Kategoriarkiv: Krigens forløb

1. juli 1916. Somme-slaget begynder

Efter det andet slag i Champagne (Herbstschlacht) i 1915 begyndte tyskerne i februar 1916 etablering af en tredje forsvarslinje yderligere 2.700 meter bag Stutzpunktlinien . Tysk artilleri blev organiseret i en række spærreildssektorer (sperrfeuerstreifen). Linien var næsten færdig da offensiven ved Somme blev indledt.

Det tyske forsvar ved Somme havde to svagheder. De forreste skyttegrave lå på en fremadrettet hældning, og undergrundens hvide kridt i bunden af skyttegravene gjorde dem nemme at observere. Endvidere var de overfyldt. Artilleriilden kunne således nemt observeres og ilden havde stor effekt blandt de sammen-stuvede tropper.

Slaget ved Somme, også kendt som Somme Offensiven, var et slag mellem kombinerede engelske og franske styrker og tyske enheder. Det fandt sted mellem den 1. juli og den 18. november 1916 på begge sider af floden Somme i Frankrig. Det var et af de største slag i Første Verdenskrig, med mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede. Det fransk-britiske engagement i Somme offensiven var resultatet af allierede drøftelser på Chantilly i Oise i december 1915, forestået af general Joffre.

Joseph_Joffre
General Joseph Joffre

De allierede var her blevet enige om en strategi bestående af kombinerede offensiver mod centralmagterne i 1916 med deltagelse af franske, russiske, britiske og italienske hære. Somme-offensiven var det engelsk/franske bidrag. Den vigtigste del af offensiven påhvilede den franske hær, støttet på den nordlige flanke af 4. armé af det Britiske Ekspeditions  Korps.(BEF).

Somme_planen
Planen for offensiven ved Somme

Da den tyske hær begyndte Slaget ved Verdun omkring Meuse den 21. februar 1916, blev mange af de franske divisioner der skulle have været til Somme omdirigeret til Verdun. Understøttende angreb blev nu de engelske styrkers primære indsats.

Den første dag ved Somme (1 juli) blev et alvorligt nederlag for den tyske 2. armé, som blev tvunget ud af sin første forsvarslinje af den franske 6. armé fra Foucaucourt-en-Santerre, syd for Somme, til Maricourt på nordlige bred, og af den britiske fjerde armé fra Maricourt til i nærheden af ​​Albert-Bapaume vejen. Den første dag ved Somme blev den hidtil værste dag i den engelske hærs historie. De mistede alene denne dag 57,470 mand, primært på fronten mellem Albert-Bapaume vejen og Gommecourt, hvor angrebet blev afvist og kun få britiske tropper nåede den tyske frontlinje.
Den britiske hær ved Somme var en blanding af resterne af den førkrigstidens regulære hær, den territoriale hær og Kitcheners hær.

Ved slutningen af slaget var engelske og franske styrker trængt 9,7 km ind på tysk-besat område, den største erobring siden slaget ved Marne i 1914. De britisk-franske hære fik dog ikke indtaget Péronne og var stadig 4.8 km fra Bapaume, hvor de tyske hære fastholdt deres positioner i løbet af vinteren.

Unavngivet
Offensivens udvikling

Slaget ved Somme bestod af tre faser:
Fase 1:
Slaget ved Albert, 1–13 juli
Slaget ved Bazentin Ryggen, 14–17 juli
Slaget ved Fromelles, 19–20 juli

Fase 2:
Slaget ved Delville Skoven, 14 juli – 15 september
Slaget ved Pozières Ryggen, 23 juli – 7 august
Slaget ved Guillemont, 3–6 september
Slaget ved Ginchy, 9 september

Fase 3:
Slaget ved Flers–Courcelette, 15–22 september
Slaget ved Morval, 25–28 september
Slaget ved Transloy Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Thiepval Ryggen, 26–28 september
Slaget ved Ancre Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Ancre, 13–18 november

Efter slaget ved Ancre, blev de engelske angreb på Sommefronten stoppet af vejret og de militære operationer på begge sider blev for det meste begrænset til at overleve i regn, sne, tåge, mudder og vandfyldte skyttegrave.
De engelske angreb i Ancre dalen blev genoptaget i januar 1917 og tvang tyskerne til lokale tilbagetrækninger til reservelinjer i februar, før den planlagte tilbagetrækning til Siegfriedstellung (Hindenburg Linien) begyndte i marts.

Som ved de øvrige store slag er tabstallene behæftet med en vis usikkerhed. For perioden 1. juli til den 18. november mistede England ifølge en af opgørelserne 415.690, Frankrig 202.567 og Tyskland 434.500 mand.

Slaget ved Somme var bemærkelsesværdig idet vigtigheden af luftherredømme blev synligt og de første tanks blev indsat.

British_Mark_I_male_tank_Somme_Thiepval_25_September_1916
Engelsk Mark I tank

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

28. juni 1916 – Johannes Ankersen: “en fuldstændig fortabt post”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Det var om morgenen den 28. juni. Den fjendtlige beskydning fortsatte uden afbrydelse med uformindsket styrke, vi forventede hvert øjeblik et angreb, men modstanderen kom ikke endnu.

Hvad vi skulle have gjort, hvis angrebet var kommet, ved jeg ikke. Vi sad omkring 50 mand i minegangen, som oprindeligt havde haft tre udgange. Den ene var allerede fuldstændig, den anden delvist sammenskudt. Angreb franskmændene, så måtte vi alle sammen ud af den ene smalle udgang.

Da afstanden til den fjendtlig skyttegrav vel var omkring 50 m, så ville der kun være kommet 4-5 mand ud af minegangen og hvad skulle de stille op? Enten satte man sig til modstand, og så havde franskmændene ”røget” os ud med håndgranater, og det var ingen kommet levende fra, eller også måtte simpelthen overgive sig. En forfærdelig situation.

Hverken til højre eller venstre var der tyske soldater i nærheden. ”Det skarpe hjørne” havde ikke kunnet holdes, her havde mine og granater fortrængt alt menneskeligt, og til venstre for os bøjede stillingen langt bagud, der var altså heller ingen.

Vi sad på en fuldstændig fortabt post, men betød intet, den gang gjaldt i den tyske hær som højeste grundprincip: ”Stillingen holdes”. At vi sad som i vores egen grav og overhovedet ikke var i stand til at holde fjenden tilbage, gjorde ingen forskel.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

26. juni 1916. I stilling ved Højde 304 ved Verdun

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84.

Vi kom i stilling første gang ved “Højde 304”, nær Verdun, og som kvarter, når vi var i ro, havde vi byen Nantillon.

Her vil jeg fortælle jer om den første oplevelse, jeg havde, efter at vi var nået her til Nantillon: Sammen med to kammerater blev jeg afkommanderet til at stå vagt ved en underofficer, der blev bundet til et træ, hvor han skulle stå to timer i træk som straf, da man beskyldte ham for fejhed den sidste gang, han var i stilling.

Det var jo en hån mod et menneske, at han skulle plages på denne måde, og det i den brændende sol med fluer og myg i hobetal omkring sig, da straffestedet var udenfor og på en plads med hæk og hegn udenom.

Vi lod ham nu gå frit omkring, til vi opdagede, at kontrollen var undervejs.

Denne underofficer blev min “Gruppenführer”, da vi natten derpå, mellem den 25. og 26. juni, første gang skulle i stilling.

Vi var også kun godt og vel ankommet derude og havde fået afløsningen overstået uden mandetab, da tyskerne satte ind med trommeild på de franske stillinger, der dog omgående blev besvaret af franskmændene.

Slemt var det, at de franske kanoner beskød vore stillinger, men værre var det dog, at vort eget artilleri gjorde ligeså til trods for, at vi kraftigt reagerede ved at opsende varselsraketter. – Det endte dog med, at vi fik ordre til at rømme afsnittet og flytte over til naboregimentet.

DSK-årbøger 1969

24. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge em oversigt over den forgange uges kampe for 100 år siden. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det om flyver-esset Max Immelmann, Verdun, Mellemøsten, den store russiske Brusilow-offensiv på Østfronten – og forberedelserne til den store Somme-offensiv.

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”

23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand

Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.

Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.

Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.

Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.

Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.

Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.

Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.

Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.

Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.

Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.

Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.

Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.

Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.

Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.

Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.

Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.

Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lyt­ter.

Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et far­ligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.

Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.

Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.

Vi kigger ned.                                                                                 .

Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.

Der sidder han og aner ikke, at Fjen­den er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.

Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kun­net holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.

Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.

I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.

Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?

Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.

Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.

Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.

Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.

Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.

Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.

DSK-Årbøger, 1942

 

20. juni 1916. Østafrika: “Fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Portugal gik med i Krigen, og Afdeling Königsberg blev sendt Sydpaa til den portugisiske Grænse. Med den forsvandt mange kendte Ansigter fra „Kronborg“ . Blandt dem fra Fyrbødernes Rum  forsvandt med denne Afdeling de to „Reservesvenskere“ Bror Johansson og Svensson, som i længere Tid havde ligget paa Kystvagt et Stykke fra Byen.

Engang imellem havde de aflagt Residensstaden et Besøg, men ved disse Lejligheder havde jeg altid sørget for at holde mig paa passende Afstand fra Begivenhedernes Midtpunkt. Det gik  betydeligt haardere til, end naar Englænderne bombarderede Byen.

Peter Hansen havde forladt Byen og var draget til Kondoa-Irangi som Ambulanceunderofficer, og Karl Sørensen, den unge, iltre Svensker, var blevet sendt til den vestlige Front ved den belgiske Grænse, hvor Belgierne havde iværksat en stor Offensiv, som General Wahle forgæves søgte at standse.

Samme Sted hen var Intendanten, den unge Bankassistent fra Haderslev, Anker Nissen, draget; Tømmermanden var ogsaa forsvundet til en eller anden Front — jeg vidste ikke hvor. Alle de andre, som jeg kun kendte mere flygtigt, var afgaaet til Fronterne.

Den prægtige Andenstyrmand, Jes Bagger, der var Dusbroder og Kammerat med hele Besætningen, havde jeg ikke set længe, og første Maskinmester, Christian Hansen, var forlængst rejst til Nordfronten til By og Hæder og Forfremmelse. Den lidt tungsindige og faamælte Andenmester, Hans Nissen fra Nordborg, var forsvundet, og Trediemester, den glade og godmodige Lauritz Hansen fra Sundeved, gjorde nu Livet lettere og lysere for sine Kammerater paa et eller andet Frontafsnit.

Alle mine Kammerater fra Fyrbødernes Rum var draget paa det store Eventyr ind i Afrika. Kun jeg var blevet tilbage og gjorde mit vante Arbejde. Paa Hotellet, hvor jeg spiste, var der blevet tomt og øde, og jeg begyndte for Alvor at føle mig utilpas i Daressalam.

Byen lignede et Samfund i Opbrud. Kolonner drog igennem og gjorde kun korte Holdt i Byen. De Hvide styrtede sig over Hotellets gode Mad som sultne Rovdyr og var ofte trætte og udasede. Lange Bærerkolonner drog langsomt gennem Byen mod Nord eller Syd, og fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam.

Plantagerne Nordpaa var blevet oversvømmet af Boerne, efter dem fulgte sorte Tropper, og blandt dem var de hvide Kvinder ikke sikre.

Mange Plantager var brændt under Kampen, og paa de fleste var Driften helt gaaet i Staa. I de upaalidelige Egne truede Oprør og Overfald.

Instinktmæssigt — men for øvrigt ogsaa efter Ordre — tyede Kvinder og Børn fra de nordlige Distrikter til Koloniens eneste større By. Det var, som om selve den Omstændighed, at det var en By, gjorde dem mere trygge.

Mange af dem havde gennemlevet uhyggelige Maaneder paa de ensomme Plantager, og næsten alle havde de Mand eller Søn ved Fronterne. Hele Østafrikas hvide Befolkning kæmpede. Det hørte ikke med til Landets mandlige Indbyggeres Forpligtelser, men Lettow-Vorbeck havde med den største Energi gennemtrumfet det for at kunne yde den størst mulige Modstand mod den knusende Overmagt.

Hundreder af Plantere og Farmere fra de rige Usambarabjerge havde maattet marchere forbi deres Plantninger under Tilbagetoget, uden Haab om nogen Sinde at se dem mere. Østafrika havde haft Fred siden Slagene ved Tanga og Jassini, men fik det aldrig mere. Nu var Skæbnen kommet over Landet, og det havde kun Valget mellem betingelsesløs Overgivelse eller en fortvivlet Modstand uden Haab.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. juni 1916. Og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Kompagnichef »Sternigel«”

Der var kommet liv i huset, da granaterne faldt. Døren gik op, og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte. Jeg regnede med, at det var kompagnichefen, der noget brat var blevet vækket af granaterne, men forholdt mig passiv.

Manden gloede olmt på mig og udbrød: »Hvad er det for et spektakel her i middagsstunden, og hvad laver De her?« Jeg besvarede spørgsmålene i den rækkefølge, de var stillet, nemlig at russerne havde sendt en hilsen i form af et par granater, og hvad mig angik, så skulle jeg melde mig hos kompagnichefen for MG-afdelingen.

»Det er mig,« brølede manden, og jeg fik hurtigt hælene samlet og aflagt forskriftsmæssig melding. »Hvad er De i det civile liv?« spurgte løjtnanten lidt mere afdæmpet. »Landmand,« svarede jeg og ville have tilføjet, at jeg havde været to år i mekanikerlære. Det fik jeg slet ikke tid til.

»Landmand,« gentog løjtnanten i et tonefald, der ikke levnede landmanden ret megen sympati. »Har De ikke været hos Feldweblen, og har han ikke jaget Dem ad helvede til?« Inden jeg fik tid til at svare, kom Feldweblen imidlertid ud og meldte kort og godt, at manden havde været på kontoret, og at han nok var landmand, men ifølge meddelelse fra hans kompagni, havde han været to år i mekanikerlære, og at han – Feldweblen – ville anbefale løjtnanten at gøre et forsøg med manden.

»Nå ja, for min skyld ingen alarm,« svarede »Sternigel«, og dermed var jeg forsøgsvis antaget ved MG-afdelingen. Jeg var efterhånden blevet klar over, at Feldweblens ord havde en vis vægt, og at det nok var værd at huske dette.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

19. juni 1916. Da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

Billedet er fra Lockstedter Lager, foråret 1916. Bergholt står i bagerste række, nr. 2 fra venstre.

“Semko -12 årig dreng”

Mens jeg sad og tænkte over min samtale med min nye Feldwebel, suste pludselig to granater ned i en majsmark lige ved huset. De var afskudt fra stor afstand, og jeg havde hørt dem komme. Endnu inden de detonerede, lå jeg for længst på maven, men stor var min forbavselse, da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

Han var ikke større end en tolvårs dreng, og det viste sig senere, at det netop var det, han var. »Hvad er du for en fyr? Det var nok ved at gå galt,« sagde jeg og gik hen imod ham. Da drengen så, at jeg var en fremmed soldat, kvitterede han prompte med et »Hold kæft« og pilede af sted alt hvad han kunne. 

Senere fik jeg en forklaring. MG-afdelingen havde været indkvarteret i drengens hjemby. Han havde ingen forældre; faderen var blevet skudt, og moderen havde russerne taget med ved tilbagetoget. Han havde fået sin mad ved feltkøkkenet i den tid, delingen lå i byen.

Da man drog videre, var drengen simpelt hen fulgt med og havde nu været hos delingen i flere måneder. »Sternigel« havde for egen regning ladet sy en uniform til ham og givet afdelingens skomager og sadelmager, der var en mand på ca. 40 år, ordre til at tage sig af drengen. I øvrigt blev Semko, sådan hed drengen, og jeg senere hen meget fine venner. 

Den kvikke dreng havde forbavsende hurtigt lært slet ikke så lidt tysk, og man benyttede ham som tolk, da befolkningen næsten kun talte polsk. 

Da regimentet i april 1917 blev flyttet til vestfronten, fulgte drengen med. Han var selvfølgelig hele tiden bag fronten ved bagagen, som var nogenlunde i sikkerhed, men efterhånden, som flyvervirksomheden tog til, var det ikke helt ufarligt at være dér.

Det var meningen, at en ældre, gift kusk, der ingen børn havde, ville adoptere drengen efter krigens afslutning, men han overlevede desværre ikke. 

I efteråret 1917 fik Semko pludselig hjemve, årsagen var følgende: Vi lå i »ro« i en by i Lothringen, der jo endnu den gang hørte til Tyskland. I byen var der en artillerist hjemme på orlov fra østfronten, og skæbnen ville, at han netop kom fra Semkos fødeby i Galicien og skulle tilbage dertil.

Da Semko fik talt med ham, var det sket. Hjemlængselen meldte sig. Regimentskommandøren blev underrettet, og det blev besluttet, at Semko skulle rejse tilbage sammen med artilleristen. Semko fik rejselegitimationen udstedt, og sådan endte drengens eventyr, som han sikkert aldrig har glemt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. juni 1916. Armeringssoldat med snaps og øl til morgenmad

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Den 18. Juni om Middagen stillede vi op, og der blev udtaget 50 Mand. Løjtnanten udtog dem selv, og da han stod foran mig, sagde han: »De har endnu ikke været paa Kommando, træd frem!«

— Jeg havde ingen Anelse om, hvad det drejede sig om, men vi fik besked om at pakke vort Kluns og staa parat i Løbet af en halv Time.

Vi dannede et Byggekommando for Divisionen, som laa imellem Amifontaine og Prouvais eller rettere skulde derhen, for den laa ellers i Byen Amifontaine; men om Middagen havde de franske Batterier beskudt Byen og dræbt en Ritmester, da han steg ud af sin Bil lige udenfor, hvor Divisionen havde til Huse.

Nu skulde vi saa til at bygge Kvarter til Divisionen. Vi kom derhen om Eftermiddagen og fik Kvarter i en Barak. Alle 50 Mand blev inddelt til Arbejde. Vi laa i en Skov bag et Bjerg, ca. 4-5 km bag Fronten.

Jeg skulde med to Mand hjælpe med at bygge et Køkken. Vi brugte Planker af de Egetræer, som vi havde fældet om Vinteren i Skoven ved St. Erme. Da det var færdigt, byggede vi en Kantine.

Rundt omkring i Skoven rejste vi Huse til Officererne. I Kantinen blev en Korporal Kantinevært. Ingen Menigmand maatte staa i  Kantinen her ved Staben. —

Værten var fra Hannover. Han var et herligt Menneske. I Grunden var han ikke Tysker, for Hannover var jo engang blevet indlemmet i det tyske Rige. Han var det, vi kaldte »Musspreusse«. — Lige som vi.

Jeg hjalp ham om Morgenen med at lægge Ølankrene op, og det gav et Par Snapse og en Øl — ofte endda mere. Det blev herefter min Morgenmad.

DSK-årbøger 1960

 

18. juni 1916. »Jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Frækhed belønnes”

Endelig var vi færdige med at bygge den famøse skyttegrav. Den havde kostet os mange sårede, men heldigvis kun få døde. Der begyndte at gå rygter om, at divisionen skulle til Frankrig. De viste sig dog at være forhastede. 

Derimod skete der noget, som fik stor betydning for mig. En dag blev det bekendtgjort, at maskingeværafdelingen skulle bruge nogle folk, og at de, der var uddannede som mekanikere, kunne melde sig. 

På dette tidspunkt havde jeg været ca. to måneder i felten, og jeg havde ærlig talt fået »næsen fuld« af infanteriet. Jeg mente at have fundet en udvej, så en overflytning til MG-afdelingen kunne lykkes. Nu var øjeblikket der, og jeg var klar til at gøre et forsøg.

Altså meldte jeg mig til Kommandofeldweblen og anmodede om at blive overflyttet. Det første, han sagde, var selvfølgelig, at jeg var landmand og ikke mekaniker. Jeg var forberedt herpå og svarede, at vel stod der landmand i papirerne, men jeg havde stået to år i lære som mekaniker og var derefter gået tilbage til landbruget. Han bed på krogen og gav tilladelse til , at jeg forsøgsvis kunne melde mig. 

Jeg var klar over, at jeg i nogen grad var på gyngende grund, og det var med blandede følelser, jeg meldte mig hos Feldweblen ved MG-afdelingen. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. 

Atter var heldet med mig. Feldweblen sad og bladede i mine papirer, og jeg var forberedt på, at jeg igen skulle benytte min nødløgn om min mekanikerlærdom; men det blev slet ikke nødvendigt. Da han endelig var færdig med eftersynet, så han op på mig, og til min store forbavselse tiltalte han mig med »du«.

»Du er prøjser,« ser jeg, »og fra Haderslev amt. Ligger det ikke oppe ved den danske grænse? – Kan du også tale dansk?« Begge spørgsmål måtte jeg besvare med et ja. »Tja,« fortsatte Feldweblen, »jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.« 

Jeg forstod, at denne »kærlighedserklæring« til Prøjsen var ironisk ment, og at det ikke ligefrem var en anbefaling at være prøjser. Jeg begyndte at fatte sympati for manden, der syntes at være i besiddelse af en vis historisk viden. Feldweblen fortsatte: »Du er landmand og ikke mekaniker, ser jeg, men det gør ikke noget. Den smule mekanik, der skal til, lærer du sagtens, hvis du da ikke er alt for fummelfingret, og det ser du ikke ud til.

Gå udenfor og vent til kompagnichefen vågner, han sover til middag, så kan du melde dig til ham, når han engang gider stå op. Og én ting ti , tag dig det ikke nær, hvis han galer lidt op, fordi du ikke er mekaniker, den sag skal jeg nok klare. I øvrigt går han under navnet »Sternigel«, (det var navnet på en tysk rovmorder), men det skal du ikke bryde dig om, manden er bedre end sit rygte.« 

Jeg hilste og forsvandt ud af døren for at vente på »Sternigel«, fandt mig en skyggefuld plads og gjorde mig det behageligt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

17. juni 1916. Kuglen var prellet af på en knap.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter efter, at Jørgen var blevet såret »ordentligt«, var jeg atter på vej ud til engen. Min sidekammerat sank pludselig sammen, og da han holdt sig for maven, var jeg ikke i tvivl om, at det var der, han var såret, og at det var alvorligt. Der kom straks sanitetspersonale til stede og tog sig af ham, han var bevidstløs. 

Jeg »hang lidt med skuffen« den nat, for jeg havde kendt den sårede godt, og med et maveskud var der ikke meget håb. Stor var overraskelsen og glæden imidlertid, da vi kom tilbage til vort kvarter i laden, for der sad den »sårede« i halmen og spiste af hjertens lyst. 

Det viste sig, at kuglen var prellet af på en knap. Denne var trykket ganske flad og havde givet manden et stød i mellemgulvet, så han mistede bevidstheden. 

Det var et par eksempler på »heldige skud«, og dem har jeg oplevet i snesevis af. Men det mest fantastiske jeg har set, var i Frankrig. Ved et angreb fik en infanterist en kugle i panden. Den var gået ind lige neden for hårgrænsen og ud i nakken.

Manden blev selvfølgelig slået bevidstløs, men kom ret hurtigt til sig selv igen. Han var ikke mere medtaget, end at han selv kunne gå tilbage til forbindingspladsen. Her blev han ordentlig forbundet og læsset i en sanitetsvogn og kørt til et feltlazaret. Rystelserne under kørslen bevirkede imidlertid, at såret begyndte at bløde, og manden lå bevidstløs i otte dage. 

Efter ca. et halvt års forløb kom han tilbage til sit kompagni og var fuldstændig rask. Jeg talte med ham den dag, han blev såret, og jeg har talt med ham mange gange efter, at han kom tilbage. Lægerne havde forklaret, at kuglen havde fulgt kraniets runding og ikke beskadiget selve hjernen; de havde aldrig set noget lignende.

Til trods for at han efter ca. to måneders forløb følte sig fuldstændig rask, havde man beholdt ham i lazarettet i fire måneder og nærmest vist ham frem som en seværdighed. Man må sande det gamle ord : Den drukner ej, som hænges skal. – 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om to begivenheder, der kunne have fået afgørende betydning for verdenskrigens forløb: Tyskerne brød næsten igennem ved Verdun – og russerne brød igennem den østrig-ungarske front, men kunne ikke følge angrebet op. Men vi skal også til Ypres, Østafrika og Arabien.

16. juni 1916. Et nervevrag: Kravlede på alle fire.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter derefter arbejdede vi atter sammen, og da var Jørgen mere »heldig«, han fik en kugle gennem den ene arm, og var ovenud lykkelig .

Jeg har ikke truffet Jørgen senere, men jeg håber, at han stadig har været »forfulgt« af lykken, og er kommet nogenlunde helskindet hjem. Han var en god kammerat og i besiddelse af et godt humør og – for at sige det populært – fuld af »fup«.

En nat, før han blev såret, var vi sammen på forpost og sad i samme jordhul, hvor der lige var plads til to mand. Den underofficer, der denne nat skulle kontrollere forpostkæden, var lige kommet fra garnisonen og havde ikke før været ved fronten. Han var overnervøs og nærmest umulig. Hvor alle andre gik oprejst, der kravlede han på alle fire.

Da han denne nat kom til vort hul, kunne Jørgen selvfølgelig ikke holde sig i skindet. Pludselig hviskede han »Se der, se der,« og pegede i retning af en rugmark ca. 50 meter foran os, »en russisk patrulje!«

Jeg var klar over, at det var et af Jørgens »numre«, men underofficeren sprang med et sæt ned i hullet til os, hvor der dårligt var plads til to, langt mindre til tre. Til trods for, at vi begge to bedyrede, at det med patruljen havde været en fejltagelse, var det os umuligt at få manden ud af hullet igen.

Han lod de andre poster passe sig selv og blev i hullet, til vi blev afløst. Han kravlede så på alle fire, til vi nåede vore pigtrådsspærringer, først da kom han på højkant og fortsatte i løb, til han nåede skyttegraven.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. juni 1916. “At få skiftet forbinding var en ren tortur …”

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Allerede de første dage efter min indlæggelse var stuens øvrige tre senge blevet belagt. I den ene lå en rørlægger fra Köln ved navn  Wüst. Det var en meget sympatisk mand. Han skrev hjem til mine forældre og til min kæreste. Der var jo kun fra lazarettet tilgået dem et kort med meddelelse om, at jeg var blevet hårdt såret.

Den anden patient var en ung mand på 18 år. Han var oven senge og var rørende omhyggelig med mig. Ham gav jeg mit lommeur. Det havde jeg jo ingen brug for mere.

Den tredie hed Friedrich Schmidt og var murer fra Hamborg. Han  havde også, ligesom jeg, mistet synet på begge øjne. Lufttrykket fra en eksploderende håndgranat havde ødelagt dem. Sår havde han ingen af.

Da jeg den femte dag havde været til forbinding, syntes lægen, at jeg godt kunne gå tilbage til stuen. Han tog mig ved hånden, og på stuen satte han mig i en kurvestol, tændte en cigar og stak mig den i  munden. Nu skulle jeg også prøve at ryge. Det smagte mig ikke, og da jeg havde røget halvdelen af cigaren, måtte jeg i seng. Senere har jeg ofte tænkt på, hvilken hensigt lægen i grunden havde med en sådan hestekur.

At få skiftet forbinding var en ren tortur. Der var jo sår over hele ansigtet, og et par gange måtte jeg igen på operationsbordet. Min temperatur ville stadigvæk ikke gå ned på normalen, og først efter en måneds forløb fandt man det forsvarligt at sende mig med lazarettog til Tyskland.

Lægerne og sygeplejerskerne i toget var flinke, og forplejningen god. Jeg kunne igen begynde at tygge og var sulten.

Ved Köln kom vi over Rhinen, og nu kørte vi gennem egne, som jeg kendte fra mine svendedage, da jeg var på valsen, men jeg kunne jo ikke glæde mig ved gensynet. Overalt dette uigennemtrængelige mørke — og det ville aldrig blive anderledes …

Efter tre dages jernbanekørsel nåede vi Wittenberg i Sachsen. Vi havde dog ikke kørt hele tiden. Vel nok for at patienterne kunne få lidt ro, og for at lægerne bedre kunne foretage de vanskeligste forbindinger, blev toget flere gange kørt ind på et sidespor, hvor det  holdt stille i flere timer.

I Wittenberg blev hele den sørgelige last af menneskevrag båret ud af toget og ført til de forskellige lazaretter. Min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt, og jeg blev som de to eneste passagerer tilbage i toget. Vi skulle med toget tilbage til Halle an der Saale, hvor der var øjenspecialister.

Vi havde så at sige et helt tog for os selv, og sygeplejerskerne og lægerne kælede rigtigt for os. Vi fik kogt skinke og grønne ærter til middag. Den slags mad havde vi ikke set i årevis, og jeg spiste det, jeg kunne overkomme. I Halle blev vi indlagt i en frimurerloge, »Zu den drei Degen«. Det var et meget stort kompleks.

DSK-årbøger 1961

15. juni 1916. Tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heldige skud”

Da regimentet havde fået udhvilet, blev det beordret til at bygge en skyttegrav over et engdrag. For grundvandets skyld måtte skyttegraven bygges oven på jorden. Hver nat blev halvdelen af styrken sat til dette arbejde, som viste sig at være endda meget farligt.

Russerne kunne selvfølgelig om dagen konstatere, at der blev arbejdet om natten, og holdt engen, der var ca. 200 meter bred, under en vold som geværild hele natten igennem. Arbejdet bestod i at grave græstørv og stable dem oven på hinanden, så der blev en vold i mandshøjde.

Den første nat, jeg var med til dette job, arbejdede jeg sammen med en anden sønderjyde, hvis navn var Jørgen. Han var en gemytlig fyr og dejlig at arbejde sammen med. Pludselig smed Jørgen spaden og svor en dyr ed. Det viste sig, at han havde fået et strejfskud i den ene tommelfinger.

Skaden var imidlertid ubetydelig, det så nærmest ud, som om han havde brændt fingeren en smule. »Det var da som pokker,« udbrød han, »en halv cm tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss« (hjemsendelssesskud)«.

Den næstfølgende nat arbejdede vi atter sammen, og Jørgen var atter heldig – eller uheldig om man vil. Han faldt pludselig om og tog sig til skinnebenet. Jeg fik ham slæbt i læ bag volden, trak støvlen af ham, men kunne intet sår finde, kun en stor blå plet var synlig på skinnebenet.

»Det var strejfskud nr. to,« var Jørgens kommentar, »Gud ved, hvad der sker tredie gang?« Da han ville trække støvlen på igen, var der noget, der trykkede inde ved tæerne. Han trak atter støvlen af, stak hånden ned i den og halede en geværkugle frem.

Nu kan man jo med rette spørge, hvordan dette kunne gå til? Svaret er ligetil, på et givet tidspunkt går farten af enhver kugle, og den får en nedadgående bevægelse. I dette tilfælde var kuglen gået gennem et læg i Jørgens bukseben lige oven for støvleskaftet. Ved den nedadgående bevægelse var den gået imod støvleskaftet indvendig. Den havde ikke haft kraft til at gå gennem læderet og var så faldet ned i støvlen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.

Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.

Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.

Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.

Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.

Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.

Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.

Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.

Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.

Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.

Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.

DSK-årbøger 1945

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. juni 1916. FR86 trækkes ud af Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket bort fra Champagne.

Den 11. juni blev pinsen i Königindorf fejret af III bataljon og de i nærheden liggende artilleri- og pionerformationer med en sportsfest under overværelse af den kommanderende general. Kapløb, fodbold og håndgranatkast. Om aftenen festede kompagnierne hver for sig. Dagen efter ankom forsyningsofficererne for et andet regiment. Armékorpset skulle trækkes ud af Champagne.

Reserveinfanteriregiment 6 fra 5. reservekorps skulle indtage regimentets stillinger. Den 13. juni blev III bataljon i Königindorf, II bataljon i vestafsnittet afløst, den 14. juni tidligt I bataljon i østafsnittet. Fjenden lod regimentet drage af i fred.  Føreren af 3.armé, general von Einem, gav 9. armékorps følgende afskedsbefaling med på vejen:

”9. armékorps bliver til min beklagelse trukket ud af 3. armé, som det har været underlagt i otte måneder. Da det i sidste års store efterårsslag var indsat på et kritisk sted i arméfronten, ydede korpset i svære kampe ydet en tapper og succesrig indsats over for en langt overlegen modstander. Det har med utrætteligt arbejde udbygget og forstærket sin stilling og målbevidst forbedret sin front ved angrebsoperationer på de vigtigste steder. Korpsets førere og mandskab fortjener den højeste anerkendelse for deres præstationer i den begivenhedsrige periode. Jeg udtaler min varmeste tak til alle korpsets styrker for de af 3. armé så fortræffeligt ydede præstationer. Mine bedste ønsker ledsager det nu udskilte 9. armékorps. Jeg er overbevist om, at det på enhver plads, som Hans Majestæt måtte befale, vil leve op til sit gamle våbenry”.

Således måtte regimentet ud af sin stilling netop i det øjeblik, hvor værket nærmede sig sin afslutning, og man kunne håbe på hvile.

Endnu engang vendte 86´erne blikket bagud fra Blamonts højder på det fuldstændig uoverskuelige kridtnet, som deres flid havde skabt. Ikke uden vemod forlod de Champagne, der i begyndelsen syntes dem så forladt og ugæstfrit. Nu havde de taget det til hjertet.

Var det måske så underligt? De havde skabt disse tilsyneladende uangribelige stillinger ud af intet. Nat efter nat havde de slæbt, skanset, hakket, trukket tråd, så fingrene blødte, havde stået post om natten i regn og granatild og således ved arbejde og årvågenhed standset fjenden. Og mere endnu. To gange var de gået til angreb og havde nået deres mål helt og holdent. Stolte kunne de være af deres præstationer i kamp og i arbejde.

Dette deres land, som de havde erobret og bearbejdet, som de havde mættet med sved og blod, det efterlod de nu. Men dette stykke land gemte også på regimentets døde. Også fra dem skulle man nu tage afsked.

Omkring to hundrede havde 86’erne sænket ned i kridtet på kirkegården i St. Etienne. Endnu engang blev geværerne præsenteret, ”se til, højre!” blev kommanderet, da marchkolonnen passerede deres hvilested. Så gik det videre, imod en uvis fremtid.

Hvordan ville den se ud? Først vel lidt hvile, men så igen kamp, en svær kamp. For længe ville fjenden ikke finde sig i de store nakkedrag ved Verdun og de små, som var givet ham ved Navarin-Ferme. Når han nu forblev rolig, så var det kun, fordi han var ved at forberede et stort afgørende slag et andet sted. Et slag, der i størrelse og grumhed ville overtrumfe alt andet. Og dér skulle 86’erne naturligvis være med, med den vante friskhed!

Men soldaten bliver ikke hængende i fremtidstanker. Først vinker hviletiden langt bag fronten. Rige og frugtbare egne, landsbyer med mennesker, der ikke var soldater, især kvinder og børn, som man i otte måneder ikke havde set skyggen af. Gode kvarterer, sove godt. Marchmelodier lød igen efter lang tid. Fortiden forsvinder, fremtiden, hvad skal man bekymre sig om den for! Soldaten lever for dagen i dag.

Og er det forbi i morgen, så lad os i dag: “Endnu tømme denne kostelige tids bæger til bunds!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

12. juni 1916. Frygtelige marchture på Østfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. juni 1916. Krigfange i Rusland: Fra Vladivostok til Dnjepropetrovsk.

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskva, Bereosowka og Vladivostok var han i foråret 1916 blevet sendt til Ukraine for at arbejde.

(… fortsat fra 1. december 1915)

Omsider fik Vinteren dog Ende, og vi blev udtaget til en Transport, som skulde paa Arbejde. Det var Landmænd og Folk, der var vant til svært Arbejde. Den 19. April steg vi i Toget og kørte saa i 30 Dage, indtil vi naaede Rutschukowo i Ukraine i Guvernementet Eksterinoslov, som nu kaldes Dnjepropetrovsk.

Denne Rejse var meget interessant. Allerede inden vi forlod Sibirien, havde vi mærket Foraarets Komme, og i Rusland var det allerede varmt. Vi kom til Egne, hvor der var mange Kulminer og Fabriker.

Jeg kom til at arbejde ved Jernbanen. Ukraine er et frugtbart Land, og vi levede her under gode Forhold.

Vi tjente lidt Penge og kunde købe de nødvendige Levnedsmidler. Klæder var dyre, og der var stor Knaphed.

Kort efter vor Ankomst hertil blev Hans Fogh fra Bæk syg. Han fik Udslet ved Munden, men regnede det ikke for noget. Han maatte dog paa Sygehuset, og her døde han.

Hans Kammerater bar ham fra Sygehuset til den russiske Kirkegaard. Det var Pinsedag 1916, han blev begravet.

Pinsedag faldt i 1916 den 11. juni /RR

DSK-årbøger, 1944.

 

11. juni 1916. Med kamel mod Mosul

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 5. juni gaar turen videre, det er 21 dages rejse herfra og til “Mosul”.

Det er ikke en behagelig rejse for det er alt ørkenland, og med vandet vil det ogsaa blive knapt og saa er der en hede midt paa dagen kan vi slet ikke vise os uden for teltet, lægger man et stykke jern i solen bliver det saa varmt at man ikke kan tage fat paa det. 

Vor afdeling og artilleriet drager tilsammen, vi har ogsaa kamelkaravanen med os. Marchturene er ikke saa lange, de retter sig altid efter hvor der findes vand. Oaser som vi kalder dem. Vi drager altid tidligt afsted omkring kl. 3. om morgenen, saa vi staar op kl. 1. det er jo lige ved den tid hvor I derhjemme gaar til ro, for vi er jo hele tiden en 3. timer før. 

Nu kommer der en strækning hvor der ikke findes vand, og kamelkaravanen skal være to dage om den tur. Afdelingerne er draget forud, de kan klare det i en dag. Jeg er blevet tilbage med 4 mand til bevogtning af karavanen.

I dag er det første pinsedag d. 11. juni, vi er gæst i en araberlejr hos føreren for kamel-karavanen ”Haschi Jasin”. 

Til frokost faar vi brød med med smør, æg og sukker. Brødet er friskbagt, smørret er paa en tallerken med sukker paastrøet, vi bryder saa et stykke brød af og dypper det i smørret, for de spiser jo med fingrene.

Middagmad spiser de først efter solnedgang, da faar vi dampet ris med hønsekød og kogte æg og en mokkakaffe, men der gives kun en liden mundfuld ad gangen og der bliver drukket af en kop, men det smager os dog helt fortræffeligt. Jeg har nok set det før paa billeder naar de sidder paa huk i en kreds rundt om en skaal, men det er dog første gang jeg har været med dertil. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

11. juni 1916. Bergholt på tilbagetog i Galizien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“På ilmarch”

Fra hvert korporalskab blev der udtaget en mand, som skulle blive tilbage og markere, at skyttegraven stadig var besat ved at opretholde en forceret skydning i indtil en time efter hovedstyrkens afmarch. Derefter skulle de forsøge at indhente regimentet. Da disse folk ingen oppakning havde, kun deres geværer samt ammunition, var der en reel chance for, at dette kunne lykkes. Og det gjorde det. 

Da den befalede time var gået, trak den tyske kæde sig tilbage, og det lykkedes dem i løbet af natten at nå frem til regimentet med kun én mand let såret. 

De fortalte, at russiske patruljer allerede en halv time efter vor afmarch viste sig foran de tyske pigtrådsspærringer, men da de blev stærkt beskudt, blev de liggende der og gav derved tyskerne tid til at forsvinde. 

Fra kl. 22 til kl. 7 om morgenen gik vi tilbage i ilmarch med kun ti minutters ophold hver fulde time – en såkaldt »Pinkelpause« (tissepause). 

At sige, at tropperne var udmattede, er et mildt udtryk, men ingen ville gerne i russisk fangenskab, så enhver gjorde, hvad han kunne for at følge med. 

Klokken syv næste morgen gjorde v i holdt på en pløjemark. Geværerne blev sat sammen, og soldaterne faldt bogstavelig talt om ved siden af dem og sov omgående. Officererne lod os ligge; de vidste, at det ville være umuligt at få os på benene de første timer. 

Hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt i disse ni timer, ved jeg ikke, men det var mange. Kun den, der har prøvet en sådan ilmarch med fuld oppakning og dertil 500 patroner ekstra, véd hvilken kraftanstrengelse det er. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. juni 1916. Omringningen var næsten fuldbyrdet.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Med hensyn til russerne fik Claus ret. De sidste tre dage, før han blev såret, var de gået til angreb både til højre og venstre for os. Særlig den højre fløj blev angrebet meget kraftigt. Da de imidlertid angreb uden nævneværdig artilleriforberedelse og ved højlys dag, blev de afvist til trods for, at de angreb med indtil 16 skyttelinier efter hinanden. 

Russerne må have haft mægtige tab. De blev bogstavelig talt mejet ned af de tyske maskingeværer og nåede aldrig nærmere end til de tyske pigtrådsspærringer. Angrebene over for de tyske regimenter ebbede imidlertid ud og trak længere og længere ud på fløjene, hvor de østrigske tropper lå, og her syntes de at have haft større held. 

Om natten markeredes frontens forløb af de afskudte lyskugler eller lysraketter, om man vil , og det var på grundlag af dem, at Claus havde gjort opmærksom på, at russerne gik frem på begge fløje. 

Da der var gået et par dage til , var omringningen næsten fuldbyrdet. Det hed sig, at regimentet skulle afløses en af de første dage, men den almindelige mening blandt mandskabet var, at det måtte da blive af russerne. Og ganske rigtigt, en dag blev der givet besked om, at regimentet skulle samles kl . 22 i en slugt lige bag fronten. 

Hver mand fik ordre til at medtage 500 patroner foruden den sædvanlige udrustning. Hvad der ellers fandtes af ammunition og udrustning blev kastet i latrinerne eller ødelagt. Nu var der ingen tvivl om, hvem der skulle afløse os.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966