Alle indlæg af DenStoreKrig

Sønderjyder

15. marts 1918. H.C. Brodersen møder sin gamle ven, “Skomageren”, og forsyner ham med et Par “blaa Briller”.

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Rekrutuddannelsen  er  i  fuld  Gang, men  jeg  fik  ikke  noget Korporalskab,  eftersom  jeg  under  Kammerunderofficerens Orlov  skulde  afløse  ham  paa  Kamret.  Det  er  et  Driverliv, men  hellere  vil  jeg  det,  end  ærgre  mig  over  Rekrutterne.

Det  værste  er  kun,  at  det  altid  er  meget  vanskeligt  at  faa nogen  til  at  hjælpe  sig.  Som  nu  forleden  Dag.  Jeg  gik  fra Stue  til  Stue,  men  der  var  ikke  een  Mand  at  opdrive.

Alle havde  de  Beskæftigelse,  hvad  enten  de  nu  bestilte  noget  eller  ej.  Da  jeg  aalbnede  Døren  ind  til Stue  Nr.  15,  røg  der  mig et  fyldt  Blækhus  om  Ørerne  og  smadredes  mod  Døren  bag ved  mig.  Samtidig  røg  en  Mand  ind  paa  mig  og  vilde  smide mig  ud.  Jeg  havde  ikke  fortrædiget  Manden  og  slog  fra  mig det  bedste  jeg  havde  lært.

Dog,  Kampen  holdt  snart  op,  thi han  var  ikke  længe  om  at  opdage,  hvem  han  havde  for  sig, og  det  viste  sig,  at  vi var  gamle  Bekendte.  Det  var  Skomageren.  Trods  det,  at  jeg  havde  forsynet  ham  med  et  Par „blaa  Briller”,  var  han  henrykt  over  at  træffe  mig.

Forbavselsen  var  stor  blandt  dem,  der  kendte  Skomageren,  og  som havde  set,  hvad  der  foregik.  Sagen  var  nemlig  den,  at  den stakkels  Mand  efter  Opholdet  i  „Prinz  Heinrich”  Hulen  var blevet  tosset.  Ingen  Gummicelle  eller  Arrestophold  havde kunnet  kurere  ham  for  det,  som  alle  mente  han  gjorde,  nemlig  at  simulere.

Vi blev  dog  meget  gode  Venner  og  havde jo  altid  været  det.  Han  mødte  nu  trolig  paa  Kamret  og  løb alle  de  Ærinder,  jeg  skulde  have  gjort.  Han  pudsede  mine Støvler,  og  hentede  min  Post,  og  var  den  flinkeste  Mand  jeg kunde  tænke  mig.

Alle  var  de  forbavset  over  den  Vending, der  var  sket  med  Skomageren,  som  hidtil  ingen  havde  kun­net  stille  noget  op  med,  men  som  var  gaaet  rundt  efter  sit eget  Hoved.

Han  er  stadig  paa  Kamret  hos  mig,  og  det  er i  Grunden  en  Skam,  at  jeg  ikke  vedblivende  skal  være  paa Kamret,  da  der  vel saa  kunde  blive  et  brugbart  Menneske  ud af Skomageren  igen.

Han  er  vel  nok  noget  af  en  Simulant, men  jeg,  der  ved  Besked  med,  hvad  der  foregik  i  Hulen,  og efter  det  Indtryk  jeg  straks  fik  af  ham  dengang,  kan  godt forstaa,  at  han  er  blevet  „skør  i  Knolden”.

 

Ikke kategoriseret

14. marts 1918. Jes Sarup støder på en landsmand

Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hemmeligt Politi

Næste Morgen stod jeg tidligt op, da jeg vaagnede efter nogle Timers forfriskende Søvn, den eneste rigtige Søvn, som jeg fik paa hele Rejsen derned. Staack og Kliver skulde først komme op paa Formiddagen, saa jeg havde endnu flere Timer til min Raadighed, som det gjaldt at faa anvendt paa den bedste Maade.

Min Morgenmad skulde jeg have i det Spisekvarter, som var bleven mig anvist. Det var vist mest beregnet paa Embedsmændene og de lavere Befalingsmænd i Byen. Maden var velsmagende, en god Appetit hjalp ogsaa godt til, at den ellers noget tarvelige Mad skred saa let.

Morgenmaden bestod af et Par tykke Skiver Brod med Marmelade og en varm Drik, som skulde forestille Kaffe. Men med de Reserver, som jeg selv havde med i min Kuffert, kunde jeg nok faa et kraftigt Morgenmaaltid, som kunde give Kræfter til de forestaaende Strabadser.

Jeg vandrede omkring i Gaderne de Par Timer, indtil Rejseselskabet til Lille kunde komme. Der var jo altid noget at se efter, og man kunde have Held til træffe paa Landsmænd, eftersom det var rygtedes, at jeg var kommen derned. Der var ikke saa faa af dem dernede, og mange havde de mest mærkelige Bestillinger. Drejer K. Bahnsen fra Haderslev havde saaledes faaet Ansættelse som hemmeligt Politi i Menin. Han har fortalt mig ganske interessante Træk fra sin militære Karriere, der begyndte som Arbejdssoldat; han var oprindelig kasseret for Militærtjeneste paa Grund af en Hjertefejl – og nu tilsidst var han altsaa kommen ind i det hemmelige Politis Tjeneste. Hans Vaaben bestod i en tyk Stok og en Revolver. Som Arbejdssoldat fandtes han nok ikke værdig til at bære Sabel.

Men før han naaede frem til denne Post, havde han en kort Tid været ansat ved Proviantsfordelingsstedet og derefter som Fangevogter.

Ved Proviantsfordelingsstedet havde han i Grunden først oplevet, hvor bunduærlige Menneskene var. Den Proviant, som skulde have været fordelt mellem Soldaterne, blev brugt som Betalingsmiddel ved de berygtede „Schieberforretninger”. Officererne og de Soldater, der kunde faa Lejlighed til det, sendte store Pakker Levnedsmidler hjem.

Før var der ofte blevet oplæst et Reglement for os, hvorefter Tyveri var forbudt. Det samme gjaldt vel ogsaa her, men der var bare ingen, der brød sig om det. Ja, en Officer fortolkede endogsaa Reglementet saaledes for Mandskabet, at Tyveri i og for sig ikke var forbudt, men det var forbudt at lade sig fange. Og den Fare at blive fanget, var meget lille, for vi stjal alle, ingen havde noget at lade den anden høre.

Senere maatte jeg gøre Tjeneste som Fangevogter for Belgierne, som skulde føres til Arbejdspladser. Da jeg imidlertid opdagede, at de blot skulde arbejde for at fordrive Tiden — de skulde bygge Barakker, som de maatte bryde ned igen for at bygge dem paa en anden Mark — saa tog jeg det ikke saa højtideligt med Arbejdet. Jeg gav dem Lov til at tage sig en Skraber, jeg skulde nok holde Vagt og sikre os mod Overraskelser.

Mit næste Trin paa den militære Rangstige blev saa, at jeg kom ind i Politiets Tjeneste.

Vort Arbejde, fortalte han, bestod i at spadsere fra Morgen til Aften — jeg vil hellere sige at luske omkring saa lidt iøjnefaldende som muligt. Alt, hvad der kunde vække vor Opmærksomhed eller Mistanke, skulde vi undersøge og melde, særlig skulde vi have et vagtsomt Øje med Officererne og afkræve dem deres Legitimation, hvor vi traf dem. Man mente, at franske Spioner med Forkærlighed benyttede deres Uniformer til Forklædning. Det er gerne muligt, men jeg har aldrig haft Lejlighed til at fange en Spion, og Belgierne skulde jeg nok lade gaa i Fred.

Paa et Tilbagetog kom vi til Byen Isegim i Flandern. Alle mandlige Indbyggere fra I6 til 45 Aar skulde indespærres for at sikre Tilbagetoget mod lumske Baghold. Kirken blev benyttet som Fængsel. Det var os paafaldende, at til Trods for, at vi nu havde slæbt Mænd hen i Kirken i mange Timer, saa fyldtes den ikke, og det var, ligesom Byen ikke kunde tømmes. Vi opdagede saa, at der stod en Stige op imod et Taarnvindue, og derigennem forsvandt de, lige saa hurtigt vi puttede dem ind i Kirken. Det blev der jo saa sat en Stopper for.

Hen paa Eftermiddagen havde vi saa endelig faaet hele den mandlige Befolkning samlet der i Kirken. Saa opdagede vi en Flok fjendtlige Flyvere. Vi fik alle travlt med at søge Ly i Kældere og andre Dækninger. Da Belgierne mærkede, at Vagten var borte, var de heller ikke sene med at komme ud og spredtes hurtig i alle Verdenshjørner, og senere tænkte ingen paa at samle dem igen. En Gang skulde jeg transportere en Belgier til et Fængsel i en Naboby. Undervejs kom vi forbi hans Hjem. Han bad, om han ikke maatte faa Lov at være hjemme om Natten, da det nu var blevet Aften. Jeg indvilgede heri, imod at han ogsaa skulde skaffe mig Soveplads, og det gik han med Glæde ind paa. Der blev serveret en meget velsmagende Aftensmad for os — jeg hørte senere, at det havde været stegte Frø-Laar. Min Soveplads blev anvist mig sammen med Ægteparret i deres eget Soveværelse. Om Morgenengik vi hen til Fængselet, hvor Manden blev afleveret. Jeg har senere tænkt paa, at jeg i Grunden Løb ikke saa lille en Risiko ved at gaa med ham hjem og lægge mig til at sove, han vidste, at jeg bar Beviset for hans Lovovertrædelse Paa mig. Men de svigtede ikke den Tillid, jeg havde vist dem. Jeg tror derfor heller ikke nogen af de Historier om lumske Overfald, som man fortalte os.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Aviser

14. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: saml ikke projektiler op

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Borgmesteren

i Tønder er, som meddelt, bleven dømt fra embedet med halv pension i fem aar. Borgmesterens pensionsbærende løn var før suspensionen 6000 mark, derefter 3000 mark. Pensionen bliver altsaa formentlig kun 1500 mark. Dommen lyder paa ulydighed over for foresatte. Heraf kan man skønne, at der ikke foreligger andre tungtvejende grunde for den unægtelige haarde dom i første instans, Distriktsudvalget i Slesvig. Man kan derfor gaa ud fra, at dommen vil blive indanket for Overforvaltningsretten, mener Vestslesvigs Tidende.

Efter flyverangreb!

Om behandlingen af projektiler, der hidrører fra flyverangreb, har Generalkommandoen i Altona truffet følgende bestemmelser: 1) Alle efter beskydning af fjendtlige flyvemaskiner paa det hjemlige omraade nedfaldne og fundne blindgængere som projektiler med eller uden tændere, 2) Projektildele, som tændere, sprængkapsler osv., 3) Sprængstykker med rester af sprængstoffer osv., maa under ingen omstændigheder berøres af finderne, heller ikke naar disse er overbeviste om deres ufarlighed, da dette altid er forbundet med livsfare. Det er strengt forbudt at grave efter eller afdække projektiler, der er trængte dybere ned i jorden. Hvem der ulovmæssigt tilegner sig afskudt ammunition, straffes med fængsel indtil 1 aar. (Paragraf 291 i Rigs-straffelovbogen). Finderen har intet andet at gøre end at kendetegne blindgængerens beliggenhed paa paasende maade (ved et lille flag, en gren osv.) og straks at melde fundet  enten til den nærmeste garnisonskommando eller den nærmeste troppeafdeling eller den nærmeste politimyndighed (Gendarm).

De reddede fra krydseren Breslau

Listen over de reddede fra Breslau er udkommen. De befinder sig i engelsk fangenskab, foreløbigt uden nærmere adresse. Oplysninger om medlemmerne af besætningen faas paa Oplysningskontoret paa raadhuset i Flensborg, værelse 28.

I fangenskab

Ifølge tabslisten er Jürgen Asmussen fra Kliplev, Martin Hannibal fra Aarø, Karl Hansen fra Aabenraa, Rasmus Jensen fra Gjellerup, Arthur Krüger fra Sønderborg, Andreas Petersen fra Aalkjær, Hans Petersen fra Buskmose og Karl Rasmussen fra Jels-Troldkær i fangenskab.

Krigens forløb

11. marts 1918 – Milert Schulz: “For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 11.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

For dit kj. Brev fra den 3.3. kj. Fader har jeg for et par Dage med Tak modtaget. Seer at du har været Kiesgruben. Ja jeg vil nok tro at det har ikke rigtig været efter dit Hoved kj. Fader med de heele. Jeg kan nok tænke mig ind i den Stilling i de 7 Dage med det heele Barakkervæsen at sove der paa saadan et Lager og spise denne Samppamp. Det er lige en modsetning som hjem hos Moder. Men da jeg læste det kunde jeg ikke lade være med at lee da nok ved at det er ikke noget for dig kj. Fader.

Vi herude kjender det jo bedre. Jeg har min Seng bestaaende af mit Telt fyldt med Holzwolle og den er saa haard, og saa 2 Dekker og min Mante, men jeg sover heelt godt paa dette Lager. Ellers kan jeg ikke klage. Vi har det heelt godt herude og jeg er Gud skee Tak sund og rask. Vi ved Telefonen gjör kun Tjeneste om Formiddagen og om Eftermiddagen seer vi at trykke os for Tjenesten. Jeg vilde egentlig havde skreven igaar men Vejret var så yndig at jeg har ikke Lyst at være inde. I disse dage har vi i det heele smukt Vejr. Naar Vejret er smukt er Humöret ogsaa godt. Jeg glæder mig blodt paa min Orlov. Vis alt gaar godt og Orloven gaa videre som den nu gjör saa kommer jeg hjem i Mai eller Juni altsaa atter i den smukke Sommertid.

Igaar kom der her en Zeppelin flyvende til Uakyst og idag kjörte den tter bort. Vorhen ved jeg ikke. Nu har vi dog endelig faaet Fred med Rusland og Rumanien kommer vel ogsaa snart. Forhaabentlig kommer de andre Magter ogsaa snart at vi saa kan komme hjem igjen.

Som jeg skrev Eder i sidste Brev at vi kom bort den 13. bliver ikke til noget, som jeg har hört bliver det först sidst i denne Maaned eller först i April men det gjör heller ikke noget. Her kan man da holde det ud. og denne Tid gaar jo ogsaa af ad Krigen. For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem. Den övrige deel af dit kj. Brev har jeg taget mig til Hjerte kj. Fader. Herren vil i kommende Tider ogsaa være med os og velsigne vort kj. Hjem. Ellers viste jeg ingen nÿt dennegang.

Vær saa kj. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

(Breve i privateje)

 

Sønderjyder

11. marts 1918: “Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med” – Frederik Tychsen bliver indlagt med difteritis

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

10. marts 1918 – Asmus Andresen: ”Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet. I foråret 1918 blev han uddannet til korporalskabsfører.

Den 10. Marts blev der udtaget 10 Mand, som skulde uddanne Rekrutter, deriblandt var jeg. Først skulde vi selv ekstra uddannes. Vi fik ved Begyndelsen af denne Meddelelse om, at hvem der i Skoletiden meldte sig syg, vilde blive sat tilbage igen. Efter 3 Ugers Forløb kunde vi saa blive Korporalskabsførere.

I de første Dage lærte vi nøjagtig at kende Kanonerne, og derefter fik vi Kommandoøvelse. Den 10. Dag blev vi Skytsførere og skulde saa kommandere vore Kammerater, som naturligvis lo af os, naar der var noget i Vejen med Skytsbetjeningen; hvad selvfølgelig Skytsføreren fik Skyld for.

Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge. Dette Liv fristede os ikke. Vi fik da først en ordentlig Overhaling og blev derefter sat tilbage til vort Korporalskab.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

9. marts 1918: “Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed.” Frederik Tychsen bliver ramt af sygdom

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

En sygdom ændrede mine forhold. Den 9. marts følte jeg mig dårlig og utilpas. Den 10. om morgenen havde sygdommen forværret sig, og det blev værre for hver time, der gik. Jeg besluttede, at hvis det ikke ville blive bedre med mig om natten, så ville jeg melde mig syg dagen efter. Jeg fik det med kraftige kuldegysninger, og jeg frøs meget. Jeg lagde mig tidligt denne aften (på cementgulv), men kunne ikke falde i søvn.

 Kuldegysningerne blev værre og værre, og omsider måtte jeg stå op. Jeg havde min kappe og en dække (et tæppe), men det forslog ikke. Jeg gik om for enden af huset, her var en mødding – hestemødding – den dampede, for gødningen gærede, altså den var varm. Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed, og det gav nogen varme i kroppen, men sove kunne jeg ikke.

 Det var halsen, der var i uorden, og jeg havde en fornemmelse, som om den ville snøre sig helt til. Ved fire tiden om morgenen gik jeg hen til feltlægen. Han havde et bedre kvarter i en bondegård sammen med sygepasseren. Jeg bankede på. Omsider fik jeg banket så meget, at sygepasseren kom hen til vinduet og spurgte, hvad der var løs. Jeg forklarede, at jeg var syg. Sygepasseren sagde til lægen, at der var en mand herude, der ville konsultere lægen. ”Er han såret?” spurgte denne – ”Nej syg.” ”Så kan han vente til kl. 8.” Det var denne besked, jeg fik – altså skulle jeg komme igen kl. 8.

 Jeg var meget syg – daskede tilbage til møddingen igen, kravlede ned i den og prøvede på at sove, men det ville ikke lykkes. Jeg lå og svedte og frøs, og det kneb med at trække vejret. Jeg så efter uret mange gange – strøg den ene tændstik efter den anden. Omsider blev kl. hen ad otte, jeg stod op og gik hen til lægen for anden gang. Jeg ventede en halv times tid, så kom jeg frem for lægen. Han så mig i halsen, han talte noget om betændelse, tog en prøve, der blev sendt til bakteriologisk station bag ved fronten, så penslede han mig med jod, han gav mig nogle tabletter, og så kunne jeg gå.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

8. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Poul Arthur Schmutzler fra Vedsted er falden den 8. februar, 31 aar gl.; han efterlader hustru og 2 smaa børn.

Søren H. Nielsen i Vester-Aabølling har modtaget budskab om, at hans eneste søn Christian er falden i Flandern den 21. februar, 26 aar gl.

Saarede

Løjtnant Peter Larsen, søn af parcellist Johan Larsen i Barsmark ved Løjtkirkeby, er ved Vestfronten for nogle dage siden bleven haardt saaret. I forfjor mistede Johan Larsen sin ældste søn i krigen.

Savnede

Ifølge tabslisten er Peter Hansen fra Øster-Løgum savnet.

Maskinistmaterne Robert Hansen fra Brunde og Jes Jørgensen fra Nørre-Ønlev er savnede.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Marius Petersen fra Gaansager er bleven udvekslet og nu befinder sig i Altona, og at Hansen Brink fra Ustrup, Hans Burmeister fra Nordborg, Palmer Krog fra Brøns, Mathias Rasmussen fra Tirslund, Marius Ravn fra Bjerndrup og Peter Simonsen fra Flovt er i fangenskab. 

Laurids Hansen fra Kobberholm, som 1915 sejlede til Østafrika paa en blokadebryder, er nu i engelsk fangenskab i Ryassaland! hans hustru, der bor i Vester-Sottrup, har modtaget efterretningen fra Røde Kors i Kiel. Foruden Laurids Hansen var der to mere fra egnen dér, som hørte til skibets besætning; men fra dem foreligger der ingen efterretninger.

Niels Christiansen fra Aabenraa og matros Peter Jørgensen fra Skovby i Haderslev kreds er i engelsk fangenskab.

Hjemmefronten

3., 4. og 8. Marts 1918. Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 3 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt, Marie, du ikke kan faa dem alle til at tro, det hvad der bliver dig sagt, det er visseligen sand, thi det er Vorherre som forkynde dig alt.« Og Stemmen kom, at min Broder kommer igjen. Jeg hörte, hvor di sang, »Jeg vil værge mit Land«.

Den 4 Marz

Der kom en stor Lysstraale, og saa hörte jeg, hvor Englene sang:
Dit Skin, hvert Trin
Os lesage og forjage
Mörkheds Tanker,
som i vores Hjærter vanker
Du Himmellys kom til os ned,
din Bolig du i os bered
ved Ordets Lys og Stjærne.
Du Himmellys, du mörkes ej
giv at vi Sandheds Himmelvei
med dig vi fölger gjærne.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.
Vor Herre kommer ned til dig,
vi synge for dig gladelig,
at dit Hjærte derved kan röres.
Den Thi[d] du endnu lever her
vil Herren glæde dig i dit Hjem
med mange lyse dage.
Din Broder kommer snart igjen
thi et Lys det falt fra Himmelen
thi Englene de höit istemme.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.

Vorherre komme[r] ned til Marie,
thi Aabenbaringen vil nu snart ske
hvad Vorherre har forkynd dig.
Höre du Englene synge, höit istemme, synge Salme.
Herren kommer ned til dig, og du skal ei forsage.
Jeg saa Djævelen i hans Rige, han saa skrekkelig ud.

Den 8 Marz
En Stemme sagde, »du seer vel ikke din Broder, og du seer nok heller ingen Telte.« Men Stemmen sagde »Lazeret.« Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

“Saadan saa jeg min Broder i et Lazeret hvor han laa Syg, der blev sagt, at det var et Bömehjem.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Krigens forløb

7. marts 1918 – Milert Schulz: “I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 7.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Igaar Eders Breve fra den 24.4 med Gamle Budskab fra dig kj. Fader samt dit kort fra den 28.2. ligeledes dit Brev kj. Moder fra den 28.2. Seer at I har det alle godt derhjemme som jeg altid er glad ved at höre. Du har altsaa været 7 Dage afkommanderet kj. Fader. Ja saadan et kommando vilde jeg ogsaa nok have det er dog bedre en med i Fronten, men det er jo nu heller ikke kjed af, jeg ved mig bjerget i Herrens Haand lad saa kun komme vad der vil. Jeg har det jo indtil nu Gud ske Tak rigtig godt og er ved god sundhed. Den 13. gaar Rejsen til Konstantinopel lös.

I disse Dage gjör vi ved Telephonen ingen Tjeneste med i Kompagniet. saa vi lever en heel god dag. Igaar blev det 6. Komp forladet. Overmorgen bliver de 5 og 7 Komp forladet og det 13 vi. I dag har vi været ved at reparere vor telephontraad, og da jeg vilde binde en Traad ved en Stee i et Hus fast faldt samme ud og mig ned på Hovedet saa jeg fik en lille Bule men det var nu ikke saa slem. Mine Tænder har jeg nu ogsaa alle i orden saa jeg haaber at Tandpinen nu har en Ende. I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet. Baderummet var at forligne med en Bageovn til en Varme af 70-80 Grader. Vi var næppe 5 Minutter inde saa svedte vi at Vandet löb ned af ens Krop. Ved Væggerne var der saa smaa Nischer indbygget med en Varmevandledning og der badede man sig saa. Det heele kostede 1.60 Mk. dertil fik vi 3 Haandtörklæder udleveret. Men bagefter blev man saa matt af denne Svedekur saa jeg glædede mig til Sengen men istedetfor skulde vi staa vagt ved en deel Kasser med Beklædningsstykker denne Nat.

Vejret her er temmelig mild men af og til regner det dog lidt. I dag har vi Regts. Musiken i vor Komp. Revier di spiller fra 3-4. Det er jo altid en lille afveksling i dette Ensformighed. Saa – nu har di begyndt og forlader jeg Brevet et Ojeblik. Fra Musiken tilbage. Det var jo heelt smukt at höre.

Pakken med Tvebakker i Papir har jeg ikke modtaget endnu. Seer af dit Brev kj. Moder at du har sendt et med Kage igjen. Kan du ikke sende lidt Fedtelse kj. Moder? Ellers er der ikke nogen Nyt af fortælle.

Med Freden er det vel i orden nu med Rusland. Efter ved tilbagekomme Urlauber siger vil der vist gaa noget for sig i Frankrich vis di ikke snart vil boje dem. Herren give at det snart maatte være nok. For denne Gang være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig Eder Sön og Broder

Milert

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

5. marts 1918 – Asmus Andresen: Et sønderjysk nervesystem i uorden.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 5. Marts stillede vi til Appel med vore Karabiner; der var 8 Mand, der ikke havde deres Karabiner i Orden, disse 8 Mand maatte derfor til Felttjeneste, medens vi andre holdt Middag.

Blandt de 8 Mand var der en ældre Sønderjyde, der efter en Times Øvelse tog sin Karabin og med en dansk Ed kastede han den ned i Snavset. Feltveblen, der førte de 8 Mand, blev ganske hvid i Ansigtet. Et saadant Tilfælde havde han aldrig oplevet før.

– Sønderjyden blev straks arresteret, men blev løsladt 3 Dage efter, da det viste sig, at hans Nervesystem var i Uorden.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

4. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Saarede

Ole Andersen og hustru i Skærbæk har fra et lazaret modtaget meddelelse om, at deres søn Laurids er bleven haardt saaret den 21. februar paa Vestfronten.

I fangenskab

Fra Mathias Lausen, søn af arbejdsmand Hans Lausen i Toftlund, er der kommet meddelelse om, at han er i fransk fangenskab.

Ifølge tabslisten er Niels Meyer fra Aabenraa falden i fangenskab.

Sønderjyder

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

3 marts 1918. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 3. marts 1918

Min egen kære Inger!
… Her nede tales der meget om den forestående offensiv, som tyskerne sætter deres håb til. Der er nogle af dem, som mener, at om et par måneder er det hele forbi, og krigen vundet. Nu skal vi se, om de får ret, som spår således. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Jeg tænker noget lignende som i Flandern og ved Somme. Men denne gang er det vel tyskerne, som tager offensiven. Vi skal nu afvente, hvad det bliver til. Jeg ønsker, at krigen snart skal få ende, med en god og lykkelig fred for os hjemme i Nordslesvig. Så kunne man da sige, at der var kommet noget godt ud af den forfærdelige krig…

I eftermiddag har jeg igen måttet søge en ny stald for mine æsler. Det sker så ofte. Der kommer nok flere tropper her til byen, og så kniber det med at få plads, både til folk og fæ. Det er så heldigt, at jeg bor hos bibliotekaren og posten, for dem kan de ikke så godt flytte med, da de alligevel skal have et stort rum.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

2. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: det smukke hvide brød

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Han maatte ud med sproget

I Haderslev bemærkede læreren forleden, at en lille dreng, søn af en fragtkusk, der kører fra banegaarden rundt i byen, havde et stykke smukt, hvidt hvedebrød med til skole. Paa spørgsmaalet om, hvor han havde faaet det fra, svarede drengen, at det vidste han ikke. Den patriotiske lærer meldte derpaa sagen og kusken kom i forhør. Her forklarede kusken, at han havde stjaalet flormelet, hvoraf hvedebrødet var bagt. Paa spørgsmaalet om, fra hvem han havde stjaalet det, nægtede kusken at svare. Man forlangte imidlertid meget energisk at faa det at vide, og kusken bemærkede da, at det vilde blive værre for andre end for ham, hvis han fortalte det. Dette var imidlertid ligegyldigt, han maatte ud med sproget, og kusken afgav da følgende forklaring: til banegaarden var der til to af byens embedsmænd og en af byens største forretningsmænd ankommen tre sække flormel, med 100 pund i hver sæk. Kusken syntes, at han kunde være ligesaa berettiget til at faa mel som disse tre herrer, og havde derfor taget 10 pund af hver sæk. Men da han naturligvis nu var strafskyldig, saa forlangte han ogsaa, at de tre herrer blev anklaget for ulovlig hamstring. Dette kunde man dog naturligvis ikke gaa med til; men kusken blev ved sit. Efter længere forhandling tilbød man kusken en pengesum for at tie stille med sagen samt fri for videre tiltale, men kusken svarede dertil, at nu var han jo tyv, men kæltring vilde han da ikke være. Naturligvis endte det, som man kunde vente, med, at kusken fik lov at gaa, men at han ikke har været ganske tavs, beviser historiens fremkomst.

Sønderjyder

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

1. marts 1918 – Milert Schulz: “Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 1.3.18.

Meine lieben Eltern und Geschw.

Für erhaltenen Brief von Olga u. Didde meinen besten Dank. Ebenfalls habe ich gestern ein Paket mit Kuchen dankend erhalten. Wenn’s geht liebe Mutter schicke mir auch dann u. wann mal etwas zum schmieren. Ihr habt wohl auf diesen Brief gewartet, aber vorläufig wisst Ihr ja auch, dass ich noch nicht in Gefahr bin was auch noch immerhin eine Zeitlang dauern wird. Wir liegen immernoch in dieser Stadt aber wie ich gehört habe wird es wohl bald los gehen nach K. Es werden aber noch immerhin 8-10 Tage vergehen eher wir fortkommen. Ich habe es ja noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Etwas dicker bin ich auch geworden, der Kopf ist auch nicht mehr so spitz wie damals. Wir machen aber jeden Tag Dienst mit, ist ja auch nicht so schlimm den 27.2. haben wir Zar Ferdinand den König von Bulgarien sein Geburtstag gefeiert.

Wir hatten natürlich dienstfrei den ganzen Tag. Die Feier der Bulg. Soldaten u. Befölkerung war ganz interessant anzusehen. Nach der Ansprache eines Popes (Pfarrer) und des Bürgermeisters fing die Zigeunermusik an zu spielen und denn wurde den ganzen Tag getanzt. Wie die Leute hier tanzen habe ich Euch ja schon mal früher geschrieben. Abend waren wir denn mit einigen Kameraden im Hotel und haben dort eine Portion “Swiesko” gegessen zu 2.40 MK. das hat uns natürlich ganz gut geschmeckt. Hier kann man ja noch allerhand kaufen aber so furchtbar teuer.

Wie die Leute hier sagen soll es in der Tÿrkie billiger sein. Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte. Wenn Ihr eine Landkarte von der Tÿrkie und Palästina habt dann konnt ihr ja immer verfolgen wo ich stecke. Wenn wir zur Front fahren dann wird es sich in Aleppo entscheiden wo wir hinkommen ob nach Palästina oder Mesopotamien. Aleppo liegt nörd. von Damaskus. Das ist ja ein schönes Ende von der Heimat aber nach Hause finden wird man schon. So Gott will hoffe ich im Mai oder Juni auf Urlaub zu komme. Nun werden wir ja sehen. Hier haben wir jetzt schönes Wetter jeden tag. Morgen ist denn wieder Sontag, könnte man denn so ein bischen auf Sonntagsurlaub fahren.

Sie denn für diesmal alle recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.       

(Breve i privateje)

Hjemmefronten, Sønderjyder

1. marts 1918. Vi fik lov at beholde skimlerne. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften, d. 1.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Nu vil jeg da allerførst fortælle dig, at vi fik lov til at beholde skimlerne, men stakkels »Prins« måtte med (det er jo i dag, hestemønstringen har været i Haderslev). Jeg tog med 7-toget ud i morges, Hans og Gustav var kørende med hestene, og var jeg ikke selv kommet med, så var den store skimmel gledet med. Prins kom først for, men den havde et tykt ben, så den fik jo øjeblikkelig et »zu Hause« bagefter sig. Og så kan du nok tænke, da ritmesteren så skimlerne, var han jo straks parat til at tage en af dem. Men jeg måtte jo så til at bede, om de da ikke ville lade os beholde de to. Landråden sagde ikke så ret meget til det, det stolede jeg jo nu ellers på. Men når det rigtig gælder noget, så kan jeg jo da nok få lidt sagt. Bagefter husker jeg knap selv, hvad det er, jeg fik sagt; men det endte jo da med, at Prins skulle hentes igen og mønstres. Og så tog han den til »schweres Zugtpferd«. Du kan tro, skimlerne vakte opmærksomhed, og folk, som jeg slet ikke kendte, kom og udtalte deres glæde over, at vi fik lov at beholde dem begge. Der var jo også straks flere ved hånden, som spurgte, hvad de skulle koste. Der var en, som sagde til Hans, at han ville give alt, hvad vi forlangte. Hvad om vi nu kunne have fået 20.000 for dem? Bare du selv kunne have været med til det. Det var helt interessant at se alle de heste, der var nok 600 i alt. Hele markedspladsen var fuld; men ellers kan man jo ikke kalde det et godt hestemarked. Alle folk er jo kede af at komme af med deres gode heste. Her fra byen mødte 16, men så vidt jeg ved, blev der kun taget 3, en hos Magda Refshauge, en hos Anne Hansen og så vores. Du ser, det er gået ud over konerne. Jens’s skimmel blev også fri. De helt lyse tog de ingen af. Jeg tænker, vi får 3800 eller måske 4000 for hesten, og så gir kommunen 1000, så tabet biir jo da ikke så slemt..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb

28. februar 1918 – Asmus Andresen: Fjendtlige flyvere over byen!

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet. illerist.

Natten mellem den 28. og 29. Februar viste der sig en Del fjendtlige Flyvere over Byen. Flyverafværgebatteriet beskød dem af yderste Evne. Granaterne sprang i en Højde af 2-300 m. over os. Vi kunde høre, hvor Granatstumperne susede gennem Luften, men ingen Flyver blev ramt. Dette var en lille Forsmag, jeg der fik af Verdenskrigen.

Dagen efter fik vi at vide, at der var bleven nedskudt 3 Bomber tilligemed 4 Brandbomber. Om Søndagen gik jeg og min Sidekammerat hen for at se, hvor Bomberne var faldet. Et Hus var fuldstændig ødelagt af den ene Bombe; de andre var gaaet ned lige ved Banegaarden uden at anrette nogen Skade. Brandbomberne havde heller ikke anrettet nogen Skade af Betydning.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

27. februar 1918. Du har megen ulejlighed både for min og hestenes skyld. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 27.2.1918

… Du fortalte også fornylig, at du havde været ude hos landråden for at få de skimlede heste fri, men du ved ikke rigtig, hvad det blev til. Det var da skammeligt, hvis vi skulle af med dem, for det er sådan et par rare dyr, som jeg holder meget af. Og det ville jo også blive et stort tab, for der er vel ingen, som i år vil hjælpe at bære tabet. Sådan blev det jo ellers lavet sidste år. Du har megen ulejlighed og arbejde både for min og hestenes skyld. Når du nu blot kan få al din møje betalt. Du skriver også om revision, er det ligesom sidste forår, at de kommer og ser efter om vi har korn nok, eller for meget!…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

26. februar 1918 – Hejmdal: Mistet selvforsørgelsesret

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Gennemsnitspriser i Januar 1917
I afvigte Januar Maaned var Gennemsnitspriserne for Smør: i Sønderborg og Slesvig 2 Mark 75 og i Flensborg 3 Mark Pundet.
    For Æg betaltes der i Haderslev og Sønderborg 32, i Eckernførde 33 og i Slesvig 36 Penning Stykket.
    Sødmælk kostede i Sønderborg 32, i Flensborg og Eckenførde 36 og i Slesvig 40 Penning Literen.

Mistet Selvforsørgelsesretten
Fra Rødekro meddeles til “Fl. Av.”:
    Paa Grund af Overtrædelse af Mælke og Smørforordningen er Selvforsørgelsesretten bleven fratagen to Gaarde i Lunderup. Paa den ene Gaard rammes derved et Par gamle Folk, hvis eneste Søn ligger i Felten, og det andet Sted er Manden ogsaa indkaldt; han ligger paa et Lasaret og lider af en daarlig Fod. Tanken paa dem derude har maaske været Aarsagen til Overtrædelsen.

Forseelser mod Krigslovene
Ved Amtsretten I Nordborg er Gaardejer Johannes Jacobsen fra Dyndved bleven idømt 1000 Mark i Bøde eller 100 Dages Fængsel og Fru Marie Walther, f. Rasmussen, fra Guderup 100 Mark eller 10 Dages Fængsel for at have slagtet uden Tilladelse; Fru Margrete Jacobsen fra Dyndved idømtes 150 Mark eller 15 Dages Fængsel for at have bagt af beslaglagt Hvede og Gaardejer Hans Bogt fra Broballe 20 Mark eller 4 Dages Fængsel, fordi han ikke havde anmeldt, at der tærskedes paa hans Gaard. 


Fra Felten


Faldne
Landbolsmand Mads Dam paa Hygum Mark, før paa Tiset Mark, er ifølge Meddelse til hans Fader nylig falden paa Vestfronten. Den Afdøde var ugift.
     I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Reserveløjtnant Franz Franzen fra Hoptrup, der hidtil har været meldt savnet, er falden.

Død paa Lasaret
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Kudsk fra Erlev er død af Sygdom.

Kvæstet
I følge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Petersen fra Svenstrup bleven let kvæstet.

I Fangenskab
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Andreas Bramsen fra Bæk falden i Fangenskab.

Dekoreret
Arbejdsmand Jens Christensen fra Sønderborg, der staar ved Landeværns-Infanteri-Regiment Nr. 89, har ifølge “S. Z.” faaet tildelt Jernkorset.

 

(Læs hele Hejmdal fra 26. februar 1918)

Krigens forløb

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. februar 1918. Modersmålet skriver om hjemsendelse af arbejdsduelige landmænd. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 25.2.1918

…I Modersmålet, som jeg fik idag, læste jeg en glædelig nyhed om hjemsendelse af arbejdsanvendelige landmænd, og til dem må jeg vel nok kunne regne mig. Du har måske set det i bladet, men jeg klipper det ud og lægger det i brevet. Jeg synes, at så kan der da være håb om, at jeg kan blive sendt hjem. Løjtnanten beklagede meget, at det ikke var lykkedes for os sidste sommer. Det gjorde ham hjerteligt ondt, sagde han, det skulle jeg skrive til dig. Som du ved, er det en mand, som jeg sætter meget pris på. Han mener, hvad han siger. Orlov skal være spærret til 27. april, men så længe vil det jo også vare, inden en sådan ansøgning om tilbagestilling når hertil…
Jeg må sige, at jeg har det meget godt nu, og du kan tro, at jeg skønner på det, kære Inger. Det er noget andet at kunne lægge sig til at sove om aftenen og ikke behøve at trække på vagt ude i skyttegravene. Og den bestilling, jeg har, er en af de bedste, for med mine æsler behøver jeg aldrig at køre derud. Det gør de derimod med hestene, og det kan sommetider være fare derved, men jeg ved da ikke, at de har haft tab derved. 3. kompagni havde 4 døde i går. Tidligt om morgenen foretog englænderne et ildoverfald, og derved blev de fire mand, som havde søgt skjul, ramt af en granat og var døde med det samme. Det er sørgeligt sådan noget, og det vil jo nok blive meget værre, når offensiven begynder…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

23. februar 1918 – Hejmdal: Noget at leve af

1 kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Standsning af Bankudbetalinger til tyske Fanger i Rusland
Ifølge “Hamburger Nachrichten” meddeler “Deutsche Bank”, at den som Følge af Tilstandene i Rusland og den fuldstændige Afbrydelse af Postsamkvemmet til dens store Beklagelse for Øjeblikket ikke er i Stand til Videreforsendelse af Betalinger til Krigs- og Civilfanger i Rusland.
     “Deutsche Bank” haaber med det første at kunne give yderligere Meddelser angaaende Betalinger til Fanger i Ukraine.

Eftermæle
Sidste Lørdag modtog Beboerne i Jordkær Sogn telegrafisk den sørgelige Meddelse, at Gaardejer Anton Jensen fra Aarslev var afgaaet ved Døden paa Diakoniskestiftelsen i Flensborg.
     Han var en af dem, vi i vort Folk aldrig faar for mange af, og som ikke godt kan undværes: gjaldt det noget, der skulde udrettes, var han altid tilrede, og han skyede ikke noget Arbejde, naar der kunde fremmes noget godt.
     Under Krigen, som han maatte tage Del i fra den første Dag af, havde han paadraget sig en svær Mavesygdom, som alt for tidlig lagde ham i Graven. Tilbage staar nu hans sørgende Enke og 6 Børn, som i ham har mistet en god Forsørger og en kærlig Fader.
     At han var en afholdt Nabo og en agtet Mand, derom vidnede bedst det store Væld af Kranse, som dækkede hans Kiste, og det store Følge, som i Gaar fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Kirkegaarden i Jordkær. Hans Minde vil leve længe iblandt os.

En vældig Tilvækst
Spareindskuddene i “Haderslev Kreditbank” er i 1917 stegne med 1,06 Millioner Mark, nemlig fra 4,17 i 1916 til 5,23 Millioner i 1917. “Schleswigsche Grenzpost” bemærker hertil: “Sandelig intet daarligt Tegn for vort økonomiske Liv!” – Det kan der nok være forskellige Meninger om, tilføjer “Dannevirke”.

Noget at leve af
Paa Afsnit 11 af Varekortet sælges i Haderslev fra Mandag ½ Pund Grønsager-Konserves hos L. Erichsen i Storegade og A. Jørgensen i Lavgade eller ½ Pund Maggi-Bælgfrugt eller andre Suppetærninger i de øvrige Forretninger med Undtagelse af de to ovennævnte.  


Fra Felten


I Fangenskab
Willi Kuhn, Søn af Slagtermester Kuhn og Hustru i Aabenraa, der tjente som Underofficer, har været savnet siden den 30. December i Fjor. Han var den Gang sammen med 2 Officerer og 4 Kammerater bleven sendt til Bjerget Monte Tomba i Italien for at gøre Iagttagelser, men ingen af dem er siden vendt tilbage. I Onsdags modtog nu hans Forældre ifølge “A. T.” igennem “Røde Kors” den Meddelelse, at deres Søn befinder sig i fransk Fangenskab.

Dekorerede
Anker Hansen, Søn af Fisker Nis Hansen i Haderslev, der tjener paa Forpostflotillen i Nordsøen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt Jernkorset og det hamborgske Hanseatkors.
     P. Lundt fra Løndt i Starup Sogn, der har ligget paa et Lasaret siden Jul, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 23. februar 1918)

Krigens forløb

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

Hjemmefronten, Sønderjyder

23. februar 1918. Når jeg kun får orlov, så skal jeg tage afsked fra jer igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.2.1918

…I dag fortalte kompagniføreren mig, at ansøgningen allerede var nået hertil, men han kunne ikke give mig orlov, da der fuldstændig er spærret for orlov. Vi skulle bare vente, sagde han, og det er jeg slet ikke ked af, for når jeg kun får orlov, så skal jeg igen tage afsked fra jer, og det er svært både for jer og for mig. Altså lad os vente, kære Inger. Du skal heller ikke bryde dig om det andet, jeg skrev om. Bataljonen er i aften gået i stilling, og du kan tro, jeg er glad ved at kunne blive her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918