Tag-arkiv: forpostkæde

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. september 1916. Ulve? På forpost med en piberygende holstener

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Senere kom vi til et frontafsnit. Jeg ved ikke, hvor det var, men også her var der tæt skov, og foran og bag os var der en stejl  bjergskråning tæt bevokset med grantræer.

Her var på et tidspunkt ret roligt.

På grund af den tætte skov måtte vi også her sætte forposter ud. Man sagde, at der var ulve, men jeg så nu ingen.

Derimod var det uhyggeligt at sidde ca. 50 meter fra vores skyttegrave. Vi var gerne 2 mand sammen, og jeg husker, at jeg altid eller ofte var sammen med en kammerat, der var fra Holsten.

Han var en del ældre end jeg. En mere rolig og ligeglad mand, har jeg aldrig kendt. Han ville altid gerne have mig med, og jeg ville også gerne med ham på forpost.

Han var en lidenskabelig piberyger, og når vi sad på forpost, skulle han altid ryge. Særlig galt og farligt var det øjeblik, hvor han tændte piben. Hvis der var fjendtlige patruljer ude, kunne de jo se os. Jeg skulle nok sørge for at sidde så langt væk fra ham som muligt.

Jeg havde selv prøvet at tænde piben i den forrige skyttegrav, og der faldt skud fra den anden side med det samme.

Det var ikke rart at sidde på forpost i sådan en tæt skov. Når vi sad stille, hørte vi næsten altid raslen i buskene. Jeg tror, der var meget vildt der.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

26. juli 1916. Ved Arras: “Det begyndte at regne med granater omkring os.”

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

En dag meddelte man os, at de stærkeste og krigsduelige mænd måtte regne med at overgå til tjeneste ved fronterne, og jeg fik besked om at tage tilbage til Flensborg. Det var omkring den 1. juni 1916. Vi var i trist humør, da vi i den begyndende sommertid måtte, forlade det stille og rolige Højer og indstille os på at skulle til fronten.

Jeg kom altså igen til Flensborg, og dagen efter begyndte eksercitsen og øvelserne i terrænet. Efter fire ugers forløb kom udtagelsen til fronten, og efter få dagsrejser var vi da atter midt i det.

Det var i midten af juli 1916. Vi blev indsat mellem Arras og Douai. Det var et trist sted. Skyttegraven var i en dårlig forfatning, dækningerne meget svage. Desuden fik vi ofte besøg af fjendernes granater og miner, og maskingeværsalver strøg ofte ud over egnen. Adskillige steder havde vi kun granathuller at søge læ i, og disse var forbundet med hinanden ved smalle løbegrave.

Jeg fik sammen med en ung kammerat fra Mecklenborg anvist et sådant granathul.

Man havde sikret det lidt ved at lægge bjælker over det, og oven på disse igen jord. Engelske kanoner havde allerede tidligere haft dette granathul som mål. — Jeg prøvede derfor allerede den første nat at gøre vort opholdssted mere sikkert ved at kaste endnu mere jord ovenpå; men allerede den næste morgen fik vi at mærke, at  englænderne havde observeret os.

Det begyndte at regne med granater omkring os. En gik tværs igennem vor hule, og havde vi ikke omgående smidt os ned, havde
det været ude med os; men nu fløj splinterne hen over os.

Når englænderne havde opdaget os, var fejlen sikkert min, for jeg havde arbejdet med at sikre vort opholdssted lige til den lyse  morgen.

Englænderne var naturligvis ikke interesseret i at have os så nær inde på deres linier.

Vi havde for resten nok at gøre i vor stilling, for når vi ikke stod vagt, skulle vi hjælpe pionerfolkene med at slæbe planker, pigtråd og  andet frem, og da sådan noget jo ikke kan gå for sig helt lydløst,  fandt de engelske granater og maskingeværer også vej herhen.

For mig var opholdet i granathullerne en slem omgang. Jeg kom jo lige fra hjemlandet og var slet ikke vant til sådanne strabadser, og  hvor jeg før havde været ved fronten, havde vi haft ordentlige skyttegrave og dækninger. Men i den tid, vi lå her, 13 km øst for  Arras, slap vi dog for fjendtlige angreb.

DSK-årbøger 1961

4. juni 1916. En bayrer kommer til kort.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En bayrer kommer til kort”

De første otte dage blev Thomas og jeg sat til dette arbejde [at hente mad]. Hvis det nu havde været det eneste, vi skulle udføre, havde det jo ikke været så galt, men selve vagttjenesten på østfronten var de fleste steder meget krævende, fordi russerne havde for vane at angribe uden artilleriforberedelse.

For ikke at komme ud for overrumpling måtte forpostkæden om natten være meget stærk, og dette gjaldt særligt i morgendæmringen. Fra mørkets frembrud til daggry hed parolen: To timers vagt, to timers søvn skiftevis – og det gjaldt for alle. 

Ved daggry blev forpostkæden inddraget, og de, der så ikke havde skyttegravsvagt, kunne sove til kl. ti.  Fra kl. ti til mørkets frembrud var alle, bortset fra vagterne, beskæftiget med udbygning af skyttegraven og løbegrave bagud. 

Da den nævnte rutinetjeneste skulle udføres mellem daggry og kl. 10, var den hvile, Thomas og jeg fik i de første otte dage, meget begrænset og langtfra tilstrækkelig. 

Jeg var efterhånden blevet rigtig godt gal i hovedet over denne forskelsbehandling og meddelte Thomas, at jeg ikke ville finde mig heri længere. Thomas var meget betænkelig ved at gå i strejke, men jeg holdt på mit og fik ham overtalt til at gå med. 

Den næste morgen, da maden skulle hentes, havde Thomas og jeg lagt os til at sove; det vil sige, vi sov ikke, men lå og lurede på, hvordan det hele ville spænde af. 

Det varede heller ikke længe, inden vor plageånd var der med sit »Essenhohler raus!« (Forplejnings-afhenterne af sted!). Vi blev liggende, men da fyren tillod sig at »vække« os med et spark, var bægeret fuldt. Jeg rejste mig og meddelte ham kort og godt, at vi nu havde hentet mad m. v. i otte dage og ikke agtede at gøre dette mere, før alle ved korporalskabet – ham selv indbefattet – havde været turen igennem.

Mandens reaktion var nærmest eksplosiv, han skældte og smældte, som kun en bayrer kan gøre: »Die jungen Dachse« (De unge lømler) skulle han nok lære noget andet. Jeg var belavet på, at der var lussinger i luften; så vidt kom det nu ikke.

Ved spektaklet kom nemlig korporalskabsføreren til stede, og da han fik sagens sammenhæng forklaret, tog han parti for de to »nye«. Resten af mandskabet havde under hele episoden holdt sig i ro, men det var tydeligt at mærke, at de undte den storkæftede bayrer sit nederlag, og at de to »nyes« aktier viste stigende tendens. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. marts 1916. K. Tastesen fanget i ingenmandsland under granatild

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 6. maatte jeg paa Vagt ude i en sappe [fremskudt skyttehul til observation, RR]. Jeg kom godt derud ved at springe fra det ene Hul til det andet. Men nu blev Ilden mellem Hulen og mig saa slem, at jeg ikke kunde blive afløst. Jeg laa helt gemt i Sne, og det frøs, saa jeg næsten var helt stiv.

En Løjtnant vilde ud til mig, men da han var kommen Halvvejen, blev han ramt i den ene Haand, saa den blev fuldstændig reven af. Han flygtede tilbage, og nu turde ingen prøve paa at komme derud igen, og jeg kunde heller ikke komme tilbage. Der stod jeg saa uafbrudt i 12 Timer i den værste Kulde og omtrent begravet i Sne.

Endelig var jeg nødt til at skulle tilbage for ikke at fryse ihjel, da jeg ikke kunde holde mig vaagen længere, og jeg kunde lige saa godt dø paa den ene Maade som paa den anden. Jeg sprang op, men var saa stiv, at jeg ikke kunde løbe. Jeg tumlede ned i et Granathul, op igen og ned i det næste og saa fremdeles. Da jeg var kommen Halvvejen, kunde jeg ikke mere og lagde mig ned i et Hul og tænkte ingen Ting. Nerverne var alt for oprevne til, at jeg kunde tænke.

Jeg havde vel ligget der nogle Minutter, da en Granat sprang ved Siden af og væltede Jord og Sten ned over mig. Jeg vaagnede op og besluttede at gøre et sidste Forsøg. Jeg væltede mig gennem Sne og Jord, der var fuldstændig rødt af Blod, og naaede endelig Hulen. Jeg saa godt en Løjtnant tiltalte mig, men kunde ikke samle, hvad han sagde. Nerverne var fuldstændig ødelagt, saa jeg kunde hverken tænke eller handle.

Jeg lagde mig hen i et Hjørne af Hulen og faldt hen i en Døs, hvor jeg laa et helt Døgn. Jeg sov ikke, men var ikke i Stand til at kunde rejse mig og heller ikke tænke klart. Da jeg atter kunde rejse mig og kom op, var der helt roligt. Russerne havde bedt om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde, og det var gaaet i Orden for tre Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)