Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni.
Det var en herlig sommerdag først i juni måned 1916. En lille flok sønderjyder havde, efter at have renset sig for alt det indtørrede pløre, vi havde bragt med fra 304 til Nantillois, hvor vi lå i ro, fundet sammen til en lille passiar. Under rensning forstod man også jagten på de søde små gråben, som var så venlige at ville bo hos os for at holde os vågne, når vi egentlig gerne ville sove.
Vi lå i græsset på en skråning lige bag barakkerne og studerede de hjemlige aviser, der lige var kommet med posten; her var både »Modersmaalet«, »Hejmdal« og »Flensborg Avis« repræsenteret.
Det første, man søgte efter, var selvfølgelig de lokale nyheder hjemmefra, men så faldt vi over de store overskrifter, der fortalte alt folket, at nu var herredømmet til søs vristet ud af Englands hånd; den tyske højsø-flåde havde den 31. maj i et stort slag i Nordsøen slået den engelske stor-flåde. Det samme havde kejseren sagt i en af sine store taler, da han den 4. juni havde besøgt Wilhelmshaven – og så måtte det jo passe.
Da vi så alle havde læst det, kikkede vi først helt tavse på hinanden, og så brød en af os, han var alsinger, tavsheden med at sige: Når de sådan bliver ved med at sejre, så kommer vi hjem til Danmark, – og det samme mente vi andre.
Hvor kunne vi dog sige sådan noget efter en stor tysk sejr? Jo, for i vor lille flok havde alle i den alder været med i det nationale og kulturelle arbejde i vor hjemstavn, og her havde vi erfaret, at vore redaktører forstod at forme deres artikler således, at det var mellem linierne, man skulle hente fakta, når der øvedes censur.
Vi var altså store optimister i dette øjeblik, men det, vi for tiden var med til her ved Verdun, gjorde jo, at denne frejdige optimisme snart blegnede, og alle de landsmænd, der var med i krigen, oplevede jo heller ikke den 11. november 1918. Med denne solrige junidag var de fem dage i ro forbi, og kl. 10 om aftenen stod kompagniet færdig til afmarch.
I sidste øjeblik kom vor »Spies« halsende med favnen fuld af stålhjelme, som på dette tidspunkt ikke var kendt endnu. Foreløbig skulle kun en mand i hver gruppe forsøgsvis have en sådan på hovedet, og der blev spurgt, hvem der frivilligt ville have en sådan på hovedet, men ingen meldte sig.
»Dyret« var jo tungt at bære, og skulle remmen strammes, trykkede den jo fælt. Så blev vor »Spies« gal i hovedet, rev min lette pikkelhue, hvis materiale havde skiftet fra læder til pap, af hovedet og smækkede den tunge og hårde stålhjelm ned over mine blonde lokker. Og på samme måde gik han hele kompagniet igennem. De kammerater, der var sluppet for den ny hovedprydelse. grinede lidt skadefro. Jeg anede ikke, at jeg nogle dage senere var taknemmelig for, at jeg havde fået den.
DSK-årbøger 1966