Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.
Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.
Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.
Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.
Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.
Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.
Granaten eksploderede.
Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.
I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.
Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.
Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.
Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.
Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.
Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.
Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.
Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.
Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.
Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt, selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.
Stormen var en fiasko.
NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.
(… fortsat)
Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.
Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.
Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.
Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.
Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.
C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.
Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.
Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.
Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.
Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen; geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.
Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –
Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.
Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.
Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.
Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.
En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.
Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .
… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?
Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?
Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt … Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –
Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.
Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84 (IR84) Friedrich Karl Dambeck.
På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret. Pinsen var ødelagt for os.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
“En ordenlig forskrækkelse”
Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige.
En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.«
Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikkenå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet.
Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.«
Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget.
Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve.
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret.
(… fortsat)
Det var mørkt, da jeg igen kom til bevidsthed, jeg havde det rent elendigt og følte til mit smertende hoved.
Det var en bylt af forbinding. Pludselig stod hele den frygtelige virkelighed klar for mig. For al fremtid ville alt være mørkt omkring mig, og jeg græd.
Der var så stille, jeg kaldte sagte, men ingen svarede. Så søgte jeg efter en klokke. Der var ingen. Man havde åbenbart ikke regnet med, at jeg skulle vågne til liv igen, men jeg lå da i en seng, altså ikke i kapellet.
Om jeg dog havde en håndgranat at lægge det smertende hoved til hvile på. Det ville være en nem og hurtig løsning. Til tider for jeg i vildelse op af sengen. Jeg var igen ude i frontens helvede.
Omsider kom der én og lukkede døren op. Jo, jeg var i live, og snart stillede min sunde og stærke fysik krav. Jeg var sulten, men kunne ikke åbne munden så meget, at jeg kunne tygge. Så madede én mig med en ske. Det var søster Agathe, en fransk sygeplejerske, som var blevet på sit hospital. Hun var den kærligste og mest omsorgsfulde plejerske, jeg kunne ønske mig, og vi blev snart meget gode venner. Det er uden for enhver tvivl, at hun var med til at give mig livsmodet tilbage.
Med den post, jeg fik, kom jo også »Hejmdal«, og hun havde straks lagt mærke til, at den ikke var skrevet på tysk. Men jeg vil hellere gengive, hvad jeg senere skrev om hende i mine optegnelser:
»Du sad ved min seng og talte til mig, milde, opmuntrende ord. Hvilken livets ironi! Min pligt bød mig som fjende at gå ind i dit land. Jeg havde båret våben mod dit folk, men du fulgte kærlighedens store bud, dit klosterløfte tro: Elsker eders fjender og gør vel imod dem, som gør eder fortræd!
Din hånd var så nænsom, dine ord faldt som mild forårsregn i mit syge sind. Du madede mig i min hjælpeløshed, som en mor sit barn, du bragte mig blomster fra naturens farverige billedbog, den jeg aldrig mere skulle få lov til at åbne. Hvor underlig er dog ikke skæbnens store puslespil.
På det tyske sprog, der var os begge så væsensfremmed, forstod vi hinanden. Du fortalte mig om dit elskede hjemland, det skønne Lorraine, og jeg dig om mit, det havomskyllede, omstridte Slesvig. To mennesker under livets mest forskellige vilkår. Vi forstod hinanden, som to sjæle modnet under samme skæbne …
Jeg blev ført videre til næste etape, mod hjem og kærlighed, men du blev derude på din udsatte post for at hjælpe andre og give af dit rige sind. En helt på ærens mark, tifold. For dig bøjer jeg mig i ærbødighed, du tapre, lille kvinde, søster Agathe!«
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
Optanter m.v.
Student Truels Nielsen og Z var her på kontoret, og Truels N. meddelte, at udenrigsministeren umiddelbart før vedtagelsen af den ordinære indfødsretslov i februar 1916 havde udtalt til Landstingets udvalg desangående, at den danske regering havde forpligtet sig til ikke at naturalisere hverken tyske undersåtter eller optantsønner eller hjemløse, så længe krigen varer.
Z meddeler, at der ikke endnu er anbragt kanoner på Astrup bakker; skytset henstår på banen, og der er tale om at anbringe det på Gassehøjene øst for Skærbæk.
Når Tyskere stormer på vestfronten
Folk der kommer fra fronten – vestfronten – meddeler, at når tyskerne stormer – i hvert fald på enkelte steder – anbringes der bag ved tropperne xxxx kanoner med kardatsker, klar til at fyre, såfremt tropperne skulle flygte eller nægte at gå frem.
Agent “Z” skal ifølge en teori af historikeren Michael H. Clemmesen være identisk med rigsdagsmand H.P. Hanssen. Denne teori er dog senere draget i tvivl.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.
“En ordenlig forskrækkelse”
Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr.
Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den.
En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem.
En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark.
Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.
Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab.
Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af.
Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store.
»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.
»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.
Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.«
Efter mere end tre måneder fortsatte kampene ved Verdun ufortrødent. Frontafsnittet ved floden Meuse var nu både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater: Intense bombardementer og vedvarende kampe havde forvandlet området til et månelandskab overstrøget med lig. Det var stort set umuligt at begrave de døde soldater på grund af den konstante artilleribeskydning.
I starten af juni iværksatte den tyske hær for tredje gang en ny angrebsbølge i håbet om at erobre Verdun. Et vigtigt delmål var det franske fæstningsanlæg, Fort Vaux.
Et udmattelsesslag
Den tyske offensiv ved Verdun blev indledt den 21. februar i håbet om at bringe kampene på Vestfronten til ende. Angrebet kom godt i gang, og den franske fæstning, Fort Douaumont, faldt i tyske hænder på offensivens femte dag. Herefter mistede angrebet momentum, og i starten af marts valgte tyskerne derfor at udvide frontafsnittet med angreb på taktisk vigtige højdedrag på den østlige side af Meuse-floden. Franskmændene, ledt af general Pétain, havde imidlertid ikke i sinde at lade sig besejre. De forsvarede sig hårdnakket og indledte modangreb på tabte stillinger. Kampene ved Verdun udviklede sig til en voldsspiral af usete dimensioner, hvor en endelig afgørelse med tiden kun virkede mere og mere uopnåelig.
Høj 304, Malancourt 1916. Højen blev skueplads for meget hårde kampe.
I starten af maj blev den franske øverstbefalende ved Verdun, Pétain, forfremmet, og den direkte kommando over frontafsnittet overgik til den mere aggressivt indstillede general, Robert Nivelle. Et fransk forsøg på at generobre det tabte Fort Douaumont mislykkedes dog den 22. maj, da tyske maskingeværer tvang de angribende franske tropper væk fra fæstningens tage. Kampene fortsatte langs frontlinjen, og den 29. maj lykkedes det til gengæld for tyske tropper at indtage ’Toter Mann’-højen.
Fort Vaux erobres
Efter erobringen af Fort Douaumont havde tyskerne langsomt med støt arbejdet sig frem mod de resterende franske befæstningsanlæg. Fort Vaux, en anden vigtig befæstning, havde holdt stand mod konstante bombardementer siden offensivens begyndelse. Nu lå den i ruiner, og besætningens vandbeholdning var sluppet op. Den 1. juni indledte tyske tropper et belejringslignende angreb på fortet, hvor den franske besætning blev overdynget med håndgranater, og giftgas blev ledt ind gennem fortets ventilationssystem. Efter syv dage kunne de tørstende og febrilske franske soldater ikke længere holde ud, og et tysk flammekaster-angreb cementerede i dag, den 7. juni, Fort Vauxs fald. Netop flammekasteren blev ved Verdun for første gang taget i brug i et større omfang og bl.a. udnyttet til at ’rense’ gangene i de franske fæstningsværker.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Nu forberedte den tyske overkommando flere offensive aktioner i området Fleury-Souville sydvest for Douaumont, og som følge af succesen ved Fort Vaux skulle en ny form for kemisk krigsførelse introduceres: Fosgengas. Denne nye farveløse og kvælende gasart var svær for soldaterne at opdage, før det var for sent. Fra tysk side satsede man på, at brugen af denne nye type gas kunne medvirke til et gennembrud på de franske linjer og en erobring af Verdun. Disse planer var givetvis en reaktion på den russiske offensiv på Østfronten, som den 4. juni tog centralmagterne på sengen og rystede den østrig-ungarske hær. Dermed var Tyskland igen nødt til at afse styrker til Østfronten for at afstive sin allierede.
Tiden måtte vise, om nye tyske aktioner ved Verdun kom tids nok, om de kunne afgøre slaget og potentielt slå Frankrig ud af krigen.
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten ved Loretto.
»Hvordan er det gået, doktor?« spurgte jeg lægen, som behandlede mig.
»Det kan måske gå bedre, end det ser ud til, men —«, mente han.
»Sig mig sandheden, doktor, jeg er forberedt på det værste!«
»Sandheden er ikke god, der er kun meget svagt håb om at redde noget af synet« — og idet han trykkede min hånd, tilføjede han: »De må ikke tabe modet!«
Det var ikke nogen blid køretur ad de oprodede og hullede veje. Den jernringede bil hoppede og slingrede, så jeg måtte holde mig fast ved bårens stænger. Jeg kastede op og havde det meget dårligt, og da vi omsider nåede frem til lazarettet i Hénin Liétard, var jeg omtrent ligeglad med, hvad de foretog sig med mig.
Det var en sygeplejerske, som indførte mit navn i protokollen. Undervejs i ambulancen havde jeg vist været uden bevidsthed et par gange, men nu var jeg fuldstændig klar og kunne svare på alle spørgsmål. Da hun imidlertid spurgte om min alder, har hun nok troet, at det svigtede lidt for mig. »23 år«, sagde hun, »nej, havde De sagt 43 år, ville vi vist komme det nærmere!«
Jeg svarede ikke, men jeg så mig selv i hele min elendighed. Mager og indfalden, som jeg var, skægget og snavset. Oversprøjtet med blod og opkast. Nej, hun havde nok årsag til at tvivle på min tilforladelighed.
Bevidstheden må have været borte igen, for jeg vågnede ved, at jeg frøs, og opdagede, at jeg ikke havde tøj på. Jeg lå i et hestekøretøj, som skrumplede hen over ujævne bro sten. Jo, nu huskede jeg det, man havde trukket tøjet af mig og gjort mig ren. Der var blevet talt om et andet lazaret, og nu var jeg altså på vej derhen.
På »Hospice des Mineurs« kom jeg straks på operationsbordet. Man stak med en sonde omkring i hovedet på mig, vel nok for at lokalisere splinter, og så blev jeg bedøvet. Det var, som om jeg sank og sank i det uendelige, og jeg tænkte, sløj og ligegyldig, at jeg nok aldrig vågnede mere.
Kapitän zur See von Egidy underskrev den 6. juni følgende dødsbudskab, som blev afsendt til Jørgen Jacobsens forældre samme dag.
Jørgen Jacobsen (1891-1916) Ulkebøl
Den 6. juni 1916
Det er min sørgelige pligt at skulle meddele Dem, at Deres søn Overmatros Jacobsen i søslaget i Skagerrak har lidt heltedøden for fædrelandet. Pligttro faldt han under udførelsen i den sejrrige kamp for kejser og for riget.
Hvad angår Deres søns efterladte ejendele meddeler Kommandoen, at opgørelsen og forsendelse heraf af militære grunde for tiden ikke er mulig. Så snart forholdene tillader det, vil det ufortøvet blive bragt i orden.
Det vil foregå således.
Samtlige forhåndenværende private ejendele dvs. breve, værdigenstande, medicin, ekstra støvler vil fra Skibskommandoen blive sendt direkte til Deres adresse, dog delvis ødelagt under slaget.
Alt tjenstligt, udstyr (beklædningsgenstande, løn, tilgodehavender af tøj osv.) sendes til stamafdelingen Abreilung 1. Matrosen Division. Denne foranlediger da videreforsendelse til Dem naturligvis forudsat, at en udlevering må findes sted efter reglerne, dvs., at Deres søn har tøj til gode.
Hvad angår private sager vil kommandoen gerne på forespørgsel hjælpe med yderligere oplysninger. Angående andre oplysninger (se ovenfor under b) henvend Dem da venligst til stammarineafdelingen.
Vi beder dog om, at De foreløbig vil have tålmodighed, da det kræver tid at eftersøge og ordne efterladenskaberne.
Søren P. Petersen, Rødding, beretter om den nat, han blev blind. Han lå i en sappe ved Loretto.
Natten mellem den 5. og 6. juni stod jeg sammen med en kammerat vagt i en meget udsat sappe. Englænderne kunne beskyde os fra tre sider og fyrede flittigt. Kuglerne peb os om ørerne, somme tider slog de ned foran os, så sandet sprøjtede op i ansigtet på os. Vi plejede ellers at stable nogle sandsække op for at få lidt værn.
Den aften havde vi fået besked om ikke at bygge noget op, da man formodede angreb. Jeg havde lige set på klokken. Om tre minutter ville afløsningen komme. — Da fik jeg pludselig et tungt slag i ansigtet og tumlede ned i skyttegraven.
Jeg må have mistet bevidstheden et øjeblik, men vågnede ved, at min kammerat stod bøjet over mig. I den tro, at det var angrebet, der havde overrasket os, sagde jeg til ham, at han hellere måtte springe op på skytteafsatsen og se, at vi ikke fik flere håndgranater.
Det viste sig dog senere, at det var et projektil, som havde ramt mit gevær, som lå på skyttegravens kant.
Det havde slået bøssens lås i stykker, og jeg havde fået alle splinter i ansigtet. Jeg kravlede hen i et hjørne og kunne høre blodet løbe ned i sandet. Da jeg følte til ansigtet, fik jeg fat i patronudtrækkeren, som sad fast i panden; jeg trak den ud.
Imens var underofficeren kommet til, han skød en lyskugle op og viklede et par forbindinger om mit hoved. Så kunne jeg rejse mig, og støttet af underofficeren kunne jeg gå ned i vor bunker, hvor jeg blev sat på en skammel.
Imidlertid var en sanitetssoldat kommet til. Han tog den første forbinding af, og jeg hørte en kammerat sige: »Øjnene!«
En anden bemærkede, at han kunne se hjernen. De har åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne høre, hvad de sagde, men jeg var straks forberedt på det allerværste.
Fire kammerater bar mig tilbage ad den vej, jeg havde travet så uendelig mange gange. Jeg hørte maskingeværernes knitren, og af og til peb en kugle forbi. Skulle der endnu være én, som var bestemt for mig? For mig var krigen derude forbi, men hvad ville fremtiden byde på?
Et minde!
Natten mellem 5. og 6. juni 1916, i stillingerne ved Lorettohøjen i Nordfrankrig, blev jeg hårdt såret ved et skud i hovedet, hvorved jeg mistede synet på begge øjne.
I mindet om det skrev jeg tyve år [1936] efter følgende: Det er tyve år siden, jeg sidst så lyset, og det var fra en magnesiumlyskugle, afskudt af en årvågen soldat, der forvoldte ulykken. Med et knald forlod den pistolløbet og fo’r hvislende i en stor bue ud gennem natten, jagende mørket med sine hundreder af normallys, så det forskræmt gemte sig bag pigtrådsforhugningens pæle, dukkede ned i granathuller eller krøb ind mellem græsset, hvor det lå som dybe, mørke skygger, parat til at springe frem og opsluge alt i det øjeblik, lyset slukkedes.
Men mange øjne under tunge stålhjelme afsøgte spejdende hver kvadrattomme af den strimmel ingenmandsland, der lå mellem skyttegravene, mens skyggerne drejede rundt om deres skjul og strakte sig, som ville de flygte, men ikke turde give slip, og pigtrådens indfiltrede netværk droges hen over grønsværen som et vod, der søger bytte . . .
Og kuglens lys slukkedes, og mørket opslugte alt. — Men den strimmel oplyst jord, som adskilte Europas nationer i årevis, og døden, der lurede i al sin gru, står endnu for mit indre blik, skarpt tegnet som på en fotografisk plade.
Det er tyve år siden, jeg sidst så dagen, en varm dag i Frankrigs skærsommer, som pustede sin lune ånde ned i skyttegravenes labyrinter og svøbte de gråklædte soldater ind i længsel efter hjem, gerning og barnelatter. Solen skinnede på ven og fjende og brunede de skægstubbede kinder. Men højt over vore hoveder hang lærkerne og sendte deres jublende triller ned til den stridende menneskehed, forjættende evig fred. Græs og urter strakte sig, så langt de kunne, for at dække over al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og bredte sit grønne, bløde tæppe over de faldnes grave.
Og solen gik til hvile i vest og sendte os sin sidste hilsen på guldbræmmede skyer, og evigheden kom os ganske nær. Ind fra marken og ud fra skyttegravenes kroge kom mørket listende og sænkede sin tavse vinge over den mishandlede jord. Men en nattergal forsøgte at tolke for os livets store hemmelighed.
Det er tyve år siden, jeg sidst så natten, en lun nat med bløde silhouetter. Højt over vore hoveder vandrede de blinkende stjerner på deres evige baner, ubekymret om menneskeskæbner, men sært dragende sind og tanker. Mine øjne søgte Nordstjernen, og mine tanker vandrede de mange, mange mile mod nord, til den plet på jorden, som jeg elskede, og som var mit hjem, og en bøn for dem, jeg der havde kær, formede sig på mine læber, mens jeg spændt lyttede ud i natten, hvis stilhed uafladelig flængedes af eksplosioner og af hvislende granater, der med døden som last var på vej mod deres fjerne mål. Men geværskuddenes skarpe smæld lød, som var det livstråde, der blev overklippede —
I selvsamme øjeblik lagde en engelsk soldat den kugle i løbet, som i sig bar min skæbne, den ramte mig som et kolbeslag og udslettede mine øjnes lys for stedse.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
“Frænde er frænde værst”
Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand.
Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – .
Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med.
I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.
Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.
Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus.
Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet.
Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab?
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Den anden nat efter ankomsten skulle vor gruppe op i stillingen med hakker, andre grupper med pigtråd og sandsække. Kl. 2 drog vi af sted i gåsemarch med en underofficer i spidsen. Over Forgesbækken var lagt et gangbræt.
I bækken lå en del døde soldater, og hver gang, når det var lyst, kunne jeg ikke dy mig for at skule derned. Lige ved overgangen var der i bækken en ret kraftig hvirvel, der bevægede det ene ben på en af de døde soldater. Det så ud, som om der endnu var liv i ham.
Men endnu stærkere indtryk på mig gjorde den sorte franske soldat, som sad op ad en vold i »Totenschlucht« på halvvejen op til stillingen. Hans hjerneskal var skåret af, vel nok af et stykke af en granat, der kan være skarp som en ragekniv, og hans hjernemasse lå blottet, og særligt, når det var varmt, var denne fyldt med spyfluer, et varsko til os om ikke at drikke vand af et granathul, selvom man var nok så tørstig.
I denne nat var det mørkt. Vi så hverken det bevægelige ben i bækken eller den døde negersoldat.
Alt, hvad der skulle op eller ned til stillingerne på »304«, gik igennem slugten.
Der var ingen anden vej derop, og det vidste de ovre på den anden side godt. Det franske artilleri var indstillet på slugten, og der var sjælden pause i beskydningen af den. Slugten var opfyldt af lig, hvide og farvede mellem hinanden, og at grave de døde ned ville være håbløst, thi granaterne pløjede dem op igen, og desuden var det den visse død at vove sig ud på et gravearbejde.
Sammen med de døde lå her også en mængde ragelse fra tidligere kampe i slugten. Vi arbejdede os langsomt opad i ravende mørke, og en gang imellem måtte vi kaste os ned; en lys kugle gik op, og en granat nærmede sig. Vi kunne høre på hvinet, hvor omtrent den ville slå ned.
Da vi var et par hundrede meter fra skyttegrav en, må franskmanden have hørt os, for en rød lyskugle steg op, et tegn til artilleriet at gribe ind, og derpå fulgte et ildoverfald med granater, shrapnels og maskingeværer, så vi trak os tilbage til »Termithøjen «, som var et temmelig sikkert tilflugtssted med en understand.
Her ventede vi på, at skyderiet skulle løje af, så vi kunne komme helt op med vort materiale, men det skete ikke. Der taltes om at gå tilbage, for at gå fremad ville være den sikre død, i hvert fald for en del af os, og i øst meldte sig allerede den nye dag så småt.
Inden jeg fik set mig om, var alle på flugt nedad. Foruden mig var der endnu en kammerat fra min gruppe tilbage, og vi to blev enige om også at stikke af nedad.
Vi løb, som jeg aldrig før eller siden har løbet, alt imens granater og shrapnels sprang omkring os. En gang gled jeg i et halvt opløst legeme, men op kom jeg igen og videre. Det var et løb på liv og død.
Endelig kom vi ud af slugten, og det værste var overstået. Jeg kunne heller ikke mere. Vi nåede Malancourt og krøb ned til rotterne.
Ingen af os kunne sove, så ophidsede var vi alle, og først ved højlys dag faldt jeg i søvn.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
På grund af dette mellemspil kom vi først af sted en time senere, og nu var det blevet helt mørkt.
Vi kunne ikke se de mange forhindringer på vejen, så vi stolprede af sted og faldt en gang imellem. Turen ud til Malancourt tog et par timer, og vi var godt trætte, da vi forsvandt ned i bryggerikælderen, mens andre skulle ned i kirkehvælvingen.
Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.
Brusilovs forberedelser
Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.
Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.
Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.
Et angreb ved solopgang
Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.
Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.
Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni.
Det var en herlig sommerdag først i juni måned 1916. En lille flok sønderjyder havde, efter at have renset sig for alt det indtørrede pløre, vi havde bragt med fra 304 til Nantillois, hvor vi lå i ro, fundet sammen til en lille passiar. Under rensning forstod man også jagten på de søde små gråben, som var så venlige at ville bo hos os for at holde os vågne, når vi egentlig gerne ville sove.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
“En bayrer kommer til kort”
De første otte dage blev Thomas og jeg sat til dette arbejde [at hente mad]. Hvis det nu havde været det eneste, vi skulle udføre, havde det jo ikke været så galt, men selve vagttjenesten på østfronten var de fleste steder meget krævende, fordi russerne havde for vane at angribe uden artilleriforberedelse.
For ikke at komme ud for overrumpling måtte forpostkæden om natten være meget stærk, og dette gjaldt særligt i morgendæmringen. Fra mørkets frembrud til daggry hed parolen: To timers vagt, to timers søvn skiftevis – og det gjaldt for alle.
Ved daggry blev forpostkæden inddraget, og de, der så ikke havde skyttegravsvagt, kunne sove til kl. ti. Fra kl. ti til mørkets frembrud var alle, bortset fra vagterne, beskæftiget med udbygning af skyttegraven og løbegrave bagud.
Da den nævnte rutinetjeneste skulle udføres mellem daggry og kl. 10, var den hvile, Thomas og jeg fik i de første otte dage, meget begrænset og langtfra tilstrækkelig.
Jeg var efterhånden blevet rigtig godt gal i hovedet over denne forskelsbehandling og meddelte Thomas, at jeg ikke ville finde mig heri længere. Thomas var meget betænkelig ved at gå i strejke, men jeg holdt på mit og fik ham overtalt til at gå med.
Den næste morgen, da maden skulle hentes, havde Thomas og jeg lagt os til at sove; det vil sige, vi sov ikke, men lå og lurede på, hvordan det hele ville spænde af.
Det varede heller ikke længe, inden vor plageånd var der med sit »Essenhohler raus!« (Forplejnings-afhenterne af sted!). Vi blev liggende, men da fyren tillod sig at »vække« os med et spark, var bægeret fuldt. Jeg rejste mig og meddelte ham kort og godt, at vi nu havde hentet mad m. v. i otte dage og ikke agtede at gøre dette mere, før alle ved korporalskabet – ham selv indbefattet – havde været turen igennem.
Mandens reaktion var nærmest eksplosiv, han skældte og smældte, som kun en bayrer kan gøre: »Die jungen Dachse« (De unge lømler) skulle han nok lære noget andet. Jeg var belavet på, at der var lussinger i luften; så vidt kom det nu ikke.
Ved spektaklet kom nemlig korporalskabsføreren til stede, og da han fik sagens sammenhæng forklaret, tog han parti for de to »nye«. Resten af mandskabet havde under hele episoden holdt sig i ro, men det var tydeligt at mærke, at de undte den storkæftede bayrer sit nederlag, og at de to »nyes« aktier viste stigende tendens.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
Thomas – sådan hed min makker – havde i garnisonen været en overordentlig gemytlig fyr. Nu var det, som om han tabte gnisten, han kunne ikke rigtig finde melodien og så meget sort på fremtiden. Man kunne heller ikke påstå, at det var lyse tider, vi gik i møde.
Skyttegraven, vi logerede i , var efter russernes tilbagetog nyopkastet og uden beboelsesrum af nogen art. Vi sov de første nætter på den bare jord, og det øsregnede. Dertil kom, at det om dagen var brandvarmt, og om natten faldt temperaturen helt ned til en 5—6 graders varme, så vi frøs med anstand i vort våde tøj.
Jeg tror, at min »hjælp dig selv« opdragelse hjalp os over det døde punkt. I løbet af de næste dage fik jeg organiseret forskellige materialer til at ligge på, så vi i al fald ikke fik fugt nedefra.
Korporalskabet, vi var blevet tildelt, blev ledet af en Gefreiter (underkorporal), han var sådan set en flink mand, men ikke meget »ledende«. Fordelingen af det arbejde, der rutinemæssigt skulle udføres – det arbejde man i garnisonen kaldte »Stubendienst« – tog han sig ikke af, det overlod han til de »gamle« i korporalskabet. Her var det særligt en bayrer, der førte ordet. Han fordelte dette arbejde, der bestod i at hente mad fra feltkøkkenet, post m. m. efter bedste skøn – nemlig efter sit eget.
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
Udenrigsmisteriets censurer
Lærer Nygaard Jespersen sendte 1. juni en meddelelse til Ritzaus Bureau om zeppelineren ”L. 24” fart over dansk territorium i går og nævnte bl.a. hvor langt den var oppe nord for grænsen m.v. Udenrigsministeriet havde censureret denne meddelelse, som derefter fremtrådte i følgende højkomiske form:
”Ribe 1. juni: Ifølge ”Ribe Stifttidende” observeredes i middags en antagelig tysk zeppeliner, der tilsyneladende fløj over dansk territorium. Zeppelineren, der forsvandt i sydlig retning, fløj lavt og var formentlig havareret. Der er i formiddags hørt ”ret heftig kanonade udover havet”.
I betragtning af at ”L. 24” gik ned over diget 300 m nord for Kammerslusen og nåede op mellem Hjortlund og Jernved Kirker for at gå ud lidt nord for Hømlund, kunne denne formentlige forsigtighed sammenlignes med en vending som: Et antageligt dansk udenrigsministerium, der tilsyneladende er beliggende ved Kongens Nytorv” osv. – ”Forbedringen” fra ministeriets side er ganske uhyrlig og gav anledning til en mængde forespørgsler i dag fra folk, der har læst meddelelsen i udenbys blade.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
»Regiment 222«
Sønderjyderne havde aftalt at holde sammen, så godt det kunne lade sig gøre; men skæbnen ville, at kun ca. 30 mand af sønderjyderne blev tildelt regiment 222 – deriblandt var jeg. Resten kom til de andre regimenter i divisionen.
Frontafsnittet i Østgalicien var hovedsagelig besat med østrigske regimenter. De få tyske divisioner, der fandtes her, blev næsten udelukkende benyttet til at opfange de russiske gennembrudsforsøg, der fandt sted snart her, snart der.
En følge heraf var, at de tyske tropper førte en omflakkende tilværelse. Dagsmarcher på 60-70 km – og mere – var ret almindelige. Da det var meget varmt om sommeren og til gengæld særdeles koldt om vinteren, -30 grader var ikke usædvanligt, stillede disse marchture store krav til mandskabet.
Bortset fra ganske enkelte militærveje, fandtes der ingen færdselsårer, som vi kender det her hjemme. Vejene fra by til by bestod kun af hjulspor uden belægning af nogen art. Støvplagen om sommeren var derfor ubeskrivelig, og om efteråret, inden frosten satte ind , var det hele et morads.
På det frontafsnit, hvor transporten blev udlæsset, havde russerne kort tid forinden forsøgt et gennembrud, som i første omgang var lykkedes. De var gået en halv snes kilometer frem, men var så blevet stoppet af den tyske division og trængt tilbage til deres udgangsstillinger og endda længere endnu. Dette havde kostet divisionen en hel del tab, som transporten nu skulle udfylde.
Regiment 222 fik tildelt et par hundrede mand. Ved fordelingen til bataljonerne var de 30 sønderjyder, der atter holdt sammen, mere heldige. De kom alle til 3. bataljon. Sammen med ni andre kom jeg til 10. kompagni. En haderslevdreng og jeg blev tildelt samme korporalskab. – Rejsen var endt. Den alvorlige del begyndte.
H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.
Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.
Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”
— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.
Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.
Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.
Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.
Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.
I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.
Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
En salve mod zeppelineren ”L 24”.
Da zeppelineren ”L. 24” kom ind på dansk territorium i middags ved Fanø, blev der fra vagtmandskabet vest for kabelhuset afgivet 100-200 skud, nøjagtigere ca. 150. Dette antal måtte imidlertid absolut ikke omtales, da man var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at fyre, når zeppelineren er havarist.
En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget
Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.
Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.
Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.
Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.
De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.
Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.
Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
»Galicien«
Det varede kun et par dage, så afgik transporten. Den bestod af ca. 70 mand, flest sønderjyder. Farten gik sydpå mod ukendt mål og skæbne.
Da det aldrig blev bekendtgjort, hvor de forskellige transporter gik hen, var jeg ikke så lidt nervøs på rejsen til Hamborg. Her skulle det vise sig, om jeg havde holdt på den rigtige hest.
Efter en halv times kørsel på den anden side Hamborg, var det imidlertid åbenbart, at turen gik østpå mod Berlin. Skriverens tips havde været rigtigt, og jeg åndede lettet op.
Nok havde jeg ingen erfaring angående krigen på de forskellige fronter, men efter de rygter, der var fremme, skulle østfronten være det rene vand ved siden af Frankrig. Det viste sig at være nogenlunde rigtigt, og jeg skulle senere få rig lejlighed t i l sammenligning.
Efterhånden som toget passerede de forskellige garnisonsbyer, blev flere og flere soldater læsset i n d i toget, og da v i overskred den tysk-østrigske grænse, var styrken oppe på ca. 1.000 mand.
Turen gik videre østpå. Vi nærmede os udløberne af Karpaterne, og landskabet blev mere og mere bjergfuldt. Banelegemet snoede sig i yndefulde kurver, og farten var til tider meget ringe på grund af de store stigninger i terrænet.
Jeg havde aldrig set bjerge før og var meget betaget af den storslåede natur. En dag henimod aften var v i ved vejs ende, og transporten blev udlæsset en snes kilometer bag fronten. Herfra gik det til fods til divisionen.
Holger Marius Frederik Torp fra Haderslev gjorde krigstjeneste som overkanonér om bord på linjeskibet SMS Kronprinz. Til sin datter har han bl.a. berettet følgende:
Holger Torp fortalte ikke så meget om livet ombord på “Kronprinz”. Der var selvfølgelig meget streng disciplin om bord. De menige matroser lå i Hængekøjer tæt på hinanden og alle sov med strømperne på om natten parat til at springe i tøjet, hvis der blev slået alarm. Vanen med strømperne fulgte far resten af hans dage.
Holger Torp var i mellemtiden blevet udnævnt til Überkanonier.
Under Jyllandsslaget stod han nede i bunden af slagskibet og var med til at sende granaterne via en elevator op til kanonerne på dækket. De “varmede” granaterne, kaldte han det. Hvad det egentligt betyder, ved jeg ikke. Det har måske været et tysk udtryk for at klargøre granaterne, inden de blev sendt videre.
Hvor mange store kanoner der var ombord på “Kronprinz”, ved jeg ikke. men i løbet af slaget blev der affyret 144 stk. langtrækkende granater.
Holger Torp fortalte, at der var et øredøvende spektakel, når kanonerne blev affyrede og hele skibet rystede ved hver salve. Desuden var det utroligt varmt nede i bunden, så matroserne svedte bravt. Han fik en alvorlig høreskade af spektaklet, og det plagede ham resten af Iivet, endvidere led han også af dårlige nerver i mange år.
Helt uden fysiske mén slap Holger Torp dog ikke fra bataljen i 1916.
Under kampen foretog “Kronprinz” en brat manøvre, og ved et uheld væltede en granat. Den rullede henover dørken og ramte tæerne på hans højre fod. Det var især storetåen , det gik ud over og den skade forvandt den aldrig.
Som en lille “Krølle” kan jeg fortælle, at som meget lille pige var det altid spændende at se fars mærkelige storetå og høre ham fortælle om granaten, der bar skylden, dengang han var ud at slås på det store vand.
Efter slaget listede “Kronprinz” hjem til Kiel og var et af de få tyske skibe, der kom hjem i næsten ubeskadiget tilstand.
Johan Moltzen, Sønderborg, var maskinist om bord på slagskibet SMS Kaiser.
Den 1. juni 1913 blev jeg afkommanderet til det tyske kejser-flagskib SMS Kaiser. Det var den tyske flådes første turbineslagskib, et linjeskib på 29.000 tons størrelse, et vidunder af teknik.
Skibet var 173 meter langt, 32 meter bredt, og det havde et dybtgående på 9,60 meter under vandlinjen. Det var armeret med 10 stk. 30,5 cm, 14 stk. 15 cm og en hel del 10,5 cm kanoner. Endvidere havde det 8 torpedorør. Til skibets fremdrift havde vi et turbineanlæg med tre maskiner på tilsammen 50.000 hestekræfter, en besætning på ca. 1.200 mand, i krigstid dog 1.622 mand.
SMS Kaiser. (foto: Museum Sønderjylland).
Den 30. maj 1916 forlod vi havnen med kurs nordpå, og den 31. maj klokken 4:45 blev der slået alarm og »klar til kamp«.
Det var »Jyllandsslaget«, der her tog sin begyndelse. Vi styrede stadig nordpå i kølvandslinje, som det hedder i sømandssproget, dvs. med førerskibet »König« foran med første admiral om bord, og derefter – med 300 meters afstand – »König-klassen«, så »Kaiser-klassen«, derefter »Ostfriesland-klassen« osv.
Vi fulgte Jyllands kyst nordpå, men englænderne, der havde mange flere skibe, var avanceret frem og havde lagt en »hestesko« om vor kurs. Vi måtte dreje af til bakbord, ud i Nordsøen, for der var ingen plads til den anden side ind imod den jyske kyst.
Efter ordre styrede vi nu lige igennem den engelske skibslinje på det vanskeligste sted, og derfor blev slaget der meget hårdt.
Vi i maskinrummet, der var indespærrede bag de vandtætte skodder, fik ordre til at fyre op, alt hvad kedlerne kunne holde til. Det var en umenneskelig bestilling i den frygtelige varme. Dampventilerne var blokerede, for at ingen damp skulle gå til spilde. – Og så gik det med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer.
Alle vore 30,5 kanoner var i aktivitet til begge sider og drønede uafbrudt.
Gennembruddet lykkedes, for englænderne kunne ikke holde gennembrudsstedet lukket, og det var vor frelse; men vi havde bortskudt næsten hele beholdningen af 30,5 granater. –
Tabene og ødelæggelserne var på begge sider store, men englænderne sejlede med resten af storflåden nordpå og tilbage til England, og vi fik samling på vore skibe, ubeskadigede som beskadigede, og drog hjemad.
På tilbageturen fik vi øje på en ældre del af den engelske flåde, men da vi styrede hen imod den, trak den sig tilbage – de turde ikke tage kampen op.
Om aftenen den 1. juni løb vi ind i havnen i Wilhelmshaven, og her fortalte man os, at vi havde vundet en mægtig sejr. Det kunne vi nu ikke rigtig forstå, for vore skibe var i en meget dårlig forfatning.
Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.
Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen (Foto: Museum Sønderjylland).SMS Derfflinger i Wilhelmshafen efter slaget (Museum Sønderjylland)
Baggrunden
Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.
Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.
Optakten
Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.
Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.
Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen. Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.
Slagets forløb
Overlegen britisk flåde
På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.
Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.
Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.
Det danske skib
Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.
To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.
Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.
Kampens første fase
Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.
Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.
Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.
SMS Lützow (Museum Sønderjylland)
Den fortsatte kamp
Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.
Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.
Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.
Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.
Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.
Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv. Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.
SMS Pommern (Museum Sønderjylland)
Natkamp og undergang
Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.
SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.
To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.
SMS Frauenlob (Museum Sønderjylland)
Digteren Gorch Fock
Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.
Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.
Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.
8.645 dræbte
Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.
Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.
Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.
Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).
Tyske tab
Slagkrydser: Lützow
Slagskib: Pommern
Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden
Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29
Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.
Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.
Dræbte søfolk fra Sønderjylland
I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
Det var efterhånden rygtedes, at alle de foregå ende transporter var gået til Frankrig , så chancen for også at havne der var nærliggende, og det var ikke ligefrem opløftende at tænke på.
Men heldet følger de tossede, siges der. Jeg havde en god bekendt, der var skriver ved bataljonen. Han opsøgte mig en aften og meddelte mig strengt fortroligt, at den næste transport en af de første dage skulle afgå til den 48. reservedivision, der var på østfronten , nærmere betegnet i Østgalicien.
Skriveren, der ikke var sønderjyde, anede ikke hvilken uro og tvivl, han havde sået i mit sind. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle stå over for at melde mig frivillig til noget, så længe jeg var tysk soldat.
Efter at have tilbragt en næsten søvnløs nat, havde jeg taget min beslutning . Næste morgen begav jeg mig til kompagnikontoret og bad Kommandofeldweblen om a t blive tildelt den næste transport.
Feldweblen, der havde et polsk navn og muligvis også polske sympatier – hvem ved – rejste sig fra skrivebordet med et forundret udtryk i ansigtet. Han gik hen til mig og nærmest hviskede, så hans skriver ved det andet bord næppe kunne høre det : »Er De blevet tosset?« Jeg foretrak at tie.
Der blev et øjebliks stilhed, hvor Feldweblen så meget eftertænksom ud, hvorefter han fortsatte: »Måske handler De klogere, end De selv aner. De kommer med næste transport.
Den bliver udtaget i eftermiddag.«
Og således skete det, og dermed var garnisonstiden slut.
