Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den hollandske grænse til Tyskland.
4 Dage senere kom vi til den tyske Grænse ved Aachen. Der havde vi en vældig Bakke at køre op af; op ad den Bakke lå der mange døde Heste, som var døde af Overanstrengelse.
Da vi kom over Grænsen fik vi at vide, at den vestlige Del af Rhinen skulde besættes, derfor måtte vi holde sammen, indtil vi kom over Rhinen.
De tyske Byer, som vi nu passerede, var festlige smykkede for de hjemvendende Krigere, mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os, mange af dem ventede nok forgæves efter deres Mænd eller Sønner.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.
I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.
Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.
Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!
Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.
Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.
En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den belgiske grænse til Holland på vej mod Tyskland.
En Dag fik vi den glædelige Efterretning, at vi havde fået Lov til at køre lige igennem Holland, på den Måde kunde vi komme til Tyskland 4 Dage før, end når vi skulde udenom.
Men da vi kom til den hollandske Grænse, blev Vejen spærret for os, fordi de Afdelinger, som havde passeret Holland ikke havde været skikkelige nok. Så måtte vi se at komme udenom.
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien på vej mod Tyskland.
Den næste Dag kørte vi den nærmeste Vej ad Tyskland til; de første 2 Dage gik det også godt fremad, men så blev Vejene så overfyldt af Militær, at det hele stoppede, så vi hverken kunde komme frem eller tilbage, men det varede ikke ret længe, før der begyndte at komme Orden i Sagerne.
Vi fik Ordre til at køre tilbage til en lille By, hvor vi så lå i 2 Dage, så fik vi Besked om, hvad Vej vi skulde benytte, og hvad Klokkeslet vi skulde køre. På den Måde blev alle Vejene benyttede ved Dag og Nat.
Vi skulde være ude af Belgien inden 14 Dage, det var lettere sagt end gjort. Det var en hård Tid for Mandskab og Heste, særlig Hestene viste Tegn til stor Træthed, flere Læs af Redskaber blev kastet ud i Kanaler, som vi passerede.
Et Kanonrør på 6 Meter gravede vi ned i en Grusgrav, på den Måde blev det betydelig lettere for Hestene. Nogle af Hestene måtte gå ledige bagefter, for de var lige ved at segne.
Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.
Den 11. November om Formiddagen Kl. 5, blev der slået Alarm; vi troede først, det var Franskmænd, der kom, men vi mærkede snart, at der var noget andet på Færde.
Med Tårer i Øjnene trådte Officeren frem for os og fortalte, at Revolutionen var brudt ud i Tyskland, og at Kejser Wilhelm var stukket af til Holland. Nu kunde enhver gøre, hvad han vilde, men Officeren bad os holde sammen, indtil vi var kommen ind i Tyskland, så kunde enhver gøre, hvad han vilde, så gik han omkring for at trykke os alle sammen i Hånden.
I blandt os var der nogle Mand, der havde været med i hele Krigen; dem snakkede han længere med for at sikre sig deres Venskab. Disse Svende var det ikke godt at komme i Nærheden af, når de først var i Krigshumør.
De Befalingsmænd, der havde været frække mod os, turde ikke lade sig se af os, — deriblandt var også Sergenten, som jog mig op af Kanalen, den Gang jeg havde det dårlige Ben.
Nu var den Time kommen, vi længe havde ventet efter, og enhver glædede sig til at komme hjem til Familien. Også Belgierne var glade ved snart at komme af med os.
Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.
Krisen i Tyskland
Efter hvad “Berliner Tageblatt” meddeler, er det efter Forlydende alle preussiske Ministres Hensigt at stille Kongen deres Portefeuille til Raadighed.
Alle Statsministre, ogsaa Hr. v. Hintze, har allerede i Gaar indgivet deres Afskedsbegæring til Kejseren. Fra Højre agiteres der ivrigt for Grev Roederns Udnævnelse til Rigskansler. Flertalspartierne holder paa, at Hr. v. Payer skal være Kansler. Dersom han afslaar Posten, kommer Dr. Solffs Kandidatur paa Tale.
“Vorwärts” meddeler, at der under Drøftelserne i Gaar mellem Socialdemokraterne, Fremskridtspartiet og Centrum allerede er opnaaet vidtgaaende Overensstemmelse om de socialdemokratiske Krav. Tiden kræver hele og fast besluttede Mænd. Vi trænger ikke til Socialdemokrater som Ministre, men til socialdemokratiske Ministre, Mænd, der i deres Embede forbliver, hvad de er og hvad de som Socialdemokrater betragter som det rette.
Ifølge “Lokal-Anzeiger” blev der ved Modtagelsen af de ledende Medlemmer af alle Fraktioner hos Rigskansleren erklæret, at Flertalspartierne ikke kræver noget Koalitionsministerium, men en Regering, der er dannet af Repræsentanter for Rigsdagsflertallet, i hvilken ogsaa de Nationalliberale skal deltage, og at man ønsker at se Hr. v. Payer i Spidsen for denne Regering.
“Deutsche Tageszeitung” understreger, at det er af allerstørste Betydning, at den nuværende Regering til en virkelig Udførelse og Virkeliggørelse af den kejserlige Tanke beholder Ledelse i Hænde ved Forhandlingerne med Partierne.
Dagens Nyheder
Faldne Lærere
Paa Kredslærermødet i Aabenraa i Fredags meddelte Kredsskoleinspektør Schacht bl. a., at der hidindtil er faldet 10 Lærere fra Aabenraa Kreds som Ofre for Krigen, medens der for en ellevte Lærers Vedkommende kun er lidet Haab om, at han er i Live.
Udmærkelser
Paa Kredslærermødet i Aabenraa fik følgende Personer overrakt Fortjenstkorset for Krigshjælp: Førstelærer Holm fra Graasten, Lærer Ankersen fra Barsmark og Markussen fra Øster-Løgum samt Lærerinde Frøken Petersen fra Hokkerup.
Skatteligning
Magistraten i Aabenraa opfordrer alle de Husejere, der ikke afgiver nogen Skatte-Erklæring, til at anmelde alle i deres Ejendoms-Forhold siden i Fjor indtraadte Forandringer, som der maa tages Hensyn til ved Skatteligningen, paa Raadhuset, Værelse Nr. 5, inden den 10. Oktober.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Mange Pakker er blevet sendt til de forskellige Hjem, og ogsaa jeg har kunnet lade afgaa et Par Ruller Tøj. Kammeraterne har ordentlig været misundelige.
Jeg var i Gaar i Frankfurt, hvor Bankdirektør Kaufmanns Frue blev himmel-henrykt over al den Fedtelse, jeg bragte hende, og ikke mindst fordi jeg først havde tænkt paa hende.
Da hun betalte godt for det, fik hun det hele, og jeg er glad for at være sluppet af med det. Der siges, at der steges Fisk, og ogsaa andet kan steges i det, men i disse Tider er jo alt „Ersatz”
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.
Saa skulde det falde i mit Lod atter at holde Jul udenfor Hjemmet. Dog, der var ikke andet at gøre; thi Juleorloven var givet og Vagtmandskabet for Juledagene var inddelt, forinden vi naaede tilbage til Offenbach.
En Underofficer fra Riidesheim bad mig imidlertid om at tage hans Vagt Juleaften, da han saa kunde komme hjem. Jeg tog hans Vagt; thi hjem kunde jeg jo ikke komme alligevel.
Her paa Vagtstuen kom jeg til at tale om den vidunderlige Færd til Italien og om, hvad vi alt havde bragt med hjem. En Sygeplejer fra Røde Kors bød mig 2 Pund Tobak for 1 Liter Olivenolie.
Jeg havde nemlig taget en 10 Liter-Flaske med hjem. Rigtig nok vidste jeg ikke, hvad det kunde bruges til, men da de alle havde taget noget med, gjorde jeg det samme. Nu kunde jeg indse, at der var Forretning at lave og slog til paa hans Tilbud.
Jeg har faaet Bud til Kasernen efter Olien, og han har faaet Bud hjem efter Tobakken, saa Vagtstuen er røget godt til i Øjeblikket. Han har endog i Tilgift givet et Par Flasker „Apfelwein”, saa jeg maa sige, at det er den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Det blev en langvarig og kold Tur gennem Alpernes Sne. Paa flere Stationer blev der gjort Holdt, der varede uendelig længe. Med 2-3 Vogne ad Gangen arbejdede Lokomotivet sig op ad Bjergene, hvor det saa ved en Station lod Vognene staa og kørte tilbage for at hente de andre.
Meterhøjt laa Sneen i Alperne, og det var en skærende Modsætning til Opholdet i Cordenonc, hvor Temperaturen tillod, at vi gik i bare Ben. Her i Rosenheim bliver vi „Entlaust” og det efter de allernyeste Principper paa det Omraade.
Samtlige behaarede Steder har været under Behandling af de elektriske Klippemaskiner, og da vi gensidig betjente hinanden, blev der sørget for, at ingen slap udenom.
Et varmt Bad har udøvet den tilsigtede Virkning, og enhver har faaet udleveret en Klat graa Salve til Indsmøring paa de Steder, hvor der endnu kan tænkes at sidde et Luseæg.
Medens vi driver Tiden hen med Kortspil, bliver vort Tøj behandlet i de dertil indrettede store Kedler, som har et saa højt atmosfærisk Tryk, at et fortsat Liv for Lusene og deres Yngel er ganske udelukket. Det vil vist vare flere Timer siges der, og vi skal ogsaa have noget at spise, saa det bliver vist ikke før i Morgen tidlig, vi kommer herfra.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Der er købt ind for alle Penge og mere til. Enhver har vist en større Regning, han ikke tænker paa at faa betalt. „Dosmere”, erklærede Løjtnanten, da vi bad ham om Lønningsforskud, „hvad bruger I Penge til, naar I har en Kappe, som I kan hænge omkring Skuldrene.”
Jeg tør ikke paastaa, at jeg forstod ham rigtig, men der var mange, der løb rundt paa Gaden med en „Pukkel”, som ikke var helt symmetrisk.
— I Aftes fik jeg Ordre til at sørge for et Par Vogne, der skulde befordre Bagagen til Banegaarden, og i Morges Klokken 6 stillede de allesammen med deres Bagage. Der blev hele 3 Vognlæs, og paa Banegaarden blev det hele, der var forsynet med Navnet paa Ejermanden, ladet i et Par Vogne, der var tilsluttet det Tog, der skal føre os tilbage til Tyskland.
Turen hjemad gaar samme Vej, som vi er kommet, og vi er for Øjeblikket ved at køre ud fra Udine.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Vi har drevet omkring i Uforetagsomhed og havde begyndt at kede os, indtil vi i Forgaars skulde stille op paa Pladsen udfor Vejerboden, uden Oppakning. Det var dog besynderligt, syntes vi, men vi havde ikke ventet ret længe før en hel Stab af Læger, Officerer og flere andre, der under Armen bar paa store Protokoller, viste sig.
Vi blev kommanderet indenfor og fik Ordre til at klæde os af. En grundig Undersøgelse begyndte. Der blev maalt, baade i Længden og i Bredden, og sluttelig skulde vi op paa Vægten. Derefter kunde vi træde af. Rygterne tog nu Fart, og Vejningen blev sat i Forbindelse med, at General Bülows Armé, der laa i Alperne, var meget svækket.
Der blev fortalt, at vi skulde sættes ind der. Dette Eksperiment skulde være stødt paa Modstand hos Kommandoens Ledelse, fordi ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.
Ej heller var Kompagnierne jo udrustet med en saadan Forudsætning for Øje, og allermindst Officererne, der i deres Haandtaske ikke medførte andet end en Natskjorte og en Tandbørste. Vi andre havde rigtignok heller ikke mere, men vi blev jo ikke spurgt og var jo ogsaa vant til at klare os med mindre.
Naa, vi var blevet vejet og fundet for lette, og vi har nu faaet Ordre til at forberede Afrejsen til Tyskland. En, vistnok uofficiel, Ordre lyder paa, at enhver er forpligtet til at tage alt det med, som vi kan bære, og der bliver derfor købt ind i store Mængder.
Der bliver sagt, at Østrigerne skal afløse os, og derfor mener nogle, at Kragerne lige saa godt kan tage som Ravnene.
Efter Tyskland har overskredet den belgiske grænse, meddeler den engelske ambassadør i Berlin, Sir Edward Goschen, den tyske udenrigsminister Gottlieb von Jagow og kansler Bethmann-Hollweg, at England nu er i krig med Tyskland.
Theobald von Bethmann Hollweg
I indberetningen fra Sir Edward Goschen skulle Bethmann-Hollwegs blandt andet have sagt: ”at det skridt, Hans Majestæts regering havde taget, i den grad var frygteligt. Blot på grund af en lap papir (a scrap of paper)..” – en hentydning til aftalen mellem Frankrig, England og Belgien.
I en tale i Parlamentet sagde den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, samme aften blandt andet: ”The Lamps are all going out all over Europe…”
Belgien svarer nej til det tyske ultimatum og beder nu England om at komme til undsætning.
Tyskland hævder – usandt – at der har været franske fly over blandt andet Karlsruhe og Nürnberg. Med afsæt i dette overrækker den tyske ambassadør i Paris krigserklæringen til Frankrig. Heri hedder det blandt andet: ”Jeg har den ære at informere deres excellence om, at Det tyske Kejserrige betragter sig som værende i krig med Frankrig.” Læs hele krigserklæringen her
Få timer senere erklærer Frankrig så krig mod Tyskland.
Sir Edward Grey, britisk udenrigsminister
I en tale i Underhuset udtrykker den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, bekymring for, hvordan verden fremover vil betragte England, hvis man svigter sine traktatlige forpligtelser over for Belgien: ”I så fald ville vi, mener jeg, sætte den respekt, der står om os, vort gode navn og rygte i verden, over styr …”
Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.
Spændingen i Europa.
Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.
Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.
Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.
Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.
Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.
Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.
At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.
Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”
– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.
Redaktør Nicolai Svendsen
Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen
Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:
Ved Verdenskrigens Rand
I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.
Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.
Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.
Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.
(…)
Fra Wien telegraferes:
(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.
Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”
Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.
Hvad siger Tyskland?
Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.
Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.
Den russiske Presse
(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.
Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.
Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.
Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.
Redaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.
Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.
Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…
Begejstring i Tyskland.
Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.
Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.
Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.
Om Krigsbegejstringen i Belgrad.
Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.
De tyske Gesandter beroliger.
De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.
Italien og Østerrig-Ungarn.
Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.
En tysk officiøs Udtalelse.
Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.
Naar Hundedagene indfinder sig, og det gør de i Dag, plejer man ogsaa at kriges i – Aviserne. De sidste Ugers stærke Solskin og Hede synes i Aar at have fremkaldt en krigerisk Stemning før dette Tidspunkt; thi Stemningen har været meget krigerisk hele sommeren igennem og en Del af Foraaret med, særlig i tyske og slaviske Blade. Heldigvis kommer engang imellem et ledende Blad med en afsvalende Bemærkning.
I Anledning af det forestaaende Opgør mellem Østerrig-Ungarn og Serbien offentliggør ”Norddeutsche Allgemeine Zeitung” i sin Ugeoversigt i Søndags en officiøs Erklæring, hvori det hedder:
”Vi slutter os til det mere end et Sted udtrykte Haab, at det ved, at den serbiske Regering i Tide stemmer Tonen ned, undgaas, at det kommer til en alvorlig Krise. Europas Sammenhold, der hidtil under den lange Balkankrise har givet sig Udtryk gennem Bevarelsen af Freden mellem stormagterne, gør det i hvert Fald ønskeligt og nødvendigt, at de Stridigheder, der kan opstaa mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, forbliver lokaliserede”
I Bemærkningerne til denne Erklæring hedder det, at den fortjener særlig Opmærksomhed. Der forlanges frie Hænder for Østerrig-Ungarn under det kommende Ordskifte med Serbien, der, efter hvad man antager, ikke vil forløbe saa glat. En Indskriden udefra med det Formaal at støtte Serbien kan ikke forblive ubesvaret fra Tysklands Side, og Bevarelsen af Freden er derfor kun sandsynlig, naar stormagterne afholder sig fra enhver Indblanding i denne Sag mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
At Østerrig-Ungarn vil afholde sig fra enhver Voldshandling over for det serbiske Landomraade og det serbiske Folk og vil holde sig strengt til sin Opgave: en moralsk politisk Udrensning i Serbien og Tilintetgørelse af det anarkistisk-nationalistiske Soldaterherredømme i Belgrad, er en Selvfølge. En saadan skarp Begrænsning til den egentlige Opgave er ganske i Østerrig-Ungarns egen Interesse, saa at det næppe kan tænkes, at ville lade sig friste til at gøre sig skyldigt i Overgreb, der kunde fremkalde en russisk Indskriden.
Haderlev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Europa:
Fast og Rolig sin Vej.
I Anledning af de franske Blades rosende Omtale af det russiske Forsvarsvæsen bemærker ”Berliner Lokal-Anzeiger” i sin politiske Ugeoversigt for i Søndags bl. andet:
Hr. Poincaré har endnu ikke naaet sit Rejsemaal, og allerede viser Forstaaelsesfællerne i et uundgåeligt Anfald af Lidenskab de forfærdelige Tegn paa tøjlesløs Hadefuldhed. Jo mere beskæmmende de Tilstande er, som dertil kaldede Kritikere i disse Dage har fastslaaet i Frankrig, des mere imponerende skildres de russiske Krigsforberedelser for dermed at gøre Indtryk i Tysland. Muligvis er i Rusland alt det Guld, som glimrer. Men den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel. Den gaar fast og rolig sin Vej og kan fortrøstningsfuldt vente paa det, som skal komme.
Krigsfaren i Sydøst.
…”Neue freie Presse” i Wien erfarer fra særlig Kilde angaaende Ruslands Holdning over for den østerrig-serbiske Spænding følgende: Rusland haaber, at Østerrig-Ungarn ikke vil stille Krav til Serbien, der paa nogen Maade truer dette Lands Selvstændighed. Saafremt Østerig-Ungarns Forlangender er maadeholdne, vil Rusland sikkert i Fredens Interesse gøre alt for at støtte dem.
Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den 15. juli 1914 Tysklands rolle i en eventuel serbisk-østrigsk konflikt og gengiver bl.a. nogle betragtninger fra en iagttager i “Neue Hamburger Zeitung”:
Verdens Gang
(…) mange i Tyskland har ikke syntes om Regeringens Holdning under Annektionskrisen. En Statsmand, der tidligere havde stor Indflydelse paa Tysklands Udenrigspolitik, har engang fortalt, at i Aaret 1908 bestormede de forskelligste Mænd, indflydelsesrige Parlamentarikere og store Bankiers, ham om at lade Østerrig sejle sin egen Sø. Tyskerne kunne dog umulig lade deres Soldater rykke i Marken for de Stridigheders Skyld, som Østerrig havde i sin Egenskab af Balkanmagt.
Forfatteren mener dog, at et saadant Standpunkt vidner om Kortsynethed, og tror, at ligesom dengang vil Tyskland ogsaa nu stille sig paa et andet, nemlig dette: i det Øjeblik, da Østerrig ikke faar den forlangte Oprejsning eller de forlangte Garantier af Serbien, og Rusland derved stiller sig ved Serbiens Side, vil Tyskland anse det Tilfælde for givet, i hvilket Forbundet er sluttet [træder i kraft].
Forfatteren lægger imidlertid ikke Skjul paa, at Tyskland ikke vil handle saaledes af Troskab mod Østerrig, men for sin egen Skyld:
“Saa vidt vi er underrettede”, hedder det til Slutning, kan der ikke være nogen Tvivl om dette: “hvis Østerrig ikke finder aabent Øre for retfærdige Krav, som det stiller, og Serbien derved styrkes af Rusland eller Frankrig eller dem begge, da vil Tyskland ikke svigte sin Forbundspligt. Og det er ikke for det østerrig-ungarske Monarkis Balkaninteressers Skyld, men for vor egen, meget livlige Interesses Skyld, at den forbundne Kejserstat ikke lider en ny Svækkelse i Anseelse og Indflydelse, der nødvendigvis maatte virke tilbage paa os.”
Det synes i hvert Fald ikke at kunne være en særlig attraktiv Forbundsfælle, der saaledes maa stives af hvert Øjeblik.
Flensborg Avis’ udenrigspolitiske artikler var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.
Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer begivenhederne på Balkan:
Tysk Skadefryd over en politisk Modstanders Død.
Selv de mest ansete tyske Blade kan ikke undertrykke den Følelse af Lettelse, som Budskabet om den russiske Gesandt v. Hartvigs pludselige Død i det østerrig-ungarnske Gesandtskabshotel i Belgrad Fredag Aften har fremkaldt, ja der gives endog enkelte fremtrædende først og fremmest altyske Blade, der ikke kan dølge deres Skadefryd over, at ”en af Østerrig-Ungarns og dets Balkanpolitiks forbitreste Modstandere” er kaldt bort saa hurtig og paa et saa kritisk Tidspunkt.
Før v. Hartvig blev russisk Sendemand i Belgrad, var han Ruslands Repræsentant i Teheran. Ruslands held i de senere Aar i dets Balkanpolitik – man vil mindes at Rusland nu ogsaa har fortrængt den østerrigske Indflydelse i Rumænien – tilskrives særlig v. Hartvig, der gjaldt for at være en meget energisk Forkæmper for de storslaviske Ideer og Planer paa Balkan. Han skal have været den drivende Kraft ved Oprettelsen af Balkanforbundet mod Tyrkiet, og Tyskerne giver ham Skylden for de sidste Krige paa Balkan. Endvidere tilskrives det ham, at Serbien og Montenegro vil slutte sig sammen til et statsretligt og toldpolitisk Forbund, hvorved Serbien faar uhindret Adgang til Adriaterhavet, hvilket Treforbundet og særlig Østerrig-Ungarn er meget imod.
Enkelt tyske Blade sigter ham endog for at være Ophavsmand til Mordet paa det østerrig-ungarnske Tronfølgerpar, og de betragter hans pludselige Død i Gesandtskabsbygningen som Himlens hurtige Straf for hans sidste Forbrydelse. Man ser, at de tyske Blade ikke skaaner deres Modstandere efter Døden.
Det uventede Dødsfald har selvfølgelig fremkaldt Sorg ja ligefrem bestyrtelse i Serbien, man beklager v. Hartvigs Bortgang. Belgrad klædte sig i Sorg og alle serbiske Blade omtalte hans store Fortjeneste af Serbien. Lige saa langt som tyske og østerrigske Blade nedsatte v. Hartvigs Gerning, lige saa højt hævede de serbiske ham til Skyerne.
Til ”Berlingske Tidende” telegraferes fra Berlin i Lørdags blandt andet: Den tyske Presse har foretaget en karakteristisk Svingning i sin Stilling over for Serbien. Efter at man er bleven bekendt med Resultatet af Undersøgelserne i Serajevo, falder Bladene med stor Voldsomhed over Serbien, medens de hidtil er optraadte særdeles rolig.
Haderslev-avisen Modersmaalet beretter om stemningen i Tyskland:
Tyskerne og Attentatet i Bosniens Hovedstad
Hos ingen andre har det forkastelige Mord i Serajevo Søndagen den 28. Juni paa det østerrigske Tronfølgerpar vakt saa stor Harme som hos Tyskerne, ikke fordi de finder et Fyrstemord mere afskyeligt end andre Folk, men fordi de frygter for Tyskhedens bitreste og mægtigste Modstander – Slavismen, og det er jo især blandt de hidtil af Tyskerne i Østerrig og Ungarn saa haardt undertrykte Serbere, at Haabet om og Virksomheden for et Storserbien, bestaaende af alle sydslaviske Folk med Tilslutning til et mægtigt Rige for Nordslaverne under Ruslands Førerskab, næres og drives, siden Serbernes Sejre over deres gamle Dødsfjende Tyrkiet.
Hvor vidt Tyskernes Uvilje – for ikke at sige Had – til Serberne gaar, fremgaar bl.a. af, at et anset tysk Blad taler om ”Europas Sammenhold mod den storserbiske Propaganda”. I denne Artikel hedder det bl. andet: ”Ikke alene Østrig-Ungarn, ikke alene Tyskland, men hele Europa, enten det er monarkisk eller republikansk Sindet, det være germansk, romansk eller slavisk, maa have berettiget Interesse af at vide, om der i dets berygtede politiske Uvejrshjørne virkelig findes et Statsliv, som ikke alene forøver Mord paa sine egne Statsoverhoveder, men ogsaa lader sine Mordvaaben rette mod andre Staters Fyrster.”
Man ser at Serbiens Regering beskyldes for at tillade ja ophidse til Snigmord paa fremmede Fyrster.
Samme tyske Blad meddeler, at det politiske Politi i Berlin, ved Husundersøgelser ved serbiske Studenter i Berlin og Charlottenborg i Onsdags har faaet Mistanken begrundet om, at der findes en storserbisk Agitationskomite, der staar i nær Forbindelse med den serbiske ”Omladine” i Belgrad samt flere serbiske Studenterkomiteer i Wien, Agram, Leipzig og München.
Tyskerne ser, som bekendt, Spioner og Højforræderi i alt, naar det ikke tjener til at forherlige Tyskheden og fremme tyskernes Interesser; naar Serbien ville holde sig til Tyskland i Stedet for til Rusland, vilde mange af de Tyskere, som nu ikke veed alt det Onde, de vil udsprede om Serbien, synge Serbiens Ros i de højeste Toner.
Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer situationen i Wien:
Tyskerne i Østerrigs Hovedstad
Forbitrelsen blandt den østerrigske Hovedstads tyske Befolkning mod Serberne vedbliver at vise sig paa meget udæskende Maade, og i Fredags blev der hele dagen foretaget Tilkendegivelser mod det serbiske Gesandtskab i Wien. I fjerde Distrikt, der ligger nær ved Gesandtskabet, varede Tilkendegivelserne ved helt til Midnat. Demonstranterne foretog af og til Forsøg paa at komme ind i den Gade, hvor Gesandtskabet bor; men de blev holdt i Ave af Politiet…
Militærvagten ved Krigsministeriet var samlet, men traadte ikke under Vaaben. Gentagne Gange sang Forsamlingen Nationalsangen og “Die Wacht am Rhein”. Politiet tillod alt…
Mængdens Førere udtalte, at man skulle gaa til det tyske Gesandtskab for at udtale Sympati for Tyskland; men af Hensyn til det stærke Politi var det ugørligt. Han ville derfor foreslaa at ende Demonstrationerne paa værdig Maade…
