Tag-arkiv: fællessang

Sønderjyder, Steder

12. december 2025. Julekalender – “Ich hatt´ einen Kameraden …”

Skriv en kommentar

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.

Dette indlæg i Julekalenderen 2025 er et bidrag fra Bente Ohlsen, der er frivillig på websitet og som primært arbejder med at fotografere sønderjyske soldatergrave i Belgien, Frankrig samt en del i Tyskland.
Du kan se eksempler på dette projekt på siden fotograferede gravsteder.

“Ich hatt’ einen Kameraden …”

Mindesmærke på Stolberg-Bergstraβe Kriegsgräberstätte

På æreskirkegården i et skovområde i Stolberg i Nordrhein-Westphalen står der i bunden af en hulning med tyske krigsgrave fra 1. verdenskrig – som på de fleste krigskirkegårde – et monument. Monumentet her er usædvanligt: Det bærer ikke symboler for storhed og krig og ikke tekst om tapper kamp og glorværdig død for fædrelandet.
Her står der på en sokkel en nøgen mand, der med let sænket hoved og støttende sig til en lanse, kigger ud over gravene. En soldaterkammerat? Sikkert, for teksten på sokkelen er ”Ich hatt einen Kameraden”. Det er også titlen på en sang, de fleste tyskere kender.

Ich hatt’ einen Kameraden,
Einen bessern findst du nit.
Die Trommel schlug zum Streite,
Er ging an meiner Seite
Im gleichen Schritt und Tritt.

Eine Kugel kam geflogen:
Gilt’s mir oder gilt es dir?
Ihn hat es weggerissen,
Er liegt mir vor den Füßen
Als wär’s ein Stück von mir

Will mir die Hand noch reichen,
Derweil ich eben lad’.
Kann dir die Hand nicht geben,
Bleib du im ew’gen Leben
Mein guter Kamerad!

Og i dansk oversættelse:
Jeg havde en kammerat,
En bedre finder du ikke.
Trommen slog til kamp,
Han gik ved min side
I samme skridt og takt.

En kugle kom flyvende:
Gælder den mig eller dig?
Den rev ham væk,
Han ligger for mine fødder
Som var han en del af mig

Vil stadig række mig hånden,
Alt imens jeg lader.
Kan ikke give dig hånden,
Forbliv du i det evige liv
Min gode kammerat

Sangen er baseret på et digt – ”Der Gute Kamerad” – skrevet af den tyske poet, forfatter, litteraturhistoriker Ludwig Uhland i 1809 – under Napoleonskrigene.

Digtet handler om og er en hyldest til kammeratskab og troskab blandt soldater:
Kammeratskabet mellem to soldater afbrydes brat, da den ene rammes af en kugle og falder om døende. Som det sidste forsøger han at række hånden ud mod sin kammerat. Pligten kalder dog på den anden, der skal bruge sine hænder til at lade sit gevær og fortsætte kampen. Han svigter sin kammerat og må nøjes med sætte sin lid til, at deres kammeratskab fortsætter i evigheden.

En universitetskollega til Uhland, Friedrich Silcher, satte i 1827 melodi på digtet. Han tog udgangspunkt i en smuk og iørefaldende schweizisk folkesang, og efter en ændring af takten til marchtakt, havde de to skabt en soldatersang, der gik til hjertet og hurtigt opnåede stor popularitet, nu med titlen ”Ich hatt’ einen Kameraden”.

”Ich hatt’ einen Kameraden” er siden da blevet spillet og/eller sunget ved militærbegravelser i Tyskland, men anvendes også ved civile begravelser – nogle gange efter afdødes eget ønske.

I beretninger fra fronten beskriver flere sønderjyske soldater begravelser af soldaterkammerater, hvor ”Ich hatt’ einen Kameraden” bliver spillet og sunget. De har lært sangen i skolen og er fortrolige med den.

Sangens tema er så universelt og melodien så god, at sangen er oversat til flere andre sprog og også i andre lande – herunder dem, der i verdenskrigene kæmpede mod Tyskland – anvendes ved militære ceremonier.

I Tyskland spilles og/eller synges sangen desuden på de årlige Volkstrauertags-arrangementer, hvor der er ceremonier med kransenedlæggelse ved ”Neue Wache” på Unter den Linden i Berlin og talrige andre steder i Tyskland, og ved en mindehøjtidelighed i Forbundsdagen. Den spilles ligeledes ved en årlig mindeceremoni den 20. juli for den tyske modstandsbevægelse under nationalsocialismen i gården ved Bendlerblock (bevægelsens hovedkvarter) i Berlin.

I Danmark er sangen ofte på programmet ved Volksttrauertags-arrrangement på Knivsbjerg.

Link til en youtube-afspilning med korsang. (Eksternt link, december 2025).

Sønderjyder

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

24. januar 1918 Højt humør og fællessang: Artilleristen Frederik Tychsen og bataljon 407 på vej mod fredeligere omgivelser

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 24. januar 1918 ved middagstid kom Protzerne. Vi havde fået pakket; alle genstande, der hørte til kanonerne blev efterset – talt, det manglende blev noteret, og sådan gik tiden, indtil hestene kom. De blev spændt for, og en efter en blev kanonerne trukket ud gennem den fede ler. Der kom ammunitionsvogne, de medtog en del af granaterne, og omsider kunne vi forlade stillingen.

Et par kilometer længere tilbage standsede de første og ventede på de sidste. Batteriet vendte nu ryggen imod ”den Wilden Mann”, vi skulle nu forlade Flandern for bestandig. Vi gik den sædvanlige vej gennem Hochlede – et sådant batteri vakte altid opsigt, hvor det kom frem, det var præget af kampens bulder og hede, tilsmurt med ler og mudder. Omring kanonerne hang tovværk, spader og økser var fastspændt med remme, bag ved kanonen gik betjeningen – 6 – 8 mand.

Officererne kom bagefter i en lukket vogn – en vogn, som var rekvireret på en eller anden herregård. Om sommeren red officererne mest, men om vinteren lod de sig køre i den lukkede vogn. Det var i mørkningen vi gik igennem Hochlede; der stod mange i dørene for at se på os – her i Hochlede var den store kirkegård, hvor så mangen en kanoner fra batteri 407 lå begravet.

Da vi gik forbi denne, sang vi en sang, som var skrevet af kanoner Treptau (der også ligger på denne kirkegård):

In Flandern sind viele Soldaten,
in Flandern sind viele Gefallen,
# wir waren zwei herzgute Kammeraten,
wir hatten einander so lieb.#

Wir hatten uns Treue geschworen,
dass der eine dem andem gleich schrieb,
# sollte einer von uns beiden fallen,
dass der andere nach Hause gleich schrieb.#

Und als nun die Schlacht war zu Ende,
und wir kehrten zurück ins Kvartier,
# ich musste mein Versprechen halten,
ich nahm ein Bleistift und schrieb auf Papir.#

Ich schrieb es mit zittemden Händen
an den getroffenen Eltern zu Haus,
# eure Son hat die Kugel getroffen,
er liegt in Flandern und kehrst nicht nach Haus.#

(Treptau.)

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.