Durchfall aber jetzt ist es schon wieder vorbei. Sonst wüsste ich diesmal nichts neues.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Shon und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb, Om Krigen

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. maj 1918. En forhadt kompagnichef

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da forårsoffensiven begyndte, havde vi fået en ny kompagnichef. Vi kendte ham; – men ikke for det gode – vi havde før haft ham som kompagnichef en ganske kort tid. Han blev så overflyttet til et andet kompagni, men nu kom han altså tilbage.

I og for sig var han ingen dårlig officer, han var således ikke bange for sin egen pels; men der var én ting, han absolut ikke kunne affinde sig med, og det var, at geværførerne handlede selvstændigt. Det var imidlertid nødvendigt ved MG-kompagnierne, for det hændte ikke så sjældent, at man var en hel kilometer eller mere fra den nærmeste overordnede. Når der så indtraf en situation, hvor omgående handling var nødvendig, var der jo ikke tid til at indhente forholdsordre.

I de fleste tilfælde fik han intet at vide, men opdagede han noget, gik han amok. – Han var ikke som den »Lange«.

Hvad jeg havde fornærmet manden med den første gang, han var hos os, erindrer jeg ikke mere, men lide mig kunne han ikke. Forholdet var gensidigt, så vi levede sammen som hund og kat.

Den første gang løjtnanten var hos os, skulle vort kompagni reduceres fra tolv til ti maskingeværer. Nogle folk blev herved overflødige, og han ville blandt andre have mig forflyttet. Dette satte Hannoveraneren sig imod, og det blev ikke til noget. Først lang tid efter fik jeg dette at vide af skriveren på kontoret. Der havde været et mægtigt opgør mellem løjtnanten og Feldweblen, der havde truet med at forelægge sagen for regimentskommandøren.

Nu havde vi ham igen, og »krigen« begyndte så småt forfra. Han havde ikke glemt mig, – og jeg havde heller ikke glemt ham.

En dag, Hannoveraneren havde mig på tomandshånd, spurgte han mig om, hvordan det gik med min »gamle ven«. Hvad jeg svarede, kan jeg ikke huske, men Feldweblen sluttede samtalen med at sige: »Nur Mut alter, wir werden das Kind schon schaukeln« (Bare rolig, vi skal nok ordne sagerne).

Helt glad ved situationen var jeg ikke, for løjtnanten havde jo i kraft af sin stilling de bedste kort på hånden.

Han startede med at fratage mig ledelsen af et maskingevær, og jeg blev flyttet til et andet, der havde en ganske ung officersaspirant som leder. Han var lige ankommet fra kursus i Tyskland og havde aldeles ingen erfaring, hvad felten angik.

Med overflytningen troede løjtnanten måske, at han kunne drille mig, men jeg var nærmest ligeglad. Jeg aspirerede ikke til nogen »højere« stilling inden for det tyske militær. Jeg var godt tilfreds, når jeg blot kunne komme igennem krigen med skindet på næsen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

4. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om afslutningen på den tyske offensiv ved La Lys i Flandern (Operation Georgette). Den havde ikke opnået sine mål, og de tyske troppers moral var i hastigt fald.

I mellemtiden strømmer amerikanske tropper til Europa, og de bevæbnes med en stigende produktion af moderne franske og britiske våben. Ententen planlægger den store offensiv, der skal finde sted i 1919, når der vil være 3.000.000 amerikanske tropper i Europa. Men indtil da beder Frankrig og Storbritannien indtrængende den amerikanske general Pershing om at sætte sine tropper ind ved fronten, hvor tyskerne bryder hårdt på.

I Mellemøsten må general Allenby overføre tropper til den hårdt trængte britiske hær i Flandern. Alligevel kæmpes der hårdt i Palæstina ved Es Salt.

Mellem de to Centralmagter Tyskland og Østrig-Ungarn  hersker der mistillid, og Tyskland bliver mere og mere dominerende.

I det tyskbesatte Ukraine er der politiske uroligheder. Og i Frankrig afvikles en stor retssag om spionage og landsforræderi.

Og så er det i denne uge, at Gavrilo Princip, den attentatmand, der med sine skud mod det østrig-ungarske tronfølgerpar startede den lavine, der førte til udbruddet af Første Verdenskrig, døde. Han havde pådraget sig tuberkulose i den østrigske fæstningsby Theresienstadt, hvor han sad indespærret.

Krigens forløb, Sønderjyder

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

3.maj 1918 – Milert Schulz:” Vi ligger nu i en Bÿ sÿdlig for Damaskus som kaldes Dera vis I har et Landkort”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 3.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Endelig igaar den 2.5. her paa vort Bestemmelsessted godt ankommen. Alt i beste Orden og ved god Sundhed. Det var jo temmelig lang Rejse fra K. herned. Siden den 22/4 var vi paa Banen. Vi ligger nu i en Bÿ sÿdlig for Damaskus som kaldes Dera vis I har et Landkort. I ligger her til Banebevogtning imod Röverbandene. Det er en Horde som vil overfalde Banen og deslige. Men med vore M.G. er vi ikke saa bange for den Slags Folk. Saa nu ved I hvor jeg er og vad vi tager os for.

Nu lidt om Rejsen. Söndag den 21.4. fik vi Befaling til at træde Rejsen an. Det var en slem Söndag vi havde, med at faa vore Sager pakket og faa vore heele Kompagnie Kram forladet paa Banen. Den 22. om Morgenen kjörte vi saa lös. Paa Landkortet kan I jo forfölge heele Banerejsen til herned hvor der kun gaar den ene Bane. Man faar jo meget at see. Landet er for de meste ukultiveret. Lange Sletter seer man begge Sider Banen som ligger heelt brag. Efter flere Dages rejsen naaede vi til Bjerget som kaldes Taurus.

Til dette Bjerg kjörte kun Hovedbanen. Der maatte vi saa lade om i en lille Bane og nu gik det videre igjennem Bjerget. Vi kjörte Timevis igjennem Tuneller, lige var vi ude af den eene saa gik det ind den anden. Det var meget interessant da vi kjörte der i Bjergerne. Store höje Stenklipper og dÿbe Dale. Det var heelt storartet. Efter en dages kjören med Lillebanen naaede vi saa igjen Hovedbannen. Der maatte vi saa igjen lade om og kjörte saa videre til en Bÿnord for Damaskus.

Der blev vi saa udladet, men i denne Bÿskulde vi ikke blive liggende. Vi maatte saa lade vor Feldkökken og vore Kastner og vort Gepäck paa Lillebanen igjen og kjörte saa en Timestid til en anden Bÿhvor vi skulde ligge. Der ankommen ladete vi saa igjen ud og gik til vort Quater. Det er en heel smuk og stor Bÿ. Vi kom saa ind i vort Quater og gjorde os det gemütlig da vi dog torede at her blev vi en længere Tid, men God dag Mads og Eftermiddag kom der saa Befaling at vi skulde gjöre os færdig da vi strax skulde videre. Nu hvor var der andet at gjöre vi blev saa atter forladet og den samme Dag og kom saa videre til vi naaede her hen vor vi nu logger. Vi kjörte i 2 Nætter og 1 Dag. Det er her saadan en lille Bane som hos os men meget modernere. Nu ligger vi her og lever en heelt god Dag nok at spise og drikke. Vor længe vi her vel bliver ved jeg ikke. Jeg har her faaet lidt Gjemmelgang men det er endnu ikke saa slem. Her er det om Dagen en brænnende Heedeog om Natten er det Kold. Det er en slem Temperaturwæksel her. Nu er her vil en Temperatur af 35-40 Grad i Solen. Solen staar om Middagen snart lige over os.

Brevvekslingen fra K. tog lige 14 Dage. Herfra varer det naturlig længere. Her ligger vi i Telter. Mit Kort fra Damaskus har I vel modtaget.

Nu for denne Gang mange Hjert. Hilsener og Kÿs fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

Krigens forløb

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

Krigens forløb

2. maj 1918. “Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig”. Eskildsen på vestfronten.

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I Champagne er foråret endnu en gang ved at sætte ind over de franske slagmarker.

Den 23. April overtager Regimentsstaben sit nye Afsnit. Matthiesen og Bunke bliver igen bag ude i Hvilebataillonens Lejr, vi andre sidder i Stabens Kommandostation, dybt nede i Champagnekalken. 49 Trin fører ned til det snævre Hul, 2 Meter bredt og 4 Meter langt, som jeg deler med Schrøder og Heinz.

Vaaren kommer til den mishandlede Verden, Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig, et Pust af Grøde og Vækst naar selv ned til os i vor dybe Hule. Det lader Længselens Strenge klinge i vort Sind — en fin, fin, dragende, længselsfuld Sang om Have og Vang, Spade og Plov, Jord og Hjem, Arbejde og Ansvar.

Vaar og Efteraar er de tunge Tider i Felten. Da jeg oplevede det første Vaarbrud i de store Augustov-Skove, skrev jeg:

»Jeg tror ikke, at Krigen varer saa længe, men det staar klart for mig i disse Dage: lykkes det end at holde Mændene i Felten Sommeren og Vinteren igennem, saa faar man dem ikke til at blive herude længere end til næste Foraar. Thi naar Naturen vaagner, gaar der en Muldduft hen over Verden, og den griber ikke blot Bonden, den kalder alle til Arbejde.«

Nu kom Vaaren for fjerde Gang til os! Hvad bryder Krigen sig om Foraar, Liv og Længsel!

Den 2. Maj staar jeg ved tre aabne Grave. Min Kollega, Regimentsskriveren fra 34. Regiment, er falden. Han boede bagude ved Bagage-Trainet, men blev ramt af en Granat, da han var undervejs hjem med Underskrifter fra Officererne.

Det stakkels 34. Regiment har nu i kort Tid mistet baade Kommandør, to Stabsofficerer og Skriveren. Sammen med ham faldt Trainets Fører, som havde faaet denne Post, fordi hans Forældre allerede i Forvejen havde mistet fire Sønner.

Ved deres Side begraver vi en Underofficer fra vort Fægtningstrain, en Lærer fra Egnen ved Kiel, der efterlader Hustru og fire Børn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 215-216

Krigens forløb, Sønderjyder

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).