Alle indlæg af Steffen Lind Christensen

18. december 1916: Slaget ved Verdun er forbi

De hårde kampe ved Verdun rasede med vekslende intensitet fra slutningen af februar 1916, hvor den tyske hær iværksatte et meget omfattende angreb. Fra fransk side nægtede man imidlertid at opgive Verdun, og da tyskerne i sommeren 1916 blev presset i defensiven, pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli, begyndte den franske hærledelse at planlægge en modoffensiv, som skulle presse de tyske styrker tilbage og væk fra Verdun. Franskmændene igangsatte modangrebet den 18. oktober, og ved hjælp af bl.a. beskydning fra to enorme jernbanekanoner lykkedes det knap en uge senere, at tvinge tyskerne til at trække sig tilbage fra den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som havde været i tysk besiddelse siden Verdunslagets indledende kampe.

...
Kort over Verdunfrontens forløb ved slagets begyndelse i februar, linjen for den tyske fremgang indtil september og resultatet af den franske modoffensiv i efteråret og vinteren 1916. Fra Wikimedia Commons.
Den franske modoffensiv

Med Fort Douaumont tilbage på franske hænder rettede generalerne Robert Nivelle og Charles Mangin i starten af november blikket mod Fort Vaux, som tyskerne havde erobret tilbage i juni 1916. De anså et frontalangreb på fortet for at være for risikabelt, og det tungeste franske artilleri blev derfor beordret til et ugelangt bombardement af Fort Vaux, der i forvejen var hårdt medtaget af de sidste otte måneders kampe. Tre franske infanteridivisioner blev spredt langs frontlinjen i en vifte bred nok til at omringe fortet. De franske soldater var velforberedte, udstyret med kompas og et solidt kendskab til terrænet og tilmed sikre på, at franske fly var i besiddelse af luftherredømmet over Verdun.

Ligesom ved angrebet på Douaumontfortet bevægede de franske tropper sig frem bag et rullende bombardement og kunne således komme helt tæt på Fort Vaux. Sikkert på grund af undren over hvorfor de ikke modtog beskydning fra de tyske maskingeværstillinger, blev to officerer og en fransk ingeniørsoldat om aftenen den 2. november beordret til at bevæge sig helt hen til fortet. Her kunne de uden modstand kravle ind igennem skydeskårene på den sydvestlige kasemat og trænge ind i Fort Vaux. Her fandt de lejrbål, der stadig brændte, og det flød med håndgranater, ubrugte geværpatroner, tusindvis af konservesdåser og flasker med vand samt fire maskingeværer. Den tyske besætning havde forladt fortet i en fart, og endnu en gang havde franskmændene erobret et af Verduns vigtige forter uden kamp.

Den 5. november nærmede franske styrker sig den linje, fronten havde fulgt den 24. februar – tre dage efter det indledende tyske angreb. Fjenden var blevet presset tilbage, og den franske hærledelse valgte derfor at indstille modoffensiven indtil december.

[1.] Weltkrieg [1914 - 1918] Sperrfeuer bei Verdun
Spærreild ved Verdun. Den franske hær satte i høj grad sin lid til artilleriet under modoffensiven i oktober-december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Verdunslagets sidste operation

Efter lidt over en måneds pause modtog de franske tropper ved Verdun igen en angrebsordre. Den fornyede franske modoffensiv havde til hensigt at presse tyskerne yderligere tilbage, og den 9. december blev de tyske stillinger udsat for et seks dage langt bombardement. Godt 800 kanoner affyrede over 1,1 mio. granater, og bombardementets afsluttende salver ramte, ved hjælp af nøje afvisninger fra observationsfly, indgangene til de tyske beskyttelsesrum, observationsposter og selve de tyske skyttegrave.

Franskmændene angreb over en ca. 10 km bredt front, som på tysk side udgjorde en knap 2,5 km dyb forsvarsstilling støttet af over 500 kanoner. Afsnittet var bemandet af 27.000 tyske tropper, hvoraf ca. en tredjedel var i reserve 10-15 km bag den forreste skyttegrav. Selve angrebet blev indledt den 15. december kl. 10. Franske styrker bevægede sig denne gang frem bag et dobbelt rullende bombardement: Omtrent 60 m foran de fremrykkende soldater lagde det franske artilleri en ildlinje af shrapneller, og yderligere 80 m fremme en spærreild af højeksplosive granater. Området bag den forreste række af tyske skyttegrave blev ligeledes holdt under vedvarende fransk beskydning, for at forhindre tyskerne i at trække sig tilbage og ligeledes blokere for den tyske reserve.

Over for denne effektive og kraftfulde beskydning kollapsede det tyske forsvar. Mange af de tyske soldater blev fanget af den kraftige ild i deres beskyttelsesrum, og ca. 13.500 af de i alt 21.000 mand, som bemandede stillingen, blev taget til fange af de fremrykkende franske styrker. På denne måde nåede franskmændene deres mål ved bl.a. Côte du Poivre, Louvemont, Hardaumont, og over de næste to dage befæstede de en ny linje fra Vacherauville ved Meuse-floden i vest til Bezonvaux i øst.

Det franske angreb forsatte, nu også støttet af det enorme 155 mm kaliber kanontårn i Douaumontfortet, som franskmændene havde fået repareret og gjort operationsdygtigt efter generobringen den 24. oktober 1916. Da de franske generaler afblæste offensiven, havde man tilfangetaget yderligere 11.000 tyskere, erobret i alt 115 kanoner og generobret en stor del af terrænet øst for Meuse. Dén tyske stilling, som var tættest på Verdun-by, var nu blevet skubbet ca. 7,5 km tilbage, og alle de centrale højdedrag i området nær Douaumont og Vaux var igen på franske hænder.

...
Kort over den franske fremgang ved Verdun fra den 15. til den 18. december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Et slag uden vinder

Denne morgen den 18. december 1916 indstillede den franske hær sin modoffensiv ved Verdun. Det betød dog ikke, at kampene stoppede i Verdun-sur-Meuse, hvis bakkede landskab siden februar var blevet arret til ukendelighed og gennemvædet af blod. Officielt var Verdunslaget ikke desto mindre forbi.

Efter knap 10 måneders hårde og indædte kampe endte slaget ved Verdun med noget lignende et uafgjort resultat. Rent strategisk havde slaget i hvert fald ikke nogen vinder. Den tyske general Falkenhayn havde håbet på, at den tyske offensiv ville tvinge franskmændene ud af krigen. Det blev ikke tilfældet. Omvendt lykkedes det heller ikke den franske hær, på trods af to kraftfulde og vellykkede modoffensiver, at skubbe tyskerne helt tilbage til udgangspunktet fra før den 21. februar 1916.

Til gengæld blev slaget et af krigens længste og mest blodige slag, og de omkringliggende områder nord for byen Verdun blev fuldstændigt ødelagt. Der blev eksempelvis kæmpet hele 16 gange om landsbyen Fleury, som bogstaveligt talt ikke længere eksisterede, da slaget var slut. Samme skæbne overgik  otte andre landsbyer i krigszonen, som nu mest af alt lignede et månelandskab.

I menneskelige tab var Verdunslaget ikke mindre rystende. Det officielle franske tabstal lød på næsten 380.000, heraf mere end 160.000 dræbte soldater. Heroverfor mistede tyskerne omtrent 330.000 mand, hvoraf dødstallet lød på ca. 143.000. Sætter man dødstallene i forhold til tid, svarer det til, at næsten én soldat mistede livet hvert minut, dag og nat, i de 10 måneder, slaget rasede. Det kan således ikke undre, at frontafsnittet ved Verdun blev både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer fort Douaumont

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

Efter mere end tre måneder fortsatte kampene ved Verdun ufortrødent. Frontafsnittet ved floden Meuse var nu både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater: Intense bombardementer og vedvarende kampe havde forvandlet området til et månelandskab overstrøget med lig. Det var stort set umuligt at begrave de døde soldater på grund af den konstante artilleribeskydning.

I starten af juni iværksatte den tyske hær for tredje gang en ny angrebsbølge i håbet om at erobre Verdun. Et vigtigt delmål var det franske fæstningsanlæg, Fort Vaux.

Et udmattelsesslag

Den tyske offensiv ved Verdun blev indledt den 21. februar i håbet om at bringe kampene på Vestfronten til ende. Angrebet kom godt i gang, og den franske fæstning, Fort Douaumont, faldt i tyske hænder på offensivens femte dag. Herefter mistede angrebet momentum, og i starten af marts valgte tyskerne derfor at udvide frontafsnittet med angreb på taktisk vigtige højdedrag på den østlige side af Meuse-floden. Franskmændene, ledt af general Pétain, havde imidlertid ikke i sinde at lade sig besejre. De forsvarede sig hårdnakket og indledte modangreb på tabte stillinger. Kampene ved Verdun udviklede sig til en voldsspiral af usete dimensioner, hvor en endelig afgørelse med tiden kun virkede mere og mere uopnåelig.

Fornyede tyske angreb i april var resultatløse, og det stod efterhånden klart, at Verdun-slaget nu handlede om at opslide modstanderen. Lokale angreb og modangreb fulgte hinanden, men uden nogen håndfaste resultater. Dette forfærdelige frontafsnit, som blandt tyske soldater blev kendt som bl.a. ’die Blutmühle’ (blodkværnen), fik i maj et sønderjysk islæt, da regiment 84 blev indsat på den østlige del af Verdun-afsnittet. Således blev mange sønderjyder involveret i hårde kampe om de berygtede højdedrag ’Toter Mann’ (le Mort-Homme på fransk) og Høj 304.

Høj 304, Malancourt 1916. Højen blev skueplads for meget hårde kampe.

I starten af maj blev den franske øverstbefalende ved Verdun, Pétain, forfremmet, og den direkte kommando over frontafsnittet overgik til den mere aggressivt indstillede general, Robert Nivelle. Et fransk forsøg på at generobre det tabte Fort Douaumont mislykkedes dog den 22. maj, da tyske maskingeværer tvang de angribende franske tropper væk fra fæstningens tage. Kampene fortsatte langs frontlinjen, og den 29. maj lykkedes det til gengæld for tyske tropper at indtage ’Toter Mann’-højen.

Fort Vaux erobres

Efter erobringen af Fort Douaumont havde tyskerne langsomt med støt arbejdet sig frem mod de resterende franske befæstningsanlæg. Fort Vaux, en anden vigtig befæstning, havde holdt stand mod konstante bombardementer siden offensivens begyndelse. Nu lå den i ruiner, og besætningens vandbeholdning var sluppet op. Den 1. juni indledte tyske tropper et belejringslignende angreb på fortet, hvor den franske besætning blev overdynget med håndgranater, og giftgas blev ledt ind gennem fortets ventilationssystem. Efter syv dage kunne de tørstende og febrilske franske soldater ikke længere holde ud, og et tysk flammekaster-angreb cementerede i dag, den 7. juni, Fort Vauxs fald. Netop flammekasteren blev ved Verdun for første gang taget i brug i et større omfang og bl.a. udnyttet til at ’rense’ gangene i de franske fæstningsværker.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.

Nu forberedte den tyske overkommando flere offensive aktioner i området Fleury-Souville sydvest for Douaumont, og som følge af succesen ved Fort Vaux skulle en ny form for kemisk krigsførelse introduceres: Fosgengas. Denne nye farveløse og kvælende gasart var svær for soldaterne at opdage, før det var for sent. Fra tysk side satsede man på, at brugen af denne nye type gas kunne medvirke til et gennembrud på de franske linjer og en erobring af Verdun. Disse planer var givetvis en reaktion på den russiske offensiv på Østfronten, som den 4. juni tog centralmagterne på sengen og rystede den østrig-ungarske hær. Dermed var Tyskland igen nødt til at afse styrker til Østfronten for at afstive sin allierede.

Tiden måtte vise, om nye tyske aktioner ved Verdun kom tids nok, om de kunne afgøre slaget og potentielt slå Frankrig ud af krigen.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

I starten af oktober blev Serbien invaderet af tyske og østrig-ungarske styrker. Få dage efter var landets hovedstad, Beograd, på tyske hænder, og situationen blev ikke bedre for den serbiske hær, da Bulgarien senere samme måned også angreb landet. Et lille håb eksisterede dog i kraft af den fransk-britiske ekspeditionsstyrke, som fra starten af oktober blev sat i land i det nordlige Grækenland.

Serbien løbes over ende

Serbien blev hurtigt presset fra flere side: Fra nordvest rykkede dele af den østrig-ungarske 3. armé frem, forstærket af to tyske divisioner, og fra Beograd pressede den tyske hovedstyrke sig videre ned i landet. Bulgarerne angreb østfra og brød igennem de serbiske linjer i Vardar-floddalen mod syd, hvorefter de besatte byerne Stip, Skopje og Kumanovo (i det nuværende Makedonien).

Den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, stod over for både frontale og flankerende angreb fra en overlegen fjende. Han imødegik angrebene med en række dygtigt udførte tilbagetrækninger og undgik med nød og næppe, at den serbiske hær blev omringet. Serberne var dog nedslidte og dårligt udrustet, ligesom der var kun lidt hjælp at hente hos deres montenegrinske allierede.

Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.
Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.

I starten af november, efter rømningen af Beograd, faldt også byen Niš, hvor den serbiske regering havde taget sæde. Herefter trak serberne sig tilbage til Kosovo, hvor man ville koncentrere sine kræfter. Imens forsøgte centralmagterne igen at omringe den serbiske hær. Som modsvar forsøgte serbiske tropper derfor at bryde igennem de bulgarske linjer ved Skopje. Håbet var at skabe forbindelse til det allierede ekspeditionskorps, som rykkede frem fra Salonika (Thessaloniki i det nuværende Grækenland). Angrebet mislykkedes imidlertid, og bulgarerne kunne slå de udmattede serbiske tropper tilbage.

I løbet af november, samtidig med at serberne kæmpede i Kosovo og nær Skopje, bevægede de første franske og britiske ekspeditionsstyrker sig frem over det græske grænseområde og ind i serbisk Makedonien. Planen var at støde frem mod nord gennem Vardar-floddalen og komme de stærkt pressede serbere til undsætning. To franske og en enkelt britisk division (i alt ca. 60.000 mand) marcherede frem på begge sider af Vardar-floden i nordlig retning, men den bulgarske 2. armé satte en hurtig og effektiv stopper for den fransk-britiske fremrykning. De allierede styrker gravede sig derfor ned langs en 80 km lang front mellem Crna Reka-floden og Doiran-søen i det sydøstlige Makedonien.

Serbisk og fransk-britisk tilbagetog

Den 23. november indtog tyske og bulgarske tropper byen Prishtina i Kosovo, og to dage efter erkendte den serbiske feltmarskal Putnik, at en fortsættelse af kampene vil betyde tilintetgørelsen af den serbiske hær. Valget stod nu mellem at kapitulere eller at forsøge at undslippe fjenden ved at føre resterne af hæren, parlamentet, hoffet, tusindevis af civile flygtninge og ca. 70.000 krigsfanger gennem Montenegro og Albanien til Adriaterhavet. Putnik valgte det sidste og beordrede den 25. november den fuldstændige tilbagetrækning.

Nyheden om Prishtinas fald fik den franske general og ekspeditionskorpsets leder, Sarrail, til at opgive en undsætningsaktion i Serbien. Han besluttede i stedet at begynde en tilbagetrækning til udgangspunktet i Salonika. Den bulgarske overkommando vendte samtidigt blikket mod netop det fransk-britiske ekspeditionskorps, og den 3. december begyndte den bulgarske 2. armé en forfølgelse af de franske styrker. Få dage senere angreb bulgarerne den britiske division ved Kosturino (i det nuværende Makedonien) og jog dem på flugt. Forfulgt af bulgarske styrker trak de allierede ekspeditionstropper sig således tilbage mod den græske havneby Salonika uden at have ydet serberne nogen nævneværdig hjælp.

Ankomst til Adriaterhavskysten

Den 7. december nåede et sørgeligt optog, bestående af resterne af den slagne serbiske hær, flere tusinde civile serbere og ca. 20.000 krigsfanger, frem til Scutari (Shkodër) i Albanien, hvorfra turen er gået videre mod syd til havnebyen Valona (Vlorë). I en helt forfærdelig forfatning – mange uden sko og kun pjalter på kroppen – har serberne siden slutningen af november forceret de montenegrinske og albanske bjerge i et ekstremt hårdt vintervejr ad umulige veje. Tusindvis er døde på vejen af udmattelse, sult, kulde og sygdom. Mange andre er blevet dræbt af de østrig-ungarske forfølgere eller den fjendtlige lokalbefolkning i Kosovo og Albanien. I alt har ca. 100.000 mistet livet på tilbagetoget til Adriaterhavskysten.

I dag den 11. december er de bulgarske styrker nået frem til den græske grænse. Her beordres de af tyskerne til at indstille forfølgelsen af de fransk-britiske styrker, og de modtager gentagne tyske advarsler om ikke at krydse grænsen til Grækenland. Hele Serbien er nu under den tyske general Mackensens kontrol. Den kombinerede tysk-østrig-ungarske styrke har taget ca. 124.000 krigsfanger – bulgarerne yderligere 50.000 – og mere end 94.000 serbere er blevet dræbt eller såret under selve krigshandlingerne. Centralmagterne er desuden kommet i besiddelsen af ca. 600 stykker serbisk artilleri og værdifulde lagre af håndvåben. De har dog også selv haft et tab på ca. 67.000, heraf ca. 12.000 tyske og ca. 18.000 østrig-ungarske soldater.

Evakuering til Korfu

Selv efter ankomsten til den albanske kyst finder lidelserne ikke umiddelbart nogen ende for resterne af den serbiske hær og de mange hårdtprøvede civile flygtninge. På trods af at lokale albanske myndigheder forsøger at hjælpe, er de allierede ikke i stand til at fremskaffe tilstrækkeligt mad og husly til de mange tusinde serbere. Sygdom, sult og kulde fortsætter med at koste mange livet. Italien nægter at evakuere de serbiske soldater og flygtninge og forsøger faktisk i første omgang fra Vlöre at drive dem tilbage mod bjergene.

I sidste ende tager de allierede dog affære. Frankrig inddrager den græske ø Korfu, og dækket af 70 krigsskibe bliver de ca. 140.000 overlevende serbere evakueret i slutningen af februar 1916. Tanken er fra allieret side, at de resterende ca. 90.000 serbiske soldater skal fragtes videre til Salonika, hvor de skal regrupperes, genudstyres og genoptrænes, så de kan indgå i ekspeditionsstyrken i Grækenland.

 

Relateret indlæg:

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

Stigende tab, overstrakte forsyningslinjer og ufarbare veje satte i slutningen af september 1915 en stopper for centralmagternes offensiver på Østfronten. Men den russiske hær var bragt i knæ, og det ville tage flere måneder, før Rusland igen var i stand til udføre større operationer på Europas østlige krigsskueplads. Således kunne centralmagterne nu vende blikket mod Serbien, der stadig var en torn i øjet på Østrig-Ungarn og en stopklods for de fælles forbindelser til Det Osmanniske Rige.

Balkan og Gallipoli-fronten

Allerede i marts luftede den tyske generalstabschef, Falkenhayn, idéen om en fælles tysk-østrig-ungarsk offensiv, som skulle slå Serbien ud af krigen. På daværende tidspunkt var hans østrigske kollega, Conrad von Hötzendorf, dog ikke villig til at afsætte tropper til et sådan foretagende. For Tysklands vedkommende handlede et Serbien-felttog dog også om at få genoprettet transportforbindelsen til Det Osmanniske Rige via Donau-floden. Dette blev kun mere aktuelt efter den allierede landgang på Gallipolihalvøen i slutningen af april. I et større perspektiv var der tillige usikkerhed omkring krigens udvikling på Balkan: I sommeren 1915 var Bulgarien og Rumænien stadige neutrale, mens Grækenland mest hældede til de allieredes side, men en endelig sejr over Serbien kunne muligvis ændre på dette billede.

I første omgang var især Bulgariens stilling betydningsfuld: Både centralmagterne og de allierede havde siden krigsudbruddet forsøgte at lokke bulgarerne med i en alliance.  I lyset af de store tyske sejre i forbindelse med Gorlice-Tarnow-offensiven, og de allieredes tilsyneladende fiasko ved Gallipoli, valgte Bulgarien imidlertid til fordel for centralmagterne den 6. september 1915. Helt uden betydning var det desuden heller ikke, at man i Berlin stillede Bulgarien en indlemmelsen af Thrakien (i det nuværende Grækenland) og serbisk Makedonien i udsigt.

Ved indgangen til oktober stod Serbien dermed praktisk talt isoleret overfor Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien. Den serbiske hær havde i sensommeren og efteråret 1914 slået østrig-ungarerne tilbage af to omgange, og hærens ressourcer var næsten udtømte. Derfor sendte de allierede i alt hast et ekspeditionskorps under fransk ledelse afsted til støtte for serberne, og i første omgang gik en beskeden fransk-britisk styrke i land ved Salonika (Thessaloniki) i det neutrale Grækenland i starten af oktober. På dette tidspunkt var det dog allerede for sent at komme centralmagternes angreb i forkøbet.

Centralmagternes angreb på Serbien
Serbien_1915
Kort over centralmagternes angreb ind i Serbien, 1915. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Den 6. oktober iværksatte Tyskland og Østrig-Ungarn angrebet på Serbien med en samlet styrke på ca. 600.000 mand. Strategien var klar: Fra nordvest skulle østrig-ungarske tropper i Bosnien-Herzegovina (og senere bulgarske tropper fra øst og syd) fastholde eller evt. presse serberne ind i landet. Imens skulle den tyske hovedstyrke under ledelse af operationens øverstkommanderende, den tyske general Mackensen, marchere direkte mod Beograd og videre ned gennem landet. Til at modstå denne tripel-invasion havde den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, kun ca. 330.000 tropper. Alene de tysk-østrig-ungarske styrker talte altså næsten dobbelt så mange som de serbiske.

Angrebet blev indledt med et svært bombardement af Beograd og området omkring byen fra tysk og østrig-ungarsk artilleri, imens tropper overskred grænsen ved floderne Sava og Donau. Der opstod voldsomme gadekampe i den serbiske hovedstad, hvor civile serbere tog del i kamphandlingerne. Kampene var intense over hele linjen, og serberne forsøgte desperat at holde ud, men den 9. oktober var Beograd i general Mackensens besiddelse.

Den 14. oktober, godt en uge efter det indledende tysk-østrig-ungarske angreb, erklærede Bulgarien så officielt Serbien krig. Nu rykkede to bulgarske arméer frem fra øst med ordre om at erobre byerne Niš og Skopje. Serberne formåede i første omgang at stoppe den bulgarske 1. armés fremstød, men 2. armé brød igennem mod syd ved Vardar-floden nær Skopje (i det nuværende Makedonien).

Status i slutningen af oktober

De talmæssigt langt underlegne, slidte og dårligt udrustede serbiske styrker er ikke overraskende blevet løbet over ende. Bulgarerne har indtil videre fortsat fremrykningen fra syd og øst, og i dag, den 22. oktober, er Skopje faldet i bulgarske hænder. Mod nord er general Mackensens tyske hovedstyrke trængt ca. 30 km frem.

Det eneste håb for Serbien er på nuværende tidspunkt, at den allierede ekspeditionsstyrke ved Salonika kan gribe ind, inden de tyske og bulgarske tropper får forbindelse til hinanden. Men eftersom udskibningen af de første fransk-britiske tropper først begyndte i starten af måneden, kan hjælpen meget vel vise sig at komme for sent for serberne.

 

Relateret indlæg:

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

Centralmagterne har fremgang på Østfronten. Siden offensiven ved Gorlice-Tarnow i starten af maj har den russiske hær været på hælene over hele linjen, og i juni rømmede russerne fæstningen Przemyśl og den galiziske hovedstad Lemberg.

Tysk offensiv omkring Warszawa

I juli fortsatte tyskernes fremgang, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, besluttede derfor at udføre en storslået manøvre, der én gang for alle skulle besejre den russiske hær: På frontfremspringet i russisk Polen skulle fjenden omringes og i sidste ende nedkæmpes i området omkring Warszawa. Den 13. juli angreb general Hindenburgs troppers fra nord, general Mackensens tropper fra syd og en armegruppe under general Woyrsch fra vest.

Russerne forsvarede sig imidlertid hårdnakket og forstærkede frontafsnittet omkring Warszawa med både flere tropper og kanoner. Mod nord ved floden Narew klarede det tyske angreb sig dårligt – det tyske artilleri havde ikke forventet modstand fra russiske kanoner, og de tyske tropper måtte se sig slået tilbage af kraftig maskingeværild. Mod syd afskar Mackensens tropper derimod jernbanelinjen fra Lublin mod øst, og længere mod nord marcherede tyske tropper, uafhængigt af angrebsplanerne, mod den russiske fæstning Kovno (i det nuværende Litauen).

Den 19. juli godkendte storhertug Nikolaj Nikolajevitsj, den russiske hærs øverstkommanderende, en tilbagetrækning fra området. Det betød, at russerne måtte opgive Warszawa, som tyske tropper marcherede ind i den 4. august. Den russiske retræte foregik dog i forholdsvis god orden, og beskyttet af flodsystemerne mod nord og fæstningen Osowiec undgik man, at tyskerne brød igennem og faldt den centrale russiske armé i ryggen.

1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII - Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 - Karte 7
Østfronten fra 13. juli og frem mod slutningen af 1915. Kort: 1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7.
Russisk tilbagetrækning – Kovno og Brest-Litovsk kommer på tyske hænder

Fra starten af august fortsatte en omfattende russisk tilbagetrækning. Russerne ønskede at forkorte frontlinjen og udjævne frontfremspringet i russisk Polen, hvilket man var godt på vej til allerede den 7. august. I teorien burde den store tyske knibetangsmanøvre have været succesfuld, men rent praktisk var realiteterne en anden på slagmarken. Hver dag rykkede russernes sig ca. 5 km mod øst, hvorpå de konstruerede en ny forsvarslinje og ventede på at tyskerne bevægede sig imod den. Herefter startede så en ny tilbagetrækning, og gradvist blev de tyske forsyningslinjer mere og mere belastede.

Som dagene gik, forlod de russiske arméer russisk Polen, og frontlinjen blev dermed forkortet så betragteligt, at tyskerne efterhånden havde for mange divisioner i forhold til frontens nye forløb. Hertil kom at terrænet blev mere og mere ufremkommeligt. Vejene var elendige, og enden på de russiske jernbanelinjer havde man også passeret. Inden længe nåede tyskerne tilmed store skov- og moseområder. Reelt kunne den tyske fremmarch ikke foregå i et højere tempo end det, infanteriet var i stand til at gå.

Forfølgelsen af den russiske tilbagetrækning begyndte nu også at blive omkostningsfuld i form af tab af tyske tropper. Udmattelse og mangel på rent drikkevand kostede eksempelvis den tyske general, Gallwitz, ca. 60.000 mand – hvilket var over en tredjedel af hans styrke. Surén, en af Gallwitz’ korpskommandører, bemærkede: ”Fremgang tager evigheder… det skyldes ikke så meget fjendes styrke men den fuldstændige umulighed, som alle former for observation udgør i denne type terræn.”

På trods af at tyskerne kun rykkede langsomt frem under stort besvær, så forsatte russerne deres tilbagetrækning. I juli havde tyske tropper nået den russiske fæstning Kovno i nord. Den 6. august blev fæstningen angrebet, og to dage efter startede svært belejringsartilleri et voldsomt bombardement. Trods fremgang nåede tyskerne ikke at nedkæmpe fæstningen – russerne rømmer den selv den 17. august. Her efterlod de over 1.300 kanoner, 53.000 granater af tung kaliber samt over 800.000 granater af let kaliber.

Slået – men ikke besejret

Tabet af Kovno-fæstningen har fået konsekvenser for den russiske generalstab. Zar Nikolaj 2. har den 23. august afsat sin fætter, storhertug Nikolajevitsj, som hærens øverstkommanderende, og zaren overvejer nu selv at overtage hvervet. Længere mod syd har russerne også rømmet byen Brest-Litovsk (i det nuværende Hviderusland), som i dag er faldet i tyske hænder. Af større betydning er dog tabet af den store mængde våben, som den russiske tilbagetrækning har bevirket, ligesom også store produktionsområder er gået tabt for russerne. Hæren benytter sig desuden af den brændte jords taktik, hvilket går hårdt udover civilbefolkningen.

Alligevel vækker den meget veludførte russiske tilbagetrækning beundring blandt tyske officerer. Den russiske hær er igen blevet slået, men ikke besejret. Russerne kan tillade sig at give afkald på store landområder for at vinde tid. Blandt de russiske soldater er moralen til gengæld stort set ikke tilstedeværende, og udrustningen er under al kritik. Omvendt er de tyske forsyningslinjer overstrakte og tropperne udmattede. Men den tyske generalstabschef, Falkenhayn, har ikke til hensigt at føre angrebet ind i hjertet af Rusland. Efter hans mening vil det kun øge den russiske modstandsvilje og give flere forsyningsproblemer. Tanken var at omringe og nedkæmpe russerne i det polske frontfremspring, og dette er endnu ikke lykkedes for centralmagterne.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Centralmagterne indledte den 2. maj 1915 en offensiv mellem Gorlice og Tarnow på Østfronten. Alene på denne dag lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. De tysk-østrigske styrker drev i de følgende dage russerne tilbage mod San-floden, hvor dele af den russiske forsvarslinje igen kollapsede.

Centralmagterne generobrer Przemyśl

Ved indgangen til juni 1915 var russerne hårdt trængte som følge af centralmagternes offensiv: De russiske arméer havde lidt  store tab i form af mænd og kanoner og var blevet tvunget tilbage over en 160 km lang front. Kampene havde imidlertid heller ikke været uden omkostninger for centralmagterne, og Gorlice-Tarnow-offensiven var gået i stå for en stund. Inden da lykkedes det dog for de tysk-østrigske styrker at trænge russerne yderligere tilbage, og kun en smal korridor på knap 5 km forbandt den russiskbesatte fæstning, Przemyśl, med russernes to vigende arméer mod øst.

Med centralmagternes fremgang var det kun et spørgsmål om tid, før russerne måtte opgive at holde på Przemyśl. Tysk-østrigske tropper rykkede frem for at genindtage den østrig-ungarske fæstning, og 3. juni kunne bayerske enheder rykke ind fæstningen. Przemyśl havde af to omgange været under russisk belejring og kom i russisk besiddelse i marts 1915. Den østrig-ungarske hær havde desperat og forgæves forsøgt at komme fæstningen til undsætning med store tab til følge. Nu var Przemyśl igen på østrig-ungarske hænder, men det var tyske tropper, der havde gjort det muligt, ligesom det var tyske tropper, som marcherede ind i fæstningen som sejrsherrer.

Mackensen_portræt
Portræt af den tyske general August von Mackensen, øverstbefalende for offensivens tysk-østrigske armégruppe. Med generobringen af Lemberg 22. juni 1915 blev han forfremmet til feltmarskal.
Russerne drives ud af Lemberg

Det, der startede som et taktisk gennembrud ved Gorlice-Tarnow, blev efterhånden til en strategisk succes for centralmagterne. Mens russerne forsøgte at reorganisere sig, overførte tyskerne yderligere tropper vestfra og fra Balkan-området. Disse skulle sættes ind over for de russiske styrker øst for San-floden, og den 12. juni genoptog centralmagterne offensiven. General Mackensen, øverstbefalende for den tysk-østrigske armégruppe, kunne kort efter rapportere, at man stod over for en slagen russisk hær. Russerne var nødsaget til at trække sig tilbage i forskellige retninger, og konsekvente tyske fremstød kunne dermed konstant ramme en udsat russisk flanke.

Efter kun seks dage af den fornyede offensiv rykkede centralmagternes tropper i retning af Galiziens hovedstad, Lemberg (Lviv i det nuværende Ukraine). Russernes position var for alvor begyndt at smuldre, og den 20. juni beordredes en ”energisk evakuering” af Lemberg og resten af Galizien. Den 22. juni faldt Lemberg, men i modsætning til generobringen af Przemyśl lod general Mackensen denne gang den østrig-ungarske 2. armé marchere ind i byen som de første. De kunne dermed hyldes som befriere af  den østrig-ungarske by, som siden september 1914 havde været under russisk kontrol.

En af krigens største sejre

Den 27. juni krydser tyske tropper Dnestr-floden på frontafsnittets sydlige del, og det afrunder endnu en måned med betydelig fremgang for centralmagterne på Østfronten. Den russiske hær fortsætter med at trække sig tilbage, og den tysk-østrigske offensiv, der startede ved Gorlice-Tarnow og sammenlagt har strakt sig over seks uger, har udviklet sig til en af krigens foreløbigt største sejre.

Falkenhayn indsatte i første omgang kun otte tyske divisioner (ca. 164.000 mand) på det galiziske frontafsnit, og Mackensens tropper har alene stået for ca. 240.000 russiske tilfangetagne og 224 erobrede kanoner. Heroverfor har de tyske tabt været på blot 90.000 mand. Fremgangen på Østfronten begejstrer Falkenhayn, som har kunnet informere den tyske kansler Bethmann Hollweg, at ”den russiske hær er i ruiner”. Således er muligheden for et stort omringningsslag nu begyndt at tiltrække den tyske generalstabschef: En knibetangsmanøvre med Hindenburgs armé mod nord og Mackensens i syd kunne måske brække ryggen på den russiske hær nord for Warszawa.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Med de tyske nederlag ved Marne i september og senere ved Ypres i oktober 1914 stod det klart, at Schlieffen-planen ikke lod sig realisere. I den tyske hærledelse var der imidlertid ikke enighed om, hvor eller hvordan den tyske hær nu burde slå til: Generalstabschefen, Erich von Falkenhayn, mente stadig, at krigen skulle vindes på Vestfronten. Østfrontens øverstkommanderende, Paul von Hindenburg, og hans stabschef oberst Erich Ludendorff, ønskede derimod at få mulighed for at udkæmpe store omringningsslag i det nordlige Rusland.

Foreløbigt lod Falkenhayn de tyske tropper på Vestfronten trække sig tilbage til dybe, defensive stillinger, og hæren blev omstruktureret, så man nu rådede over en strategisk reserve, der kunne bruges i mobile, offensive operationer. I marts 1915 accepterede Falkenhayn, at disse operationer skulle foretages på Østfronten, men han overtog ikke Hindenburg og Ludendorffs dagsorden. En offensiv skulle i første omgang sættes ind i Galizien – af en kombineret tysk-østrigsk armégruppe – på et ca. 32 km langt frontafsnit mellem Gorlice og Tarnow (i det nuværende Polen).

Offensiven ved Gorlice-Tarnow

Angrebstidspunktet blev fastsat til den 2. maj. Ved Gorlice-Tarnow samlede tyskerne og østrigerne 334 tunge kanoner, 1.272 feltkanoner og 96 skyttegravsmortérer. På samme strækning besad russerne ved starten af måneden kun fire tunge kanoner, 675 feltkanoner og slet ingen mortérer. centralmagterne havde dermed samlet den indtil videre største koncentration af artilleri, svarende til en tung kanon for hver 120 m og en feltkanon for hver 40 m. De kunne desuden se de russiske stillinger og målrette deres ild. De russiske skyttegrave havde tilmed ingen dække over dem, og hele stillingen manglede dybde.

Artilleriet begyndte at skyde sig ind på målene den 1. maj, og i de tidlige morgentimer den 2. maj bevægede tyske patruljer sig ud i ingenmandsland for at finde svage punkter og klippe den russiske pigtråd i stykker. Kl. 06 samme morgen startede et kraftigt bombardement, og allerede en time senere kunne tyskerne rykke to bataljoner frem til en forladt russisk stilling. Kl. 10 begyndte artilleriet at beskyde fjernere, bagvedliggende mål for at afskære eventuelle russiske forstærkninger. Russerne var forberedte på et stormløb men troede ikke, at de angribende kolonner allerede havde forladt deres stillingerne. Bombardementet havde effektivt forhindret russerne i at se centralmagternes indledende manøvrer, og tyske tropper stormede nu frem.

Samtidigt angreb også den østrig-ungarske 3. og 4. armé fra syd. Både østrigerne og tyskerne benyttede informationer fra luftfotos, forhør af krigsfanger og detaljerede kort over terrænet til deres fordel samt både telefon- og telegramforbindelser til at holde kommunikationslinjerne åbne i forbindelse med angrebet. I løbet af 2. maj lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem.  Et stort antal russiske fanger blev taget, men centralmagterne led også tab. De var herudover ikke i stand til at udnytte gennembruddet til en hurtig fremrykning, da deres forsyninger skulle slæbes igennem terræn, der var sønderskudt efter det indledende bombardement.

Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland - Haderslev Museum)
Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland – Haderslev Museum)
Slaget ved San-floden

På Østfrontens nordlige del rykkede tyskerne ligeledes frem fra Østpreussen i starten af måneden, og den 8. maj erobredes Libau (i dag Liepāja i det vestlige Letland). Mod syd gik den russiske stilling i Karpaterne i opløsning som følge af den tyske-østrigske offensiv. I første omgang trak de russerne sig tilbage til San-floden. Af den russiske 3. armé, bestående af 200.000 mand og 50.000 rekrutter, nåede kun i alt ca. 40.000 helskindet til floden. Den 16. maj angreb tyske og østrigske styrker her den russiske stilling, som ikke var blevet ordentligt forberedt– snarere tværtimod. Slaget ved San-floden blev mere eller mindre en gentagelse af mønstret fra Gorlice-Tarnow, da de russiske tropper nu var blevet svækket betydeligt. De første tre dage var præget af tysk fremgang: Dele af den russiske forsvarslinje kollapsede, og flere tusinde russiske soldater druknede under deres flugt over floden eller blev ofre for tyske maskingeværkugler.

Den 19. maj havde tyskerne etableret et stort frontfremspring over floden, som de søgte at udvide mod syd i retning af den østrigske fæstning Przemyśl, der siden 22. marts havde været på russiske hænder. Det var en cadeau til det russiske forsvar, at dette tyske angreb langt fra lykkedes. Tyskernes fremgang var nu kun begrænset, og deres tab var stigende. Østrigerne led også under klare tilbageslag og var hårdt pressede. Den 19. – 20. maj udførte russerne et modangreb mod de tysk-østrigske styrker; østrigerne trak sig tilbage, mistede mange tusinde fanger og et tysk korps måtte sættes ind for at afstive det østrigske frontafsnit. På den tyske del af fronten brød det russiske modangreb derimod hurtigt ned. Den 25. maj var modangrebet inddæmmet og kampene ved San-floden ebbede ud.

Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Indenfor en uge efter det indledende angreb ved Gorlice-Tarnow mistede russerne 210.000 mand, heraf op mod 140.000 tilfangetagne, som følge af den tysk-østrigske offensiv.  I denne måned alene har russerne lidt et tab på ca. 412.000 mand og 200 kanoner. Den russiske hærs moral er knust, og Tsarens tropper har i løbet af maj trukket sig tilbage over en 160 km lang front. Przemyśl-fæstningen er indenfor tysk-østrigske troppers rækkevidde, og det forventes at centralmagternes fremgang vil fortsætte på Østfronten.

 

Relaterede indlæg:

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten