Tag-arkiv: Brusilov

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august