14. marts 1918. Jes Sarup støder på en landsmand

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hemmeligt Politi

Næste Morgen stod jeg tidligt op, da jeg vaagnede efter nogle Timers forfriskende Søvn, den eneste rigtige Søvn, som jeg fik paa hele Rejsen derned. Staack og Kliver skulde først komme op paa Formiddagen, saa jeg havde endnu flere Timer til min Raadighed, som det gjaldt at faa anvendt paa den bedste Maade.

Min Morgenmad skulde jeg have i det Spisekvarter, som var bleven mig anvist. Det var vist mest beregnet paa Embedsmændene og de lavere Befalingsmænd i Byen. Maden var velsmagende, en god Appetit hjalp ogsaa godt til, at den ellers noget tarvelige Mad skred saa let.

Morgenmaden bestod af et Par tykke Skiver Brod med Marmelade og en varm Drik, som skulde forestille Kaffe. Men med de Reserver, som jeg selv havde med i min Kuffert, kunde jeg nok faa et kraftigt Morgenmaaltid, som kunde give Kræfter til de forestaaende Strabadser.

Jeg vandrede omkring i Gaderne de Par Timer, indtil Rejseselskabet til Lille kunde komme. Der var jo altid noget at se efter, og man kunde have Held til træffe paa Landsmænd, eftersom det var rygtedes, at jeg var kommen derned. Der var ikke saa faa af dem dernede, og mange havde de mest mærkelige Bestillinger. Drejer K. Bahnsen fra Haderslev havde saaledes faaet Ansættelse som hemmeligt Politi i Menin. Han har fortalt mig ganske interessante Træk fra sin militære Karriere, der begyndte som Arbejdssoldat; han var oprindelig kasseret for Militærtjeneste paa Grund af en Hjertefejl – og nu tilsidst var han altsaa kommen ind i det hemmelige Politis Tjeneste. Hans Vaaben bestod i en tyk Stok og en Revolver. Som Arbejdssoldat fandtes han nok ikke værdig til at bære Sabel.

Men før han naaede frem til denne Post, havde han en kort Tid været ansat ved Proviantsfordelingsstedet og derefter som Fangevogter.

Ved Proviantsfordelingsstedet havde han i Grunden først oplevet, hvor bunduærlige Menneskene var. Den Proviant, som skulde have været fordelt mellem Soldaterne, blev brugt som Betalingsmiddel ved de berygtede „Schieberforretninger”. Officererne og de Soldater, der kunde faa Lejlighed til det, sendte store Pakker Levnedsmidler hjem.

Før var der ofte blevet oplæst et Reglement for os, hvorefter Tyveri var forbudt. Det samme gjaldt vel ogsaa her, men der var bare ingen, der brød sig om det. Ja, en Officer fortolkede endogsaa Reglementet saaledes for Mandskabet, at Tyveri i og for sig ikke var forbudt, men det var forbudt at lade sig fange. Og den Fare at blive fanget, var meget lille, for vi stjal alle, ingen havde noget at lade den anden høre.

Senere maatte jeg gøre Tjeneste som Fangevogter for Belgierne, som skulde føres til Arbejdspladser. Da jeg imidlertid opdagede, at de blot skulde arbejde for at fordrive Tiden — de skulde bygge Barakker, som de maatte bryde ned igen for at bygge dem paa en anden Mark — saa tog jeg det ikke saa højtideligt med Arbejdet. Jeg gav dem Lov til at tage sig en Skraber, jeg skulde nok holde Vagt og sikre os mod Overraskelser.

Mit næste Trin paa den militære Rangstige blev saa, at jeg kom ind i Politiets Tjeneste.

Vort Arbejde, fortalte han, bestod i at spadsere fra Morgen til Aften — jeg vil hellere sige at luske omkring saa lidt iøjnefaldende som muligt. Alt, hvad der kunde vække vor Opmærksomhed eller Mistanke, skulde vi undersøge og melde, særlig skulde vi have et vagtsomt Øje med Officererne og afkræve dem deres Legitimation, hvor vi traf dem. Man mente, at franske Spioner med Forkærlighed benyttede deres Uniformer til Forklædning. Det er gerne muligt, men jeg har aldrig haft Lejlighed til at fange en Spion, og Belgierne skulde jeg nok lade gaa i Fred.

Paa et Tilbagetog kom vi til Byen Isegim i Flandern. Alle mandlige Indbyggere fra I6 til 45 Aar skulde indespærres for at sikre Tilbagetoget mod lumske Baghold. Kirken blev benyttet som Fængsel. Det var os paafaldende, at til Trods for, at vi nu havde slæbt Mænd hen i Kirken i mange Timer, saa fyldtes den ikke, og det var, ligesom Byen ikke kunde tømmes. Vi opdagede saa, at der stod en Stige op imod et Taarnvindue, og derigennem forsvandt de, lige saa hurtigt vi puttede dem ind i Kirken. Det blev der jo saa sat en Stopper for.

Hen paa Eftermiddagen havde vi saa endelig faaet hele den mandlige Befolkning samlet der i Kirken. Saa opdagede vi en Flok fjendtlige Flyvere. Vi fik alle travlt med at søge Ly i Kældere og andre Dækninger. Da Belgierne mærkede, at Vagten var borte, var de heller ikke sene med at komme ud og spredtes hurtig i alle Verdenshjørner, og senere tænkte ingen paa at samle dem igen. En Gang skulde jeg transportere en Belgier til et Fængsel i en Naboby. Undervejs kom vi forbi hans Hjem. Han bad, om han ikke maatte faa Lov at være hjemme om Natten, da det nu var blevet Aften. Jeg indvilgede heri, imod at han ogsaa skulde skaffe mig Soveplads, og det gik han med Glæde ind paa. Der blev serveret en meget velsmagende Aftensmad for os — jeg hørte senere, at det havde været stegte Frø-Laar. Min Soveplads blev anvist mig sammen med Ægteparret i deres eget Soveværelse. Om Morgenengik vi hen til Fængselet, hvor Manden blev afleveret. Jeg har senere tænkt paa, at jeg i Grunden Løb ikke saa lille en Risiko ved at gaa med ham hjem og lægge mig til at sove, han vidste, at jeg bar Beviset for hans Lovovertrædelse Paa mig. Men de svigtede ikke den Tillid, jeg havde vist dem. Jeg tror derfor heller ikke nogen af de Historier om lumske Overfald, som man fortalte os.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *