Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

28. maj 1916. »Dehn storren Krih«

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Der gik nogle Dage. En Aften, da jeg sad ude i Skoven og læste »Modersmaalet«, følte jeg, at der stod nogen bag mig og saa ned i Avisen, der vel var 3—4 Dage gammel.

Jeg vendte mig om og saa da, at det var to unge Løjtnanter. Jeg vilde rejse mig. — »Bliv endelig siddende, vi ser kun i Deres Avis; men hvad er det for et Sprog, er det Polsk eller hvad?« — »Nej«, sagde jeg »det er Dansk, og det er mit Modersmaal!«

— Saa udbrød den ene af dem: »Gott verdammich! Dänisch — im deutschen Reiche?«
— »Ja, min Mor kan ikke andet«.

— Saa maatte jeg til at læse for dem; de morede sig, og jeg ogsaa. Det  var mest Overskrifterne, jeg maatte oversætte for dem, og saa sagde de det efter paa Dansk, for Eksempel: »Den store Krig«; de udtalte det saadan: »Dehn storren Krih«.

De kom flere Aftener og vilde høre nyt.

Her i Skoven var der ingen Bunkers, mens vi var der; men da vi flyttede, og der kom andre, begyndte de at lave Bunkers. De trillede Jorden ud af Skoven; men saa kan det nok være, at de fik Ballade. De blev beskudt, og der var mange faldne.

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

27. maj 1916. Operation “Zugketten”: Stødtropoverfald på den franske skyttegrav

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.

For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.

Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.

Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.

Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.

De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.

Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.

Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:

”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.”  von Quast

Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.

De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.

Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.

Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.

Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt.  Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.

Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.

En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang  ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.

Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.

En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .

Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

26. maj 1916. Peter Rossen kommer for sent tilbage fra orlov

5 kommentarer

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat.

I Maj 1916 havde jeg været hjemme paa Orlov. Jeg trak Tiden for Afrejsen ud og kom med Vilje nogle Dage for sent. Omsider naaede jeg dog ud til Fronten.

Vi laa mellem Laon og Reims, og naturligvis fik jeg en ordentlig Skylle. Vor Kompagni-Feldwebel var endnu paa Orlov. Sammen med mig anmeldte et Par Meklenborgere, der ogsaa havde været paa Orlov, deres Tilbagekomst. De kom rettidigt tilbage.

Da de var gaaet, sagde Feldwebelens Stedfortræder: »De bliver denne Gang straffet; men kan De ikke angive en Grund, hvorfor De kommer for sent?«

— »Jo«, sagde jeg, »min Kone skulde aflevere Korn til Militærforvaltningen, og det hjalp jeg hende med«.

— Denne Begrundelse blev nedskrevet, men om den blev undersøgt, ved jeg ikke, men sandt var det nu, at jeg havde hjulpet min Kone; det var bare otte Dage tidligere.

— »Men«, sagde han, »det havde De da kunnet lade notere, for saa havde De kunnet faa et Par Dage mere, for det er jo ogsaa en Slags Tjeneste«. — »Men«, fortsatte han, »pas nu paa, at Løjtnanten ikke træffer Dem, for han er meget vred, fordi De har overskredet Deres Orlov to Gange lige efter hinanden.

Jeg skulde hen paa Tøjdepotet og hente mit gamle Tøj. Vi havde nemlig to Sæt. Og hvem sidder saa der og ser til, at en Soldat prøver et Par Støvler? Vor Løjtnant!

— Han sagde: »Hvad vil De?«

— »Jeg vil have mit Tøj«, sagde jeg.

— »En Soldat vil ikke noget; han gør, hvad der bliver ham befalet!«

— »Ja«, svarede jeg, »jeg vilde gerne bede om mit Tøj«.

— »Ja, det er helt rigtigt«, sagde han, »men De kommer for sent tilbage fra Orlov«.

— Jeg fortalte ham den samme Løgn som paa Skrivestuen

– »Naa, saadan«, sagde han og saa paa mig, »nej, min fine Ven, De har nok villet hvile endnu en Nat hos Konen!«
– »Ja«, svarede jeg, og der blev ikke talt mere om det.

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Skriv en kommentar

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

Krigens forløb

21. maj 1916. Plageånd: “Der Sandsackhauptmann”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Der Sandsackhauptmann«

Den sidste tid i Lockstedt var ikke det bare sjov. Øvelsesområdet var meget stort. Hvor stort husker jeg ikke så nøje, men jeg tror, at det var omkring 10.000 hektar, så der var plads at røre sig på.

Det fik vi også lov til, mere end vi syntes om.

Da vi ankom til lejren, fik vi nemlig en ny Hauptmann (kaptajn), og han var ikke af de gode. Han var nærmest tosset. Selv de andre officerer ved kompagniet gav ham højlydt dette prædikat, så der var sikkert noget om det.

Vor gamle Hauptmann var ikke så værst. Han hed von Gyldenfeldt og var i det civile liv domæneforpagter nær Christiansfeld . Jeg kan tydeligt hu ske hans ord, da han tog afsked med os: »I har haft det godt hos mig , drenge. Min efterfølger “wird Euch schon die Hölle heiss machen” (vi l gøre jer helvede hedt). Det slog til.

Den »nye« forordnede straks, at enhver mand skulle have en sandsæk på fem kg i tornystret foruden forskellige andre ting.

I hele lejren, hvor der var ca. 10.000 mand, gik han under navnet »Sandsackhauptmann«, og dette smittede selvfølgelig af på mandskabet, så vi fik navnet »Sandsackkompagnie«.

Fyren præsterede at marchere ud med os fra kl . seks om morgenen til sent på aftenen, hele dagen uden mad . Det blev dog bataljonskommandøren for meget, så vor plageånd fik besked om, at han kunne rykke ud med os, så tidlig han ville; men han skulle være tilbage i lejren med os senest kl . tolv middag.

Det er sikkert de øvrige officerer, der har klaget, for de var jo i samme båd som mandskabet . I sin afskedstale til de folk, der fra hans kom­pagni var udtaget til den transport, hvortil jeg hørte, sagde denne Hauptmann blandt andet, at når vi kom i lag med fjenden, skulle vi »beissen, kratzen und spucken« (bide, kradse og spytte).

I øvrigt var hele talen af samme kaliber og nærmest det bare vrøvl.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

19. maj 1916. Gasangreb i Champagne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.

Det højre afsnit af regimentet var af den højere ledelse blevet udset til et gasangreb. Angrebslinjen greb imidlertid betydeligt længere til højre til regimenterne 31 og 85, og to afsnit af 23. reservedivision.

Allerede i marts var der etableret gasnicher i den forreste skyttegravsvæg ved ”Adolf” og ”Bertram”.

Fra 13. april begyndte specialregiment Petersen indbygning af gasflasker.

Men der gik uger, og ingen vind egnet til gas ville blæse. For füsiliererne var gasflaskerne et højst ubehageligt naboskab: en granat, der traf en gasflaske, kunne anrette svære ulykker. Gasmaskerne hang til stadighed åbne foran på brystet. Gaskrigen føltes i det hele taget dengang uhyggelig for enhver soldat.

Endelig, den 19. maj meldte vejrtjenesten gunstig vind.  Det aftalte kodeord ”Vorbesichtigung” blev givet, blyslanger blev rullet ud over dækningen, der blev stille skåret hul i vor trådspærring. Patruljer, der skulle støde frem bag ved gasbølgen for at konstatere virkningen, gjorde sig klar.

Kl. 11 blev rørene åbnet. Hvislende strømmede gassen ud og krøb i halvmånens blege lys som en grå tåge over ingenmandsland imod fjenden. Samtidigt åbnedes en kraftig artilleri- og mineild mod den fjendtlige stilling. Vore maskingeværer bestrøg terrænet.

Men franskmanden er vågen. Over hele linjen stiger grønne lyskugler op, renselsesild flammer op derovre, ringesignaler lyder. Det fjendtlige artilleri sætter ind. Med besvær kan den anden bølge gas blæses. Da derpå en officerspatrulje vil gå frem, bliver den modtaget af heftig ild. Den må tilbage i skyttegraven uden at have konstateret nogen succes.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

16. maj 1916. ” Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til Mosul.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”. Høsten er allerede igang, men det er kun smaa stykker de har under plov. Ja plov kan man næsten ikke kalde den, den bestaar af en krum træstamme, fortil lidt tilspidset, med den kører de frem og tilbage og paa den maade faar de saa lidt muld. 

Det er næsten udelukkende byg de avler, det skal jo kunstigt vandes og det sker ved at de hejser vandet op af floden med en sammensyet kohud der er lavet som en slags tragt og det er kun ved flodbrederne de kan avle noget, hvad der avles bliver høstet med  segl. 

Men hvad kunne der ikke blive ud af de store uendelige sletter hvis de kom under kultur, med stemmeværk og kanaler, for vand er der nok af i de store floder “Eufrat” og ”Tigris”, saa de kunne godt bevande hele Mesopotamien. 

Nu gaar banen ind gennem ørkenen. Solen brænder ogsaa frygteligt. Sommesteder møder vi store græshoppesværme, de er ogsaa en mægtig plage her i landet, for de æder alt hvad de møder paa deres vej. Om aftenen er vi i “Ras-el-ain”, det er kun selve stationsbygningen. Banen gaar ikke videre. 

Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til “Mosul” som ligger ved floden Tigris. Ørkenen er et land uden tusmørke, solen gaar ned, saa kommer en kort forventningsfuld stilhed og i denne uendelige stilhed er det som selve tiden staar stille. Alt bliver sort mod en citronfarvet himmel. En stjerne gløder en flagermus flyr og mørkets vinger breder sig over jorden. 

Og saa ørkenspejlbilledet, naar man skuer ud over ørkenen naar den bliver bestraalet af solen og solstraalerne bliver kastet tilbage, da opstaar der et spejlbillede saa skønt som man ikke kan forestille sig. Det kan se ud som om man var omgivet af en stor sø, og forhøjninger i landskabet er som smaa øer, og gaar man eller rider man hen imod det, saa kommer man det aldrig nærmere, det er ligesom det flygter for een for tilsidst helt at forsvinde, og hvad er det? Det er intet! Intet! 

Gennem de tusinde af aar har man brugt det samme transportmiddel: ”Ørkenskibet”, den uovervindelige kamel. Nu som for umindelige tider siden befordres mennesker og gods ad de samme karavaneveje gennem ørkenen paa kamelryg. Tavse drager karavanerne gennem det dødsstille solsvedne land. Kamelen skrider frem med fremstrakt hals og med rugende fjed møjsommeligt i kvælende og tør hede afsted i den endeløse slette. 

Og hvad der venter os er jo ikke godt at vide, maaske vore knogler ogsaa skal blegne i ørkensolen. Vi lader nu alle vore sager ud, det har vi nu gjort flere gange, hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Der er en lille flod i nærheden, der bygger vi vort telt op. Vi har et stort dobbelt telt ved hver afdeling der kan rumme 25 mand, og vi har jo vore feltsenge med madrasser saa vi ligger jo helt godt her. 

For at komme videre skal vi baade have heste og kameler. Den 16. maj faar vi 15 heste tildelt vor afdeling, altsammen hingste, flere af dem er slet ikke tilredet, saa vi har rideøvelser hver dag, og det gaar sjældent af uden ulykker, en brækket arm, en forstuvet skulder, og een havde nær brækket halsen. Hesten slog nemlig en kolbøtte. 

Ved hele ekspeditionen har vi nu 150 hingste, vi har dem allesammen tøjret, men det sker imellem at et par river sig løs, saa skal I bare se sikken en kamp det gi’r, de er næsten ikke til at skille ad. Vi er nu klar til ørkenrejsen, 600 kameler har vi ogsaa faaet, en mægtig karavane.

Den 5. juni gaar turen videre.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

15. maj 1916. Regiment 84 udmærker sig.

Skriv en kommentar

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). Fra 11. maj deltog regimentet i hårde kampe på højde 304.

Uddrag af Korpsbefaling 15. maj

Infanteri-regiment 84, der i eftermiddags flere gange blev heftigt angrebet af fjenden, afviste med stor tapperhed alle angreb. Jeg udtaler min særlige anerkendelse til det regiment, for hvem det som det første regiment i armékorpset er lykkedes at bibringe franskmændene foran Verdun betydelige tab og beder om, at forslag til tildeling af Jernkorset omgående bliver forelagt mig.

Nantillois, 15.5.1916

Den kommanderende general

sign. von Gerock

 

Af Regimentshistorien.  Udkommer på dansk 2016.

Krigens forløb

15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?

4 kommentarer

En anonym sønderjyde (“H”) beretter om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?

Tilføjet oktober 2018: Denne beretning har så mange lighedspunkter med en anden beretning, at redaktionen formoder at “H” er Hermann Hunger fra Aabenraa.

Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.

Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.

Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.

Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.

Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.

Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.

Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.

Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?

Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.

Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .

Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.

I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.

Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.

Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.

Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.

H.

DSK-årbøger, 1944

Krigens forløb

14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”

1 kommentar

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941

Krigens forløb

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Skriv en kommentar

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

Krigens forløb

12. maj 1916. ”… saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over ”Amanus-bjerget.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.

Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne. 

Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.

Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning. 

Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.

Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj. 

Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.

Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet. 

I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.

Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede. 

Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst. 

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

11. maj 1916. Regiment 84 ved Højde 304 ved Verdun

2 kommentarer

C. Beuck var fører af 5. kompagni ved Regiment 84 (IR84), der i maj 1916 ankom til Verdun. Premierløjtnant Thormeyer gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84).

Få dage efter regimentet var ankommet til Verdun, rykkede det frem i forreste linie. Den 11. maj afløste regimentet i forreste linje, og det var dele af infanteri-regiment 22, reserve-infanteri-regiment 23 og bayriske infanteri-regiment 25.

C. Beuck fortæller:

Siden 11. maj lå regimentet i stilling på høj 304 foran Verdun. En lignende stilling havde vi hidtil ikke haft.

Fjern- og nærkamp blev her udkæmpet med største forbitring. Anmarchvejene lå under uafbrudt spærreild og kunne kun tilbagelægges med største besvær og sjældent uden tab.

Foran i stillingen var det ganske vist for det meste mere tåleligt. – Vi lå på denne side af højens skråning uden at kunne se hen over kammen; Det var naturligvis en vældig fordel for fjenden. For vore kommandoforesatte ville det have været ønskeligt, hvis den forreste linje, der ovenikøbet forløb ret uregelmæssigt, havde været skudt længere frem. Men så helt let var det ikke. Ven og fjende havde begge bidt sig godt fast i jorden.

Premierløjtnant Thormeyer fortæller:

Først kom II bataljon i forreste stilling, III bataljon som beredskabsbataljon i Malancourt og Haucourt og I bataljon i hvile i Nantillois. I reglen skiftede bataljonerne indbyrdes hver 5. dag, og det trinvist fra hvile til beredskab, fra beredskab fremrykning til forreste stilling, for således at give velfortjent ro i Nantillois til den til enhver tid værende stillingsbataljon.

Der måtte naturligvis af og til afviges fra denne afløsningsplan, hvis en bataljon i stillingsperioden havde lidt særligt store tab.

Senere, i slutningen af juni, blev afløsningsaftalen ændret således, at hvilebataljonen blev stillingsbataljon og stillingsbataljonen blev hvilebataljon. Lige som kampforholdene i denne stilling for regimentet var helt anderledes, langt mere intensive end i de stillinger, man hidtil havde haft på vestfronten, således kunne naturligvis heller ikke stillings- og beredskabsbataljonernes styrkefordeling puttes i et fast skema.

Egne og fjendtlige angrebsoperationer og bedømmelse af situationen måtte være bestemmende for, hvordan kamptropper og reserverne skulle være klar til indsats.

I de to første måneder af vor stillingstid på høj 304 (maj og juni) kunne stillingsbataljonens   fire egne kompagnier ikke slå til,  der blev altid tilført den to kompagnier reserver, som kunne trækkes frem, mens hver bataljon senere hen kunne klare sine opgaver ved egne styrker.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

Krigens forløb

9. maj 1916. Regiment 84 ankommer til Verdun

Skriv en kommentar

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). I maj 1916 kom regimentet til Verdun.

Den lange hvile- og uddannelsestid i Chauny og andre steder fra 30. januar til 8. maj 1916 havde gjort regimentet frisk og angrebsdygtigt. Vi vidste, at denne forholdsvis lange hvileperiode ville få sin afslutning med regimentets indsats ved et af vestfrontens brændpunkter. Og således skete det.

Den 9. maj blev divisionen underlagt 24. reservekorps og hørte således til 5. armés angrebsgruppe Vest, der allerede siden marts 1916 lå i de bitterste kampe foran Verdun. Hidtil havde vi kun hørt, at de tyske angreb på Verdun havde opvist hele krigens største og voldsomste materialeslag; nu skulle vi også ved selvsyn overbevises.

Høj 304 på Verduns nordvestfront blev vort aktionsområde.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016.

Krigens forløb

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

Skriv en kommentar

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947

Krigens forløb

4. maj 1915 – Tønder Luftskibsbase angrebet

Skriv en kommentar

I et forsøg på at lokke den tyske Hochseeflotte ud af havnen og i armene på den overlegne britiske Grand Fleet planlagde den britiske admiralitet et angreb på Luftskibsbasen ved Tønder.

Ud for Sylt satte de to britiske hangarskibe Vindex og Engadine derfor den 4. maj 11 vandflyvere i vandet med ordre om at bombe luftskibshallerne ved Tønder. Kun tre kom dog i luften og af dem nåede kun én Tønder, hvor den ramte ingenting med sin bombelast.

Den tyske Hockseeflotte bed ikke på maddingen, men blev i havn. I stedet for sendte Tønder basen luftskibet L7 ud for at finde de skibe, der stod bag angrebet.

Krigens forløb

4. maj 1916. Fronten tur-retur – orlov igen!

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han var hjemme på orlov i påsken 1916. Han havde forgæves søgt om forlængelse af orloven, men og måtte derfor retur til fronten. Han ankom den 1. maj sent om aftenen.

Jeg havde en Dag skrevet hjem og fortalt, hvordan det var gaaet mig. Om Aftenen lagde jeg mig til at sove, for jeg ventede ingen Breve.

Paa een Gang kom dog en Underkorporal. han var fra Bayern, han
spurgte: »Er her en Prøjser?«
»Ja«, sagde jeg; »hvad er der paa Færde?«
Han kom ned i Hulen og sagde: »De lykkelige Menneske, De kører paa orlov«.
Jeg kunde ikke forstaa det. Jeg troede, at han holdt Sjov med mig… ,
»Ja«, sagde han, »i Gaar lavede De Vrøvl, og nu, da De faar orlov, tror De det ikke«.
Saa overrakte han mig et Stykke Papir af en Pose, hvorpaa der stod: »Kør straks paa orlov!
« Vort Kompagnistempel fandtes derpaa, saa det maatte jo være rigtigt.
Jeg kom paa Benene, og mine Kammerater ogsaa. De fik mit Brød og Smør, som jeg havde med hjemmefra.

Saa tog jeg Afsked og rejste igen hjem paa orlov.

Min orlov lød fra den 4. til den 11. Maj 1916. Det var ikke sket før, at en Soldat paany drog paa orlov.

Der havde ikke været megen Ro, den dag, jeg drog ud i Stillingen, og det Døgn, jeg nu havde været ude ved Fronten, gav heller ikke nogen Ro.

Jeg stilede lige mod Byen Provais, skulde igennem flere Traadforhindringer paa adskillige Meters Bredde. Den Aften hang Lyskuglerne overalt. Det var et herligt Vejr. Nu skulde jeg gennem en Viadukt under Banen Laon-Reims. Den blev med Mellemrum beskudt og skulde passeres, naar det var roligt.

Jeg kom dog godt under Viadukten, men jeg var kun naaet et lille Stykke langs med Dæmningen, før de atter fyrede løs. Jeg maatte smide mig ned og fik en hel Kaskade af Jord over mig.

Omsider naaede jeg tilbage. Kvarteret var fuldt belagt, men jeg kravlede op paa mit gamle Leje.

Her laa dog vor Kompagniskrædder, Jacob Kruse fra Hoptrup.
»Er det dig, Peter«, sagde han, »hvad vil du dog her paa denne Tid af Natten?«
»Jeg skal paa orlov i Morgen«, sagde jeg.
»Men du er jo lige kommet fra orlov«, sagde han.
»Ja, men jeg kører igen i Morgen«.
»Er der da sket noget derhjemme?«
»Nej, det er der ikke; men jeg skal altsaa paa orlov igen «

Jeg meldte mig om Morgenen paa Skriverstuen. Vor Feldwebel var paa orlov i Hamborg.– Jeg drog sidst hjemmefra en Lørdag Middag og kom hjem igen Torsdag Eftermiddag.

Jeg kom helt uventet. Min Mor sad og spandt, da jeg kom ind ad Døren. –

»Men, kære Søn«, sagde hun, »du er dog ikke løbet fra dem?«
»Nej, jeg har orlov i otte Dage igen«, sagde jeg.

De Dage gik alt for hurtigt. Jeg maatte af Sted igen, men jeg kom med Vilje et Par Dage for sent …

DSK-årbøger 1959

 

Krigens forløb

4. maj 1916. “Navarin-stormerne” til parade for kejseren

Skriv en kommentar

Efter stormen på Navarin-Ferme den 27. februar 1916 fik Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 bevilget 14 dages hviletid.

Tak og anerkendelse udeblev ikke. Kejserinden havde allerede den 28. februar oversendt sit regiment sine lykønskninger.

Også den øverste krigsherre ønskede at udtrykke sin taknemlighed over for Navarin-stormerne.

Om morgenen den 4. maj var begge stormregimenter 86 og 89 samt de tildelte pionerer opstillet nord for Sémide i en udstrakt åben firkant. Kejseren skridtede fronten af, trådte så ind på midten og holdt følgende tale til tropperne:

”Jeg glæder mig over at have lejlighed til her efter det glimrende udførte angreb at hilse på Mecklenburger Grenadier-Regiment og det Schleswig-Holstenske Füsilier-Regiment samt de tildelte pionerer her tæt bag fronten.

Champagnes jord er blodmættet. Hver fodsbred er blevet forsvaret af den tapre 3. armé og stykkevis i angreb frataget modstanderen igen, takket være nordtysk tapperhed.

I Mecklenburgere har på ægte tysk vis bevist, at den friske angrebsånd ikke er gået tabt i skyttegravskrigen. Jeg glæder mig særligt over, at jeg kan møde jer her i nærværelse af begge jeres landsherrer.

I slesvig-holstenere, der som jeres højvelbårne chef har kejserinden, har også på fortræffelig vis vist jeres tyske styrke. Det er en stor glæde for mig at kunne sige jer dette også på vegne af jeres højvelbårne chef, hvem jeg har givet meddelelse om jeres tapre adfærd.

Jeg håber, at der efter dette smukke resultat yderligere vil blive givet jer lejlighed til at gå fremad. Den gamle preussiske angrebsånd er endnu ikke gået tabt. Gå nu bort med Gud!”

Efter talen uddelte kejseren jernkors til officerer og mandskab; så trådte regimenterne an i gruppekolonne på landevejen Mazagran-Somme Py til en parademarch for Hans Majestæt.

Fra Füsilierregiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

3. maj 1916. Sønderjyde som landsmand blandt polakker på Polens frihedsdag

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Warszawa. Den 3. maj 1916 oplevede han fejringen af Polens frihedsdag.

 En Luftskipper fortæller

(… fortsat fra 20. september 1915)

Vi, der altså på en Måde var fast garnisoneret i Warszawa, fik sammen med de andre Tropper Befaling til at tage alt muligt Hensyn til Polakkerne. Når vi gik på Fortovet, sås det endda helst, at vi trådte til Side for Befolkningen, og det kunde vi jo til at begynde med ikke forstå.

Men Sagen var den, at Tyskerne vilde forsøge at vinde Polakkerne for sig og få dem til at blive glade for

deres humane, og, ak, noget så høflige Beskyttelse. Men i det lange Løb lykkedes det jo ikke, og man kan godt sige — uden at sige for meget —, at sådan noget ligger nu engang ikke rigtig for Tyskerne. Denne usædvanlige Høflighed skulde rigtig manifesteres på Polens National- og Frihedsdag, den 3. Maj. For første Gang siden Polens mislykkede Rejsning på denne Dag mod de russiske Undertrykkere i 1860’erne skulde Hovedstaden have Lov til at fejre denne Rejsning i fuld Frihed, og alle tyske Soldater fik Udgangsforbud til Kl. 4 om Eftermiddagen.

Polakkerne skulde føle sig helt alene og befriede, og Befolkningen rustede sig til en mægtig Frihedstilkendegivelse. Dage i Forvejen blev Huse og Gader smykkede med Grønt og det smukke rød-hvide polske Flag. Over Altan- og Balkonrækværker blev der hængt smukke Tæpper, og den store Dag oprandt med Folkeoptog, Gudstjenester, Fest på Universitetet og Polyteknisk Læreanstalt og Festligheder mange andre Steder. Ingen tysk Soldat var der i Vrimlen før efter Kl, 4.

Dog rundt omkring i de forskellige Kaserner lå Mandskabet i højeste Alarmberedskab, klar til Udrykning, hvis Polakkerne ikke forstod at feste således, som „ Beskytterne “ havde tænkt sig det.

Ved 2-3-Tiden gik L-Z 12 til Vejrs for at foretage et Par Rundsejlinger over Byen. Måske har Polakkerne opfattet det som en ekstra Hyldest, men det var det nu ikke. L-Z’s Bug var fuldt lastet til Bristepunktet med Bomber — og ve de formastelige, hvis alt ikke gik efter Programmet.

Alligevel kunde jeg godt forstå, at Befolkningen gav sig hen til Fest og Glade, for det var jo dog første Gang, de efter godt halvtreds Års Forløb fik Lov til at fejre denne deres stolte Rejsningsdag udendørs.

Om Aftenen var der stor Gallaforestilling i Warszawas store, prægtige Opera. Jeg havde været der adskillige Gange tidligere, og jeg husker, at jeg med særlig Glæde har hørt „Aida“ et Par Gange. Denne Aften skulde opføres „Halka” af Moniuszko, et nationalt Syngestykke med mange polske Sange, noget i Lighed med vort „Elverhøj” eller „Der var engang” .

Det var igen ved forskellige Paroler henstillet til os Soldater at undlade at gå i Teatret den Aften, dels for at Polakkerne kunde føle sig alene, dels fordi det ikke var noget for os. Et direkte Forbud var dog ikke givet. Altså, tænkte jeg, det er netop noget for dig, og jeg købte mig et Par Dage i Forvejen en Billet til 1. Etages Pladsloge, 2. Række.

Dagen før skrubbede og vaskede jeg min efterhånden meget slidte og medtagne feltgrå Uniform, og så mødte jeg op i Operaen om Aftenen.

Vi var måske en 5-6 tyske Soldater, der havde dristet sig til at trodse Henstillingen, og jeg tror nok, at de øvrige af os var Polakker fra Posen eller fra Vestprøjsen. Nå, jeg vandrede ind på Rækken, satte mig på min Plads og var snart omgivet af elegant påklædte Kvinder med pragtfulde Smykker og af kjoleklædte Herrer. De kiggede noget misfornøjet og desorienteret på mig lille, feltgrå Mus, og mine Naboer rykkede endda lidt fra mig, for man kunde jo aldrig vide, om der ikke var noget levende på mig. Det var der ikke dengang endnu.

Så begyndte Spillet, og jeg tør nok sige, aldrig har jeg været med til noget lignende. Husk på, at nu kunde Polakkerne for første Gang i mange, mange År i tilsyneladende fuld Frihed fuldstændig hengive sig til deres nationale Epos og uden Frygt vise deres Begejstring for de kendte Toner og Sange. Nok havde de under Russerne fået Lov til at opføre „Halka“, men det var jo under et vist Tryk, de havde hørt den.

Efter hver af de kendte Sange var der en Begejstring uden Lige. Folk klappede og råbte Huj, Huj, Huj, trampede i Gulvet, forlangte da capo, græd og omfavnede hinanden og var helt ellevilde. Den ene mægtige Buket rød-hvide Blomster efter den anden blev kastet op på Scenen.

Hvor kunde jeg andet end blive smittet af denne Rus. Jeg tænkte, noget lignende vilde jo ske, hvis f. Eks. Det kgl. Teater fik Lov til at opføre et dansk Stykke i Haderslev, og vi vilde få Lov til at te os, som vi vilde. Og da alt her foregik i de rød-hvide Farvers Tegn, var det jo let at blive i Illusionen og overføre hele Feststemningen til Sønderjylland.

Altså, jeg klappede, trampede og råbte Huj ligesom de andre.

Da første Akt var forbi, og Folk begyndte at få lidt Ro på sig igen, kom de i Tanker om, at jeg jo næsten havde opført mig ligesom de selv. De snakkede lidt sammen, og så dristede min Nabo sig til at sige til mig: „Rozumi Pan po polsku?“ (Forstår De Polsk, min Herre?). De gik ud fra, at jeg måtte være Landsmand til dem fra Prøjsen.

Jeg måtte bedrøve dem med at sige: „Nie, nie rozumie po polsku!” Han hviskede lidt sammen med sin Nabo, og så forsøgte han igen, denne Gang på Fransk: „Parlez vous francais, monsieur?” Jeg måtte igen svare: „Non, je ne parle pas francais,monsieur!“

Så hviskede han lidt med sin Nabo igen, og de blev enige om, at dette Tilfælde måtte opklares. Så begyndte han for tredie Gang, og denne Gang på meget gebrokkent Tysk; han vilde gerne have at vide, om jeg var polsk Landsmand til dem, men fra det tyske Rige.

Det måtte jeg desværre bedrøve ham med, at jeg ikke var, men at jeg var dansksindet Slesviger.

I et Nu vidste hele Logen det, og med det samme kunde jeg forstå, at de alligevel anså mig for en Slags Landsmand, for en, der havde fælles Skæbne med dem. Jo, Polakker, Elsas-Lothringer og Slesvigere kendte hinanden dengang og tog Del i hinandens politiske Ve og Vel.

Jeg blev trykket i Hånden, ja, en omfavnede mig og trykkede mig i min slidte Uniform ind til sig, ladende hånt om mulig Risiko med Hensyn til levende Væsener; smukke, sorte Kvindeøjne smilte og lynede mod mig; jeg fik Chokolade og Bolsjer og Cigaretter og var med det samme optaget i Logens Fællesskab den Aften.

Og de andre Akter blev sunget og spillet, og Begejstringen steg til Grader, som vi kolde Nordboer har svært ved at svinge os op til, men jeg gjorde mit bedste af et ærligt og henrevet Sind.

Den Aften vil jeg aldrig glemme; den hører med til mit Livs store Minder.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

2. maj 1916. Sådan narrer man det franske artilleri

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916 og kom retur til fronten den 1. maj sent om aftenen.

Hen paa Natten blev der kaldt. Man prøvede at faa mig vækket, men jeg rørte mig ikke, jeg lod, som jeg sov.

»Hvem er han der?« spurgte en eller anden.

»Ved det ikke; han kom i Nat. Lad ham ligge, han sover jo hårdt«.

Det passede mig godt …

Da de var borte, hentede jeg Kaffe ved Køkkenet og spiste Brød hjemmefra dertil. Saa gik jeg Op af Graven og plukkede en Del Lucerne, som var temmelig høj her. Den stoppede jeg ned i min Teltdug og havde således et nogenlunde Leje at ligge paa.

Da Kammeraterne kom hjem hen paa Morgenstunden, viste det sig, at der var en, der kunde tale Dansk.

Han var født i Sommersted og boede nu i Kiel. Man fortalte mig, at man nu lavede nogle Grave, 60 cm dybe, og at man rullede sort Pap ud i Bunden. Naar Flyverne kom over, saa de meget dybe ud.

Nogle Steder lagde de Træuld, og andre Steder stablede de Træ op i en Stabel, og denne Stabel var forbundet med en Snor og en Vinde, og naar saa det franske Artilleri opdagede Røgen fra disse  Træspaaner, troede de, at Graven var bemandet, hvorefter de skød efter den.

Træstabelen væltede, enten de ramte eller ikke.

Det var Arbejde med saadanne Drengestreger, der blev min fremtidige Bestilling, og dog var det et dødsens alvorligt Arbejde, for ufarligt var det jo ikke.

DSK-årbøger 1959

Krigens forløb

1. maj 1916. I Champagne: Rotter, lig og en utålelig lugt

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.

Maj kom og hyllede det triste Champagne i sart-grønne gevandter.  De mudrede tilkørselsveje tørrede ud. Birkene trak grønne slør ned over sig, og i de små stykker skov strålede her og dér hvidtjørnen i blomsterskær.

Ved fronten var foråret knap så smukt. Mellem en ørken af sammenskudte bjælker, brædder og tråd spirede et par kummerlige halmstrå, et grønt skud, og gjorde det triste landskab endnu mere forfærdeligt.

De endnu ikke begravede lig fra efterårsoffensiven udbredte en væmmelig sødlig lugt. Store, grå rotter for i stadigt større tal hen over det ruinfyldte terræn og mæskede sig med dem.

En stor operation kaldet ”Blattschuss” blev forberedt. Med møjsommeligt arbejde byggede reservekompagnierne foran regiment 85, hvor regimentets angrebslinje skulle være, en underjordisk, svagt afstivet grav til udgang for stormen. For at arbejdet kunne forblive uopdaget af fjenden så længe som muligt skulle det tynde jorddække først gennembrydes dagen før stormen.

Arbejdet var forhadt, fordi sapørerne hvert øjeblik kunne støde på lig, der skulle skaffes bort, og som udbredte en utålelig lugt.

Arbejdet lå stille fra midten af maj, den stort anlagte operation kom aldrig til udførelse. Verdun og senere Sommeslaget trak alle overskudskræfter til sig i deres malstrøm. Også her var der noget, der var vigtigere.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

29. april 1916. “Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn”.

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Den 12. april gaar turen videre. Vi kører nu i pakvognen, vi vil jo helst være fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene. I pakvognen har vi rigelig plads og vi har vores feltsenge med madras og dækkener, saa vi sover udmærket om natten. Vi skal jo ogsaa have plads, at vi kan koge lidt mad for vi skal jo selv sørge for forplejningen.

Hver mand har jo sine kogegrejer, saasom primus, paner, gryde og hvad der ellers hører til. Forplejningspenge faar vi udbetalt samtidigt med lønningen, jeg har 7,30 mark pr. dag. Lønningspengene faar vi i papir, men det øvrige skal vi jo ha’ udbetalt i klingende mønt, enten i guld, sølv eller nikkel, for ørkenbeboerne er nemlig saa kloge at de ikke tager imod papirpenge, for dem faar vi ingen ting.

I førstningen var det jo om at faa kendskab til pengene. Et tyrkisk pund er lig 100 plaster, eller gruss som tyrkerne si’r, en piaster er lig 40 para eller fire metalik, hver paa ti para, saa har de en medschedi lig tyve piaster, en sølvmønt lig de store fem mark for et tyrkisk pund.

Hele togpersonalet er tyrkisk, kun lokomotivføreren er tysk. Vi kører nu langs kysten af Marmarahavet, ind gennem fastlandet. I løbet af 15 minutter passerer vi 9 tunneller, paa omtrent 100 m. længde. Så er vi i “Eskesche-Hir”, her strømmer varme kilder ud af jorden, og vandet løber langs grøfterne og er 35 gr. varmt. Den 14. er vi i ”Konia”, her ser man storesletter omgivet af høje bjerge, paa deres top ligger endnu sne, men vi befinder os ogsaa omtrent 1000 m. over havet. Nu gaar det nedad hele tiden.

Lørdag d. 15. april er vi i”Bonzanti” ved foden af ”Taurus-bjerget”. Banen gaar ikke videre, vi skal nu med lastautomobiler over “Taurus-Bjerget”, der er 4,500 m højt. Vejen har en længde af 70 km. og den er bygget i korsfarertiden, den er udhugget langs bjergsiderne og er sommesteder ikke bredere end 4 – 5 m., paa den ene side høje klipper og paa den anden dybe kløfter. Snart gaar det stejlt opad, saa om et kort hjørne, saa lige stejlt ned igen. Det gyser næsten i een naar man ser ned i de svimlende afgrunde, de kan somme steder være 6 – 700 m, dybe.

Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn. Passet er maaske 50 m. bred, vejen 5 m. og ved siden af en rivende bjergstrøm og paa begge sider 5 – 600 m. høje stenklipper, som gaar lodret i vejret. Hele turen tar 1½ dag, oppe paa bjerget er der en hel lastautopark, den er paa 600 biler, der gør vi nu holdt for natten og næste morgen gaar turen den anden vej nedad bjerget til byen “Kylek-Bogas”, som ligger nordlig for “Tarsus”, Her gaar jernbanen igen, vi har en 7 timers kørsel, saa kommer vi til byen “Marmaura”.

Det er ubestemt hvornaar det gaar videre. Man kan ogsaa nok mærke at man nærmer sig de varme lande, for om dagen er det en hede hernede i dalen, skønt paa bjergerne ligger der endnu høj sne. Vi bygger os nu en teltlejr og vi er ude at bade hver dag i floden som løber forbi lejren.

Den 27. april er vi paa udflugt til “Tubrakale”, det er en gammel armenisk ridderborg, den er bygget omkring det 12. aarhundrede, af dens høje murer er der kun ruinerne tilbage, men det maa have været et besværligt arbejde at bære materialet op paa bjergets top for vi taber snart vejret for at naa toppen, men idag har vi ogsaa 50 gr. varme. Der er en storslaaet udsigt heroppe fra, paa den ene side “Taurusbjerget”, paa den side “Amanusbjerget” og i sydvest kan man skimte middelhavet. Men ikke en by, ikke et hus, kun hist og her en lerhytte i det fjerne. Vi kommer forbi et vandhul, der vrimler det af skildpadder ellers ser vi sjældent nogen dyr.

Den 29. april går turen videre.

Den 12. Maj hører vi mere.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

24. april 1916. Transport til Verdun: De frivillige slipper op

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Efter fire dages forløb blev alle de feltgrå soldater sendt til Lockstedter Lager ved Itzehoe. Efter få dages forløb afgik så herfra den første transport ti l vestfronten.

Slaget ved Verdun var i fuld gang. Til denne første transport meldte sig alle de, der var ivrige efter at komme til fronten, deriblandt
de før omtalte officersaspiranter. Kontingentet, som garnisonen skulle stille, blev i det store og hele dækket af frivillige.

Anderledes gik det, da den næste transport kort tid efter skulle udtages. De frivillige var sluppet op, og Kommandofeldweblen (stabssergent) besluttede så at udtage mandskabet efter alder.

Da næsten alle var født i 1896, blev fødselsda­toen det afgørende punkt. Jeg er født i september, så det gav en lille respit, men hvor længe? Transporterne afgik med korte mellemrum, og da der til den sidst afgåede allerede var udtaget nogle, der var født i juli måned, kunne det ikke vare længe, før »klokken faldt i slag«.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)