Senest ændret den 4. december 2020 8:52
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Rekrutuddannelsen er i fuld Gang, men jeg fik ikke noget Korporalskab, eftersom jeg under Kammerunderofficerens Orlov skulde afløse ham paa Kamret. Det er et Driverliv, men hellere vil jeg det, end ærgre mig over Rekrutterne.
Det værste er kun, at det altid er meget vanskeligt at faa nogen til at hjælpe sig. Som nu forleden Dag. Jeg gik fra Stue til Stue, men der var ikke een Mand at opdrive.
Alle havde de Beskæftigelse, hvad enten de nu bestilte noget eller ej. Da jeg aalbnede Døren ind til Stue Nr. 15, røg der mig et fyldt Blækhus om Ørerne og smadredes mod Døren bag ved mig. Samtidig røg en Mand ind paa mig og vilde smide mig ud. Jeg havde ikke fortrædiget Manden og slog fra mig det bedste jeg havde lært.
Dog, Kampen holdt snart op, thi han var ikke længe om at opdage, hvem han havde for sig, og det viste sig, at vi var gamle Bekendte. Det var Skomageren. Trods det, at jeg havde forsynet ham med et Par „blaa Briller”, var han henrykt over at træffe mig.
Forbavselsen var stor blandt dem, der kendte Skomageren, og som havde set, hvad der foregik. Sagen var nemlig den, at den stakkels Mand efter Opholdet i „Prinz Heinrich” Hulen var blevet tosset. Ingen Gummicelle eller Arrestophold havde kunnet kurere ham for det, som alle mente han gjorde, nemlig at simulere.
Vi blev dog meget gode Venner og havde jo altid været det. Han mødte nu trolig paa Kamret og løb alle de Ærinder, jeg skulde have gjort. Han pudsede mine Støvler, og hentede min Post, og var den flinkeste Mand jeg kunde tænke mig.
Alle var de forbavset over den Vending, der var sket med Skomageren, som hidtil ingen havde kunnet stille noget op med, men som var gaaet rundt efter sit eget Hoved.
Han er stadig paa Kamret hos mig, og det er i Grunden en Skam, at jeg ikke vedblivende skal være paa Kamret, da der vel saa kunde blive et brugbart Menneske ud af Skomageren igen.
Han er vel nok noget af en Simulant, men jeg, der ved Besked med, hvad der foregik i Hulen, og efter det Indtryk jeg straks fik af ham dengang, kan godt forstaa, at han er blevet „skør i Knolden”.
