Tag-arkiv: Olmscheid

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255