14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Vi var nu nået et stykke ind i maj måned, og min »ven« løjtnanten tog på orlov.

En skønne dag forelå der en regimentsbefaling, der forkyndte, at jeg var blevet forfremmet til underofficer. Hvordan det er gået til, har jeg aldrig fået opklaret; men Hannoveraneren har ganske givet haft en finger med i spillet. – Jeg var mildt sagt overrasket. Med den løjtnant som kompagnichef kunne jeg snarere have ventet at blive degraderet til menig.

Det har sikkert gjort ham ondt, at han ved sin tilbagekomst måtte sætte sit navn under min udnævnelse i min »Soldbuch«. Hvis en grafolog i dag fik underskriften til analyse – jeg har bogen endnu – skulle det ikke undre mig, om han ville sige, at underskriften var givet i et anfald af raseri. 

Krigen fortsatte – også inden for kompagniet. Løjtnanten blev mere og mere ondskabsfuld – også mod andre end mig. Der blev ikke uddelt jernkors, og ingen blev indstillet til forfremmelse. Når vi manglede befalingsmænd, blev de rekvireret fra garnisonen, selv om det ville have været mere naturligt at forfremme de soldater, der havde størst fronterfaring.

En dag, da hele regimentet var trukket ud af fronten, holdt »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] regimentsparade. Ved en sådan lejlighed var det kutyme, at forfremmelser blev bekendtgjort, og at der blev uddelt jernkors. De, der skulle udmærkes, blev trukket frem foran fronten ved de forskellige kompagnier, og »der Graf« havde nogle venlige ord til dem alle.

Da kommandøren denne dag havde skridtet fronten af ved vort kompagni, standsede han pludselig op og spurgte løjtnanten, hvordan det kunne være, at der ved hans kompagni ikke stod folk fremme, som skulle dekoreres eller forfremmes.

Man var standset lige ud for det sted, hvor jeg stod, så jeg kunne ikke undgå at høre kommandørens spørgsmål. Løjtnantens svar kunne jeg derimod ikke høre, da han stod med ryggen til mig.

Kommandøren nikkede og sagde blot: »So, so,« derpå gik han op til højre fløj og spurgte hver enkelt mand, hvor længe han havde været i kompagniet. Alle, der havde været i kompagniet femten måneder eller mere uden at blive forfremmet, udnævnte han på stående fod til Gefreiter. Så vidt jeg husker, var det fem mand. Derpå henvendte han sig til Feldweblen: »Wollen Sie bitte das nötige veranlassen, Herr Feldwebel« ( Vil De sørge for det nødvendige, hr. Feldwebel). Så hilste han kort og gik.

Løjtnanten var bleg af raseri. Det var et indgreb i hans rettigheder, så det forslog. Mandskabet undte ham denne indirekte irettesættelse af ganske hjerte.

Løjtnanten gik også. Han overlod kompagniet til Feldweblen, der så efter ham og mumlede noget for sig selv, der havde en slående lighed med: »So ein Blödmann-Hollweg.« [ordspil på “Bethmann-Hollweg, afskediget tysk rigskansler, RR]

Det kunne ikke undgås, at vi fik det indtryk, at løjtnantens aktier heller ikke stod ret godt hos »Der Graf«, der fulgte med i alt ved sit regiment.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2 tanker om “14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *